/i /af

Københavns Brand 1728 – del 2

Københavns Brand 1728 – del 2

Historiens vingesus mv.

Københavns Brand 1728 – del 2

Min ven Kenneth i Odense, der er dygtigere til gotisk end jeg, har transskriberet det sidste af inskriptionen om Københavns Brand i 1728. I den passage skriver pastor Sigvardt Lÿcke (som var født Ao 1680 på “Borringsholm”) faktisk om sine egne følelser for blandt andet det brændte bibliotek, som var enestående i Europa.

Det, der er sat med grå skrift, har du muligvis allerede læst. Det, der følger med almindelig sort skrift, er nyt.

Ao. 1728: d 20 Octobr begynte den store ildebrand i Kiöbenhafn, som varede fra Onsdagen d 20 og til Lördagen d 23 Oct. ilden begÿndte om afftenen Klokken 8te og Kom fra en lden HÿkkerBod (må være = høkerbod) udi Lille St Clemensstrede lige over for Vesterport, og udbredde denne ild sig saa vidt at meere End de 3 parter i Kiöbenhafn afbrndte imod to tusinde Huuse og gaarde afbrændre, thi der opbrændte imod helffiersindstive (= halvfjerdsindstyve) Gader og stræder, som hoved Kierker afbrændte, som vare Vorfrue Kierke, tydske Kierke, den Runde eller Trinitatis Kierke, Hellig Gejstis og Calvinsk Kierke, hvilke saa ÿnkelig blef lagt i aske at intet blef tilovers af dem, men alle lig ere i Begravelserne opbrændte, ja, ligstene refnede f hede, og det brændte dÿbt ned i jorden. Tre Collegier som var Borlhem(?), Ejlersens og Walkendorps opbrændte, Studiigaarden, Regentzen, dend latinske Schole, Bispegaarden, og alle Professorerni boliger afbrændte, Raadhuuset, og andre flere public Steder afbrændte saasom Wejsenhuuset etc.

Vel var Kiöbenhafn for branden i saa stor(e) flam(mer) (?) og endsaa ¨Yperlige Boliger og kostbare Bÿgninger beprÿdet, som en (? – ulæseligt!) stad i verden kans findis, og aldrig saadanne Bÿgninger i vores (?) stad her effter kand Ventes.

NB i Runde Kierke opbrændte Universitetets bibliotech, hvis lige iche var at finde i Europa. i vor frue Kierke opbrændte og Eet kostbar bibliotech, som for fattige Studentere var indrettet: paa Raadhuuset opbrændte utalige mange fattige börns börnepenge, disforuden opbrænte og paa Raadhuuset alle Kongernis Schillerier fra Kong Dan dend förste og til Kong Friderich dend fierde, huilke da (ulæseligt). Kongens Skillerier vare meget store, og stod rundt omkring paa raadhuuset, Gud hielpe mig at ieg skulde leve dend E…..lige tid at see dend dejlie stad i saa ÿnkelig En tilstand, og at f….. skrive for Effterkommerne om denne Æl…dighed (mener præsten mon “elendighed”?).

Det er næsten ikke til at forstå, at vi kan sidde hjemme 300 år senere og læse det på Rigsarkivets hjemmeside! Jeg synes, det er fantastisk.

Hård opdatering af TNG (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding)

Der er lige udkommet en ny stor opdatering af TNG (programmet jeg viser mine slægtsdata på nettet med). Det er det, man kalder en “major release”, hvor der er sket mange grundlæggende ændringer. Jeg stødte ind i uendeligt mange problemer og knoklede løs i 2 – 3 dage, men nu er jeg vist igennem det, og jeg mangler kun at tjekke en enkelt ting. Der er heldigvis et fantastisk “Community“, hvor man kan spørge om hjælp. Det kan bare være svært, da vi er så mange nationaliteter med mange forskellige modersmål, som alle forsøger at skrive på engelsk. Folk er utrolig søde og hjælpsomme, og så må vi jo leve med sprogbarriererne.

