/1 Kommentar/i , /af ,

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Der var jo ikke andre

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Mit liv har været en del op ad bakke, men der har bestemt også været gode “nedslag” befolket med dejlige mennesker. De vigtigste var Hanne og Vagn Rasmussen i Kongens Lyngby. Hanne og min far ungdomskærester, og Hanne er i dag 97 år. Jeg ringede til hende første gang den 22 april i år, og jeg skrev om samtalen her.

Hun og Vagn var fantastiske mennesker, og de gav mig så meget af den omsorg, jeg savnede. De holdt fx studentermiddagen for mig, jeg har stadig Georg Jensen-papirkniven i sølv, de gav mig på dagen, og hun sagde “Vi fandt det naturligt, for der var jo ikke andre”. Her kom jeg for første gang rent intellektuelt “hjem”, siden min far døde i 1972. For første gang en følelse af at høre rigtigt til et sted, hvor jeg bare passede ind og faldt i hak.

Der, hvor et forældrepar burde have været, var Hanne og Vagn. Jeg kom hos dem fra 1980, hvor jeg var en “forpjusket fugleunge” på 16 år og nogle år frem. Måske indså de uden videre, at her var en forholdsvis intelligent ung kvinde, der bare skulle have noget støtte og som med den støtte ville kunne klare sig godt. Og det havde de jo ret i. Jeg har jo rent faktisk klaret det ret godt og lavet en vældig social opstigning: god uddannelse, gode stillinger, god karriere og nu – efter pensioneringen – et rigtig godt liv.

I dag ringede jeg til hende, og spurgte, om jeg måtte komme på besøg. Jeg er velkommen og vi har en aftale til på tirsdag kl. 14:00.

Jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke nå at købe den planlagte boggave, men så kommer jeg bare, som jeg er med et par meget gamle billedalbums, min fars frihedskæmperarmbind, hans manchetknapper og hans servietring i sølv med indgraveret dåbsdato. De ting kan forhåbentlig sætte gang i samtalen, for jeg har ikke set hende i ca. 40 år, så der er muligvis behov for “katalysatorer”.

En kær detalje er, at min far kunne være blevet 100 den 17. maj. Jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt på det. Hun sagde “det tænkte jeg også på”. Og sjovt nok, tænkte jeg på, at hun tænkte på det på dagen.

Jeg er også opmærksom på, at det måske skal tages i små bidder, for jeg kunne forestille mig, at man måske bliver hurtigt træt, når man er 97.

“Vi syntes, det var synd for dig”

Da jeg talte med hende i telefonen i dag, spurgte jeg hende, om hun kunne huske, hvordan vi egentlig blev koblet sammen? Hvordan mødtes vi, hvordan fandt jeg frem til dem? Jeg mener at huske, at de var på Bornholm en gang, og det kunne hun så også pludselig huske. Og ganske af sig selv sagde hun: “Vi syntes, det var synd for dig”. Jeg ved ikke, hvad hun mener med det, så det vil jeg spørge til. Jeg svarede bare kort, at “det var ikke godt”. Resten tager vi, når vi ses. Detaljerne udelader jeg. De er unødvendige i den sammenhæng.

Jeg gav måske også dem noget?

De gav mig så meget, men måske gav jeg også dem noget? Måske skal jeg ikke udelukkende være taknemmelig? Måske udfyldte jeg også en rolle hos dem, for ellers lukker man ikke bare et barn ind i familien på den måde. Måske var jeg interessant at tale med? Det kan jeg nu ikke selv forestille mig, men jeg har talt med psykologen om det, og hendes bud var, at der skal en eller anden form for gensidighed til, for at en sådan “forbindelse” kommer i stand og vedligeholdes gennem flere år. De har aldrig haft en datter og måske udfylder jeg et tomrum i deres liv efter deres børn enten er flyttet hjemmefra (den ældste) eller måske er lige på nippet til det (den yngste). Jeg har på en eller anden måde passet ind, for man gør det ikke bare. Der skal et eller andet til. Det vil jeg prøve at spørge lidt til.

Måske skal jeg skynde mig?

Når hun nu er 97 år, er min tanke, at jeg ikke skal vente for længe med at besøge hende. I den alder tæller hver dag formentlig, også selv om det er hendes agt at blive 100 år. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu har en aftale. Og som skrevet glæder jeg mig meget!

