/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Overskriften er “Oprydning”

Slægtsforskning TNG The Next Generation of Genealogysite BuildingHanne B. Stegemüller

Oprydning

Oprydning i ejendele

Jeg har boet på min nuværende adresse siden november 2007 og har god plads med mange skuffer og skabe. Og dem har jeg så bare stuvet ind i i de 14 år, der gået… Det bliver til en del.  Fx har jeg en hel skuffe med diverse kabler, som jeg stort ikke ved, hvad er til sammen med en “Serio” powerbank på 13.000 mAh med to udgange. Den er vist købt i forbindelse med en indlæggelse for flere år siden. Den må jeg hellere selv beholde 🙂

En veninde sagde, at den bedste måde at få ryddet ud i skuffer og skabe er at flytte. Det har hun ret i, det er bare både dyrt og besværligt, og jeg er jo glad for at bo, hvor jeg bor. I stedet har jeg meldt mig ind i Facebookgruppen “Ganske gratis i Hvidovre”, hvor folk sætter ting, de ikke længere skal bruge, til afhentning. Det er et krav, at tingene skal være gratis. Både giver og modtager skal også bo i Hvidovre. Det er tillige forbudt at aftage ting for derefter at sælge dem med fortjeneste. Hamstring for profit bortvises. Det er yderst rimelige regler.

De ting, jeg har i overskud, er fine og brugbare. Jeg bruger dem bare ikke længere, da interesserne har ændret sig. Fx kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har slæbt rundt på mit Nikon D40 med alskens tilbehør eller læst i fotobøgerne af Thomas Nykrog. Nu blev Kenneth i stedet mægtig glad.

I skabene lå også et par for længst udgåede “Æbleting”, som jeg ikke ved om virker længere, men det gør de garanteret, da ting fra Apple er langtidsholdbare og god kvalitet. Dem fik Kenneth med i posen. Virker de ikke, kender han nogen, der reparerer og herefter giver dem til flygtninge, der ikke selv kan finansiere en telefon eller en tablet.

Puslespillene (mindst 10) har jeg allerede givet til præsten. Så er der også ryddet op under skabene. Jeg var et fjols til at lægge puslespil, og havde ikke den fornødne tålmodighed.

Jeg har en jysk ven, der måske ville være blevet glad for “Æbletingene”, men det er ganske enkelt for besværligt og dyrt at sende ting, så derfor giver jeg dem hellere væk til fremmede mennesker, der endda selv kommer og henter dem – i dag.

Der kan på ingen måde blive tale om at smide tingene i containeren, for de er fine og gode. Det ville i øvrigt være noget frygteligt miljøsvineri.

Oprydning i data

Jeg stræber altid efter det sublime, så jeg har nu brugt 1½ døgn på at rydde op i “begivenheder” i Legacy og TNG, og oversat dem til både engelsk og tysk efter bedste evne. Og endelig at få data synkroniseret.

Det synes måske efterhånden som om, mine data er et syndigt rod med al den oprydning, jeg skriver om. Det er de nu ikke, men alting kan optimeres.

Der er bare det, at jeg ikke kan få det til at fungere. Det er som om, det TNG viser for brugerne, ikke er det samme, jeg taster ind i den bagvedliggende database. Jeg begriber det ikke.  Det er også som om, der opstår “kopier” af begivenhederne, og det er kopien, der knyttes data til. Fx har folketællinger både ID 7 og 101. 101 er selvfølgelig den forkerte, da det er en begivenhed, man bruger tidligt i sin slægtsforskning.

Begivenheder, der findes på flere sprog, vises ikke altid på andet end dansk. Jeg har altid svært ved at forstå, når sådanne ting ikke er konsekvente.

Der findes et meget fint fællesskab (community) om TNG, hvor jeg i aftes efter bedste evne prøvede at forklare problemet og hvordan jeg har prøvet at løse det. Det er nu 11 timer siden, og ingen har reageret. Det er virkelig mærkeligt. Jeg må ty til udvikleren Darrin Lythgoe. Jeg passer altid på med at skrive til ham, for han får garanteret millioner af mails.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Frivilligt arbejde og 740 stedkoder

Frivilligt arbejde og 740 stedkoder

Jeg er en anelse træt i hovedet

Frivilligt arbejde

Jeg har gjort en TNG-bruger glad i dag, og det er tilfredsstillende. Han var kørt sur i opdateringer, visning af data i felter eller ej, koblingen mellem Legacy (off-line programmet til slægtsdata) og TNG samt nogle andre ting, der let kan drille, hvis man ikke har en firkantet hjerne. Og vel at mærke ikke har rodet med begge programmer næsten i døgndrift gennem flere år.