Gennemgangen/perfektioneringen af slægtsfilen

Jeg har nu gennemgået 401 personers data svarende til 8,3 pct. Der er lang vej endnu, for lige p.t. har jeg 4.804 personer. De nyeste måske 2-300 lever dog op til min nutidige valgte standard. Formålet med gennemgangen er ikke at tilføje nye personer, men af og til er det ikke til at undgå, fx fordi det er tydeligt, at der er flere vielser, men jeg kun har noteret en. Så uundgåeligt har jeg tilføjet 35 nye personer indtil nu.

4.804 er ikke ret mange, når jeg sammenligner mig med andre og når jeg tænker på, at jeg har arbejdet med det i 20 år. Jeg bilder mig dog ind, at mine data er veldokumenterede og at der er kilder på (næsten) alt. Herudover gør jeg en del ud af at fremlægge mine diskussioner med mig selv og logiske følgeslutninger fx følgende om en 6 * tipoldemor ved navn Inger Hansdatter, født ca. 1675 i Hørup, Slangerup Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt:

“Tvivl om dødsfaldet

Hvis dødsfaldet er korrekt, skal hun være gift igen efter Jens Hansens død i 1720, jfr.: “1747 nr. 11. d 26 Sept. blev Dend gl Jens Isaachsens Enke fra Bunderup begraven.”

Ægtefællen skal hedde Jens Isaachsen. Dette ægteskab kan jeg ikke finde i Ude Sundby 1720 – 1729. Er dødsfaldet så forkert?

11/1-2023
HBS”

Jeg ville ønske, at alle slægtsforskere offentliggjorde deres tvivl, logiske følgeslutninger, resultatløse søgninger og formodninger samt angav kilder til kendsgerninger. Jeg kan ikke se nogen grund til at lade være. Billedet nederst skal illustrere, at man som slægtsforsker har behov for begge hjerne halvdele: både den logiske og den kreative tænkning.

I aftes sad jeg med fine oplysninger om skifter, ejerforhold til gårde, aftægtskontrakter mv. Alt sammen i 1600-tallet. Jeg fik oplysningerne for mange, mange år siden af en seriøs forsker, jeg havde tillid til. Desværre har jeg ikke noteret hvem! Pokkers også. Nu har jeg simpelthen skrevet under disse noter, at jeg modtog dem fra en seriøs forsker, men desværre ikke har noteret hvem.

(U-)frivillige pauser

Grundet sygdom var der nogle år (jeg husker ikke hvor mange), hvor jeg var nødt til at holde pause, for jeg kunne simpelthen ikke arbejde, fordi jeg var for hårdt ramt på kognitive funktioner så som hukommelse, overblik og koncentration. Og så kan man ikke slægtsforske.

Derudover brugte jeg meget tid på projektet med Nygårds Sedler og på Dansk KirkegårdsIndex (DKI). Så det er nok derfor, jeg ikke en gang har 5.000 personer. Den dag, jeg rammer dette antal, holder jeg en lille digital fest online.

Stor (og hård) opdatering af TNG

Der er lige udkommet en ny stor opdatering af TNG (programmet jeg viser mine slægtsdata på nettet med). Det er det, man kalder en “major release”, hvor der er sket mange ændringer. Jeg stødte ind i uendeligt mange problemer, knoklede løs i 2 – 3 dage, fordi der var et par fejl i selve programmet, men nu er jeg vist igennem det og jeg mangler kun at tjekke en enkelt ting.

Der er et fantastisk “Community“, hvor man kan spørge om hjælp. Det kan være svært, da vi er så mange nationaliteter med lige så mange modersmål, som alle forsøger at skrive på engelsk. Folk er utrolig dygtige, søde og hjælpsomme, og så må vi jo leve med sprogbarriererne.

