Tag Archive for: Tutorial

, , , , , , , ,

Joomla

Nu går det rigtig godt fremad med Joomla! Jeg er ved at have tjek på oprettelse af kategorier, artikler og at knytte artikler til menuer; man skal bare have styr på rækkefølgen. Når man først har fået styr på det, er det egentlig ganske let. Du kan se fremskridtet her, hvis det interesserer dig. Jeg har haft god glæde af Lorem ipsum-teksten, for det er ikke lige til at finde på noget selv.

Næste step er at få installeret et flot template. Jeg har købt et template, som jeg kan bruge mange gange, og som jeg forventer Vrensted Lokalarkiv vil betale, når de nu får selve installationen og oprettelsen gratis. Der er tutorials på YouTube her.

Hvis jeg nu kan blive skrap til dette her, vil jeg bede Sammenslutningen af lokalarkiver om tilladelse til at sende en e-mail til alle deres medlemmer. I mailen skal der stå, at de lokalarkiver, der ikke har en egen hjemmeside kan få en for 5.000 kr. plus moms. Så rammer jeg niveauet for de professionelle hostingbureauer , men hos mig får de mere service. Kan jeg bare skaffe 20 kunder er alt i orden.

Når jeg har implementeret layoutet, bliver næste step at lære om modulerne, og så vidt jeg kan se, er der moduler til alt muligt fx til at oprette et fotogalleri, som jeg forestiller mig lokalarkivet gerne vil have, men måske foretrækker de at køre over Arkibas.

Det der kunne være rigtig fedt var, hvis jeg også kunne oprette en database, hvor de kunne præsentere deres samlinger for offentligheden. Hele idéen er jo at trække flere kunder til butikken.

Jeg har oprettet en side på min localhost (altså offline), så jeg kan øve mig der. Jeg bruger XAMPP, som er let at installere, og som jeg har haft i flere år nu, og det kører fortræffeligt. Hele ideen er, at ens egen pc bliver til en server, og det er rigtig praktisk, når man skal øve sig. Den eneste ulempe ved det købte template er, at det overskrev alle mine data, men så får jeg selvfølgelig lejlighed til at oprette kategorier, artikler og menuer en gang til. Øvelse gør mester. 🙂