Det er længe siden, jeg skrev dette på min TNG-side:

Efterhånden har jeg mange års erfaring med at opsætte TNG, som denne side er lavet i. Jeg tilbyder at lave en side for dig, hvis du ikke selv tør give dig i kast med det, men alligevel gerne vil præsentere dine data på nettet. Det koster ikke noget. Den eneste forudsætning er, at du på forhånd har orden i data og billeder, for ellers er arbejdet for stort, og jeg gider ikke gøre orden i dine ting for nu at sige det lige ud.

Samlet set har jeg haft tre henvendelser, så det er ikke fordi, tilbuddet bliver misbrugt. De mennesker, jeg har bistået, er blevet så glade, at det er det hele værd, også selvom de ikke har den forudsatte orden i data og billeder.

Jeg har fundet en model til at komme om ved det problem: Jeg laver så meget, der er muligt med de data, der nu en gang er, og så laver jeg en mail med “noter og dokumentation“, hvor jeg forklarer problemerne og hvordan de formentlig kan løses. Så kan brugeren selv arbejde videre. Opstår der efter en grundig oprydning nye problemer, er jeg selvfølgelig til rådighed. Det fungerer faktisk ret godt.

Når jeg siger, jeg er blevet pensionist, foreslår Gud og hver mand, at jeg skal lave frivilligt arbejde. Af en eller anden grund er det første, de kommer i tanke om, at jeg skal stå i en genbrugsbutik… På et tidspunkt overvejede jeg at blive en form for IT-hjælper hos Ældresagen, der har en afdeling 800 meter væk. Min egen model er vist bedst, for jeg har nok ikke tilstrækkelig tålmodighed til det andet. Det passer mig glimrende at kunne sidde ved egen PC og i fred og ro få ting til at fungere og så bagefter analysere, hvorfor det alligevel ikke fungerer.

Der var langt gennem “Sankt-et-eller-andet”

På et eller andet tidspunkt inden så længe, er jeg ved vejs ende med mit “stedkodeprojekt” – jeg er 67,8 pct. færdig med GPS-koordinaterne. I dag har jeg sat koordinater på 740 steder… Der var langt gennem alle dem med Sankt-et-eller-andet, som der faktisk var hele 58 af.

Jeg startede med “, , , Canada” den 11. juli og sluttede dagens arbejde med “Sankt Thomas Kirke, Sankt Thomas Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark”.

Det er faktisk ufatteligt kedeligt, men jeg ser frem til resultatet. Hvis der er fejl af større beskaffenhed, gider jeg aldrig se på GPS-koordinater igen, for så interessant er det heller ikke; det kræver flere museklik end hjernevindinger. På et tidspunkt begyndte min mus tilmed at leve sit helt eget liv, den ville fx kun markere i totredjedele af tilfældene, og så er det en svær opgave at lave cut’n paste. Heldigvis har jeg flere mus – også de avancerede og dyre MX ERGO trackball-mus. De burde bare ikke opgive ævred så hurtigt. Jeg regner med at klage til forhandleren i morgen, for det er ikke første gang, den ene af dem sætter ud.

En side, jeg har meget glæde af, er Wikipedia, for næsten alle sogne er lagt ind inkl. deres GPS-koordinater. Og der er oplysninger om sognets tilhørsforhold til herred og amt også før kommunalreformen af 1. januar 1970. En guldgrube.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at også der har siddet et eller flere mennesker og lavet frivilligt arbejde. Hvor er det dejligt, nogen gider. Tænk på det næste gang, du finder noget herligt på nettet: det er højst sandsynligt opstået ved frivillig og ulønnet arbejdskraft.

 

 

/i , /af ,

Ikke hemmelighed at jeg er til

Ikke hemmelighed at jeg er til

Adopteret – men ingen mystik

Billedet er vist nok det første, der eksisterer af min elskede far og jeg, kort tid efter de har hentet mig, så det må være ca. 1966.

Ikke hemmelighed at jeg er til

Jeg blev adopteret og kom til en rigtig god familie i Ringkøbing Amt efter at have været på børnehjemmet “Dear Home” Sofievej 26, i Hellerup i 2½ år. Der har altid været fuld åbenhed om, at jeg ikke var deres “rigtige” barn. Fx holdt min nye familie to fødselsdage for mig, så længe min far levede: 1) på selve min fødselsdag den 23. oktober og 2) på den dag, de (adoptivforældrene Jørgen Stegemüller og hans kone Jytte Baunsgaard Stegemüller (født Kristensen)) mente, de havde noget at fejre, nemlig den dag, de hentede mig fra Dear Home en gang i 1966. På børnehjemmet troede de, jeg havde en personlighedsforstyrrelse el. lign., fordi jeg lå så underligt sløvt og slapt hen. Faktisk troede de, jeg var retarderet, hvorfor de sendte mig seks måneder til Rigshospitalets Børneafdeling.

