/i , /af ,

Kilder og kildekritik i slægtsforskning

Kilder og kildekritik i slægtsforskning

Slægtsforskningens Anders And-syndrom

Kilder og kildekritik i slægtsforskning

Topbilledet stammer fra min oldefars og oldemors vielse i Kongens Lyngby. Det var ham, der i 1890 indvandrede til Brede Klædefabriks hatteafdeling, idet han var hattemagermester. Han var nok nærmest en del af Cohns import af tyske mestre, og han bragte slægtsnavnet “Stegemüller” med sig fra Frankfurt an der Oder. Det kan jeg godt lide at vide.

I slægtsforskning er kilder afgørende. De danner grundlaget for vores forskning og giver os mulighed for at bevæge os gennem tid og rum, mens vi rekonstruerer fortiden. Desværre er der en tendens blandt visse slægtsforskere til at favorisere kvantitet over kvalitet, hvilket kan føre til en form for “slægtsforskningens Anders And-syndrom”.

Et eksempel på dette syndrom ses hos visse brugere af platforme som MyHeritage, hvor det er muligt at sammensætte enorme slægtstræer på rekordtid. Denne hurtige tilgang indebærer dog ofte en manglende brug af originale kilder.

Det er som at bygge et slot på sand. Ja, det ser imponerende ud, men det kan let skylles væk af tidevandet. Her er et eksempel med over 1,2 millioner personer i et træ – eller 14 … Det er jo helt vanvittigt.

Når vedkommende angiver mine nærmeste eller mig, staves mit efternavn konsekvent forkert. Jeg hader det. Jeg har for flere år siden forsøgt med en dialog, men det er ikke lykkedes.

 

Kilder og kildekritik i slægtsforskning

Jeg er langsom

Jeg er evigheder om det … Det er er klart, for det tager tid at finde fx de rette kirkebogsopslag, det tager til tider sin tid at læse, hvad den kirkebogsførende skrev, det tager tid at få hjælp til tydning, når jeg ikke selv kan, det tager tid at indsætte de rette transskriptioner og kilderne i Legacy, det tager tid at krydstjekke med andre kilder, det tager tid at opdatere TNG-siden osv. Men jeg skal jo heller ikke nå noget.

Jeg har kontakt med en begynder i slægtsforskning, som jeg temmelig langt ude er biologisk beslægtet med. Jeg vil utrolig gerne hjælpe vedkommende i gang, men det går så stærkt, at jeg er efterladt gispende efter vejret på perronen. Jeg kan slet ikke følge med i de lynhurtige resultater.

Hvis jeg ville, kunne jeg trykke på en knap tilføje 112 personer baseret på “Smart Matches”. Det har bare ikke noget med slægtsforskning at gøre, og jeg finder det ikke videre smart, så det vil jeg ikke! Og det er helt sikkert, at jeg ikke fornyr mit fulde abonnement på MyHeritage. Der er ganske enkelt for meget udokumenteret “skrammel”, og der kan gå måneder imellem, jeg falder over valide data. Det er det (sgu) for dyrt til.

Kilder og kildekritik i slægtsforskning

Hvorfor skal det gå så stærkt?

Så hvorfor dette hastværk? Måske er det på grund af den moderne kultur med øjeblikkelig tilfredsstillelse, hvor det at have et stort slægtstræ på nettet kan virke som en bedrift i sig selv. Men slægtsforskning bør ikke være en kapløb mod antallet af profiler, men snarere en rejse ind i fortiden med omhu og opmærksomhed på detaljer.

Hvis man har megen hastværk og primært kopierer, hvad andre har lavet, vil man jo aldrig finde fx at ens 5 * tipoldefar, Fyrbøder Christian Jørgen Krøyer, i februar 1723 fyrede op i ovnene i prinsessens værelser. Det er da noget af det, der er sjovt. Jeg elsker alle de små detaljer.

Forskellen på primære og sekundære kilder

En af nøglerne til en kvalitetsfuld slægtsforskning er forståelsen af forskellen på primære og sekundære kilder:

  • primære kilder er de originale dokumenter eller vidnesbyrd, der er skabt eller produceret tæt på den tid, begivenheden fandt sted. Disse kan være kirkebøger, folketællinger, breve osv.
  • sekundære kilder er derimod baseret på information fra primære kilder, men de er ikke skabt i samme tidsperiode som begivenheden. Det kan for eksempel være slægtsbøger, familiememoirer osv.

Om kildekritik

At kunne skelne mellem disse typer af kilder er afgørende for at bedømme deres pålidelighed og nøjagtighed. Her kommer kildekritikken ind i billedet.