/i /af

Når man ændrer historien

Når man ændrer historien

Historierne myldrer frem

Når man ændrer historien

Da min “mor” blev 70 år i 2005, gav jeg hende en slægtsbog: Flot, læderindbundet og med guldtryk. På det tidspunkt havde jeg været i gang i to år. Jeg var selv ret tilfreds, men når jeg kigger i den nu, er den drønkedelig. Der var ikke ret mange historier bare masser af datoer. Sådan noget kan man jo ikke sætte sig ned at læse. Datoerne er spændende for slægtsforskeren selv, og de udgør den nødvendige ramme for historierne og gør, at man ved, at man får data skruet rigtigt sammen. Man skulle jo nødig få en eller anden oldefar født i 1862 placeret i Englandskrigene (1801 – 1814).

For at blive bedre til at skrive historierne har jeg købt bogen “Skriv om din slægt” med undertitlen “Sådan fortæller du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen på forlaget “Eftermiddag”. Jeg har bare ikke fået læst en stavelse i den, for der er gået slægtsforskning i den.

Jeg lærte for mange år siden følgende:

Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en lidelse 🙂

Det kan jeg skrive til fulde skrive under på.

I alle familier – også i min – forsøger man at fremstille historien så positivt som muligt. Pyh ha hvor er der mange ting, man ikke har lyst at få frem. Det gælder i særlig grad de købte slægtsbøger, der ofte ikke medtager skilsmisser, selvmord, dødfødte børn osv. Dem har jeg fundet masser af. Selv leder jeg efter virkeligheden, som den var, ikke som man ønskede sig, den havde været.

Hvis man graver længe nok, myldrer historierne frem. Det er helt fantastisk. Det er også derfor, jeg ikke engang har 5.000 personer i databasen, for antallet interesserer mig ikke en døjt (men det gjorde det for 20 år siden). Jeg interesserer mig nu for historierne både de gode og de grimme. Lige p.t. synes jeg, jeg vader i de grimme, men det er jo dem, der er de sjove.

Man vidste ikke bedre

Man ændrer historien gennem generationer, fordi man ikke vidste bedre. Her kommer et rigtig godt eksempel:

Min farfars brors kone var gift en gang, før hun giftede sig med ham. Familien fortalte mig, at den første ægtefælle “blev skudt på åben gade på vej hjem på cykel i København” i februar 1945. For mange år siden spurgte jeg Politikens Oplysning, om de kendte noget til det, for et drab på åben gade i 1945 kom da i avisen; det kunne jo have med besættelsesmagten at gøre.

De svarede

Jeg har nu kigget Politiken igennem fra dagene 5.-8. februar 1945 og ikke fundet noget om Kai Pedersen, selvom der nævnes flere drab.

8. februar er der en omtale af en Kaj Petersen – men ham er det vel næppe:
“Røveren Kaj Petersen, Rodosvej 7A, der i Mandags skød sig selv i Tindingen efter et mislykket Forsøg paa at røve Penge fra Lotterikollektionen Classensgade 56, er afgaaet ved Døden paa Militærhospitalet”.

Med venlig hilsen
Aase Andreasen
Politikens Oplysning.

Jow da – det er altså ham, hun næppe tror, det er! Alt stemmer. Altså har jeg pludselig en røver af penge fra Lotterikollektionen i familien. Det var ganske vist kun forsøg på røveri. Så det er rigtigt, han blev skudt, men han stod selv bag skyderiet, og på cykel var han jo nok ikke. Det var der ingen, der vidste. Når man ændrer på historien, skyldes det ikke ond vilje, men manglende viden om virkeligheden.

Min nærmeste slægts arkivalier indgår i det store tyveri fra Rigsarkivet

Jeg ser p.t. “Hitlers danske soldater”, idet en person i min nærmeste slægt, faktisk en af min farfars brødre, meldte sig til Frikorps Danmark. Ingen i familien ved noget. Og hvis de ved noget, har de i hvert fald ikke lyst at tale om det. Måske kan dokumentarudsendelserne give nys om, hvordan jeg kan finde frem til, hvad der er foregået? Hvad deltog han i? Var han medlem af DNSAP? Hvorfor blev han dømt for landsskadelig virksomhed efter krigen?

Jeg tror på, at familien ikke ved noget, da det er typisk for de danske østfrontfrivillige, at de aldrig fortalte om deres oplevelser; formentlig fordi de var så frygtelige.

