Det illoyale barn

Tvangsfjernelse 2

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Gennem ca. 10 år er min bedste ven en kvinde, der i 22 år – i perioden fra 1988 til 2010 – arbejdede med tvangsfjernelser i en storkøbenhavnsk kommune. De tungeste sager landede på hendes bord, idet hun var kommunens dygtigste sagsbehandler, når det drejede sig om fjernelser. Jeg kan ikke lige huske, om det altid var uden samtykke, altså med tvang, eller om der også var sager baseret på frivillighed. Men det er heller ikke vigtig for min historie.

Årstallene gør, at hun har arbejdet under bistandsloven, der var i kraft fra 1976 til 1998 (kilde: Danmarkshistorien.dk udgivet af Aarhus Universitet), hvor den blev afløst af serviceloven.

Min ven siger direkte adspurgt, at hun ville have sørget for at tvangsfjerne mig, hvis jeg havde boet i hendes kommune, og hvis hun havde arbejdet med sådanne sager i 1970’erne. Hun er ikke i tvivl om hjemlen. Hun ville formentlig have sørget for at anbringe mig et særligt sted, fordi risikoen for indtrufne skader var stor.

Det er lidt underligt at tænke på, at jeg formentlig blev reddet af min hjerne.

Skoleinspektøren i Aakirkeby var psykopatens overordnede, idet han jo var lærer. Havde hun samme viden som i hvert fald tre personer, jeg med lethed kan navngive; den ene var også lærer, og jeg har talt med ham for et par år siden (men hvorfor skulle viden om forholdene begrænse sig til netop dem?), havde hun været forpligtet til at gribe ind.

Fra 1972 hed den ledende skoleinspektør og skoledirektør for Aakirkeby Kommune Birthe Juel-Jensen. (Kilde: TV2 Bornholm). Hun repræsenterede partiet Venstre som borgmester i Aakirkeby fra 1986. Det ligger i mange venstrefolks DNA at omgås offentlige midler med stor forsigtighed.

En anbringelse kan nemt koste 50.000 kr. pr. måned.

Børns muligheder har gudskelov ændret sig!

Min ven har i sine 22 år med de tungeste sager aldrig mødt et barn, der var illoyalt overfor forældrene. Hun har aldrig mødt et barn, der af sig selv sagde: “Jeg vil gerne fjernes”, “jeg vil gerne bo et andet sted” eller hvordan det nu kan formuleres af et barn. Var jeg blevet spurgt, er jeg ikke i tvivl om svaret. Jeg ville have været fuldkommen illoyal.

Modsat mange andre misbrugte børn har jeg aldrig nogensinde været et sekund i tvivl om, at det ikke var min egen skyld. Det har også været en af mine redningsplanker.

Dengang var der ingen steder at gå hen. Dengang havde børn ikke selv en telefon, og dengang var der en snor fra husets eneste telefon og ind i væggen, hvilket betød, at man ikke kunne ringe til nogen uden at husstandens øvrige medlemmer kunne høre det. Telefoner stod jo oftest i stuen el.lign.

Børnetelefonen blev først oprettet i 1987 af den landsdækkende humanitære organisation Børns Vilkår med det formål at hjælpe børn med behov for anonymt at tale om små og store problemer med en erfaren rådgiver. (Kilde: Varmer, Glen: Børnetelefonen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 5. februar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/Børnetelefonen).

Det vil sige, at selvom jeg havde haft adgang til en telefon, var der ingen steder at ringe hen.

Det jeg fortalte dem, der ikke gjorde noget

Stop læsningen her hvis du ikke kan klare sandheden og baggrunden for mit ønske om en fjernelse.

Jeg har ingen familie, jeg har ingen pårørende af nogen art, og mine nærmeste venner kender allerede fakta, og derfor skriver jeg dem her, for at andre kan få en forståelse for mine oplevelser mellem 1974 og 1980 (altså i forhistorisk tid).

Jeg prøver at gøre det nogenlunde kronologisk, men jeg er ikke sikker på, det altid lykkes. Det er trods alt mange år siden.

1) Allerede inden min “mor” og psykopaten bliver gift (april 1975) kommer han tidligt hjem fra sin lærergerning, sidder i åbentstående morgenkåbe uden trusser ved sofabordet i Vollsmose og lægger kabaler.

2) Vollsmose før vielsen: Han tilbyder mig penge for at gå i bad med ham. Jeg afslår.

3) Vollsmose før vielsen: Jeg ville så gerne have en far til erstatning for ham, der døde. Derfor holdt jeg psykopaten i hånden, når vi gik over en stor plads for at køre til Odense centrum og hente min “mor” fra hendes arbejde hos Bilenstein. Han kælede med en eller to af sine fingre inde i min venstre håndflade. Jeg syntes, det var ulækkert men sagde ikke fra. Jeg har været ca. 10 eller 11 år. Psykologen har fortalt, at det er en temmelig seksuel handling. Vil man kærtegne et barns hånd, aer man forsigtigt på håndryggen. Håndfladen er “no go”.

Jeg fortæller min “mor” om episoderne 1 – 3. Hendes reaktion er, at det er mig, der bliver forhørt ved det runde køkkenbord. Det burde have været ham, og hun burde ikke efterfølgende have giftet sig med ham.

4) Efter vielsen og flytningen til Nellemose pr. Hårby i december 1975: Min “mors” ældre halvbror flytter ind. Alkoholmisbruget tager til (eller begynder her? Det ved jeg faktisk ikke). De brygger både øl og vin. Hele huset stinker af gær. De fester til langt ud på aftenen. Mit værelse støder op til hammondorglet og harmonikaen. Jeg har derfor svært ved at sove. Jeg søger tilflugt i fysikbøgerne.

