/i , /af ,

Alternativ anvendelse af en folketælling

Alternativ anvendelse af en folketælling

Gennemgang af Rønne 1940

Alternativ anvendelse af en folketælling

Folketællinger eller mandtal kendes meget langt tilbage i tiden som i Bibelen: Lukas 2, 1-5: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.” Kilde: Wikipedia.

I Danmark er der afholdt folketællinger fra 1769 til og med 1970. CPR kom til i 1968, og så var der ikke længere brug for folketællingerne. Tællingerne er, i det omfang de er bevarede, gjort tilgængelige online til og med 1940. Millioner af data til og med 1916 er indtastet af tusindvis af frivillige som led i “Kildeindtastningsprojektet”.

Selvom folketællingerne er et vigtigt led i slægtsforskningen, bruger jeg dem ikke til mere end fingerpeg, da der:

  • for det første står en masse sludder i dem. Det var nemlig ikke altid de kvikkeste, man sendte ud for at notere, hvem der var gift med hvem, hvor de boede, hvor de var født (fødested er med fra 1845 og frem), hvilke børn de havde osv.
  • og for det andet er det pokkers nemt at få en masse mennesker til at opstå, men de skal også “slås ihjel” igen, hvis ens data skal virke gennemprøvede. Jo længere vi kommer op i tid, jo mere øges den geografiske mobilitet selvfølgelig. Selvom Danmark er et lille land, har vi alligevel rundt regnet 2.300 sogne, og det er ikke altid lige let at gætte, hvor folk rejser hen efter konfirmationen.

Min “mors” ægtefælle nummer to (1929-2011) bliver moderløs, da han er 1 år, 4 måneder og 24 dage gammel (for nu at være helt præcis). Han bor formentlig nogen tid på et “drengehjem”, men hvor ligger det? Og han oplever formentlig russernes bombardement af Bornholm den 7. maj 1945, der er en begivenhed, der sidder dybt i enhver bornholmer. Det hørte jeg meget om som barn.

Hvis det med bombardementet er sandt, er der en mulighed for, at han også bor på Bornholm den 5. november 1940, hvor folketællingen afholdes det år. Derfor er jeg gået i gang med at gennemse Rønne, der, selv om det ikke er en storby, alligevel rummer tusindvis af sider. Bladre, bladre…

Det går trods alt nogenlunde hurtigt, da de sædvanlige bornholmske efternavne som fx Funch, Ipsen, Kjøller, Koefoed, Kofoed, Kure, Marcher, Munch, Pihl, Sode, Sonne og Westh hurtigt kan scannes med øjnene og springes over – især hvis tællingskommissæren har overholdt reglen om at skrive efternavn komma fornavn. Jeg er nået til “L” for “Lindevej”.

Og hvad vil jeg så med det?

Jeg leder efter indikationer på det, der former et menneske. Et eller andet sted må det jo vokse op. Nogen må have taget sig af det. Hvem, hvad og hvor? Lå “drengehjemmet” på Bornholm? Kom det til noget familie? Fundet i en folketælling kan være fine indikationer, som kan føre til videre efterforskning, noget at tage fat i og måske også medføre nogle svar. Pludselig er en folketælling mere værdifuld end sædvanligt.

Den første vielse i april 1953 finder sted i Hjallerup, som dengang var en del af Dronninglund Sogn og Herred i Hjørring Amt. Begge ægtefæller har imidlertid bopæl på Frederiksberg (hhv. Bülowsvej og Forhåbningsholms Allé). Det er ikke usædvanligt, at man trods bopælen rejser “hjem” og bliver gift i kvindens fødesogn, hvor forældrene ofte stadig bor.

Begge brudeparrets fædre bliver angivet som vidner, men det kan tildels ikke passe, idet hans far er død af hjertelammelse tre år før i 1950 på Nørre Hospital i København. Gad vide hvad det kan tyde på? En adoption så der er “en ny far”?

En adresseforespørgsel giver både svar og rejser nye spørgsmål

Min “mor” fik i marts 1976 en søn med den nye ægtefælle. Sønnen er altså nu 46 år. Jeg kender ham ikke. Jeg så ham til min “mors” mærkværdige bisættelse i julen 2006, men det var også det. Mit gæt er, at vi har meget lidt til fælles.