Da jeg var “grønnere” end i dag (nu er jeg bare grå), kom jeg for skade at antyde overfor vedkommendes børnebørn, at han var nazist. Det var tåbeligt af mig, for det kunne jeg jo bare have holdt min store kæft med. Jeg tænkte ikke over deres følelser. Det var manglende empati. Så havde de måske ikke droppet kontakten.

Dengang kunne jeg bare ikke forestille mig, hvordan man som ca. 30-årig, der vel har overvejet konsekvenserne af at drage til Østfronten og kæmpe på tysk side, kunne melde sig til Frikorpset uden at være medlem af partiet. Det kunne man selvfølgelig godt; jeg anser det dog stadig en anelse mærkeligt. Havde det nu været en 18-årig yngling uden så frygtelig meget omløb i hovedet, kunne jeg bedre være med.

Jeg har ansøgt Rigsarkivet om adgangstilladelse til at se nogle helt konkrete arkivalier. Jeg ved præcis, hvad jeg skal spørge efter. Det har jeg fået hjælp til, for jeg fatter ikke, hvordan man bruger Daisy.

Det er min hjælper, der har fortalt, at de arkivalier, jeg skal bruge, hvis jeg altså får tilladelsen til at se dem, var blandt de tusindvis af dokumenter, der blev stjålet i den store tyverisag, hvor to personer i maj 2013 blev dømt for at have stjålet 1.045 arkivalier; de erkendte sig delvist skyldige og fik fængselsstraf. Tyveriet omfattede tusindvis af dokumenter, men man har åbenbart ikke kunnet føre bevis for det. Alt, der blev stjålet, omhandlede danske nazister, frontfrivillige og personer dømt for landsskadelig virksomhed.

Arkivalier hører hjemme på arkiverne, og ikke hjemme hos private samlere, der køber dem for tusindvis af kroner. Arkivalierne på arkiverne er vores fælles kulturarv. Det er vores mulighed for at blive klogere på os selv og dem, der var før os. Det er vores mulighed for at lægge puslespillet – også med de brikker, vi ikke bryder os ret meget om som fx retsopgøret. Jeg deler tilrettelæggerens og en professor fra RUCs forfærdelse over, at nogen kan finde på at stjæle arkivalier.

Dokumenterne vedrørende min slægtning blev Gudskelov fundet og kom “hjem” på den rette hylde i den rette kasse på arkivet. Nu skal jeg bare se dem. Åh hvor jeg håber, jeg får lov. Jeg ved ikke, hvilke kriterier man lægger til grund for afgørelsen.

Meget gamle mennesker og lovgivning med tilbagevirkende kraft

Udsendelserne (i anden sæson) inddrager berettiget overvejelserne om, hvorvidt man bør afholde sig fra at undersøge fakta via straffesagerne? De mennesker, der slæbes for domstole, sidder i kørestol eller går med rollator. De er med andre ord oldgamle – en er 100 år. Det måske-strafbare, og som domstolene skal tage stilling til, fandt sted, da de var ynglinge og måske temmelig naive. Er det ikke forkert at dømme dem for krigsforbrydelser?

Realiteten er bare, at de er de eneste, der kan fortælle om, hvad der virkelig hændte. Måske kunne man lave en form for frit lejde-aktion, så man kunne få fakta frem uden at straffe de pågældende? Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Men at sætte en 100-årig i fængsel giver i hvert fald ikke mening.

Med hensyn til min slægtning er det sikkert, at han blev dømt efter lovgivning med tilbagevirkende kraft i forbindelse med retsopgøret, og det er rigtig grimt. Da han meldte sig til Frikorpset, opfordrede den danske regering til, at man hjalp Tyskland i kampen mod de væmmelige røde russere.

Sådan noget bruger vi ikke i en retsstat. Skal man straffes, skal man på gerningstidspunktet være klar over, at ens handlinger er strafbare. Det fortæller bare meget om panikken efter besættelsen.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Optaget af fortiden

Optaget af fortiden

Det tangerer besættelse

Optaget af fortiden

Når man næsten ikke har tid at gå ud at tisse, tangerer det en besættelse. Som en lille mani – mente psykologen i onsdags. Jeg tillader mig bare at tænke, at det ikke er sygeligt, for det er helt fantastisk. Det er på alle måder interessant. Jeg bliver meget klogere på både mig selv og andre. Det gælder fx “min mors” ægtefælle nummer to.

