Man skal drømme om noget.

Sikke en kulde. I København blæser der en isnende vind vist fra stik øst, og kulden går gennem marv og ben og durk gennem min fantastiske uldne frakke. Jeg er forkølet, hele kroppen værker og havde der været lidt mindre at gøre på arbejdet, var jeg blevet hjemme under dynen.

Dagen startede temmelig køligt, fordi køkkenvinduet i nattens løb var blæst op på vid gab og jeg kunne ikke få lukkemekanismen til at rokke sig ud af stedet i morges. Håndtaget kunne simpelthen ingenting.

For at holde vinduet lukket, lagde jeg en stabel tunge bøger foran det, og ringede til viceværten og sagde til ham, at den var helt gal med det vindue. Han ringede til en tømrer, der beroligende fiksede vinduet, der slet ikke var i stykker, men bare ikke kunne lukkes, fordi jeg ikke havde lukket det rigtigt… Telefonisk gav han instruktioner om, hvad jeg kunne gøre en anden gang, og jeg har allerede glemt det, men det var noget med, at når et vindue skulle kunne så mange ting og havde så mange indstillingsmuligheder, kunne det let gå galt. Jo det må jeg sige, og i hvert tilfælde var det en kold morgen.

Arbejdsdagen har været langt mindre præget af vinterferien, end jeg havde håbet på. Det er væltet ind med mails om underlige problemer med det ene og det andet. Nogle gange har jeg det sådan, at jeg er træt af at løse problemer og ønsker mig bare, at brugerne sendte en mail, hver gang de havde et eller andet, der virkede.

På sådan en dag skal man hive vinterdrømmene frem og mine drømme går lige nu til Telendos i Grækenland. Jeg har bestilt en rejse til september, og skal der fest, så lad der være fest, så hvorfor ikke nappe to uger? Hvad enten jeg kommer hjem til 125 eller 250 ubesvarede support-mails er det uoverskueligt. Jeg glæder mig allerede til at gense mit lille græske paradis uden biler og uden veje.