Adresseforespørgsler er geniale. For 70 kr. kan man få oplyst adresse, datoen for tilflytning samt død/levende. Til formiddag har jeg ofret to gange 70 kr. for at få status for ham og hans far. Det var de 140 kr. værd.

Hans far er død  i Nykøbing Sjælland i 2011. Sønnen bor formentlig nu i Radsted, der er på Lolland tæt ved Sakskøbing. Han er antageligt levende, idet adresseforespørgslen ikke angiver en dødsdato. Det er overraskende, for hverken jeg eller nogen af hans øvrige halvsøskende har kunnet finde frem til ham. Det er ellers ikke let at gemme sig i et gennemdigitaliseret samfund som det danske og når “Google rules the world”. Gad vide hvad der får et menneske til det? Og hvordan bærer man sig i det hele taget ad?

Det puslespil, jeg forsøger at lægge, er pludselig blevet meget mere nærværende.

/i /af

Adoptanterne ønskede sig et barn

Adoptanterne ønskede sig et barn

Brændende ønske om adoption

Adoptanterne ønskede sig et barn

Jeg er dykket ned i adoptionssagen. Jeg er igennem processen med at danne et overblik, for sagen er enorm. Nu er jeg startet forfra for at trække detaljer ud. Det er så spændende.

På forhånd var det mit gæt, at det var mine biologiske forældre, der ville være de allermest interessante; det var dem, der satte gang i læseprocessen, men sådan er det faktisk ikke. De er jo bare “papirbårne”, beskrevet på en gammel skrivemaskine, og jeg kender dem stort set ikke. Noget er skrevet i hånden og kopierne er så dårlige, at det nærmest er ulæseligt.

Selvfølgelig er der inderligt ligegyldige ting, jeg aldrig har vidst, og som sikkert kun få mennesker ved om sig selv.

Min situation er bare, at jeg skal – og næsten altid har skullet – læse mig til det, jeg vil vide. Og så vokser magien på en eller anden måde. Når kagedåsen er svær at nå, smager småkagerne bedre.

Jeg har ikke haft nogen til at fortælle. Min biologiske mor “fødte bare” og de andre “hentede bare”. Der var lige knapt tre år mellem de to hændelser. Nu ved jeg imidlertid:

  • Fødselstidspunkt: kl. 22:55. Ca. fire uger for tidligt.
  • Fødselsvægt: 2.800 gr.
  • Længde: 48 cm.
  • Andet: Gulsot ved fødslen.

Adoptivforældrene er de mennesker, jeg husker. Det spændende/sjove er at koble Mødrehjælpen i Holstebros beskrivelser med mine egne erindringer, og det meste passer ret godt sammen. Mine adoptivforældre sætter sagen i gang allerede i sommeren 1962 (længe inden der er tænkt på mig). De kan først hente mig i sommeren 1966. Fire år er længe at vente på sagsbehandlingen. Det var der næppe nogen, der fandt sig i i dag.

Adoptanterne ønskede sig et barn

Noget af det virker helt hen i vejret. De bliver fx. spurgt, nærmest en passant, om de har overvejet at adoptere to børn (sådan nærmest “når de nu er i gang…”. Måske var der overskud af børn dengang, før aborten blev fri?). Mødrehjælpen noterer, at parterne virker noget overrumplede, og andrageren svarer, at det skal de lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer på besøg næste gang – uanmeldt i frokostpausen – er de blevet enige om, at de nøjes med ét barn, og at de foretrækker en pige på ca. to år. Det får de: en på 2¾, der selv løber rundt i Odden Kirke til dåben, og som var svær at indfange til selve dåbshandlingen, har jeg fået fortalt. Herudover har det nok været lidt bøvlet at holde en knapt treårig over dåbsfadet.

De har en lille hvid puddel, og den er Mødrehjælpens sagsbehandler også meget interesseret i. Man drøfter de opdragelsesproblemer, der er med den, og på den baggrund konkluderer man, at parret vil være velegnede forældre…

Min far havde haft fåresyge

Nu ved jeg pludselig, hvorfor min far var steril: han havde fåresyge som barn. Da de sætter sagen i gang, har de været gift næsten syv år. Jeg har altid troet, at de ikke vidste, hvorfor der ikke kom nogen børn ud af det, men det må de jo da have vidst.

