/8 Kommentarer/i /af

Telendos 2010 og 2013

03:51

På en dansk decembereftermiddag, hvor det er mørkt fra kl. 15:45 til i morgen kl. 8:15, er det sjovere at gå på opdagelse i nogle gamle billeder.

Her få du derfor et slideshow med billeder fra den græske perle Telendos, hvor jeg var både i 2010 og 2013. Det var Eric, der introducerede mig til øen. Videoen varer tre minutter og 51 sekunder.

Musikken er Pia Raugs “En grå diset morgen” fra albummet “Det”, der udkom i 1980.

2021: Slideshowet fra ‘gamle dage’ var lavet i IceCream Slideshow Maker, som er nogenlunde forståeligt, hvis man tager det langsomt 🙂

/i , /af ,

Sammenhænge

Politikerlede

Min politikerlede får ekstra sus i skørterne, når forhandlinger om det kommende års finanslov (FFL (Forslag til finanslov)) og skattelettelser til de rigeste kobles sammen med  stramning nr. ca. 225 af regler om udlændinge. Der er absolut ingen faglig sammenhæng mellem stramningerne på den ene side og skat og FFL på den anden side. Det eneste, det handler om, er, at regeringen skal have støtten fra DF for at få skat og FFL igennem Folketinget. DF tager sig godt betalt. Politisk spilfægteri af værste skuffe. Jeg har i mange år ønsket mig et teknokrati, så emnerne behandles sagligt af folk, der har forstand på, hvad de laver. Fx: den ene dag er Esben Lunde Larsen fiskeriminister, næste dag er fiskene lagt hen til ligestillingsministeren… hun kan da næppe have forstand på begge dele. Nåh – undskyld det var lige et indfald, som jeg ville dele med dig.

Teknokrati er en statsform, som styres af eksperter, teknisk indsigtsfulde personer. Der skulle heri ligge den fordel, at man på basis af rationel udformning af lovgivningen skulle kunne opnå de bedste resultater af den politiske proces.

Kilde: Wikipedia

Inger Støjberg er i følge dagens medier slet ikke lukket eller ubegejstret overfor at sende flygtninge, der vente på udvisning, til en øde ø, så Martin Henriksens våde drømme endelig kan gå i opfyldelse. Det siges, at vi har ca. 300 øde øer, så det bør nok kunne lade sig gi’ sig. Der vil være lidt praktisk bøvl så som færgelejer, kloakering og den slags, men det klarer ministeren sikkert i en håndevending.

– Jeg er altid klar til at se nærmere på gode ideer til, hvordan vi kan forbedre kontrollen med afviste asylansøgere. Det gælder naturligvis også forslag fra Dansk Folkeparti, skriver Inger Støjberg i et svar til Berlingske.

– Der kan dog være nogle praktiske og juridiske udfordringer ved at etablere et udrejsecenter på et meget isoleret sted. Og det er de ting, der skal overvejes, påpeger ministeren.

Kilde: Berlingske Tidende.

Børsens leder

Børsen plejer at være ret så blåt et medie, men i en leder fra i aftes peger de på, at Danmark i høj grad mangler arbejdskraft, hvilket blandt andet skyldes, at Polen netop har trukket 40.000 arbejdere hjem til sig selv. Avisen peger også på, at beskæftigelsesgraden for flygtninge er steget med 323 pct. siden 2015.

Lars Løkke Rasmussen

Statsministeren er selv kommet ind i kampen – også som leder af forhandlingerne om FFL. Det kan vel næsten kun ses som en underkendelse af finansminister Kristian Jensen? Lars Løkke har da folk til den slags trivialiteter. På den anden side er det selvfølgelig ikke trivialiteter, når man koger alle tre emner sammen til den samme pærevælling.

Statsministeren varsler i følge dr.dk et “paradigmeskift” mht. hjemsendelse af primært syriske flygtninge. Dem er der ca. 4.200 af, og det store problem er, at de i 2018 vil have siddet tre år et eller andet sted, kigget ind i en væg og bare ventet på at kunne søge familiesammenføring. De har jo alle sammen “mindst” syv børn og to koner, så det er noget, der batter.

