,

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg er vild med "Forsvundne arvinger"

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg elsker at se Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gå på jagt efter ukendte arvinger i programmet “Forsvundne arvinger” på DR1. Det er “Fjernsyn for mig”, der har et meget lille TV-forbrug, fordi jeg hellere vil producere noget selv end sidde passivt foran en skærm.

I mit næste liv vil jeg også være arkivar og køre rundt på en specialbygget gaffeltruck i Rigsarkivet. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvis jeg af uvisse årsager skulle indfinde mig på arbejdsmarkedet igen.

Jeg husker tydeligt det med at løfte låget af de kraftige, brune arkivkasser i pap og næsten holde vejret, til man havde bladret et stykke ned i kassen for at finde de rette arkivalier. Når man endelig finder noget, giver det næsten et lille gib i en. Der udløses endorfiner, fordi hjernen bliver så glad. Dopamincenteret aktiveres. Det var dengang, man var nødt til at gå på arkiv hver lørdag og på alle fridage for at finde noget, man kunne stole på, det vil sige i originale kilder.

Udsendelserne viser tydeligt, hvordan man nærmest “hopper” fra kilde til kilde. Man finder noget i en kilde, og det er ledetråden til den næste kilde. Til sidst har man (måske) opklaret mysteriet og lagt endnu et puslespil.

Det relationelle har stor betydning i mange sammenhænge

Det ser ud som om, de to virkelig kan lide hinanden. Det ser man tydeligt, når de fx står sammen og kigger på et billede af en afdød. De står helt tæt og siger, hvad de hver for sig tænker om billedet. Det kan kun lade sig gøre, når to mennesker kan lide hinanden.

Det er også tydeligt, når hun igen sender ham på yderligere jagt i arkiverne, mens han igen sender hende ud i verden for at opstøve flere arvinger eller evt. bare mennesker, der kan have kendt afdøde.

Hun er så sød og charmerende, når hun opsøger de levende. Hun spørger altid så pænt, om de giver en kop kaffe. Hun er så dygtig til at stille de små uskyldige spørgsmål og ofte få de store komplicerede svar. Folk har simpelt lyst til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det virker.

Der er mange ting, der afhænger af det relationelle. Jeg har fx fantastiske relationer til både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og min psykolog. Jeg har kendt dem begge i mange år. De er set an og ikke fundet for lette. Jeg er fuldkommen overbevist om, at det relationelle står for mere end halvdelen af min behandling og virker bedre end alverdens medicin – og så er der i øvrigt ingen bivirkninger.

Alle har en historie

Der er en vis charme ved at følge de spændende opdagelser og menneskelige forbindelser i “Forsvundne arvinger.” Programmet giver ikke kun indsigt i de tekniske aspekter af at spore ukendte arvinger, men afslører også de dybere personlige historier, som ofte er skjult i arkiver og gamle dokumenter. Når Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh begiver sig ud på deres rejse, føles det som om vi er med på deres eventyr, og vi får en følelse af spænding ved tanken om, hvad de måske finder.

For mig er det også fascinerende at se, hvordan Mette Frisk formår at skabe forbindelse med de mennesker, hun møder undervejs. Udover at være dygtig til sit arbejde, har hun en varm og imødekommende tilgang, der gør det lettere for folk at dele deres historier. Dette element af medmenneskelighed er noget, der skiller programmet ud fra andre dokumentariske formater. Ved at engagere sig med folk og høre deres historier, formår hun at give en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og være forbundet til hinanden gennem historie og familie.

Programmet minder mig også om, hvor vigtige vores rødder er, og hvordan de kan forme vores liv. At lære om sine forfædre og deres rejser kan give et nyt perspektiv på vores egen identitet. For mange mennesker kan disse historier være med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og give dem en stærkere forankring i deres egen historie.

“Forsvundne arvinger” er ikke kun et program om at finde arvinger; det er en påmindelse om, at vi alle har en historie, der er værd at dele og udforske.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysningen er i dag bragt som en redaktionel artikel på Sjællandske Nyheder på forsiden af deres hjemmeside (desværre bag betalingsmur) og på forsiden af Villabyernes papiravis (Gentofte- og Hellerup-området).

Jeg skrev til dem og sendte et link til min første artikel og spurgte, om de ville hjælpe mig.

Redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Ordrup vendte hurtigt tilbage og spurgte, om jeg foretrak et læserbrev eller en redaktionel artikel? Jeg foretrak selvfølgelig en redaktionel artikel, da mit gæt er, at succesraten er højere ved en sådan end ved et læserbrev.

Jesper har været utrolig sød og hjælpsom. Jeg tror, han finder min historie interessant, og at det er årsagen til, at han gerne vil hjælpe.

Hvis vores fælles forehavende lykkes, har jeg lovet at give kager, og så skal vi på besøg på adressen, hvor der nu er en vuggestue. Eller rettere: det var der i sommeren 2006. Der kan være sket meget siden da.

Hvis det lykkes, skylder jeg også psykologen kager, for idéen var hendes. Den slags er jeg ikke tilstrækkeligt idérig til.

