Begynder

Den første uge på det nye job er gået og den er gået godt, men for pokker hvor jeg føler mig som begynder. Alting er nyt og jeg ved ikke en hujende fis om noget som helst. Alting er en læring. I dag skulle jeg skrive nogle sql-sætninger, som jeg ikke er helt hjemme i, så allerede der, skal jeg anstrenge mig, og da det derefter gik op for mig at tabeller og felter har finske navne, var jeg ved at gå død 🙂

Alting er både nyt og spændende, og Dorte som jeg sidder sammen med er utrolig sød og hjælpsom – og så er hun meget dygtig. Hun siger, at jeg bare skal tage det roligt, men jeg savner at kunne noget selv, bare et eller andet…, men jeg kan godt fornemme, at der kommer til at gå et stykke tid, før jeg selv kan besvare spørgsmål fra brugerne. Vores svar skal jo være de autoritativt rigtige, da vi er systemejere og forventes at kunne alt. Jeg læser vejledninger og prøver at lære af dem, men vejledninger handler jo om, at alt er som det skal være, mens brugernes problemer handler om situationer, der ikke er, som de skal være. Det er svært at koble de to scenarier.

Et kan jeg dog og det er at opdatere hjemmesiden, for det lærte jeg i ‘Statsregnskab’ og jeg er blevet rigtig god til Sitecore, som er det cms-system hjemmesiden er bygget op i. Så jeg snupper glad og gerne opgaver, der handler om hjemmesiden. I dag har jeg opdateret to vejledninger med nye skærmbilleder på grund af en nye version af RejsUd – så noget fornuftigt har jeg da lavet.

Jeg er træt i hovedet, når jeg går hjem, og jeg er glad for ikke at have nogen at skulle være noget for, når jeg kommer hjem. Jeg er bare mig selv og kan gå tidligt i seng med en god bog eller bare høre musik og koble af. Jeg har sat de første tre måneder af til at være bombet, og det kommer der også til at gå.

Apropos musik havde jeg i dag en rigtig dejlig oplevelse på vejen hjem: Jeg satte Mike Oldfield på min splinternye iPhone 5 (verdens fedeste telefon) og nød bare at sidde i bussen og slappe af til musikken. Så intenst har jeg ikke oplevet musik før. Jeg tror, jeg kommer til at høre meget musik på min telefon.

22 Svar
  1. Fruen i Midten
    Fruen i Midten siger:

    Altså, du må meget undskylde, men jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg læste det med de finske tabeller og felter. Det er da nærmest Monty Python-agtigt skørt. Stakkels dig, tænk at skulle være helt oppe på tæerne for at følge med og så få finsk smidt i hovedet. Gys altså!

    Men en dag har du styr på det hele, selv på finsk. Og ind til da vil du være bombet, hvilket du da heldigvis godt selv er klar over. Tillykke med din nye Iphone. Er det god gammel Mike Oldfield musik (fra 1980’erne), du hører?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Fruen i Midten

      Du har fuldstændig ret i, at det er helt skørt med de finske tabel- og feltnavne. Vores leverandør har sit hovedsæde i Finland, så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg har fundet en smutvej – jeg bruger Google Translate 🙂

      Jep det er lige præcis Mike Old Field fra firserne, jeg hører. Min musiksmag blev grundlagt i firserne og jeg har ikke rigtig formået at udvikle den siden, så jeg hører altid god gammel musik.

      iPhone er en helt fantastisk telefon. Jeg er vild med den og den kan sikkert mere end jeg nogen sinde får brug for, men engang i mellem er det bare fedt at have det nyeste. Nu behøver jeg heller ikke skifte telefon de næste 10 år (jeg plejer at have mine ting længe).

  2. Susanne
    Susanne siger:

    Det er sejt. Man vil gerne det hele selv, men må ind imellem erkende, at sådan er verden bare ikke 🙂 Det giver en god nattesøvn, men en dag er du kommet om på den anden side, og kan det hele selv. Men så kommer der forhåbentlig nye ting ind over, så udviklingen kan fortsætte…

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Susanne

      Du har fuldstændig ret i at det er sejt, og det er et skridt ad gangen, men det er også dejligt og spændende. Jeg synes virkelig jeg har lært noget nyt hver dag jeg går hjem, og det er jo netop det, jeg har efterlyst i mange år. Jeg skal bare lige vænne til ikke længere at være verdensmester.

  3. Inge
    Inge siger:

    Al begyndelse er svær, om 3 måneder har du formentlig glemt hvor svært det var.. 🙂
    Tillykke med din nye iPhone.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Inge

      Ja du har ret i, at al begyndelse er svær. Og med de finske tabeller og felter bliver det ikke lettere 🙂

      Jeg er lykkelig for min nye iPhone 5. Den er simpelthen så lækker. Jeg skal bare have købt et cover til den, så den ikke bliver ridset, for det ville være synd.