Kildekritik handler om at vurdere en kilde ud fra dens troværdighed, autoritet, aktualitet, objektivitet og relevans.

En kildekritisk tilgang indebærer at stille kritiske spørgsmål til kilden: Hvem har skrevet den? Hvorfor? Hvornår? Og hvordan blev informationen indsamlet?

I vores iver efter at opdage vores forfædres historie må vi ikke falde i fælden med at tro på alt, hvad der præsenteres for os. Vi skal være vagtsomme, nysgerrige og tålmodige. Slægtsforskning handler ikke kun om at finde vores forfædres navne og datoer, det handler om at forstå deres liv og konteksten, de levede i. Og det kræver, at vi lægger vægt på kvalitet over kvantitet, på kilder frem for myter.

Så lad os gå langsomt på opdagelse i fortiden med respekt for kilderne og en kritisk sans, der guider os gennem labyrinten af slægtsforskningens Anders And-syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

Livet går op og ned

Tre billeder der fortæller historie

Billeder kan fortælle meget. Jeg er ikke selv specielt god til at analysere billeder, så jeg har spurgt både min ven og psykologen om, hvordan jeg skal se de følgende billeder. Jeg har ikke andre billeder fra min barndom, så jeg har ikke noget at sammenligne med.

Til min konfirmation fik jeg ganske vist en “Barnets bog”. Det var sådan en, hvor der var en del blade at skrive fritekst på, og så var der god plads til billeder. Mellem billedsiderne var der en art “mellemlægspapir”. Jeg smed den i skakten for snart en del år siden, idet der stod så meget “bræk” i den, fx “fra far og og mor” … men psykopaten var ikke min far, og det var alt sammen så forløjet! Jeg kunne simpelthen ikke have det. Jeg var desværre ikke intelligent nok til at tage de gode billeder ud før rutsjeturen i skakten. Det har jeg ærgret mig over mange gange, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det.

Min far og mig ca. 1966

Tre billeder der fortæller historie

De opmærksomme læsere har helt sikkert set dette billede før, da jeg er meget glad for det, og det er det eneste billede, jeg har fra min tidlige barndom.

Dateringen er lidt usikker, men det er ca. 1966, og jeg har en idé om, at det er lige umiddelbart efter, de har hentet mig på “Dear Home” i Hellerup. I hvert fald er vi i Skjern og manden på billedet er min far. Barnet er mig.

Jeg havde det med hos psykologen i går, og vi fik en ret interessant samtale om det, fordi jeg ikke selv syntes, jeg ligner en 3-årig. Hun er meget bedre end mig til at se på billeder.

Ansigtet passer meget godt med et barn på ca. 3 år. Kroppen ligner mere en på ca. 2 år.

Det kan skyldes, at man på et børnehjem ikke har så meget fokus på den fysiske udvikling som fx at lære at gå. Bliver benmusklerne ikke brugt, bliver de selvfølgelig heller ikke udviklet, og så bliver benene lidt små at se på.

Det skal dog bemærkes, at da jeg bliver døbt i Odden Kirke i Ods Herred den 1. oktober 1966, løber jeg selv rundt i kirken, og de har lidt besvær med at fange mig.

Selv havde jeg mere haft fokus på samspillet mellem os. Jeg har øje på et eller andet – og han følger med i, hvad det mon kan være.

Alt dette kan være gætterier og ting, vi ikke kan verificere. Jeg nu bare temmelig meget meget “fidus” til psykologens forklaring efter at have kendt hende siden 2015. H.M. Dronning Margrethe havde jo også meget “fidus” til sin søn kronprins Frederik, nu kong Frederik den 10.

Billedet fra elevmappen – 7a.

Jeg har allerede fået svar på min anmodning til Bornholms Regionskommune om aktindsigt. Det er ganske imponerende. De har kun elevmappen, selvom de har gjort sig stor umage og ikke alene har undersøgt de kommunale arkiver men også har set efter, om der skulle være noget i amtsarkiverne.

Tre billeder der fortæller historieEn “elevmappe” ser ud til at være en art journal, der fulgte barnet fra 1. klasse, til det forlod skolen. Bortset fra at de syntes, jeg var noget “kværulerende” i gymnastik (hvordan man så end kan være det?) har jeg rigtig flotte karakterer i de fleste fag, (dog ikke i orden), så var det, der ramte mig som en hammer lige i mellemgulvet, dette billede fra 7a.

Det er noget trist udseende pige, som på det tidspunkt bor på Sydfyn. Min ven har bekræftet det triste udseende, så det er ikke kun min egen fortolkning. Jeg ved sådan set ikke, hvad jeg ellers kan sige om det. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Hvorfor var der ingen, der tænkte noget? Jeg kan næsten ikke udholde at se det billede.