Københavns Brand 1728 – del 2

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i /af

Københavns Brand 1728

Københavns Brand 1728

Ildløs fra 20. oktober 1728

Københavns Brand 1728

En dag ledte jeg i Frederikssunds kirkebog “Frederiksborg amt, Lynge-Frederiksborg, Frederikssund, 1703-1807, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 4 af 177 opslag”. Det fik jeg ikke meget ud af. Til gengæld fandt jeg noget helt fantastisk: Pastor Sigvardt Lÿckes egen oplevelse af Københavns brand i 1728.

Jeg kunne ikke læse det hele, så min ven Kenneth i Odense har hjulpet. Vi har indtil videre nedenstående. Hvis man er københavner, eller bare godt kendt i indre by, er det let at gå turen i tankerne og se, hvad der skete:

“Ao. 1728: d 20 Octobr begynte den store ildebrand i Kiöbenhafn, som varede fra Onsdagen d 20 og til Lördagen d 23 Oct. ilden begÿndte om afftenen Klokken 8te og Kom fra en lden HÿkkerBod (må være = høkerbod) udi Lille St Clemensstrede lige over for Vesterport, og udbredde denne ild sig saa vidt at meere End de 3 parter i Kiöbenhafn afbrndte imod to tusinde Huuse og gaarde afbrændre, thi der opbrændte imod helffiersindstive (= halvfjerdsindstyve) Gader og stræder, som hoved Kierker afbrændte, som vare Vorfrue Kierke, tydske Kierke, den Runde eller Trinitatis Kierke, Hellig Gejstis og Calvinsk Kierke, hvilke saa ÿnkelig blef lagt i aske at intet blef tilovers af dem, men alle lig ere i Begravelserne opbrændte, ja, ligstene refnede f hede, og det brændte dÿbt ned i jorden. Tre Collegier som var Borlhem(?), Ejlersens og Walkendorps opbrændte, Studiigaarden, Regentzen, dend latinske Schole, Bispegaarden, og alle Professorerni boliger afbrændte, Raadhuuset, og andre flere public Steder afbrændte saasom Wejsenhuuset etc.

Vel var Kiöbenhafn for branden i saa stor(e) flam(mer) (?) og endsaa ¨Yperlige Boliger og kostbare Bÿgninger beprÿdet, som en (? – ulæseligt!) stad i verden kans findis, og aldrig saadanne Bÿgninger i vores (?) stad her effter kand Ventes”

Flere tusinde mennesker blev med et hjemløse ved branden. Det var ganske forfærdeligt.

Det er ikke tit, man finder danmarkshistorie!

Kenneth har slægtsforsket i 40 år og jeg i 20 år. Det er første gang, jeg finder et stykke egentlig danmarkshistorie. Jeg spurgte Kenneth, hvor ofte det var sket for ham. Han svarede “5 – 6 gange”. Så det er en sjældenhed. at øvrigheden var så meddelsom.

Tænk at det er bevaret – og så let tilgængeligt i Danmark

Når jeg læser kirkebøger, der er knapt 300 år gamle, bliver jeg altid fascineret af, at vi i Danmark er så dygtige til at gemme og at vi via skatten har betalt for at disse arkivalier er tilgængelige for os alle på Rigsarkivets hjemmesider.

Mange arkivalier ude i præstegårdene er brændt sammen med resten af præstegården – og dermed er historien for et sogn ganske forsvundet. Det er virkelig ærgerligt. For så vidt angår tiden efter 1814 blev der ført to eksemplarer, der ikke måtte overnatte under samme tag (jeg har altid syntes, det er sådan en sød formulering):

  • Præstens eksemplar – hovedministerialbogen (eller bare hovedbogen).
  • Degnens eksemplar – kontraministerialbogen  (eller bare kontrabogen).

Hvis det er en mulighed, bør man altid tjekke begge, da der bestemt ikke er sikkerhed for, at de er ens. Det sker ofte at den ene er mere meddelsom end den anden.

Har man relationer til enten Sverige eller Tyskland (og det sker temmelig ofte, da danskerne altid har importeret udenlandsk arbejdskraft), må man til lommerne. Jeg kender ikke til Sverige, for der slår en ven op for mig, men i Tyskland har de det fantastiske “archion.de“, hvor tre måneder koster 52,20 €, som svarer til ca. 390 kr.

