Vinterdrømme

Man skal drømme om noget.

Sikke en kulde. I København blæser der en isnende vind vist fra stik øst, og kulden går gennem marv og ben og durk gennem min fantastiske uldne frakke. Jeg er forkølet, hele kroppen værker og havde der været lidt mindre at gøre på arbejdet, var jeg blevet hjemme under dynen.

Dagen startede temmelig køligt, fordi køkkenvinduet i nattens løb var blæst op på vid gab og jeg kunne ikke få lukkemekanismen til at rokke sig ud af stedet i morges. Håndtaget kunne simpelthen ingenting.

For at holde vinduet lukket, lagde jeg en stabel tunge bøger foran det, og ringede til viceværten og sagde til ham, at den var helt gal med det vindue. Han ringede til en tømrer, der beroligende fiksede vinduet, der slet ikke var i stykker, men bare ikke kunne lukkes, fordi jeg ikke havde lukket det rigtigt… Telefonisk gav han instruktioner om, hvad jeg kunne gøre en anden gang, og jeg har allerede glemt det, men det var noget med, at når et vindue skulle kunne så mange ting og havde så mange indstillingsmuligheder, kunne det let gå galt. Jo det må jeg sige, og i hvert tilfælde var det en kold morgen.

Arbejdsdagen har været langt mindre præget af vinterferien, end jeg havde håbet på. Det er væltet ind med mails om underlige problemer med det ene og det andet. Nogle gange har jeg det sådan, at jeg er træt af at løse problemer og ønsker mig bare, at brugerne sendte en mail, hver gang de havde et eller andet, der virkede.

På sådan en dag skal man hive vinterdrømmene frem og mine drømme går lige nu til Telendos i Grækenland. Jeg har bestilt en rejse til september, og skal der fest, så lad der være fest, så hvorfor ikke nappe to uger? Hvad enten jeg kommer hjem til 125 eller 250 ubesvarede support-mails er det uoverskueligt. Jeg glæder mig allerede til at gense mit lille græske paradis uden biler og uden veje.

4 Svar
  1. Ellen
    Ellen siger:

    DET må saftsusemig have været en kold fornøjelse med den nordpolsvind, vi har i dag.
    Jeg kender godt den slags vinduer – de kræver en brugermanual, inden man tør åbne dem så meget som på klem.
    Jeg har også haft travlt i dag, selv om bemandingen kun har været omkring halv styrke. Jeg tror folk benytter lejligheden til at få ryddet op i syltekrukkerne, hvilket kan resultere i, at de konsulterer mig om alskens underlige ting “fordi jeg har været der i 100 år og ved alt!” Smigre, smigre, men jeg ved i hvert fald, hvem de kan spørge for at få deres svar, hvis jeg ikke selv har det 😉

    Jeg kan godt forstå, at du kan længes tilbage til Telendos i det vejr, vi har her. En uge er også fint, men kommer man ikke til at kede sig lidt, hvis man har to uger, tror du? Eller har du en hel kuffertfuld bøger med?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen – ja du kan tro det var koldt, og jeg opdagede faktisk hele miseren, mens jeg fortsat lå i min seng: Jeg undrede mig over, at vejen var så tydelig at høre, for det plejer den da ikke at være. Det krævede kun de syv skridt ud i køkkenet at finde ud af hvorfor.

      Jeg tror, du har ret i, at folk rydder op, hvis de ikke er på vinterferie; sådan føltes min mailbox i hvert tilfælde.

      Telendos i to uger: Jeg tror jeg har købt en e-bogs-læser til den tid og derudover så er der hele Kalymnos at se på, hvilket jeg slet ikke gjorde sidste år. Jeg tror ikke, jeg kommer til at kede mig, for det er jeg ikke rigtig typen, der gør.

  2. Eric
    Eric siger:

    Din historie illustrerer klart, at e-bogens digitale letvægt har uoprettelige mangler.

    Men man kan altså ikke være syg på deltid. Det gør blot ondt værre. Tag i det mindste tidligt hjem, hvis du pinedød skal være “tapper”. Det er ikke os, der ikke kan undværes, det er arbejdsgiveren, der bevidst har accepteret risikoen, når han/hun/den/det vurderede, at backup var overflødig. Det er ikke et valg, du har truffet.

    Hvis det kan være dig en trøst, har også jeg kigget dybt i bolsjeposen mærket “Telendos”, og tanken om gensynet gav varme 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric – i dag har jeg også overgivet mig og meldt mig syg; kroppen stritter simpelthen alt for meget imod, og jeg har ømme hårrødder (det er altid et af mine signaler på, at den er helt gal). Du har så evigt ret angående arbejdsgiver, der har valgt at et helt område skal være uden backup – men det gør ikke bunkerne mindre i morgen. Men måske er jeg friskere i morgen, og så er det lettere at overskue det?

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.