Slægtsforskning er (også) dejlige detaljer
Slægtsforskning på Fejø
Slægtsforskning er (også) dejlige detaljer
Når man har Aspergers syndrom, er det helt normalt at elske detaljer. Det er altså ikke mig, der er noget galt med 🙂 Dagens artikel handler om nogle dejlige detaljer.
Mon ikke det sker for alle slægtsforskere: man “kører galt” i en anerække og opdager det først, når man har fundet alle 11 børn og deres konfirmationer, vaccinationer og ægtefæller i et par generationer? Jeg er sikker på, jeg har lavet en fejl, men jeg kan ikke finde den. Pokkers også.
Min biologiske far var fra Fejø, Fuglse Herred, Maribo Amt, og jeg troede sådan set, at slægtsforskning på en lille ø var ukompliceret. Men der tog jeg fejl, for de hedder allesammen Rasmus(sen) og Jørgen(sen). Der, hvor fejlen nok ligger, er en person, hvor jeg havde den snigende fornemmelse, allerede mens jeg fandt alle børnene: husbondens erhverv var simpelthen for skiftende, og han ankom til Fejø fra et fjerntliggende sogn.
Konen hed hele tiden det rigtige, men hun var en “Maren”, og dem er der jo en del af. Jeg troede også, hun var var et fjerntliggende sogn, men pludselig afslørede folketællingen den 1. februar 1840, at konens mor var født på Fejø, hvor hun også døde. Og hun hed “Ditløvsen” til efternavn, og et af hendes børnebørn hedder Ditløv til fornavn, så det må da være rigtigt, eftersom det er lidt usædvanligt. Og så ville det jo være noget underligt, at konen ikke selv skulle være født på Fejø. Moderen rejser da ikke til det fjerntliggende sogn føder Maren og kommer så retur. Det tror jeg simpelthen ikke på.
Det sværeste er næsten at få ryddet rigtigt op uden at slette det, der trods alt er korrekt, når jeg rent faktisk er i familie med det halve Fejø. Efter en god nats søvn, og når solen atter står op, ser jeg nok det hele klarere.
Eksempler på detaljer
Jeg har rigtig mange personer på Fejø; her er fx 44 født der. Der var engang, jeg fandt konfirmationer overflødige, men det er selvfølgelig forkert, så nu supplerer jeg med både konfirmationer og vaccinationer, der er vigtige detaljer. Jeg mangler mange af begge dele. Nu prøver jeg at fange dem alle.
Der var engang, det var helt umuligt at finde dødsfald for folk født ca. midt i 1800-tallet, som flyttede. Det er blevet noget nemmere, for dødsregisteret er genialt. Via dødsregisteret har jeg i dag faktisk fundet to personer født på Fejø og døde i København. Det er lidt af et særsyn. Og der skal ikke bare stå “i København”. Jeg vil have selve sognet med.
Jeg er storforbruger af Danske Slægtsforskeres tilbud om opslag i CPR til en fordelagtig pris, for jeg elsker at få alle detaljerne på plads. Mennesker, der naturligvis er døde, skal da have en dødsdato og tilflytning til den sidste adresse.
Civilstand: Jeg har defineret en ekstra begivenhed i Legacy “Civilstand”, som jeg har meget glæde af. Hvis en af parterne er enke(mand), skal den anden selvfølgelig være død – evt. fraskilt. Når det er sat op som en begivenhed, ser man det nemmere, end hvis man skal ned at rode i transskriptionen af en kilde. Funktionen er også rar, hvis der ved en vielse står, at en af parterne eller dem begge er “fraskilt”. Billedet herunder stammer fra en borgerlig vielse, hvor begge parter er fraskilte.
Et par detaljer i Legacy
1) Slægtsgrupper
Der var engang, jeg gladeligt registrerede personer i “mine centrale sogne” Brande og Thyregod i Vejle Amt og Højby i Odsherred, som ikke umiddelbart havde noget med mig at gøre, men som jeg håbede, at jeg på et tidspunkt kunne skabe en forbindelse til. Jeg medtog dem, hvis de havde specielle og let genkendelige navne, og hvis jeg selv havde fotograferet deres gravsten.
Nu sad jeg og tænkte: “Hvad skal jeg dog med dem, de har jo ikke noget med mig at gøre?”
Så selvom det næsten var en smertelig proces, besluttede jeg at slette dem. Legacy har en smart funktion kaldet “Slægtsgrupper” i menuen “Vis”, hvor man kan få et godt overblik over disse “øer”, og for kort tid siden fandt jeg en vejledning fra Anne Marie Holck om, hvordan man bruger den. Jeg havde i alt 173 slægtsgrupper, hvilket jo er helt Anders And. Ideelt set, skal der jo kun være 1.
Efter backup fulgte jeg forleden dag vejledningen, og min fil blev ca. 1.400 personer mindre. De 138 af dem havde godt nok en forbindelse til mig, når jeg tog stikprøver af dem, for de var Thisgård’er fra Thyregod. Men jeg bed tænderne sammen og trykkede alligevel på knappen.
Det mærkelige var, at en del af disse slægtsgrupper bestod af fx 1 eller 2 personer. Nåh men Legacy er jo nok klogere end mig.
I dag kiggede jeg for sjov ind i slægtsgrupperne igen, og der var minsandten atter opstået et antal slægtsgrupper, som ikke havde relation til min “hovedgruppe”. Det er helt sikkert, at jeg ikke har tilføjet disse personer de seneste dage, og jeg undrer mig over, hvor de er kommet fra, for jeg følger altid vejledningen til punkt og prikke, når jeg gør noget “farligt”. Det tager ca. 2 sekunder at trykke på knappen og lave fejl, men det kan tage årevis at rette op den.
2) Slet ikke “Ubrugte steder”
Når jeg nu slettede ca. 1.400 personer, regnede jeg med, at jeg også ville få nogle steder i overskud – altså steder der ikke længere var i brug. Dem kan Legacy nemt finde, men jeg vil gerne advare mod at bruge funktionen.
Efter backup gik jeg til Vis > Masterlister > Sted > Valg. Her kan man slette ubrugte steder.
Jeg trykkede på knappen og studerede herefter filen Fjern.log – og var vældig glad for min backup, for pludselig var jeg 743 steder fattigere, hvilket helt sikkert er forkert. Nogle af dem er sikkert ubrugte, men 743 hørende til ca. 1.400 personer er selvfølgelig forkert.
Adskillige af dem kunne jeg uden videre genkende som steder, jeg brugte i denne eller forrige måned. De er på ingen måde ubrugte.
Jeg geokoder relativt manuelt i TNG, for jeg synes, det giver det bedste resultat. Den tabel, jeg passer bedst på, er tng_places, for da jeg for nogle somre siden geokodede alle mine steder, tog det virkelig lang tid, men jeg kan så godt lide at se begivenhedskortene for personerne i databasen. Så det var endnu en detalje, jeg gerne ville have på plads.
Her ser du fx mit eget “lidt” omtumlede liv (artiklen fortsætter under billedet):
Nu har jeg utvivlsomt ubrugte steder både i Legacy og i TNG, men de får lov at blive liggende – og de generer jo ingen (bortset fra mig).
Status for oprydningen
Alt i alt har jeg nu ryddet op i 2.465 personer. Det går fremad.
Nu er det jo ingen videnskab, og der er sikkert fejl i registreringen, men lige nu ser det ud som om, jeg kun mangler 929 … Det tal tager imidlertid ikke højde for, at der vil komme nye personer til undervejs. Så tallet skal være større, men jeg skal først have lavet den nye beregning.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.