De er glade for børn, og naboen, Skjerns politimester, fortæller som vandelsattestant, at hans børn er glade for at komme ind og lege hos dem. Det gælder i sær den yngste på syv år.

Styr på økonomien

Min mor arbejder faktisk ikke, for det er ikke nødvendigt, men da hun gerne vil ud at møde nogle mennesker i Skjern, tager hun et lille job i et renseriindleveringssted fra 9:30 – 11:00, så frokostpause og dernæst igen fra 13:30 – 16:00. Det indbringer ca. 100.000 i nutidskroner årligt. Hun udtaler til Mødrehjælpen, at hun har aftalt med arbejdsgiveren, at så snart de modtager et barn, kan hun sige op.

Min far er ansat som appreturmester på “Skjern Trikotagefarveri”. Det indbringer en gage på 31.000 kr, som svarer til ca. 350.000 kr. i nutidskroner årligt. Herudover har de en personbil og obligationer svarende til ca. 100.000 i nutidskroner. De bor til leje, selvom de udmærket har råd til selv at bygge et hus. Samlet betegnes det som særdeles gode økonomiske kår.

En sjov bemærkning er, at de ikke tager på fisketure i fritiden, for andrageren vil hellere være hjemme i haven. Det passer ret godt til min forestilling om ham. Jeg kan simpelthen ikke se ham for mig med en fiskestang.

Tiden på børnehjemmet og Rigshospitalets afdeling G

Jeg har troet, jeg ingenting vidste om tiden de to steder, men når jeg læser “med lup”, kan der alligevel uddrages lidt. De oplysninger har jeg haft i 18 – 20 år, men jeg læste det ikke så nøje første gang.

Børnehjemmet indlægger mig på Rigshospitalet (RH), fordi de synes, jeg “ligger så underligt sløvt og slapt hen”. De skriver til RH, at de tror, jeg er retarderet både fysisk og psykisk 1. Det synes RH ikke, så der er en vældig korrespondance mellem de to, hvor de nærmest skændes på skrift (selvfølgelig pænt pakket ind) om, hvem der har ret. RH skriver, at de på ingen måde finder mig slap eller tilbage, eftersom jeg “nærmest bliver rasende på en mandlig læge, der kommer for at foretage en undersøgelse.”

Da de er næsten færdige med at skrive sammen, bliver jeg leveret tilbage til børnehjemmet. Lægen på RH bliver dog ved at tænke over, at det forekommer ham mistænkeligt, at barnet er så forskelligt vurderet af de to instanser, så vedkommende betinger sig at kunne besøge mig på børnehjemmet, inden overdragelsen til den nye familie finder sted, da “det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt”.

Den samlede konklusion fra RH er: “Jeg personligt tror, at dette er et normalt barn, som måske nok er noget særpræget af temperament, måske også lettere retarderet…”. “Hun forekom mig på ingen måde dårligt udviklet og jeg vil skønne det bedste for dette barn at komme væk fra spædbørnehjemmet og i en familie, som er i stand til at tage et måske lidt trodsigt og temperamentsfuldt barn. – Man ved dog ikke, hvor meget børnehjemmets atmosfære har influeret på hendes adfærd. Som sagt tror jeg personligt ikke, hun er tilbage, hvilket børneafdelingen heller ikke har fundet”.

I forbindelse med faderskabssagen er der også indhentet skoleattester fra de biologiske forældre. Attesterne er normale, bortset fra at min biologiske far “ikke er flittig” og min biologiske mor må gå tredje mellem om.

Da han har en blodsygdom, der ikke er arvelig, og tror, der kan være andre mænd i spil som fader, er der også udtalelser fra universitetets Arvebiologisk Institut. Der er ikke noget til hinder for, at han er faderen, og man finder ikke noget eugenisk til hinder for adoption. Jeg måtte slå “eugenisk” op i DDO. Det betyder nærmest “arvehygiejnisk” eller “racehygiejnisk”.

Hver en sten er så sandelig vendt. Men det er selvfølgelig også rigtigst. Det er trods alt et liv og en fremtid, der skal tages ansvar for.

1) Jeg har tænkt på, om “retarderet” måske i klinisk forstand bare betyder “forsinket”, jfr. latin, og ikke er det, vi sædvanligvis forstår som en form person, der er mindre begavet?