Optaget af fortidenTid med mormor

De underligste erindringer dukker op. Togvognen i toppen symboliserer en af mine favorit-legepladser, mens vi stadig boede i Brande, hvilket vil sige, indtil maj 1973, hvor jeg var ni år og vi flytter ind hos revisoren: Det gamle rangerterræn, hvor der stod masser af gamle togvogne. Det var dem, hvor sæderne var betrukket med en form for brunt kunstlæder, og væggene var af træ. Der var masser af vogne, og det var så sjovt at gå på opdagelse i dem. Min mormor tog mig ofte med derhen, for det var ikke langt fra, hvor hun boede på Dalgasvej i nummer 4.

Selvom hun ikke trådte i karakter senere, hvor hun kendte til, hvad der foregik hos “min mor” og psykopaten, vil jeg altid tænke på hende som en god mormor. Pengene var små, men hun var nærværende og udfyldte til fulde den rolle, en mormor skal udfylde. Hun legede tålmodigt “købmandsbutik” i timevis, spillede ringspil lige så længe, der var gamle brædder at slå syvtommersøm i, vi hørte “Dansktoppen” med Susanne Lana og Peter Belli, (meget apropos hed hans store hit i 1971 “Kære gamle tog”), hun serverede torskerognmadder osv. Alt var simpelthen godt.

Jeg er lidt skuffet over ikke at være blevet inviteret med til/orienteret om hendes begravelse i 1994. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Lidt fra adoptionssagen

Jeg kan naturligvis ikke fortælle fra sagen om de biologiske forældre, men jeg har besluttet, at jeg da i hvert fald kan fortælle om den nye familie og om mig selv uden at overtræde vilkårene i adgangstilladelsen og bestemmelserne i arkivlovens § 23.

19.3.64 Dr. Særmark på spædbørnehjemmet svarer: “Omspurgte pige har jeg indlagt på RH’s (Rigshospitalet – red.) børneafdeling, da hun såvel legemligt som psykisk synes tilbage i udviklingen til nærmere observation.

21.4.64 Svar fra børneafdelingen på RH afdeling G – blandt andet: “Herinde skønnes hun udviklet svarende til sin alder, såvel psykisk som motorisk”.

4.6.64 svarer RHs afd. G sammenfattende: “Hun blev observeret, da man mente, hun var tilbage i motorisk og psykisk henseende, men man fandt ikke noget tegn på, at hun var tilbage. Hun har virket på afdelingen svarende til sin alder, glad for kontakt, leger, smiler og pludrer.

RH undrer sig over indlæggelsen foretaget af spædbørnehjemmet “det forekommer mig mistænkeligt…” skriver overlægen. Efter tre uger sender man derfor en forespørgsel til børnehjemmet for at følge op. Børnehjemmet svarer 18.6.64 bl.a.: “Vi synes på hjemmet at barnet har udviklet sig godt og gjort store fremskridt, og de ting vi oprindeligt klagede over er borte nu, men hun er stadig meget slap og skønnes noget sent udviklet. Sign. H. Særmark.”

RH konkluderer 24.6.64 “I følge svaret fra børnehjemmets læge er barnet stadig såvel somatisk som psykisk retarderet, hvorfor adoption på nuværende tidspunkt ikke kan tilrådes. Jeg vil foreslå sagen genoptages om ½ år.”

Læringszoner

Jeg har som tidligere nævnt haft adoptionssagen i knapt 20 år, men jeg har aldrig læst den, som jeg læser den nu. Det handler om læringszoner. Man læser og uddrager det, man kan “tage ind” og holde ud på det givne tidspunkt.

For 20 år siden satte jeg en masse gule streger, der hvor jeg dengang mente, det var vigtigt. Halvdelen af stregerne synes nu irrelevante, men de er jo ikke sådan lige til at fjerne. Nu er der mange andre ting, der er interessante. Hele diskussionen mellem Rigshospitalet og børnehjemmet er enormt interessant, og jeg vil gennemdrøfte den med psykologen og vente i spænding på svaret fra overlæge Kasper Thybo Reff.

Det er ikke alene interessant at læse om mig selv. Det er også med til at tegne et tidsbillede af historien: Hvordan så man på børn dengang? Sagen viser, at man gør meget for at sikre, at den nye familie ikke “køber katten i sækken”. Der er ikke nær så meget fokus på barnets tarv. Det er da spændende. Det fremgår fx af, at den nye familie ikke får lov at adoptere med det samme. De kan kun få en plejetilladelse, da

det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt med barnet.

