Indlæg

Ninite

Hvad kan Ninite?

Ninite er med til at sikre, at du ikke hele tiden selv skal prøve at finde ud af, om der er kommet nye udgaver af et givent program. Dine programmer vil altid være opdaterede.

Ninite sikrer også, at du ikke får alt muligt crap ned på din pc. Men crap mener jeg ”bonusprogrammer”, som fx når man skal downloade Java, skal man altid sidde og være opmærksom for ikke at ende med Ask, der er en irriterende og elendig søgemaskine, og som installerer toolbars i din browser. Den slags crap kan det være endog meget svært at slippe af med igen.

Med Ninite er det slut med at sidde og klikke Næste, Næste…

Ninite kan også foretage installationer for dig. Du skal bare i afkrydsningsfelterne vælge de programmer, du ønsker at få medtaget.

Man vælger én gang for alle de programmer, man ønsker skal være omfattet af tjenesten, og så passer det ellers sig selv.

Guiden er her: Ninite – en guide

Flere små guides

Det er hyggeligt at lave dem

Jeg blev såmænd så glad i dag, da Pia skrev, at min guide til AdwCleaner havde hjulpet hende af med en browserhijacker. Så nytter det arbejde, jeg laver, og som jeg hygger mig med. De er også tilfredse ovre i Facebookgruppen, så jeg klør på, og finder lidt udfordring ved det.

Heimdal

Heimdal er i familie med Secunia PSI. Begge programmer sørger for at holde dine andre programmer opdaterede. Heimdal holder dog kun øje med otte programmer. Secunia holder øje med alle ikke-Windowsprogrammer. Heimdal – en guide

Secunia PSI 3.0

Danske PSI står for Personal Software Inspector. Det vil sige, at programmet holder øje med om din software er opdateret. Du slipper dermed for at skulle rundt på forskellige hjemmesider for at holde dine programmer opdateret.

Secunia er et supplement til dine øvrige sikkerhedsprogrammer (Antivirus, Malwarebytes, AdwCleaner osv.). Der scannes efter sårbarheder, idet disse kan efterlade din PC åben som en ladeport for hackere og andre ondsindede.

Programmet tjekker primært alt andet end Windows-programmer, da firmaet hævder, at 78 pct. af virus og andet skidt kommer fra ikke-Windowsprogrammer.

Når scanningen er færdig, henter programmet automatisk den software, der skal bruges for at opdatere programmerne. Secunia PSI 3

Teamviewer

Når du er på TeamViewer, kan du give en supporter tilladelse til at fjernstyre din computer og løse de problemer, du har med pc’en. TeamViewer – en guide

,

Diverse

Alting og ingenting

Det er i morgen, jeg skal til Bjarnes bisættelse – i Præstø Kirke. Jeg har via Facebook fået kontakt til en Kirsten, der lige havde en plads i bilen. Vi kører fra Frederiksberg kl. 8, for der er noget med noget vejarbejde, og man kommer bare ikke for sent til en bisættelse. Jeg har bestilt en flot bårebuket gennem Interflora; egentlig er den jo mest til familien. Bjarne er ligeglad nu. Jeg har været rigtig ked af det, for det er svært at forstå, hvorfor han gjorde det. Som regel er det jo sådan at bisættelsen/begravelsen sætter et punktum for sorgen – i hvert fald når man ikke tilhører familien – det kunne jeg godt tænke mig. Ikke at jeg ikke vil mindes, men jeg vil gerne slippe for at være grådlabil.

Malwarebytes: Der er ved at gå helt sport i det med guiderne til Facebookgruppen. Jeg er blevet – næsten – færdig med en guide til Malwarebyte – Anti Malware, som er et program, der renser Pc’en for det snavs, de traditionelle antivirusprogrammer ikke fanger. Det er ikke et antivirusprogram men et supplement til sådanne. Det fås i en gratis version, og det er meget effektivt. Jeg har selv kørt med det i et par år. Programmet er let at have med at gøre: Man kan bare lade alle indstillinger stå til standard og så trykke på “Scan now”, så kører det. Jeg har 7-9-13 aldrig haft snavs på min maskine eller på nogle af mine forrige for den sags skyld.

Guiden er her, og alle funktioner er gennemgået. Malwarebytes – en guide Der er ikke helt den samme nerve og energi i denne guide som i de andre, for jeg har ikke helt det samme forhold til dette program, men pyt, det går nok endda.

Jeg ville faktisk gerne supplere med lidt videoer af fx processen med download og installation, for det ser så tjekket ud på sider, der inkluderer de små videoer, hvor cursoren er markeret med en gul cirkel – du kender dem sikkert; problemet er bare, at de ikke kan vises i en pdf-fil, og det er det format, vi lægger guiderne op i på Facebook. Det er lidt ærgerligt, for nu havde jeg ellers lige fundet ud af, hvordan man gør. Som nævnt tidligere er der meget læring knyttet til disse guides. Jeg har fået meget positiv respons på dem, og det giver jo lysten til at gå videre.

Kommentarer: Nu skulle der altså være kommet styr på det med kommentarerne. Det ser ud som om, det var nogle enkelte indlæg, der ikke kunne kommenteres på, og jeg har nu fået besked på, hvordan jeg kan se, om kommentarer er slået til eller fra. Men det er et indlæg ad gangen… Giv mig endelig besked, hvis du savner at kunne kommentere på et indlæg.

Ccleaner

Et “skrammeloprydningsprogram”

Det lille gratis Ccleaner kan gøre underværker ved en computer, der med tiden er blevet langsom. Computeren bliver langsom på grund af cookies, historik, URL’er, rester af virus, midlertidige internetfiler, tempfiler, logfiler osv. Ccleaner tilbyder at rydde op i alt det.

Programmet er kraftfuldt og kan løse opgaver, som man skal passe på med, man kan fx slette en hel disk, men man kan også bare lade det køre “out of the box” altså med alt sat til standard, så sker der ikke noget “farligt”. Hvis du har lyst at hente det, findes det her.

Jeg har brugt noget at min søndag på at lave denne guide til brugerne i Facebookgruppen “Support pc og andet”. Det er ganske sjovt at lave disse guides, for jeg kommer dybere ned i programmer, jeg ellers syntes, jeg kendte til bunds. Når det skal ned på skrift til potentielt 8.000 andre brugere, er jeg jo nødt til at være helt sikker på det, jeg skriver. Jeg skriver kun om funktioner, jeg selv kender og føler mig tryg ved. Fx skrev jeg ikke om Clone i Acronis, for det er en “seriøs” funktion, der kan ødelægge en masse, hvis man bruger den forkert, og da jeg ikke selv har erfaring med det, turde jeg ikke skrive om det.

Ccleaner – en guide