Jeg er allerede blevet ringet op af en ældre herre fra Ordrup. Han vidste ganske vist ikke noget, men ville gerne sætte sine jungletrommer i gang. Hans datter arbejder i en institution i Hellerup. Hun har måske set et billede af Tordenskjold …

Der da være nogen og noget

Jeg kan ikke forestille mig, at der slet ikke findes nogen, der kender stedet – eller bare kender nogen, der kender nogen. Det kan være en søn eller datter af en medarbejder, eller et barnebarn af en medarbejder, en nabo eller … Bare en eller anden – gerne flere.

Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at man et eller andet sted har skrevet noget om børnene. Vi taler trods alt ikke om stenalderen, selvom jeg er oppe i årene. Det har ikke været i det enkelte barns journal, jfr. at min ikke giver andre oplysninger end ankomst- og udleveringsdato, og min fars navn og adresse. Måske havde man en lille bog, der omhandlede alle børnene på en gang?

Der er selvfølgelig den risiko, at man ved “Dear Homes” lukning ikke har anset materialerne for bevaringsværdige og sendt dem til kassation. Jeg har selv været med til at kassere ting og sager, for man kan jo umuligt gemme alt.

  • Giver artiklen intet, foreslog Jesper Bjørn Larsen Gentofte lokalarkiv. Det er god idé.
  • Da jeg for mange år siden (2005 eller 2006) lokaliserede adoptionssagen, var jeg fuldkommen grøn udi arkivvæsen og arkivalier. Jeg anede ikke en brik om noget, men jeg fik et tip om at henvende mig til “Forsorgsmuseet” i Svendborg, der dengang var ledet af Maria Rytter, som guidede mig på sødeste vis. Og jeg fandt sagen! Hun er sikkert gået på pension, og jeg ved, institutionen har skiftet navn, men den må kunne findes, da jeg ved, den fortsat ligger i Svendborg. De kan måske give nogle tips eller måske ligefrem have konkret viden. Der være nogen, der ved noget om “Dear Home”.

Da jeg stadig skrev ansøgninger, plejede jeg at skrive, at jeg var “ihærdig”. Det er et lidt pænere ord for pissestædig. Den egenskab tager jeg frem igen. Jeg giver simpelthen ikke op. Det skal lykkes.

Fire skærmprint af artiklen

Redaktøren hos “Villabyerne” sendte skærmprint, idet han ikke havde mulighed for at sende mig et gavelink, jeg kan dele med jer. De fire billeder herunder er de fire skærmprint. Helt kønne er de ikke. Men det fås ikke bedre.

God læselyst.

Ved du noget? Vil du hjælpe? Kender du nogen, der kender nogen?

 

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning på Facebook

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Gennem mere end 20 år har jeg lagt mange puslespil, men mit eget kan jeg ikke lægge. Det er absurd.

De første tre år af mit liv er der ingen, der kan fortælle om.

Heller ikke da “min mor” levede, var der noget at hente frem fra hjernebarken (som er stedet, hukommelsen placerer “data”). Jeg spurgte hende fx, hvor de havde hentet mig? Hun svarede: “Det var et stort hvidt hus i Nordsjælland.” Jeg kan huske, at jeg svarede “Ja mor, dem er der jo en hel del af”.

Senere fandt jeg selv oplysningerne. Hvis jeg havde hentet et barn et eller andet sted, ville jeg til min dødsdag huske hvor, da det ville være en livsomvæltende begivenhed, hvis jeg i 11 år havde levet i et barnløst ægteskab med en infertil mand. Min far havde haft fåresyge som barn.

Jeg tog hende med derud, da vi i 2003 resultatløst forsøgte at etablere en form for forbindelse efter 22 år uden (1981-2003). Hun kunne udpege, hvor min far havde parkeret Karavellen, hun genkendte panelerne i trappegangen til første sal, og hun kunne udpege, hvor min seng havde stået. Det var det.

Den kreative psykolog

Jeg var hos psykologen i går.

Hun er – i modsætning til mig – enormt kreativ. Og hun forstår selvfølgelig mit ønske om at få viden om de tre år. Der er en lakune, jeg ikke kan fylde op uden en eller anden form for hjælp. Hun foreslog et opslag på Facebook og på LinkedIn. Det lavede jeg på vejen hjem i toget. Hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det? Det er trods alt ikke raketvidenskab.

Opslaget så oprindeligt lidt anderledes ud, fordi nogle begyndte på diverse konspirationsteorier om, at papirerne forsætligt var fjernet eller lå i de forkerte charteques. Man kan forestille sig meget, men det gør jo ikke mig klogere.

Herunder har du den aktuelle version. Hvis du vil hjælpe mig, må du meget gerne dele dette opslag, steder du finder relevant.

“Børnehjemmet “Dear Home”?

Har du – eller en du kender – været ansat der?

Børnehjemmet lå på Sofievej nr. 26 i Hellerup.

Jeg var der fra 1963-1966, og jeg vil så gerne træffe en/flere, der var ansat der for at få generel viden om stedet og processerne. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan fortælle noget om præcis mig!