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

Og det var forår og Danmark atter frit

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

På en måde er jeg for ung til at mindes fjerde maj og at sætte lys i vinduerne. Herligt endelig at være “for ung” til noget. Alligevel har jeg altid holdt skikken i hævd. I år var det som om, det gav ekstra meget mening p.g.a. Putins invasion af Ukraine. Der er krig i Europa lige nu.

Jeg havde ikke troet, jeg skulle opleve det, efter min ungdom blandt andet gik med fredsdemonstrationer, opstand mod den kolde krig og opstillingen af 572 Nato-missiler på europæisk jord. Det der endte med Warszawapagtens og murens fald i 1991. Jeg ville gerne have været i Berlin, da det skete.

Jeg ville faktisk gerne have været ind på Rådhuspladsen i aftes og høre både Zelenskyj og Mette Frederiksen, men der var alt for mange mennesker for mig.

Når jeg hører/synger (da jeg ikke kan synge, sker det kun i enrum) og kommer til “Og det var forår og Danmark atter frit” får jeg en klump i halsen og har svært ved at komme til næste strofe. Jeg forestiller mig, hvordan det har været at opleve befrielsesbudskabet: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Og hvordan det har været at tage ind på Rådhuspladsen og være sammen med andre glade mennesker, der kravlede rundt på sporvognene og viftede med Dannebrog, efter vel at mærke at have revet mørklægningsgardinerne ned hjemme i stuerne.

Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v

Min far var i modstandsbevægelsen. Det er ikke klart for mig, hvad han lavede under besættelsen, det talte han aldrig om, men i 1947 blev han idømt tre måneders betinget fængsel samt tilsyn i fem år efter to bestemmelser i “Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v” og § 130 i Straffeloven om at “Den, som udøver en ham ikke tilkommende offentlig Myndighed, straffes med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 2 Aar.”.

Det var noget med, at han efter befrielsen med sin gruppe udgav sig for at være fra Fremmedpolitiet og samlede våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke. Men det er indtil videre lidt usikkert og jeg er ikke færdig med at læse den dagældende lovgivning. Sikkert er det dog, at dommen hindrede ham i at komme til Amerika som led i Marshallhjælpen, da amerikanerne ikke ville have straffede ind i landet. I stedet indgik han sit første ægteskab.

At vokse op under den kolde krig

Anden verdenskrig var meget nærværende så længe min far (1922 – 1972) levede. Formentlig skyldes det, at man ikke lige kunne lægge “de fem forbandede år” fra sig. De vedblev at være nærværende. Min mor (1935 – 2006) var barn under besættelsen, så hun havde ikke tilsvarende oplevelser, men hun kunne huske 4. maj 1945 og fortalte om, hvordan de rev mørkelægningsgardinerne ned.

Jeg husker, at jeg besluttede, “når tredje verdenskrig kommer, vil jeg gå ind i modstandsbevægelsen”. Bemærk “når” og ikke “hvis”. Jeg var slet ikke i tvivl, selvom jeg vel kun var 7 – 8 år. Det var ikke sundt for et barn at have en krig så tæt på. Krigen var ganske enkelt alt for nærværende for et barn, for trods modstandsviljen var jeg også bange – blandt andet for torturen. Jeg havde set beskyttelsesrummene i Brande og var klar over, hvor jeg skulle søge tilflugt, når krigen kom. Jeg brød mig ikke om dem, eftersom de var mørke og mugne.

Efter ca. 1974 voksede jeg op et sted, hvor man havde holdninger til højre for den yderste højrefløj (nedlæg Christiania, indfør dødsstraf og atomkraft samt gør Glistrup til statsminister). Helt forfærdeligt. Der var det vel kommunisterne, man var bange for.

Nedrustning contra oprustning

I min ungdom kæmpede vi for nedrustning, og fredsbevægelsen vandt – nu oplever vi atter oprustning. Der træffes vidtrækkende beslutninger baseret på frygt. Det er aldrig godt. Jeg læste en dag et ordspil om “oprustning”, der kun er sundt, hvis våbnene “ruster op”. Det var godt set af skribenten.

Beslutningen om at øge forsvarsbudgettet til 18 mia. kr. årligt forekommer vanvittig, eftersom Natos forsvarsbudget allerede er mange gange større end Ruslands. På den anden side set er det “bare” opfyldelsen af det, vi allerede for mange år siden afgav løfte om til Nato. Aftaler skal holdes.