Når jeg bliver færdig med “Den store oprydning” skal jeg helt bestemt have et nyt abonnement på arhion.de. Jeg vil gerne vide, hvordan min oldefar kunne rejse fra sin mor, der lige var blevet enke, og to yngre søstre. Hvad fik ham til det? Jeg gætter på at det skyldtes, at beskæftigelsen og måske også lønnen i Danmark var bedre end i Tyskland i 1890 og jeg ved, at Cohn på Brede Værk importerede masser af tysk arbejdskraft på det tidspunkt. Det var især mestre, han ville have fat på, og der passede oldefar lige ind, idet han var hattemagermester.

Billedet herunder stammer ret sikkert fra deres bryllupsdag og kigger man godt efter, kan man se, at hun er ret langt henne med min fars far (ca. 5½ måneder).

Københavns Brand 1728

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Det haver så nyligen regnet

Det haver så nyligen regnet

“Hvidstengruppen” og “Hvidstengruppen 2 – de efterladte”

Det haver så nyligen regnet

I aftes fik jeg tudet helt igennem til de to nævnte film, som jeg havde lejet hos Blockbuster. Tårekanalerne har vel også kun godt af storvask en gang imellem.

Alt i de to film er bygget på virkelige hændelser, således som man har kunnet rekonstruere dem ud fra fortællinger, breve, dagbøger osv. Det er to meget stærke film, og man bør se dem, hvis man vil have sat virkelige, menneskelige mennesker på tiden fra samarbejdspolitikken ophører i august/september 1943 og frem til nogle måneder efter befrielsen, hvor de to søstre er kommet tilbage til Hvidsten med de hvide busser.

Den første film – “Hvidstengruppen” – er fra 2012 og handler om Marius Fiils indtræden i modstandskampen i 1943 og organiseringen af gruppen, modtagelsen af våben, ammunition og sprængstoffer, der blev kastet ned fra engelske fly. Otte mænd fra gruppen bliver skudt af tyskerne en junimorgen i 1944. På vejen til pelotonen bumper de afsted på ladet af en lastvogn og en begynder stille at synge “Det haver så nyligen regnet”. Sekunder efter synger de alle. Det var forfærdelig rørerende; det var der, jeg vaskede øjnene mest.

Jeg kender ganske udmærket sangen, der står i Højskolesangbogen, og de fleste af os bare lidt oppe i alderen kan i hvert fald ordene “Frø af ugræs er føget over hegnet …” og “For de gamle, som faldt, er der ny overalt …”.

Sangen blev en protestsang under besættelsen. Jeg har et eller andet sted læst eller fået fortalt, at man gladeligt sang den til Alsangsstævner, fordi tyskerne ikke kunne afkode, hvad sangen egentlig handlede om. Det burde da ikke være så svært, men det var måske heller ikke de kvikkeste, man havde sendt herop til “Flødeskumsfronten”. Der er ikke meget flødeskum over de to film.

Hvidstengruppen 2 – de efterladte

2. del handler, som titlen siger, om de efterladte – og det er kvinder og børn. Den havde premiere i september 2022.

Bodil Jørgensen er simpelthen fremragende i rollen som Gudrun (Marius Fiils enke). Hun kører Hvidsten Kro videre, hun passer egne børn og et barnebarn (moderen er i KZ-lejr) og skriver resultatløse benådningsskrivelser til den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best.

Mens Marius stadig lever, er der en scene, hvor han skal indsættes i Vestre Fængsel. Han bliver ført op ad en trappe men holder Gudruns hånd i sin, til han umuligt kan nå den mere, men de kan kommunikere med blikke. Den scene kaldte også på mine papirlommetørklæder.

Det er svært at forstå, at beretningen om søstrenes ophold i KZ-lejren og i de forskellige tyske fængsler ikke har fået tilført ekstra filmisk drama, for forholdene er rædselsfulde, men alt skulle efter sigende være sandt.