Jeg har via Rigsarkivet indhentet min journal derfra, men der står desværre kun ankomst- og afrejsedato samt min adoptivfars navn og adresse. Hans navn var Jørgen Stegemüller, og adressen var Park Allé 4 i Skjern.

Jeg vil gerne mødes med dig, hvis du findes! Jeg er 60 år, så du er måske et par og 80.

Håbefulde hilsner
Hanne B. Stegemüller”

Facebook når det er bedst

Ind til videre har to søde og venlige mennesker delt opslaget videre i grupper, de selv er medlem af, som hedder “Hellerup før og nu” og en om børnehjem. Et menneske har fortalt, at hun har boet der med sin mor … Det er så godt, og det er Facebook, når det er bedst. Tænk hvis det lykkes mig (og psykologen).

Det vil være som at vinde i en afart af Lotto.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Genealogy Remediated

Genealogy Remediated

Genealogy Remediated: Family Memories on the Web

Genealogy Remediated

I 2006 medvirkede jeg i en artikel af Randi Marselis, som blev offentliggjort i “Samfundslitteratur”, 2007.

Hendes abstract lød:

Abstract

“Genealogical websites are becoming an increasingly popular genre on the Web. This chapter will examine how remediation is used creatively in the construction of family history. While remediation of different kinds of old memory materials is essential in genealogy, digital technology opens new possibilities. Genealogists use their private websites to negotiate family identity and hereby create a sense of belonging in an increasingly complex society. Digital technologies enhance the possibilities of coorporation between genealogists. Therefore, the websites are also used to present archival and technological competences, which helps to anchor the owner within the genealogical community.”

Det er sjovt og mærkeligt at tænke på, at slægtsforskning og slægtsdata på internettet har udviklet sig så hastigt på de bare 18 år.

Jeg har – og har haft – stor glæde af “… anchor the owner within the genealogical community”.

Vi har et unikt fællesskab, nu er det blot ikke længere analogt men digitalt. Det er det fællesskab, der får en ven til at sende billedet fra en original passagerliste, hvor en Wilhelm Stegemüller født i Preußen, sejler fra Bremen til Baltimore i 1853 som 40-årig. Med sig har han tre børn. Han er ganske vist ikke Schuhmachermeister eller Schuster men Farmer. Jeg er spændt på, hvad det kan føre med sig. Hører han overhovedet til “mine”?

 

Genealogy Remediated

De dyrebare fridage

Det er svært at forestille sig, at de mest brugte arkivalier kun var tilgængelige om lørdagen samt i ferier og på afspadseringsdage. Jeg har brugt mange ferier i Viborg på “Landsarkivet for Nørrejylland”, som det hed dengang. Det var et dejligt lokale og stemningen var fantastisk. Jeg lærte så mange søde og dygtige mennesker at kende.

Det var lidt stressende, at man skulle være godt forberedt hjemmefra for at få mest muligt ud af arkivbesøget. Jeg havde fx ikke tid at notere faddere, og det var før, jeg havde indset deres værdi som input til “fadderanalyser”.

Nu kan vi bladre døgnet rundt til hverdag og til fest. Og det skal vi lære de nye at gøre. Det er forkert at servere resultaterne for dem, for så lærer de aldrig håndværket.

Jeg savner samtalerne på trapperne

Men der er dog en ting, jeg savner: fællesskabet og samtalerne med de andre slægtsforskere ude på trappen, mens vi utålmodigt ventede på at blive lukket ind til arkivalierne kl. 9:00. Når jeg som begynder baksede med et problem, var det herligt at høre en af de erfarne sige “Har du prøvet at …”.

Jeg har lært meget ude på trapperne i Ll. Sct. Hansgade i Viborg og på Jagtvej på Nørrebro i København. Noget så banalt som at man fx i København må starte med at bladre gennem de store hospitaler, når man leder efter en afdød. Alting er ikke indtastet, og det bliver det heller aldrig.

Randi og jeg udarbejdede et slideshow. Det får du her som video

Der skulle illustrationer til Randis artikel, så vi udarbejdede i fællesskab et slideshow, som jeg har gemt, fordi det tegner et billede af en tid før Content Management Systems (CMS) som fx WordPress. Jeg har konverteret det til en video, og den kan du se på denne særskilte side, (fordi der ellers ikke er plads nok). Videoen loader automatisk og kører i et loop.

Det var vist en af mine første versioner af hjemmesiden. Dengang tog det en ½ dag at lave en knap – og jeg syntes, det var sjovt. Slægtsforskningen og forsøget på at lære at kode kæmpede om fritiden.

Set med nutidens øjne er designet selvfølgelig fuldkommen håbløst, men det var, hvad jeg kunne præstere på et tidspunkt, hvor det var for dyrt i telefonregning at bruge opkaldsmodemmet før kl. 20:00. Og herefter skulle det i øvrigt stå at ringe op i fem minutter, før man var “på internettet”. Og det var alle de andre så også …

Nu taler vi AI og fiber … Der er sørme sket noget. Hvad mon vi taler mon om i 2042?


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.