Jeg er ikke færdig med at sætte mig ind i konsekvenserne af henholdsvis et “Nej” og et “Ja” til ophævelsen af forsvarsforbeholdet den 1. juni. Jeg tror, det bliver et “Ja”, men det vil i givet fald også være baseret på frygt. Og det er som anført aldrig godt.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har fundet guldgruber

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har nogle oplysninger om den biologiske familie, der mangler kilder. Det kan jeg ikke holde ud. Slægtsforskning uden kilder er mytologi. Jeg har formodet, at oplysningerne stammer fra adoptionssagen, men jeg vil gerne være sikker. Og måske kan jeg udlede mere af sagen, end jeg allerede har noteret. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere.

I nogle år har jeg ikke turdet kravle op på en stige for at se, hvad de to store arkivkasser på øverste hylde rummede. Da jeg senest prøvede, havde Parkinsonismen stadig sit tag i mig, og jeg var ved at falde ned. Jeg vidste, at jeg ikke havde smidt adoptionssagen ud, blandt andet fordi det i sin tid kostede mig flere tusinde kroner at få den kopieret på det daværende Landsarkiv på Jagtvej (LAK). Nu til dags hedder det alt sammen Rigsarkivet. I dag tog jeg mod til mig, hentede stigen og kravlede op. Siden da har jeg været begravet i minder.

Kasserne indeholder starten på min slægtsforskning. Det var dengang, slægtsforskningen var papirbaseret, så i kasserne ligger adskillige solide kuverter fra Patent- og Varemærkestyrelsen med påskrift om, hvad der er indeni. Adoptionssagen er der også, og kuverten er stemplet på LAK 16. december 2002. Det var før, jeg begyndte at slægtsforske. Måske var det den, der satte gang i det hele?

De gamle albums

Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste.

Det er mange år siden, jeg renskrev hans breve til hende. fra tiden efter han er flyttet til Brande i Vestjylland, og hun har giftet sig med den mand, Vagn Rasmussen, hun var gift med i 65 år. Brevene er fra starten af 50’erne, og han glæder sig til at komme en tur til København i sommerferien, fordi han er træt af, at de bare siger “a” og “do” derovre.

Min “mor” skal trods alt have kredit for, at hun har gemt disse ting til mig, og der er virkelig meget. Arkivkasserne er store. Tingene må komme fra hende; i hvert fald ved jeg ikke, hvor de ellers skulle komme fra. Kun én kuvert har påskriften “fået fra mor sommeren 2004”. Psykologen vil måske sige, at min mor derved har vist, at hun har forstået, at han betød meget for mig. Ellers havde hun vel ikke gemt alle de ting?

Fra hendes side er der ingenting.

Genstande fra min far og hans søster

Kasserne rummer også masser af det, man vel må kalde “genstande”, der stammer fra min far og hans søster, som var min tante Kirsten. Jeg er klar over, at hun er “faster”, men vi kaldte hende altså “tante”.

Jeg synes, det er skønt at have hans møgbeskidte frihedskæmperarmbind, ungdomsbillederne og manchetknapperne.

Der er masser af omhyggelige tegninger, karakterbøger (UG-dreng og nr. 6 ud af 27 i klassen), indtegningsbevis for optagelse i lægdsrullen, det første kørekort, personnummerbeviset, en servietring i sølv med dåbsdato og en regnestok fra Tyskland, hvor han uddannede sig. Og meget mere. Der er en brugsanvisning til regnestokken; jeg ville aldrig få et brugbart tal ud af den. Det er altså nemmere med Excel, men det havde han næppe været enig i.

Genstandene fra hans søster er ikke helt så spændende, men et fingerbøl og et temmelig grimt kobberaskebæger er alligevel sjove at have.

Nu skal adoptionssagen læses

Nu går jeg i gang med adoptionssagen, og jeg er spændt på, om jeg finder noget nyt. Adoptionsbevillingen er der også og de biologiske forældres navne står i den. Det er det simple svar på, hvordan jeg i sin tid fandt frem til dem, eftersom jeg fik adoptionsbevillingen med i bagagen, da jeg flyttede fra Bornholm.