5) Jeg skal “lære at bestille noget”, og det gør jeg sandelig også. Til det hører ugentlige pligter med at vaske alle vinduer udvendigt og med samme frekvens vaske bil og ordne den indvendigt (støvsugning mv.). Ingen normale mennesker gør sådan!

6) Marts 1976: Min halvbror bliver født ved kejsersnit, så min “mor” var indlagt to uger på Odense sygehus. Psykopaten bruger det meste af tiden i soveværelset på at se pornofilm på smalfilmsapparatet. På et tidspunkt lykkes det ham at binde mig til en spisestuestol og kræve oralsex. Jeg husker ikke yderligere, og har allerede fortalt om og fortolket episoden i 2017.

7) Jeg får en hundehvalp og knytter mig til den, men den bliver aflivet, idet den gør, når min halvbror skal sove til middag i haven.

8) Jeg bliver konfirmeret 27. marts 1977 i Hårby Kirke. Af min “mor” og psykopaten får jeg en brugt elektrisk guitar, de enten har købt eller fået af min fætter Bjarne – men den mangler en forstærker, ergo er den ubrugelig. Det betyder ikke noget for mig, da jeg aldrig har haft interesse for at spille noget som helst, og min “mor” altid sagde, at jeg “ikke havde en tone i livet”. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor de forærer mig en guitar. Jeg gætter på, den var billig.

9) Til konfirmationen får jeg en “Barnets bog” fyldt med pseudolykkelige historier underskrevet af “mor og far”. Jeg ved, jeg tænker, “Det er ikke min far. Jeg har haft en far for længe siden”. Jeg har smidt bogen ud for en del år siden, fordi der stod så meget “bræk”, som jeg ikke holdt ud. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har gemt billederne.

10) Så flytter vi til Vestermarie i juli 1978. Det er ca. fem km. fra Aakirkeby. Jeg får eftermiddagsjobbet hos isenkræmmerne, som jeg er glad for, og de er en stor støtte. De er unge, har tre små børn, en hund og kat – og en kæmpe butik med stor vækst. Jeg har truffet dem i 2018, hvor de blandt andet sagde: “Du var god til at finde på løsninger på opgaverne”.

Noget af det skønne ved at overnatte hos dem (jeg havde nærmest mit eget værelse der) var, at der ikke om morgenen stod en stort set nøgen mand med erigeret lem ved min seng, således som det skete på min egen bopæl.

11) Min “mor” og psykopaten er ikke begejstrede for mit tætte forhold til isenkræmmerne, for så mangler min arbejdskraft derhjemme. Og så gætter jeg på – men det er gætværk – at de er bange for, at jeg fortæller sandheden til isenkræmmerne. Det ville jeg da være, hvis det var mig.

Derudover husker jeg ikke noget specifikt fra den adresse, hvor vi kun bor fem måneder. Den første gang, jeg tænker “Jeg skal dø for egen hånd“, sidder jeg på cyklen mellem Aakirkeby og Vestermarie. Jeg er på vej hjem fra eftermiddagsjobbet. Jeg kigger ned i grøften til højre og tænker de tanker, der har (for)fulgt mig i så mange år. I mange år troede jeg, at alle mennesker altid havde denne udvej.

12) December 1978 flytter vi til Svaneke. Jeg fortsætter hos isenkræmmerne og i Aaker Skole; det var måske mit eget ønske? Det husker jeg ikke. Men jeg husker alle de mange dage, hvor jeg skulle vente på bussen, der ikke kørte særlig ofte. Havde jeg tidligere fri end psykopaten, ventede jeg. Havde han tidligere fri end mig, ventede jeg også, denne gang på bussen – men heldigvis kunne jeg søge ly hos isenkræmmerne i en eller to timer.

13) Drikkeriet tager til. Det er efterhånden meget sjældent, min “mor” står op og spiser morgenmad med os. Jeg elsker, når hun gør det. Måske sover hun brandert ud, eller måske orker hun bare ikke at stå op til virkeligheden? Det ved jeg ikke. Når jeg skal købe ind hos “Købmand Bent” på Torvet i Svaneke, skal det “skrives” fra ca. den 15. i måneden. Jeg hadede det og syntes, det var pinligt, når nogen hørte det.

Isblomsterne sad på indersiderne af de gammeldags etlags-ruder, for der var ikke altid råd til at fylde olie på tanken. Men der var altid råd til tobak og alkohol.

14) Sover jeg fra vækkeuret, står han ved min seng med erigeret lem, som han gnider på. Derfor sover jeg sjældent for længe. Jeg skynder mig fra 2. sal og ned i badeværelset i stueetagen. Når jeg er færdig med badet og skal ud, står han dér med erigeret lem, som han gnider, og jeg kan ikke komme forbi, da døren er ret smal. Hvordan disse episoder ender, ved jeg faktisk ikke. Han må vel have flyttet sig?

15) Jeg har ansvaret for morgenmaden. Når jeg skal tage noget i et overskab i køkkenet, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt. Han er i den sædvanlige åbentstående cerutstinkende morgenkåbe. Hvordan disse episoder ender, ved jeg heller ikke.

16) Indtil jeg får en knallert som 15-årig, kører jeg med ham i bilen til skole i Aakirkeby fra Svaneke. Hvorfor, jeg ikke satte mig på bagsædet, er mig ubegribeligt den dag i dag. Jeg sad på forsædet, så mens han kørte bilen, kunne han nemt befamle mine lår og mit skridt.

17) Jeg flytter/flygter og er fri den 1. august 1980. Så vidt jeg husker, var det en fredag.

Når/hvis min ven, der har arbejdet med tvangssager, ser disse 16 eksempler, vil jeg tro, hun bliver bekræftet i, at en fjernelse uden samtykke havde været det rigtige.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.