Det, jeg læser, bekræfter mit og psykologens indtryk af “Barnet der var til overs” og at den nye familie nærmest får overleveret en “pakke”, lige som når man henter en pakke på det, der ikke længere er et posthus. Der er tale om en art overdragelse af barnet med tilhørende dokumenter. Værsartig.

Det skrigende barn

“Min mor” fortæller Mødrehjælpen, at jeg, de første ca. tre uger de har mig, vågner skrigende op om natten. Familien kan ikke se nogen grund til det – altså jeg er ikke syg eller andet. De har tænkt på at tilkalde lægen, men det er blevet ved tanken, og skrigeriet går da også over af sig selv efter noget tid.

Psykologen fortalte noget meget interessant om børn med Aspergers syndrom: de skriger. De skriger, hvis de laver Lego og alligevel ikke kan finde ud af det. De skriger, hvis de bliver forstyrret af at skulle spise middag, lige mens de er så godt i gang med at lave Lego eller lege med noget andet osv.

Nu var der jo ingen, der tænkte på Autismespektrumforstyrrelser i forhistorisk tid, men det bekræfter igen, igen den diagnose, der blev stillet 55 år senere.

Københavnske sogne efter oprettelsesår

På Rigsarkivets fantastiske hjemmeside har jeg fundet “Københavnske sogne efter oprettelsesår”. Jeg skal lede efter en konfirmation, der skal finde sted ca. 1943.

Jeg går i gang NU 🙂

/i , , /af , ,

Mere alternativ slægtsforskning

Mere alternativ slægtsforskning

Det hidtil sværeste

Mere alternativ slægtsforskning

Jeg har slægtsforsket i lige knapt 20 år, men jeg har aldrig nogensinde rodet med en så vanskelig familie, som den der tilhører min “mors” ægtefælle nummer to. Det vrimler med fødsler på “Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse” (stedet mange ugifte mødre valgte at føde deres “uægte” børn), plejeforhold, flytninger, ind- og udtræden af folkekirken og frikirker, navneændringer mv. Der er sågar en rejse til Amerika som tallerkenvasker. Rejsen varede i 1927 14 dage – se gerne billedet nederst.

Mere alternativ slægtsforskning

Carl Gustav Emanuel Wichmann

Ham her er også meget sjov: Han bliver løsladt efter otte dages simpelt fængsel på vand og brød, der var straffen for betleri. Han bliver afleveret til fattigvæsenet den 17. januar 1907.

Meget ofte spørger jeg mig selv “Hvad sker der her?” Det gælder fx, når præsten skriver, at det er en given fader, der er vidne ved en vielse, men jeg jo ved, at faderen er død tre år før. Hvad kan det tyde på? En adoption så der er kommet en “ny far”? Eller roder præsten/degnen (også) rundt i noget?

Jeg sidder konstant og er lidt nervøs for at koble data forkert sammen, fordi det simpelthen er enormt svært, og det, jeg offentliggør, skal være validt og veldokumenteret – men det er selvfølgelig også det, der gør detektivarbejdet og puslespillet vanvittig spændende.

Hvad leder jeg efter?

Nu står det selvfølgelig ikke i en folketælling, hvorfor mennesker blev dem, de blev. Men hvis jeg kan samle tilstrækkeligt mange data sammen, der alle peger i samme retning, kan der måske alligevel være indikationer for det. Indtil videre vil jeg mene, jeg er på sporet.

Næste skridt er at gennemgå samtlige københavnske kirkebøger sådan ca. 1943 for at finde en konfirmation. Et eller andet sted skal den jo være. Det var højst usædvanligt ikke at blive konfirmeret, for var man ikke det, kunne man sikkert ikke få et arbejde, og man kunne formentlig heller ikke blive gift. Sidstnævnte er jeg dog usikker på. Konfirmationen kan evt. også finde sted på Bornholm, men det tror jeg på den anden side set ikke, eftersom jeg allerede har tjekket både Rønne og Nexø – som de to mest oplagte muligheder – uden resultat.

En anden tilgang kunne være at få styr på samtlige optagelseshjem/”drengehjem” i og omkring København på det tidspunkt, men opgaven er nærmest uoverkommelig, da der er så mange. Jeg har prøvet at søge lidt på arkiv.dk og der er i hvert fald 35 af dem.

Jeg elsker mine data og puslespillet. De og det er til at blive helt høj af. Mange vil mene, det er sært, men jeg synes, det er fantastisk, og dette er virkelig alternativ slægtsforskning med en helt ny vinkel.

