Politiet kunne ikke komme ind

Så er jeg her igen

Politiet kunne ikke komme ind.

Jeg er på Endokrinologisk afdeling. Jeg bliver her, til der er fundet en løsning på mit problem med at falde konstant. Det dur ikke at blive sendt hjem efter to dage, stabiliseret, men hvad så. Jeg får så meget medicin, at nogen må tage ansvar for den samlede situation.

Psykiatrien tager ansvar for deres del, men hvordan hænger endokrinologernes arbejde sammen med psykiatriens?

Jeg er så træt, og jeg har så ondt i hele kroppen efter at have kravlet rundt i timevis i forsøg på at komme op igen.

En løsning er ikke bare en lille alarm, man kan have på sig, eller et nøgleskab eller noget andet eksternt. Jeg ønsker mig noget, som gør, at jeg ikke besvimer/falder in the frist place.

Der er et eller andet riv tav ruskende galt, og nogen må finde ud  af, hvad det er.

Det skete i fredags

og jeg husker intet, heller ikke af det jeg forklarede til politiet. Jeg blev fundet, efter at Kasper (min psykiater) forgæves havde forsøgt at få fat på mig hele dagen, og for alvor blev bekymret, da jeg ikke kom til et møde fredag eftermiddag. Resolut ringede han til politiet, da jeg plejer at overholde mine aftaler.

Jeg bad dem tage haveindgangen, men jeg har jo ingen haveindgang, for jeg har ingen have. Jeg troede, jeg var på Bornholm i Svaneke, og at min lejlighed var blevet kopieret fra Hvidovre til Bornholm.

De kunne selvfølgelig ikke komme ind og spurgte, om de måtte sparke døren ind. Det sagde jeg ja til. Tre velrettede spark, så var den dør smadret.

Vi ventede stille og roligt på ambulancen. Ambulancefolkene konstatere ret hurtigt, at mit blodsukker lå på 1,2, og det er meget lavt. Jeg har ikke forstand på det, men kyndige folk har fortalt, at det er meget lavt.

Jeg synes, politiet og ambulancen gjorde et fornemt stykke arbejde.