Bagtanker fra Endokrinologisk afdeling

Bagtanker fra Endokrinologisk afdeling

Livet på hospitalet

Bagtanker fra Endokrinologisk afdeling

Der er løbende morgenvækning fx kl. 4:30 – i hvert fald er jeg vågen, når de for 520. gang har taget mit blodsukker og sagt at det er for lavt. De spørger, om det altid har været sådan. Det ved jeg virkelig ikke, men jeg tror ikke, jeg er typen, der kunne gå rundt med en uerkendt diabetes. Jeg ville i stedet lave et regneark over de daglige værdier.

Jeg deler værelse med Rita på 82, som er et vældig sødt og godt menneske. Hun fortæller godt (og længe) fra sin barndom. Vi hygger os. Når jeg skal have lidt fred og ro, tager jeg bare iPadden frem.

Vand: Vi holder lidt konkurrence om, hvem der kan drikke flest glas vand. Når man ikke de ca. 2 liter, er straffen drop med 3 liter væske. Går man med dropstativet, har man tabt. Indtil videre har jeg tabt.

Hjem igen

Jeg begynder at tænke på at komme hjem, og hvilke sikringsforanstaltninger der skal til, så jeg ikke skal tage turen en gang til. Det gør det for ondt til og hvem ringer næste gang til politiet ? Lige nu er jeg bange for at komme hjem i mit eget hjem.

Min gode ven har læst i serviceloven for mig. Det fremgår, at kommunen har pligt til at stille hjemmehjælp til rådighed. Det kan fx bestå i besøg om natten og hjælp til indkøb. Så jeg skal have talt med den ansvarshavende sygeplejerske på området. Således at anmodningen kommer fra hospitalet, der ikke eller kan udskrive mig eller måske rettere så kan kommunen få lov at betale for et ophold på Krogstenshave, som bruges som aflastningsplads her i Hvidovre Kommune.

Der skal etableres et eller andet med mine nøgler, og jeg skal have en eller anden form alarm som er kropsnær, så i det øjeblik jeg opdager, jeg ligger på gulvet, kan jeg trykke på en knap.

Alle disse foranstaltninger skal som minimum vare indtil mit stofskifte kører som det skal, og evt. også indtil der er styr på bivirkningerne, for hvad er det, der får mig til at falde? Er vi sikre på, at det er stofskiftet?

2 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Diabetes er en snigende sygdom, og netop for lavt blodsukker er en stille dræber, idet man typisk bare mister bevidstheden, og det er så det, med mindre nogen blander sig.

    Nu har jeg selv raget mig en diabetesdiagnose til i en periode, hvor intet andet virkede som det skulle for mig. Har man en gang fået diagnosen, kan man ikke komme af med den igen, men man kan godt blive symptomfri, efterhånden som de andre værdier stabiliserer sig igen, og jeg har i hvert fald ikke symptomer på diabetes nu.

    Jeg synes, det er godt, hvis du kan få etableret et sikkerhedssystem omkring dig, så længe der er så meget ubalance i systemerne hos dig. Man kan jo håbe, at medicinmændene omkring dig kan hjælpe dig så meget, så det bliver unødvendigt med alarmer mv. igen på et tidspunkt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg har brugt lidt af dagen på at læse om netop lavt blodsukker. Du klipper det lidt tydeligere ud i pap!

      Diabetes lyder ikke til at være en spændende følgesvend. Hvor er det godt, du ikke har symptomer på diabetes længere.

      Det er endt med, at når jeg kommer hjem får hjem til mig selv, får jeg et nødkald udleveret. Herudover får jeg i starten hjælp til indkøb og rengøring og vist noget mere, som jeg bare har glemt. Nødkaldet er sikkert. De øvrige ting skal forhandles mellem kommunens visitator og en enhed i psykiatrien som jeg p.t. delvist hører til under. Jeg håber meget, det går igennem.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.