Det drejer sig om læreprocesser

Slægtsforskning er et håndværk

Som så meget andet, hvor man skal bruge hovedet – eller lad mig nu bare kalde det hjernen – så er slægtsforskning et håndværk. At blive jurist eller socialrådgiver eller noget helt tredje bogligt er også et håndværk. Drejer det sig om jura, kalder vi det “juridisk metode”. Hvad det kaldes i andre fag, er jeg ikke klar over, men der må findes pendanter.

Hvis man gerne vil være jurist, må man øve sig. Ikke på millioner af regler (måske lige bortset fra at man skal vide, hvad der står i straffelovens § 237 og sådan …) men på den juridiske metode. Det er en læreproces.

Når man har forstået metoden, kan man løse dusinvis af komplekse juridiske problemer. Og det er her jura og slægtsforskning ligner hinanden. Og det samme gør sig helt sikkert gældende for andre fag. Jeg kender dem bare ikke. Men det er jeg ikke i tvivl om, at mine læsere nemt selv kan tænke sig til.

Hvis man gerne vil være slægtsforsker, må man også øve sig på samme måde, som man må øve sig i alle mulige andre håndværk.

Hvordan kommer man i gang?

Processen er lidt lang, men den er afkortet en del, siden jeg startede i 2003, fordi der findes så mange guides online. Rigsarkivets hjemmeside er jo en guldgrube. De har stillet så mange hjælpemidler til rådighed, at man kan komme virkelig langt blot ved at orientere sig lidt på deres hjemmeside.

Herudover er der et par bøger, jeg mener, man ikke må snyde sig selv for at ofre lidt penge på, fordi en læreproces, hvor man har en trykt bog på skrivebordet, simpelthen er anderledes end den hurtige fremsøgning af et resultat på internettet.

Al forskning viser, at hvis man gerne vil tilegne sig blivende kompetencer, går det bedre, når man har en trykt bog ved hånden.

For mit vedkommende drejer det sig om:

• “Find din slægt – og gør den levende”, der er en guldgrube. Jeg ved stort set ikke, hvad man ikke kan slå op her. En trykt bog kan selvfølgelig ikke følge med fremkomsten af diverse hjemmesider, men det er heller ikke bogens styrke, for de udgør jo primært kilder. Det er i stedet information om paternitetssager, skilsmisser, dødsfald, de almindelige regler for kirkebogsføring, åbenbart skrifte, verdslig mægling osv. osv.
• “Sogn Herred Amt” som udgør et visuelt billede af amterne, herrederne og sognene. Det er altid skønt at slå sogne op i krabsen.dk, men den viser ikke sognenes indbyrdes placering, helt konkret: hvilke sogne er nabosogne til fx Højby i Ods Herred, Holbæk Amt?

Man må starte et sted, hvis man vil forske i sin slægt, og hvis man vil lære at gøre det rigtigt. Og “rigtigt” er ikke at få resultaterne serveret, det er at vide, hvordan man når frem til resultaterne, således at man med den næste person er klar over, hvilke værktøjer, der kan tages i brug.

Det skønne ved slægtsforskning er blandt andet, at man aldrig bliver færdig: der er altid et anepar mere at finde, og der er altid endnu en kilde at lære at kende. 

Nu har jeg gået længe nok som katten om den varme grød – og nu får jeg sikkert verbale tæv:

Jeg deltager i forskellige grupper, hvor jeg mener, de dygtige, fantastiske hjælpere af og til (faktisk ofte) gør de nye slægtsforskere en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning = ingen tjeneste).

1) Spørgerne burde udfordres på deres kundskaber til at læse gotisk eller skråskrift. Det kunne ske ved, at man stillede som krav, at spørgeren altid skulle fortælle, hvad de selv læste. Altså “Jeg læser. “Inderste Hans Hermansens Enke …” ” osv. Læser de ingenting er det selvfølgelig forståeligt og tilladeligt.

Det kan være næsten angstprovokerende at fremlægge det, man selv er kommet frem til. Sådan kan jeg nemt selv have det. Jeg synes, jeg udstiller min uvidenhed. Men gør man ikke selv et forsøg, lærer man det aldrig. Det er for nemt at skrive “Jeg kan ikke læse det – kan I?” for det kan de jo utvivlsomt.

2) Svar på det, der bliver spurgt om og ikke mere. Slægtsforskere er ufatteligt hjælpsomme mennesker, men vil vi lære de nye noget, skal vi lære dem metoden, vi skal ikke forære dem resultatet. Spørger Peter om at finde en vielse, skal man faktisk ikke finde vielsen til Peter. Man skal vejlede om, hvordan han selv kan finde vielsen.

Og man skal heller ikke finde vielsen og supplere med barnefødsler, skilsmisse og dødsfald og en anetavle tilbage til Gorm den Gamle. Det skal han selv finde, og det er jo også det, der er det sjove. Kan han ikke, må han stille et nyt spørgsmål.

Det er en proces med mange trin, men får han det hele forærende, lærer han ikke metoden. Og så bliver han ikke selv i stand til at arbejde med de næste personer. Altså må han spørge i en uendelighed. Det er utilfredsstillende for alle parter.

3) Arbejder man sig ikke selv møjsommeligt frem, får man heller ikke lært noget om kilder og kildekritik. Og kilder er ikke at finde en Hans Jensen på MyHeritage, der “ser rigtig ud”, og så er det nok ham.

4) Ovenstående er blot eksempler – men jeg håber, de belyser skismaet mht. slægtsforskningens metoder og læreprocesser, som i virkeligheden drejer sig om proces contra resultat. Vil man forske i sin slægt, må man lære sig processen. Så er resultaterne lidt længere undervejs – i begyndelsen; til gengæld kan man selv næste gang, og det vil sige, at henover årene er processen ikke mere langsommelig.

Og så kan man kalde sig for slægtsforsker. Og hvem vil ikke gerne det?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.