Den ældste søster – Tulle – sidder på et tidspunkt i en celle, der har et vindue, og når hun står på tæer og kigger ud, kan hun se et skafot. Hun kan uden videre høre lyden af kæden, der trækker kniven op, så den er klar til at skille endnu et hoved fra endnu en krop. På et tidspunkt kan hun høre, at næste offer er en 17-årig dansk kvinde. Hun tror, det er hendes lillesøster. Det er det gudskelov ikke, men der skal ikke meget empati til at forestille sig, det mareridt hun gennemgår, til hun ser søsteren igen.

Der var noget med en Mauser

Min far var i modstandsbevægelsen, men havde selvfølgelig slet ikke så fremtrædende en plads som mænd og kvinder i Hvidstengruppen, og var garanteret ikke nær så heltemodig. “Helt” er slet ikke et ord, jeg forbinder ham med. Men han var på den anden side heller ikke blandt “De sidste dages hellige”. Det vidner hans møgbeskidte armbind om, og det har jeg liggende.

Hvad han lavede under krigen, ved jeg ikke noget om. Han talte – så vidt jeg husker, men det er 50 år siden og jeg var under ni år – aldrig om det. Efter krigen blev han dømt for selvtægt, fordi han sammen med andre unge rendte rundt og udgav sig for at have myndighed til at samle våben ind hos folk, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke! Han fik tre måneders betinget fængsel, og derfor kom han ikke til USA som led i Marshallhjælpen, for amerikanerne ville (forståeligt nok) ikke have straffede ind i landet. Kilde: Breve fra ham selv, som jeg er i besiddelse af og min adoptionssag.

Fra min ret tidlige barndom kan jeg huske, at der var noget med en Mauser. “Min mor” var ikke tilfreds med, at han ikke havde afleveret den ved en af frit lejde aktionerne efter befrielsen. Hvorfor hun ikke brød sig om, at han havde våbnet, ved jeg ikke. Et eller andet sted tror jeg, jeg husker, hun mente, han havde truet med at skyde sig selv med den. Sådan noget digter man da ikke; så fantasifuld er hjernen slet ikke. Hvorfor han evt. skulle have truet med det, ved jeg heller ikke.

Jeg har aldrig set våbnet og har kun hørt det omtalt. Om det så ud som billedet nederst, ved jeg selvsagt ikke. Søger man på “Mauser” med Google, får man adskillige modeller frem.

Der var mange tidligere modstandsfolk, der havde våben derhjemme og det var netop grunden til, at man holdt frit lejde aktionerne. Og på en måde forstår man jo godt modstandsfolkene. De ville have noget at forsvare sig selv og deres familie med, hvis der kom en ny besættelsesmagt. På den anden side set skal privatpersoner ikke have våben derhjemme. Det er en usund kultur, og et kig på USA viser, hvor galt det kan gå.

Det haver så nyligen regnet

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

(A-)bortadopteret

(A-)bortadopteret

50-året for den frie abort

(A-)bortadopteret

Pernille Skipper havde i juledagene et indlæg i Politiken om den højt besungne frie abort her i landet. Den kan i 2023 fejre sin 50-årsdag. Hendes påstand var, at den måske slet ikke er så fri endda.

Selv har jeg det utrolig dobbelt med den frie abort. Realiteten er, at havde den eksisteret ti år tidligere, var jeg formentlig aldrig blevet menneske. Jeg respekterer min biologiske mor højt for at gennemføre et svangerskab med bevidstheden om, at barnet skulle bortadopteres. Det skulle med andre ord ende med en (a-)bortadoption.

Hun kunne også have valgt strikkepindene og/eller den brune sæbe, der var to af datidens gængse midler, hvis man ikke ville gå til en “kvaksalver”. I virkeligheden er jeg ikke klar over, om det netop var kvaksalverne, der brugte disse midler. For hvilke gymnastiske øvelser skulle en kvinde ikke være i stand til at udføre, hvis hun skulle bruge dem selv? Hun kunne selvfølgelig spise den brune sæbe, men strikkepindene? Dem har jeg svært ved at forestille mig taget i anvendelse.

