/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Dagens store samtaleemne

På magisk vis lykkedes det TV Avisen 18:30 at slippe uden om de landsdækkende demonstrationer med titlen “Beskyt syrerne i Danmark – Syrien er ikke sikkert”; men så blev der mere plads til det planlagte udrejsecenter på Langeland, som ministeren heller ikke ret gerne vil være nabo til, og dagens tophistorie: Tre danske kvinder og deres i alt 14 børn skal hentes til Danmark fra de kurdiske fangelejre i Syrien efter en massiv indsats fra støttepartierne.

dr.dk skriver blandt andet:

Men nu har piben fået et anden lyd.

I går meldte regeringen nemlig ud, at 14 børn og 3 kvinder vil blive hentet hjem fra fangelejrene i Syrien.

En beslutning, der har fået særligt Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige til at kalde det løftebrud fra regeringens side, fordi regeringen tidligere har holdt fast i, at mødrene til børnene ikke skulle hjem til Danmark.

Til et pressemøde 2. marts i år, sagde statsministeren blandt andet:

– Undskyld, men engang imellem lyder spørgsmålene omkring IS som om, det er mennesker, der har været på ferie. Altså det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, Kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden – herunder Danmark. De har vendt Danmark ryggen. Og de har intet at gøre i Danmark mere.

Nu skal mor med

I lang tid har debatten drejet sig om, hvorvidt det ville være forsvarligt at lade de traumatiserede børn komme til Danmark uden deres mor. Er det mon i overensstemmelse med fx FN’s Børnekonvention at skille børn fra deres mor? Det har mange anført, det ikke er. Der er vist en artikel i konventionen om familiens ukrænkelighed – men jeg har ikke kunnet finde den. Det hedder nok noget andet på konventionssproget.

Det vil traumatisere børnene yderligere at adskille dem fra deres mor, derfor må hun med, er argumentet.

Der er bare det, at hun naturligvis skal straffes efter straffelovens terrorparagraf, som kan give adskillige års ubetinget fængsel, se næste afsnit, og så bliver de altså alligevel adskilt, og den eneste mulighed for samkvem eksisterer, når børnene kommer på fængselsbesøg, hvilket sikkert heller ikke er sundt for en lille sjæl.

4. maj i år blev en norsk kvinde, der havde tilsluttet sig ISIS, hentet til Norge til et sygt barn, og idømt 3½ års fængsel efter norsk ret. Altså er der retspraksis for fængselsstraf i et af de lande, vi med rimelighed kan sammenligne os med.

Hvad kan kvinderne dømmes for?

Statsministeren m.fl. siger konstant “De har vendt Danmark ryggen”. Straffeloven indeholder ikke den vending, så jeg måtte selv finde ud af, hvad det er, der er strafbart. Professor Jørn Vestergaard redegør i Berlingske Tidende den 23. marts i år for, hvad de kan straffes for – gerningsindholdet:

Den relevante bestemmelse er straffelovens § 114 e:

§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.

De centrale ord er “fremmer virksomheden”, og der skal ikke ret meget til, før det er opfyldt. Jørn Vestergaard udtaler blandt andet, at: “Selvom de aldrig har kæmpet for Islamisk Stat, deltaget i træning, haft våben i hånden eller formelt har tilsluttet sig Islamisk Stat – så kan alene det, at de har levet sammen med en IS-kriger, lavet mad til ham og passet børn, være tilstrækkeligt til en dom for terrorisme.”

Der skal meget »lidt« medvirken til at få en dom for terrorisme.

Som det fremgår af § 114 e er straframmerne markante – indtil seks år og i værre tilfælde 10 år. Er der tale om særligt skærpende omstændigheder, kan der idømmes fængsel helt op til 16 år.

Groteske sager

Selvfølgelig skal børnene til Danmark; de er danske statsborgere. Et argument fra debatten, jeg ikke bryder mig ret meget om, er, at børnene bliver farligere for os selv, hvis vi ikke tager dem her til landet, inden deres PTSD – og vist nok andre psykiatriske lidelser – udvikles yderligere. Så først tænker vi på os selv, og når det passer i vores kram, tilgodeser vi børnene. Det er da grotesk.

Kvinderne er også danske statsborgere, som vi ikke kan afvise ved den danske grænse, uagtet vi morderligt gerne ville. At det har skullet granskes af en undersøgelseskommission i 1½ måned kan undre. Det er da også grotesk.

/i , /af ,

Syrien: indpas i mit hjerte

Syrien: indpas i mit hjerte

POV havde ikke plads til denne

Så er det herligt selv at have at sted at publicere.

At leve i frygt og angst: retur til Syrien eller i udrejsecenter

Gennem en længere periode har jeg været med i nogle af de mest fremtrædende fællesskaber på Facebook, der har de 505 syrere, som kan få frataget den midlertidige opholdstilladelse og sendt til et udrejsecenter, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, i fokus. Fællesskaberne har tusindvis af medlemmer, og de vokser hver dag. Indimellem har jeg prøvet at kloge mig med lidt jura, når det var for svært at gennemskue, hvad de tænker i regeringskontorerne.