Mine adoptivforældre gjorde det helt rigtige: fuld åbenhed og ingen hemmelighedskræmmerier. Jeg husker ikke, at jeg ikke følte mig som deres “rigtige” barn, men at jeg selvfølgelig adskilte mig fra andre børn ved at at holde ikke bare en men to fødselsdage.

Kontakten til den biologiske familie

Når man er adopteret, er der alligevel en eller anden enorm nygerrighed efter at møde de “rigtige” forældre, uanset hvor godt/skidt man har haft det hos den nye familie:

For mere end 31 år siden (for det var mens, jeg boede på Amagerkollegiet  – derved kan jeg tidsfæste det), traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan jeg har fundet frem til dem, husker jeg ikke, for det er mange år før, jeg fik indsigt i adoptionssagen, det skete først efter 2003:

  • Min biologiske far: ***. Vi mødtes på Brønnums, men der gik ikke lang tid, før han syntes, han skulle blande mig i, hvordan jeg skulle leve mit liv, og han ønskede at kontakte min adoptivmor, som jeg af forskellige årsager ikke havde kontakt til gennem en længere årrække. Det resulterede i, at jeg lagde kniv og gaffel og forlod Brønnums. Det var det. Sådan leger man ikke med mig!
  • Min biologiske mor og jeg arbejdede på en kontakt gennem længere tid, men det gik ikke. Jeg havde nok for store forventninger. Jeg ønskede mig en “mor”, men det hun kunne tilbyde var, at jeg var velkommen, hvis jeg kunne “glide ind i familien”. Begge synspunkter var selvfølgelig fine, og hun gjorde det bedste, hun kunne, men det matchede på en eller anden måde ikke. Jeg var ikke parat til bare at “glide ind”. Jeg trængte til en mor, men det kunne hun af mange årsager ikke levere. Hun havde sin egen nuværende familie med børn, der var seks og ti år yngre end mig. Det sluttede uden succesfuld kontakt.

Andre slægtsforskere – min rigtige familie!

Min biologiske mor har et lidt specielt fødenavn, og det har hendes forslægt selvfølgelig også, så man skal ikke have mange aner på bagen, før det er let at genkende navnet på gravsten og diverse profiler på Facebook. Man skal bare tro nok på sagen og være ihærdig nok, så lykkes det. Jeg husker det ikke, men min biologiske mor må have været så sød at låne mig en masse billeder fra sine forældres side, så jeg let har kunnet komme videre videre med kirkebøger, folketællinger og gravsteder.

På et tidspunkt dukkede der en anonym slægtsforsker op på geni.com., noget jeg ellers ikke bruger, og på Facebook med min biologiske mors specielle efternavn. Jeg vovede at anmode om “venskab”, men hørte ikke noget. Af hendes geni.com kunne jeg alligevel se, at jeg med 99 pct. sikkerhed kunne være sikker på, at hun hørte til i min biologiske familie. Jeg vovede at skrive hende et brev på 1½ side i Word og bede om hendes e-mail-adressse, for at kunne sende det. Jeg var meget forsigtig med, hvad jeg skrev, for et var, at jeg ønskede kontakt med hende; hvem kunne vide, om hun ønskede kontakt med mig?

Og såmænd fik jeg svar fra den, der er min biologiske moster. Det er stort! Jeg ved endnu ikke, hvor gammel hun er, men gætter på, at hun er født mellem 1939 og 1944 ud fra de fødsler, jeg ellers har registreret i familien. Jeg har sendt en del billeder, som hun vel egl. er bedst berettiget til, og jeg håber, hun på et tidspunkt har lyst at sende nogle retur. Hun har garanteret så meget af historien, som jeg higer efter at få.

Det mest fantastiske var, da hun skrev: “det har aldrig været nogen hemmelighed, du var til“. Tænk at min biologiske mor har fortalt om fødslen bag det blå klæde på Usserød Sygehus i 1963 og den umiddelbare overgivelse til “Dear home”. Jeg har stor respekt for, at hun ikke i stedet overgav sig til brun sæbe eller strikkepinde, som var almindelige dengang. Så havde jeg jo ikke kunnet siddet her og skrive i dag. Den respekt har jeg altid haft.

Min biologiske moster kan fortælle, at min biologiske mor døde tilbage i september 2015, stille og roligt på et hospice – vist i Hillerød. Jeg kondolerer! Og glæder mig over, at jeg trods alt har truffet hende, uagtet det er mange år siden, og uagtet det ikke var nemt!