Formentlig skyldtes det, at skolepapirerne var fine. Og derfor anede ingen uråd. Mistanker opstår typisk i skolen. Det var altså lidt en ulempe at være god til både tysk, engelsk, fysik osv.

Bortset fra de meget lange og afskyelige flipper, og to perioder med lægeerklæringer fra idræt og fravær på hhv. 19 og 14 dage pr. halvår, er der ikke meget at sige. Jeg husker intet om fraværet og ved virkelig ikke, hvad de lægeerklæringer gik ud på. Kan man finde ud af det?

Dokumentation for erhvervspraktikker

For nu at løfte stemningen en anelse følger her dokumentation for, at jeg altså har gået i ko- og svinestalde i grønne gummistøvler på Bornholm og trillet Kodimagnyl på Nexø Apotek:

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

I 1988 ser verden bedre ud

Nu vælter jeg mig ikke i billeder, hverken fra barndom eller ungdom og derfor er jeg vældig glad for at have fået tilsendt dette billede fra 1988. Her har jeg for længst etableret mig i København, er langt henne på studiet og har et skønt studenterjob på universitetet. Faktisk er det min daværende arbejdsgiver, der har sendt mig billedet.

Man skulle næsten ikke tro, det er den samme pige/kvinde som hende i elevmappen, men det er altså mig. Sådan kan det være at få foden under eget bord.

Tre billeder der fortæller historie

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle

Jeg har en historie!

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle, må man finde nogen, der kan. Jeg er optaget af at finde en/flere/nogen/nogle, der “gider” hjælpe mig med at fortælle historien, eftersom jeg ikke ejer “episke evner” og altså ikke evner “Show it – don’t tell it”.

Henvendelsen til DR Dokumentar

Jeg startede med den 6. februar at skrive til Danmarks Radio DR-Dokumentar.:

Kære DR-Dokumentar

Jeg synes, jeg har en historie: Jeg er cand.jur, 60 år, med en god karriere i centraladministrationen bag mig og flere har bekræftet mig i, at jeg har en historie, idet min livsbane har været mildest talt “bøvlet”.

Lige nu skriver jeg en del om, hvor skønt det havde været at blive tvangsfjernet som barn, for så var jeg måske ikke blevet psykisk syg. Jeg har bipolar affektiv sindslidelse type 1 og Aspergers syndrom – og så er jeg medlem af Mensa Danmark. Linket har I her: [link fjernet (af DR …)]

Jeg begyndte for nogle år siden på en bog, men min forfattercoach sagde “det er korrekt men røvkedeligt”. Jeg er for faktuel til at kunne håndtere “Tell it – don’t tell it”. Men måske kunne jeg komme bredere ud, hvis I vil være med? Det kunne måske også blive et par udsendelser med Anders Agger?

Lad mig høre fra jer!

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

De fjerner linket, som gik hertil (historierne om de manglende tvangsfjernelser), og så er der jo ikke meget interessant ved min besked. De kvitterede med følgende autosvar – ergo kan det glemmes, men de får jo sikkert også mange henvendelser:

Kære Hanne B. Stegemüller

Tak, fordi du har skrevet til os.

Hvis du har sendt os et nyhedstip, er det sendt direkte til redaktionen på DR Nyheder.

Hvis du har sendt en idé eller et forslag, indgår det i DRs løbende overvågning af brugernes reaktioner og ønsker og bliver brugt i DRs efterkritik og idéudvikling.

Vi gør opmærksom på, at du ikke vil få svar.

Venlig hilsen
DR

Henvendelsen til Lisbeth Zornig (Andersen)

Fredag den 9. februar, skrev jeg nedenstående til Lisbeth Zornig (Andersen). Men hun er nok for “fin” og for kendt til at gide at svare

Kære Lisbeth Zornig

Jeg henvender mig til dig, da vi har næsten enslydende baggrunde, og jeg også har lyst at skrive en bog. (Og i øvrigt er jeg også Djøfer – cand.jur.).

Skulle du have tid og/eller lyst at læse bare en lille smule er her et link: https://stegemueller.dk/tag/tvangsfjernelse/

Jeg ejer ikke episke evner, og kan derfor ikke “Show it – don’t tell it”. Det skyldes muligvis at som havende Aspergers syndrom, er jeg selvfølgelig meget faktuel og mindre sansende. Men den slags ved du selvfølgelig alt om fra dit arbejde i “Specialisterne”.