Syrerne er typisk omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 3. Den giver en midlertidig beskyttelsesstatus under henvisning til, at flygtningens hjemland på nuværende tidspunkt er præget af helt vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, hvilket gør situationen i hjemlandet så alvorlig, at flygtningen er i risiko ved blot at være tilstede i landet. Disse mennesker skal vente tre år på familiesammenføring, og Højesteret har taget stilling til, at dette ikke er en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionen.

Debatten der blev væk?

Måske er det lidt udenfor nummer i dette indlæg, men jeg kan ikke lade være med at inddrage kvoteflygtningene. For ca. en uges tid siden førstebehandlede Folketinget et forslag fra Inger Støjberg (L80 2017-18) om, at vi gerne vil melde os ud af den ordning, som vi har været en del af  siden 1979.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgå det af de to første linjer, at: “Danmark har en lang tradition for at påtage sig et fælles medansvar for nogle af verdens flygtninge, men vi skal ikke tage så mange flygtninge, at det truer sammenhængskraften i vores land.” Ministeren må anse sit dronningerige for endog meget svageligt, når 500 virkelig nødstedte og alvorligt syge mennesker kan true sammenhængskraften her til lands. Vi har 98 kommuner, så hvis vi nu fordelte kvoteflygtningene ligeligt, vil det betyde 5,102040 flygtninge pr. kommune. Det bør ikke true os som land.

Noget der virkelig undrede mig den pågældende dag, var at der ikke var så meget som et lille pip om det i Tv-avisen. Men tiden gik måske med referater fra “Dans en dans” og “Bag en kage”?

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Impulskøb – ikke her?

Søndag

Søndag er Aarstidernedag. I dag kom chaufføren først ved 16-tiden, så jeg var helt bange for, om der var gået noget galt i logistikken, men det var der heldigvis ikke.

Når jeg pakker kassen med grøntsager ud, står jeg mutters alene og siger “Uhm”, “mums” og synonymer her til. I denne uge er der grønkål med. Jeg elsker grønkål: Det er smukt at se på med den dybe grønne farve, og så smager det ubeskriveligt godt.

Genoptræning

Inden mit liv gik i stå, tænkte jeg ikke så meget over det med at lave mad. Jeg gjorde det bare. Måske var det ikke så spændende kreationer, men det var da mad, og det var hjemmelavet. Efter det “lille” intermezzo på tre fire år er det som om, hjernen skal genoptrænes:

Jeg har endnu noget at lære mht. den rigtige opbevaring, men det går fremad. Jeg har da i hvert fald fundet ud af, at kålen skal i en plastikpose, inden den kommer i køleskabet. Friske krydderurter skal også i en pose med et par skefulde vand i bunden, som stilkene skal dyppe sig i. Herefter kan posen stille i køleskabsdøren med en lille klemme på toppen, og krydderurterne holder fint en lille uge. I dag brugte jeg koriander, der havde været opbevaret som beskrevet i en uge. De var fine og lækre. Derudover er der noget med, at der er forskellige grøntsager, der ikke må opbevares sammen, da nogle udskiller et eller andet, der går ud over de sagesløse andre. – Nå men det klarer Google nok for mig.

Jeg bøvler med igen at kunne dosere salt. Før i tiden var det aldrig et problem, nu smager det enten alt for salt eller også smager det slet ikke af noget. Sidstnævnte er trods alt at foretrække. I mange opskrifter står der: “En knivspidsfuld salt”. Jamen det kommer da an på, hvilken kniv man har!

Impulskøb

Mange hævder, at en af fordelene ved at handle hos fx Aarstiderne er, at man ikke foretager impulskøb. Det er noget sludder, synes jeg.

I dag kiggede jeg lidt rundt på deres flotte hjemmeside, og blev fristet af en “Herlighedskasse” med alskens lækkerier. Måske nok lidt dyrt – men dejligt. Og det er rart at have lidt i reserve til de dage, hvor der måske ikke er så meget af selve måltidskassen tilbage.

Går jeg i et supermarked, har jeg altid huskeliste med, og jeg køber kun det, der står på sedlen. Andet har jeg sådan set ikke fantasi til.

Juleferie

Firmaet holder juleferie i 14 dage. Jeg tror, jeg køber lidt ekstra ind inden, så slipper for selv at skulle finde på i to uger, for det, jeg selv finder på, er temmelig trivielt: kartofler, noget dødt dyr på en pande og champignon-fløde-sauce. Når man er blevet vant til noget spændende, er det simpelthen for kedeligt.