Nu er jeg ikke-ryger

Nu er jeg ikke-ryger

Gammelt ønske

Nu er jeg ikke-ryger.

Jeg har længe ønsket at holde op med at ryge, men har ikke troet jeg kunne gennemføre projektet. Nu ved jeg, at jeg kan, for jeg har været her i knap en uge og har ikke savnet tobak i et sekund. Nogle går og brokker sig over, at de ikke kan komme ud at ryge, det bider slet ikke på mig.

Nu skal der spares op til at få malet i hjemmekontoret, for det trænger der i den grad til. Så bliver det så flot, og så lugter det ikke længere af røg.

I virkeligheden har jeg altid fortalt mig selv, at jeg aldrig ville fortælle nogen, hvis jeg forsøgte et rygestop. Men nu prøver jeg altså,  og jeg vover at offentliggøre det. Så kan I jo buhe af mig, hvis det ikke lykkes.

Hvorfor: Jeg kan snart Netdoktor udenad. Der er ikke en artikel, hvor der står, at rygning er godt for en lidelse. Og det er jo ikke moderne, det ved vi allesammen. Hvis man læser artiklerne om struma, står der direkte: ‘Stop med at ryge’.

Herudover

  • Det er på plads, hvem der skal hjælpe mig med hvad derhjemme i den første tid
  • Jeg får hjælp til rengøring og indkøb
  • Jeg får praktisk hjælp tre gange om dagen
  • Det bliver ikke et nødkald, men et telefonnummer, hvor jeg så skal købe en holder til telefonen til at have om halsen. En telefon kan glide meget langt på et gulv, og så skal jeg kravle efter den. Denne del af løsningen bekymrer mig. Og hvordan får jeg nu købt etuiet?

Jeg er i tvivl om, om jeg virkelig har forstået alle disse ydelser rigtigt, for jeg synes, de ser så mægtige ud.

Hvidovre Kommune har været meget hjælpsom.

Efter stofskiftet

Når stofskiftet om ganske kort tid er på plads (vi taler uger), kan vi begynde at se på de bivirkninger, der måtte være tilbage efter medicinen. Så kan jeg blive fri for piller og for sygdom bortset fra det der skal være der grundlæggende. Jeg er nemlig så træt af det!

4 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Rygning er ikke godt for noget eller nogen, så hold endelig fast i dit rygestop. Jeg stoppede den 1/10-98, og havde store abstinenser i hvert fald det første år, så hvis din sygdom nu giver dig en genvej med hensyn til det, så er det i hvert fald en god ting!

    De folk, der vil have dig til at købe en speciel holder til din telefon, må også kunne give dig et praj om, hvor man kan finde sådan en dims.

    Det lyder godt, at det er på plads, hvem der skal hjælpe dig hjemme.

    Held og lykke med det hele!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Waugh hvor har du mange røgfrie år bag dig. Jeg lægger ydmygt ud med seks dage. Lige nu hjælper sygdommen i den grad mod rygetrangen. Jeg er spændt på hvordan det vil se ud, når jeg er hjemme i vante omgivelser.

      Tusind tak.

  2. Eric
    Eric siger:

    Det lyder godt med hjælpen, og mon ikke du finder ud af det uklare.
    Det overrasker mig, at du ikke har følt rygetrang overhovedet, men så er det da oplagt at stoppe. Hvorfor fortsætte, hvis trangen ikke er der?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg tror i realiteten rygetrangen har været stærkt på retur i lang tid: Når jeg fx har besøgt venner, hvor man ikke må ryge, har jeg ikke været ude at ryge mere end en eller to gange på en hel eftermiddag. Årsagen til retur-trangen er nok at jeg i tiltagende grad har syntes, at det var ulækkert, og bevidstheden om hvor farligt det er. Alt det ovenstående har jeg selvfølgelig vidst i årevis, men jeg har har haft tanken: ‘Det rammmer ikke mig’.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.