Skrev du selv “Min barndom i helvede” eller brugte du en ghostwriter og i givet fald hvem?

Venlig hilsen – og på forhånd tak for din tid og dit svar.
Hanne B. Stegemüller

Man skal altid gå til toppen, så nu går jeg direkte til Anders Agger

Et af mine mantraer er – og har i mange år været – at vil man noget, må man gå til toppen, så hvorfor jeg ikke selv har tænkt på at gå direkte til Anders Agger, ved jeg ikke.

Jeg var i dag hos Danmarks dygtigste psykolog og fortalte om min lyst til at nå længere ud, end jeg selv formår. Hun er så dejligt løsningsorienteret, da hun kender mig så godt (siden foråret 2015 i Psykiatrifonden), så hun sagde: “Hvorfor skriver du ikke direkte til Anders Agger selv?”

Hrm, tjah det vidste jeg faktisk ikke. Det var bare ikke faldet mig ind. Jeg har ikke altid så langt fra tanke til handling, så da jeg kom hjem, forfattede jeg relativt hurtigt følgende til Anders Agger via Messenger. Så nu er det spændende, om han gider at svare. Indtil videre kan jeg se, at han har åbnet min besked.

Det var vanskeligt at finde frem til de mulige vinkler, for jeg havde sikkert kun et skud i bøssen, og jeg kunne sikkert også have skrevet noget andet. Men det blev til nedenstående:

“Kære Anders Agger

Jeg har set stort set alle dine ”Indefra”, så jeg har tillid til dig, din integritet og dine evner udi journalistikken. Jeg er klar over, at du sikkert får mange beskeder som denne …

Jeg skriver til dig, fordi jeg uden tvivl har en historie (eller fem …), men med Aspergers syndrom evner jeg ikke selv ”show it – don’t tell it”; jeg er alt for faktuel. Men det kan du. Jeg har et godt liv – så det er ingen ”offerhistorie”, vi skal fortælle.

Mulige vinkler kunne være:

1) Jeg er fra før aborten blev fri (1963) og var tre år på børnehjem, før jeg blev adopteret og kom til en god familie i Jylland.

2) Min mor gifter sig – efter min fars død i 1972 – i 1974 med en mand, der var pædofil.

3) Jeg flygter som 16-årig i 1980 og skaber mig et godt liv i København med en lang videregående uddannelse (cand.jur.) og har en lang og god karriere i centraladministrationen bag mig.

4) Jeg har set døden i øjnene et par gange. Da jeg er 14 år, tænker jeg for første gang: ”Jeg skal dø for egen hånd” og gør et forsøg i 2006.

5) I 2014 diagnosticeres jeg med bipolar affektiv sindslidelse type 1 og går gennem en række svære år, indtil jeg pensioneres i 2021. Jeg har fået en fornem behandling i psykiatrien og har været indlagt et utal af gange.

6) I 2019 diagnosticeres jeg med Aspergers syndrom. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Hvis ovenstående ”smagsprøver” skulle have vakt din interesse, kan du læse (meget) mere her: https://stegemueller.dk/tag/erindringer/ idet jeg har brugt at skrive mig ud af mange vanskelige emner.

Det vil være en glæde at høre fra dig og indlede et samarbejde.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Spændende!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/13 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning er et håndværk

Slægtsforskning er et håndværk

Det drejer sig om læreprocesser

Slægtsforskning er et håndværk

Som så meget andet, hvor man skal bruge hovedet – eller lad mig nu bare kalde det hjernen – så er slægtsforskning et håndværk. At blive jurist eller socialrådgiver eller noget helt tredje bogligt er også et håndværk. Drejer det sig om jura, kalder vi det “juridisk metode”. Hvad det kaldes i andre fag, er jeg ikke klar over, men der må findes pendanter.

Hvis man gerne vil være jurist, må man øve sig. Ikke på millioner af regler (måske lige bortset fra at man skal vide, hvad der står i straffelovens § 237 og sådan …) men på den juridiske metode. Det er en læreproces.

Når man har forstået metoden, kan man løse dusinvis af komplekse juridiske problemer. Og det er her jura og slægtsforskning ligner hinanden. Og det samme gør sig helt sikkert gældende for andre fag. Jeg kender dem bare ikke. Men det er jeg ikke i tvivl om, at mine læsere nemt selv kan tænke sig til.

Hvis man gerne vil være slægtsforsker, må man også øve sig på samme måde, som man må øve sig i alle mulige andre håndværk.

Hvordan kommer man i gang?