I mit tilfælde blev det ikke en abort men en bortadoption. Det kan der også være en del bøvl med efterfølgende for både moder og barn. Det havde måske nok været meget lettere for hende at få foretaget en abort end at gå ind på en fødegang den ene dag med stor mave og gå ud igen dagen efter uden hverken mave eller barn. Et par uger forud havde hun hos Mødrehjælpen underskrevet et dokument, der kaldtes en “Ammefritagelse”.

Jeg forestiller mig, at det er et traume, der følger en resten af livet. Jeg har prøvet at spørge forsigtigt til det, men enten er der ingen, der ved noget, eller også vil de ikke fortælle, hvad de ved. Det ville jeg ellers gerne vide i min evindelige jagt på min egen historie.

Hvad er problemet med grænsen på de 12 uger?

Selvfølgelig skal vi bevare den frie abort.

Selvfølgelig skal den gælde i alle dele af rigsfællesskabet, så færøske kvinder ikke skal rejse hverken til Syddanmark eller Polen for at få foretaget indgrebet.

Selvfølgelig hører jeg ikke til i det amerikanske bibelbælte eller andre steder, hvor kvinders ret til abort trykkes under fode i disse år. I nogle stater er det ikke en gang muligt at få foretaget en abort, selv om fosteret er undfanget ved incest eller voldtægt, hvilket er fuldkommen absurd.

Det er da heller ikke Pernille Skippers ærinde. Hendes ærinde er at rejse debat om de 12 uger, der regnes fra sidste menstruations første dag, hvorved vi kommer ind i det, der så smukt hedder “avlingstiden”. Det minder mig lidt om kaninavl. Hun skriver, at grænsen ikke er lægeligt begrundet, og at perioden er så kort, at mange kvinder reelt kun har ca. to uger til at træffe det svære valg. Det er ikke rimeligt, når grænsen ikke er lægeligt begrundet.

Når man ikke frem til en beslutning inden for de 12 uger, har man en mulighed tilbage, og det er at få tilladelse af et organ, der kaldes “Abortsamrådet”, som rutinemæssigt giver tilladelse, hvis man er sikker på, at barnet vil blive født med misdannelser.

Synes der ikke at være misdannelser hos fosteret, er der ikke noget at gøre.

Findes kvinder, der tyer til “den sikre metode”?

En (mandlig) deltager i Pernille Skippers kommentarspor på Facebook udbredte sig om, at han i 80’erne havde kendt kvinder, der brugte “den sikre metode”, det vil sige ingen prævention men i stedet “går det galt får jeg da bare en abort”.

Jeg har svært ved at tro, at det skulle være sandt; og er det sandt, så sker det helt sikkert kun en gang i et kvindeliv. Og er det sandt, siger det mere om de kvinder end om deres partnere.

Et historisk perspektiv?

Når jeg læser fortidens kirkebøger, har jeg tit på fornemmelsen, at børn af fruentimmere (ugifte, herunder fraskilte, kvinder), børn født i dølgsmål osv. var i langt større risiko for at dø kort efter fødslen end børn avlet i ægteskab. Min tanke er, at mødrene simpelthen passede mindre godt på dem, hvorfor de døde tidligere. Eller med andre ord: De overlevede ikke vanrøgten. Skammen over at føde uægte børn har været enorm, så der kan have været en lettelse knyttet til de hurtige små dødsfald.

Det ville være utrolig interessant at lave et datastudie over det. Men vil jeg “have noget at have det i” og skal det ikke bare være påstande og synsninger, der let kan tilbagevises, kræves et stort materiale og meget tid. Materialet kan let skaffes; det ligger frit tilgængeligt på Rigsarkivets hjemmesider, men det er værre med tiden, når man nu er pensionist …

(A-)bortadopteret

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.