Onsdag den 19. maj 2021 er der store demonstrationer mod udvisningerne i en lang række byer landet over. Jeg tror, man kan sige, der har rejst sig en folkestemning, og at mange har svært ved at forstå regeringens hårde linje. Regeringen har ikke flertal alene, men kan nemt tælle til langt over de nødvendige 90, når de ser til højre i salen.

Imidlertid var jeg nødt til at melde mig ud af fællesskaberne, for hver eneste syriske skæbne havnede i mit hjerte; det er desværre ikke en farbar vej for en med et skrøbeligt sind.

Jeg identificerede mig med den frygt og angst, de mennesker – for det handler om mennesker – må føle. Hvad tænker de, når de lægger sig til at sove? Hvad er de sidste billeder på nethinden, inden søvnen overmander dem? Kan de overhovedet sove? Er det de udbombede kvarterer i Aleppo eller er det Assads fængsler, hvor man kun kan stå op (en slags oprejste kister)?

Jeg ved, hvordan man frygter fremtiden

Jeg forstod dem, fordi jeg selv en årrække har levet med en grusom angst for fremtiden. Alt var usikkert: arbejdsmarkedet, økonomien, boligen – alt det der skal være på plads, for at man kan tænke på noget andet, kaste sig over interesser eller måske endda være noget for sine venner.

Der er naturligvis stor forskel på et udrejsecenter, Assads fængsler og så frygten for fremtiden i et dansk velfærdssamfund. Jeg risikerede ikke en enkeltbillet til Damaskus eller en busbillet til et udrejsecenter, men det er heller ikke det, angst handler om. Der skal ikke sondres.

Den eksistentielle angst

Det handler om en eksistentiel angst for, hvad der skal blive af en. Selveste eksistensen og overvejelserne om, hvorvidt den skal opretholdes? Flygtningene har næsten kun muligheden for at gå under jorden eller søge asyl i et af nabolandene. Der har allerede været beretninger om unge, der er ”forsvundet”, og ingen aner hvorhen. Den mulighed har man ikke som pæredansk. Vores samfund er – på godt og ondt – for velreguleret og gennemregistreret til det. Kan man ikke se eksistensen i møde, er der kun en vej, men den er ikke nem.

Har man ikke mulighed for at være her længere, kan man overveje at takke af for denne gang. Det er bare ikke så let. Faktisk er det uhyre svært at tage livet af sig. Jeg har prøvet. Senere fortalte en psykiater mig, at man skulle tage mindst 100 sovepiller, men jeg havde kun 30. Derudover er de farligste stoffer taget ud af de almindeligste Benzodiazepiner, så det er ikke engang sikkert, 100 er nok.

Bor man i Københavnsområdet, er det heller ikke så let at finde et træ at klynge rebet op i. Træerne i Vestskoven er formentlig for unge og dermed uegnede. De holder ikke til vægten.

Min sidste og mest ”velegnede” idé var at tage en færge en frostklar vinternat og hoppe ud, når vi var i rum sø. Man dør formentlig forholdsvis hurtigt af kulde.

Nu er jeg på den anden side af alle disse frygtelige tanker, sover godt og ser ingen mærkelige billeder, inden søvnen indfinder sig. Men jeg venter heller ikke på en afgørelse fra Flygtningenævnet, der stadfæster eller ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Man er så skrøbelig, når man ligger der under dynen!

Flygtningenævnet er et uafhængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asyl-relaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a.

Flygtningene fra Syrien, der går en uvis skæbne i møde, har optaget mig længe. Du kan læse mine tanker om flygtningene her.

/2 Kommentarer/i /af

Frø af ugræs…

Frø af ugræs…

Rasmus Stoklund i Deadline

Jeg sad – et par dage bagud, sådan er jeg jo – og så Socialdemokratiets udlændingeordfører fra den 14. maj i Deadline i går. Du kan kan også se ham her, hvis du har mod til det. For det kræver et vist mod at se en opkomling, der har vist et billede af de mælkebøtter, han lugede op fra sin græsplæne, og som ikke kender til højskolesangbogens “Det haver så nyligen regnet” fra 1890, som havde kolossal betydning efter både 1. og 2. verdenskrig.

Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.

Hvordan kan man være udlændingeordfører uden at kende til de strofer? Hvordan kan man være så historieløs? Hvad blev der af Socialdemokratiet? Hvorfor er der ikke længere nogen tænkere i det parti? Hvor svært kan det være?

Hvad er en god socialdemokrat?

På Facebook var der en, der (retorisk) spurgte, hvad forstår du ved en god socialdemokrat? Jeg svarede: “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder“. Det er for mig indbegrebet af “socialdemokratismen” (eller hvad det nu hedder), men det er godt nok længe siden, det har været en del af det socialdemokratiske tankegods, og det er synd. Vi lever i en fantastisk velfærdsstat, hvor vi godt nok betaler halvdelen af vores indkomst i skat, men vi får også ufatteligt meget for pengene. Vi har verdens bedste sundhedssystem, og vi har verdens bedste uddannelsessystem. Begge steder kan alle henvende sig gratis og har uden videre krav på at blive optaget. Det findes vist ikke andre steder i verden.