Processen er lidt lang, men den er afkortet en del, siden jeg startede i 2003, fordi der findes så mange guides online. Rigsarkivets hjemmeside er jo en guldgrube. De har stillet så mange hjælpemidler til rådighed, at man kan komme virkelig langt blot ved at orientere sig lidt på deres hjemmeside.

Herudover er der et par bøger, jeg mener, man ikke må snyde sig selv for at ofre lidt penge på, fordi en læreproces, hvor man har en trykt bog på skrivebordet, simpelthen er anderledes end den hurtige fremsøgning af et resultat på internettet.

Al forskning viser, at hvis man gerne vil tilegne sig blivende kompetencer, går det bedre, når man har en trykt bog ved hånden.

For mit vedkommende drejer det sig om:

  • “Find din slægt – og gør den levende”, der er en guldgrube. Jeg ved stort set ikke, hvad man ikke kan slå op her. En trykt bog kan selvfølgelig ikke følge med fremkomsten af diverse hjemmesider, men det er heller ikke bogens styrke, for de udgør jo primært kilder. Det er i stedet information om paternitetssager, skilsmisser, dødsfald, de almindelige regler for kirkebogsføring, åbenbart skrifte, verdslig mægling osv. osv.
  • “Sogn Herred Amt” som udgør et visuelt billede af amterne, herrederne og sognene. Det er altid skønt at slå sogne op i krabsen.dk, men den viser ikke sognenes indbyrdes placering, helt konkret: hvilke sogne er nabosogne til fx Højby i Ods Herred, Holbæk Amt?

Man må starte et sted, hvis man vil forske i sin slægt, og hvis man vil lære at gøre det rigtigt. Og “rigtigt” er ikke at få resultaterne serveret, det er at vide, hvordan man når frem til resultaterne, således at man med den næste person er klar over, hvilke værktøjer, der kan tages i brug.

Det skønne ved slægtsforskning er blandt andet, at man aldrig bliver færdig: der er altid et anepar mere at finde, og der er altid endnu en kilde at lære at kende. 

Nu har jeg gået længe nok som katten om den varme grød – og nu får jeg sikkert verbale tæv:

Jeg deltager i forskellige grupper, hvor jeg mener, de dygtige, fantastiske hjælpere af og til (faktisk ofte) gør de nye slægtsforskere en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning = ingen tjeneste).

1) Spørgerne burde udfordres på deres kundskaber til at læse gotisk eller skråskrift. Det kunne ske ved, at man stillede som krav, at spørgeren altid skulle fortælle, hvad de selv læste. Altså “Jeg læser. “Inderste Hans Hermansens Enke …” ” osv. Læser de ingenting er det selvfølgelig forståeligt og tilladeligt.

Det kan være næsten angstprovokerende at fremlægge det, man selv er kommet frem til. Sådan kan jeg nemt selv have det. Jeg synes, jeg udstiller min uvidenhed. Men gør man ikke selv et forsøg, lærer man det aldrig. Det er for nemt at skrive “Jeg kan ikke læse det – kan I?” for det kan de jo utvivlsomt.

2) Svar på det, der bliver spurgt om og ikke mere. Slægtsforskere er ufatteligt hjælpsomme mennesker, men vil vi lære de nye noget, skal vi lære dem metoden, vi skal ikke forære dem resultatet. Spørger Peter om at finde en vielse, skal man faktisk ikke finde vielsen til Peter. Man skal vejlede om, hvordan han selv kan finde vielsen.

Og man skal heller ikke finde vielsen og supplere med barnefødsler, skilsmisse og dødsfald og en anetavle tilbage til Gorm den Gamle. Det skal han selv finde, og det er jo også det, der er det sjove. Kan han ikke, må han stille et nyt spørgsmål.

Det er en proces med mange trin, men får han det hele forærende, lærer han ikke metoden. Og så bliver han ikke selv i stand til at arbejde med de næste personer. Altså må han spørge i en uendelighed. Det er utilfredsstillende for alle parter.

3) Arbejder man sig ikke selv møjsommeligt frem, får man heller ikke lært noget om kilder og kildekritik. Og kilder er ikke at finde en Hans Jensen på MyHeritage, der “ser rigtig ud”, og så er det nok ham.

4) Ovenstående er blot eksempler – men jeg håber, de belyser skismaet mht. slægtsforskningens metoder og læreprocesser, som i virkeligheden drejer sig om proces contra resultat. Vil man forske i sin slægt, må man lære sig processen. Så er resultaterne lidt længere undervejs – i begyndelsen; til gengæld kan man selv næste gang, og det vil sige, at henover årene er processen ikke mere langsommelig.

Og så kan man kalde sig for slægtsforsker. Og hvem vil ikke gerne det?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.