  4. Ellen
    Ellen siger:

    Sådan er det jo altid, når man starter på noget nyt … som jeg vist har sagt før, ville det da være mere underligt, hvis du fra dag ét var verdensmester 🙂
    Bare hold ud, og du bliver en dag hende, der sidder og lærer en ny medabejder op – så skal du bare huske, hvor sejt det var engang 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Du har helt ret. Man skal bare vænne sig til ikke at være verdensmester, og det er lidt svært, når man har siddet syv år som verdensmester i et andet system. Men mTID var vist heller ikke nær så kompliceret. i RejsUd er der mange koblinger til andre systemer med batchfiler, der sendes natligt. Det er alt sammen meget smart, og der er tegnet fine oversigter over det.

      Jeg lover at huske, hvor sejt det var at komme i gang. 🙂

  5. overleveren
    overleveren siger:

    Jeg kan godt forstå at du er godt bombet i hovedet, for der er jo altid meget nyt at lære og et system på finsk lyder ærligt talt som lidt af en udfordring, men mht SQL´en kan du jo prøve at give aliaser så de i hvert fald er mere menneskelige i de sætninger du skal skrive.

    ja.. den telefon er fed og headsettet giver eftersigende en ret god lyd. Jeg er dog ikke til at at have hovedet fuldt af lyd når jeg er ude, så det headset har kæresten med stor tilfredshed scoret.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Overleveren

      Ja bombet… du kan tro jeg er bombet, samtidig med at jeg er utrolig glad for jobbet.

      For så vidt angår sql har jeg været på biblioteket og låne et af de små it-hæfter fra Libris, der hedder ‘SQL i praksis’ af Ben Forta, og det er til at forstå (og på dansk 🙂 ), men jeg har ikke haft energi til at læse så meget i det.

      Jeg har ikke prøvet headsettet, da jeg havde et meget lækkert et i forvejen. Det er bare som om mine ører ikke rigtig passer til headsets, for ørepropperne falder altid ud. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan beholde dem i ørerne.

      Jeg er superglad for min nye telefon. Den er simpelthen lækker, og jeg tror jeg bliver meget glad for den. Den kan formentlig meget mere, end jeg har behov for.

  6. Pia
    Pia siger:

    Selvom man føler sig godt klædt på til de nye udfordringer, så ved vi jo også godt at det kræver en masse. Selvom jeg glæder mig utroligt meget til at gå i krig i morgen med at bygge en virksomhed op, som jeg har gjort flere gange, så ved jeg også at hovedet vil summe med en masse nyt. jeg tror vI to kan føle os bumbet sammen den næste tid 😉
    Jeg ved jeg skal have tømt hovedet med en masse frisk luft, sådan kobler jeg bedst fra.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Ja vi slår os sammen; det er en rigtig god idé – så kan vi sidde her og skrive på nettet om, hvor bombede vi føler os 🙂
      Man kobler fra på forskellig måde, og så snart det bliver bedre vejr, skal jeg også ud at have frisk luft på mine rulleskøjter. Indtil videre læser jeg nogle gode krimier.

  7. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    De tre måneder skal nok komme til at gå med at være bombet! Den smule, jeg har beskæftiget mig med Sql har været langhåret nok, uden at det behøvede at være på finsk! Godt, at du er hjemme i jeres CMS, så er der allerede noget der, du kan klare på egen hånd.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Ja jeg tror også, at de tre måneder kommer til at passe meget godt.
      På finsk – jeg kunne næste ikke lade være med at grine, da jeg opdagede det. Sql er svært nok, som det er.
      Ja det er rart at kunne tage fat på cms-systemet, så er der noget, jeg kan.

  8. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Lene

    Det glæder mig at du også kender trætheden som begynder. Jeg synes egentlig at det er overraskende hårdt. Det værste er måske, at man er ‘på’ hele tiden. Der er slet ikke de timer på dagen, hvor man bare sidder og arbejder derudad. Men det skal nok gå, jeg er jo indstillet på, at det er hårdt.

  9. Lene
    Lene siger:

    Alt nyt er hårdt, det er rigtig fornuftig at sætte tre måneder af til bare at være bombet. Jeg husker godt, da jeg startede igen som sygeplejerske efter at have været væk i 11 år, hold da op, som jeg var træt. Eller de to gange vi har flyttet hele afdelingen, ingen kunne huske hvor noget var, det er så hårdt at være begynder. pøj pøj med det hele 🙂

  10. Eric
    Eric siger:

    Da jeg for 25 år siden kom i lære som kontrolrumsoperatør, snakkede jeg i søvne om jobbet i mere end et halvt år. Der var bare SÅ meget, man skulle lære: Tusindvis af anlægsnumre, hvornår en alarm var vigtig, og hvornår den var ligegyldig, kemi, maskiner osv. osv.

    Man føler sig som en espressokop over for en tankbil. Men det ændrer sig lige så stille til det bedre, og en dag er man bare helt ovenpå og kan rumme det hele. Det er hårdt, det kræver tålmodighed og arbejde, men det kommer!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Det glæder mig meget at høre om andres erfaringer med at være nye! Jeg er også fuldstændig på begynderstadiet og jeg er totalt hjælpeløs på egen boldgade; det er lidt mærkeligt, når man er ansat til en fyrstelige gage på grund af erfaring

      Jeg tror på, at det kommer lige pludselig. Dit billede af tankbilen og espressokoppen er godt. Det er præcis sådan, jeg har det.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.