Vi bidrager til en enorm fælleskasse, der meget gerne skulle medvirke til, at alle løftes til et rimeligt niveau, og til at vi fx. kan håndtere, at 505 syrere ikke sendes til udrejsecentre i mangel af bedre aftaler med Assad. De menneskers – for det drejer sig om mennesker – skæbne ligger mig meget på sinde. De ligger mig så meget på sinde, at jeg har været nødt til at melde mig ud af de store grupper på Facebook. De gik for meget ind i mit hjerte, og det går ikke, når man har et skrøbeligt sind. Jeg bliver også nødt til at passe på mig selv.

Hvis du ser Stoklund i Deadline

Læg ikke mærke til hans ungdommelige idioti, selvom det er markant. Læg i stedet mærke til det, han fortæller om partiets udlændingekurs. Det er nærmest en opfølgning på statsministerens udtalelser om, at der ikke bliver ændret et komma i forhold til de løfter, man gik til valg på i 2019. Og det skal man selvfølgelig lade hende/dem. De lovede vælgerne noget, og det fik de en hulens malens stemme på, så det skal de selvfølgelig leve op til, selvom det ikke er min kop te. Sådan er det, og sådan er det i et demokrati.

På det anden side har nogle af de 24 underskrivere af et brev til den socialdemokratiske top jo ret i, at valgløfter ikke er mejslet i sten og at principper er til for at kunne justeres, hvis forholdene ændrer sig. Og forholdene har ændret sig. Vi står med et begrænset antal særdeles velintegrerede (nærmest assimilerede) mennesker, der vil Danmark og som har gjort alt, hvad de kunne for hele tiden at vise, at de ønskede at høre til i Danmark. Vi er jo langt fra dem, der har været her i generationer, stadig har egen kultur og stadig ikke taler dansk.

Åbn dog for pokker øjnene og se hvad det er for mennesker, vi har med at gøre lige nu. Jeg synes helt ærligt, der er noget alt i Danmark lige nu!

 

 

/i , /af ,

Der har jeg rejst!

Der har jeg rejst!

Hvornår var det nu, det var?

Jeg ved, jeg har været der med min vidt berejste rygsæk, men jeg ved ikke hvornår.

Soldaterne på billedet er karakteristiske og det samme er den sortklædte jøde med mobiltelefonen. Som jeg husker det, mødte jeg udelukkende venlige mennesker både blandt israelere og palæstinensere. Jeg var i alle dele af landet. Der var fremragende museer, der belyste jødernes lidelser under anden verdenskrig, hvis man ikke skulle have fået nok af det allerede. Jeg har fået nok, og kan næsten ikke tåle mere. På den anden side må vi aldrig glemme; og så må det private følelsesregister stå for tur endnu engang.

Landskabet var smukt, vejret var godt og maden var god. Bygningerne fremstod hele fremfor som bunker af murbrokker. Mere kan man ikke ønske sig af en rejse.

Det var dengang, hvornår det så end var.

Hellig krig?

Og nu er de så ved at slå hinanden ihjel igen, faktisk er der adskillige dræbte på begge sider. Det er forfærdeligt. Det kræver større indsigt end min at vurdere, hvem der har “ret”, for konflikten går tilbage til 1948 ved oprettelsen af staten Israel, så de jøder, der trods alt havde overlevet anden verdenskrig, havde et sted at være. Man skal passe på med at tage parti for nogen af parterne. Der er for meget på spil. Lige nu (natten til lørdag/lørdag formiddag) opfordrer FN til øjeblikkelig våbenhvile, og det vurderes, at den er tættere på, end den var, jf. dr.dk.

Det er næppe den enkelte palæstinenser, der ikke kan leve side om side med den enkelte jøde. Selv i de jødiske bosættelser er op til 20 pct. af indbyggerne palæstinensere. Problemet er vist Hamas.

Fakta om Hamas

Følgende er kopieret fra denne side på dr.dk:

Jeg er ikke meget for militante grupperinger, der griber til natlige raketter og selvmordsbombere, for det eskalerer konflikter i stedet for at nedtone dem, men det sidste, der er nævnt ovenfor om en to-statsløsning, er måske ikke så tosset? Måske kunne det sætte det endelige punktum for konflikten? Smertensbarnet er formentlig Jerusalem, som jøderne ikke vil afgive så meget som en centimeter af. Byen er deres “Mekka”, og de opgiver den aldrig.

For en (næsten) verdslig dansker er det svært at acceptere og forstå, at religioner fylder så meget, at de er værd at slå ihjel for. Men det er et faktum – ikke alene i Israel men verden over. Man skal være født i går for ikke at have indset det.