“Søg og du skal finde”

Citatet stammer oprindeligt fra Matthæusevangeliet 7:7, hvor det lyder: “Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.”. Jeg har søgt efter ting, der kunne nuancere min “mor” lidt – jeg har fundet følgende, og nu må det være nok med det:

  • Hun var dygtig til at læse højt, mens min far levede.
  • Hendes morgenkåbe duftede godt. Ikke så tit men dog.
  • Hun havde gemt kassen med “guld” fra min far i 32 år. Det viser måske, at hun forstod, at der var et særligt bånd mellem ham og mig.
  • Kort efter de har hentet mig fra børnehjemmet, kommer Mødrehjælpen på et af de sædvanlige uanmeldte besøg. Alt er fryd og gammen. Hun er ved at bage og jeg sidder hos hende i køkkenet i min høje stol. Hun fortæller socialrådgiver Bodil Simon, at hun er noget bekymret over og ikke forstår udskrivningskortet fra Rigshospitalet. “Man får indtryk af, at hun er lidt urolig ved de mange undersøgelser, der er fortalt om (ved anvisningen er andragerne gjort bekendt med barnets indlæggelse og årsagen hertil). Andragerinden forhører, hvad hun skal bruge det kort til, og vi bliver enige om, at det ikke er noget værd for hende, og hun smider det væk, hvilket man får indtryk af, gør hende glad”. Kilde: Adoptionssagen.
    • Da jeg læste det, tænkte jeg, at det ikke var videre kvikt af hende, idet fakta ikke ændrer sig af, at man smider papirer væk.
    • Imidlertid var jeg hos psykologen i går og vi talte om den passus. Hendes syn på det var helt anderledes: Her er tale om en kvinde, der har fået et barn, hun er virkelig glad for, og hun kan slet ikke genkende beskrivelsen, som hun nærmest er lidt vred over og oplever som en form for “uretfærdig”. Hun oplever selv barnet som normalt, og synes ikke, at det skal stemples som lettere imbecilt (altså retarderet, som der står i sagen). Det kan jeg godt se, og det lyder fornuftigt (og dejligt). Altså en ting at føje til listen.

Hvad betyder retarderet egentlig?

Når ikke-læger bruger ordet “retarderet”, er det noget med imbecil eller i hvert fald (små-)dum. I det hele taget: noget med en mindre IQ og/eller som et skældsord. Men bruger en læge det på samme måde? Og hvordan brugte en læge det i 1965? For det betyder jo egentlig bare “forsinket” på både latin og fransk.

Jeg kender sådan set ingen læger, jeg kan spørge – og så alligevel: jeg kender da den utrolig dygtige og søde Kasper Thybo Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, som jeg havde kontakt med et par år. Så jeg har simpelthen sendt ham en mail, hvor jeg spørger om de ting, og han har været sød at svare, og også at svare, at jeg gerne må stille supplerende spørgsmål, og det har jeg gjort. Jeg er spændt på hans næste svar.

I det først svar skriver han blandt andet “Man ved, at læger og psykologer tror, de er gode til at gennemskue IQ uden at teste.” Det kunne jo tyde på, at en læge rent faktisk mener noget med IQ, når de skriver “retarderet”. Jeg føler mig overbevist om, at børnehjemmet ikke testede, for så ville det stå i adoptionssagen, der er meget grundig. Hver en sten synes vendt. Børnehjemmet indlægger mig, fordi de mener, jeg “ligger så underligt sløvt og slapt hen”.

Supplerende har jeg spurgt Kasper, om han i dag ville skrive sådan om en patient/et barn og om han så ville mene noget med en lav IQ eller han ville mene noget med “forsinkelse”. Terminologien har ændret sig over tid, så der er ingen, der siger, at det man ville skrive i dag, ville svare til det, man mente i 1965.

Så spændende!

Livets træ

Det findes en narrativ metode kaldet “Livets træ”, som oprindeligt er udviklet af Ncazelo Ncube i 2006 for at hjælpe børn, som kæmpede med effekterne af tab og dødsfald i familien, misbrug, omsorgssvigt og fattigdom. Metoden tilbydes blandt andet af Helle Kramer Floyd. Desværre skriver hun ikke noget om, hvad det går ud på, men det finder man let med Google.

Jeg vil spørge min egen psykolog, når vi ses igen, om hun kender metoden – det gør hun sikkert. Det kunne måske være interessant at dykke lidt ned i.

Mere alternativ slægtsforskning

Til Amerika som tallerkenvasker