Indlæg

,

Rodbehandling # 1

Rodbehandlingen er påbegyndt

Dette er det 19. (!) indlæg om tænder…

Jeg var hos tandlæge i morges, og hun påbegyndte rodbehandlingen, som vist drillede hende en hel del. Hun kunne nemlig ikke få fat i rodkanalerne, så hun kunne komme til at file dem indvendigt med en særlig lille fil… lyder det ikke bare gruopvækkende? Det gjorde det heller ikke lettere, at hun skulle starte med at bore ned gennem kronen, som jo er vældig hård.

Da hun fik hul, kom der en rigtig grim lugt svarende til, at jeg har gået rundt med en indkapslet betændelse i måske to år. Hun sagde, at det lugtede lidt af lig. Nerven var/er død for længst. Hun bekræftede mig i, at alle mine symptomer passede og at dette er den rette behandling. Den positive del er, at min krop er enormt god til selv at bekæmpe betændelsestilstande. Jeg fik vist ikke spurgt, hvad alternativet havde været. Den anden positive ting er, at det kun gjorde jævla ondt to gange, hvor hun ramte ved siden af eller sådan et eller andet. Der er heller ingen smerter nu, hvor bedøvelsen er helt væk. Det eneste, der er, er smagen af kamfer, men det skal vel være sådan?, når der er renset og gjort rent med alskens midler herunder klor 1 pct., som fik hele lokalet til at lugte af svømmehal.

Når smilet forsvinder

Ikke til tandlæge i 25 år

Jeg fandt en udgave af Sundhedsmagasinet på DR1, der netop hedder ‘Når smilet forsvinder’. Man ser blandt andet en mand, der ikke har været til tandlæge i 25 år, fordi han lider af tandlægeskræk. Hans kone får ham sendt afsted, da hun ikke kan holde ud at se på ham længere. Han mangler alle kindtænderne, så det er mig en gåde, hvordan han har kunnet tygge maden. Men der er vist noget med, at gummerne så hærdes, så man i stedet kan tygge med dem. Stakkels mand.

Udsendelsen slutter med, at han skal se sig sig selv i spejlet med de nye tænder efter et enormt omfattende stykke tandlægearbejde. Han fælder en tåre sammen med Peter Qvortrup Geisling, da han ser det færdige og flotte resultat.

Det med at komme til at græde husker jeg fra mig selv. Amar (klinikejeren) rakte mig spejlet. Jeg smilede til det og begyndte at tude af glæde over det flotte resultat og af lettelse over, at det hele nu var overstået. Nu kunne jeg smile igen. Jeg møder stadig mennesker, der siger til mig ‘Hvor er det blevet pænt’.

De unge

Fra min generation (jeg er fra 1963) og frem tages den regelmæssige og gratis skoletandpleje som en selvfølge, og sådan skal det selvfølgelig også være. Om man har bevaret fluorskylningerne ved jeg ikke. Så de unge, der kommer ud af skolen, har fine og velholdte tænder, der er blevet passet og plejet siden Karius og Baktus var de rene årsunger. Men derefter…

Sundhedsmagasinet tester fem unge fra en kokkeskole og fire af dem bør komme til tandlæge. Flere af dem har ikke været der i årevis, og flere af dem angiver økonomi som argument – at det så for en af dem formentlig kun vil koste det halve af, hvad han forestillede sig er jo kun positivt.

Jeg har også på et tidspunkt læst en anden undersøgelse om unge og deres tænder. Her var der fokus på unge på SU, og de havde simpelthen ikke råd til at gå til tandlægen. De, der kom afsted, fik forældrene til at betale.

Social ulighed

Vi har diskuteret det her på bloggen før, så der er ikke noget nyt i det, men idéen i, at det er gratis at gå til læge men dyrt at gå til tandlæge er helt skæv og rammer i hvert fald socialt skævt. I denne lille video fra Youtube ‘Den her video får dig til at børste tænder’ forklarer Palle Holmstrup, professor, dr. odont. hvor stor en rolle tandsundheden spiller for resten af kroppen fx udviklingen af hjerte- karsygdomme, diabetes og leddegigt.

Jeg siger ikke, at fattigdom nødvendigvis hænger sammen med dårlig mundhygiejne og dermed dårlige tænder, men jeg siger, at der vil være mange af de 65.000 børn, der vokser op i fattigdom, der ikke vil have råd til at gå til tandlæge som unge og voksne. Fattigdommen er et åg, man bærer med sig.

Hvor mange af dem vil udvikle fx hjerte- karsygdomme, diabetes og leddegigt?

,

Hvad skal kirken?

Hvad skal kirken?

Lad de små børn komme til mig

Sådan står der i Markusevangeliet 10, 14. Og det er rigtigt sådan. Kristus inviterer os ind i et stort fællesskab både jordisk og hinsides. Tanken er smuk, men hvad betyder ‘børnearbejdet’ for en moderne sognekirke?

De kommende kunder

Jeg har som bekendt været i menighedsrådet i otte år (2008-2016) i Hvidovre sogn i Helsingør stift. Jeg hører mig selv sige mange, mange gange, at vi aldrig må spare på ‘børnearbejdet’ for børnene er vores kommende kunder. Jo mere jeg tænker over det, er det tågesnak. Man kan som bekendt blive klogere.

Faktum er jo, at ingen kirker eller stifter nogensinde har lavet effektmålinger: kommer der flere børn/unge/voksne i den erhvervsaktive alder til de almindelige handlinger, jo flere aktiviteter vi har for børn? Nej ikke så vidt vides!

Aktiviteterne kan være:

  • Vordende mor
  • Babysalmesang
  • Gud og spaghetti
  • Klub for børn med forskellige aktiviteter
  • Mini- /Juniorkonfirmand

Investeringen er massiv. Det koster kassen. Aktiviteterne varetages af alt fra teologer, til lærere, til pædagoger mv. helt afhængig af det ansættende menighedsråd. Præsten bliver nødt til at vise sig i fuldt ornat en gang imellem, så børnene ved, hvordan en rigtig præst ser ud og får fornemmelsen af det storladne i kirken. Det er godt sådan. Der er ofte behov for en organist, og der skal en kirketjener til at gøre rent bagefter.

Den nye treenighed

Der er opstået en ny treenighed. En præst kan ikke få embede, hvis hun ikke kan sige ja til vielse af fraskilte og homoseksuelle men også til, at børnearbejdet er en væsentlig del af jobbet. Sådan er det i hvert fald i mit sogn, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke også er lige sådan i de ca. 2.300 andre sogne.

Den danske folkekirke er blevet en form daginstitution, hvor mor og/eller far kan opholde sig, når de ikke selv har overskud til at passe deres eget barn.

Hvad kunne vi ellers få?

Der er formentlig ingen, der nogensinde har prøvet at opgøre omkostningerne. Det kunne ellers være interessant nok. Men i en tid hvor medarbejderne i kirkerne er tidsmæssigt pressede, kan man overveje, hvor meget andet pengene kunne bruges til og som vel at mærke direkte har med det egentlige kirkelige arbejde at gøre.

For i hvert fald to år siden var det ikke muligt at finde selv det ringeste beløb til etablering af sorggrupper i mit sogn (5.000 kr.). Det var heller ikke muligt at finde et lignende bagatelagtigt beløb til en ekstra gudstjeneste på psyk. (5.000 kr.). Begge dele småpenge i forhold til det beløb, der bruges de aktiviteter, vi alligevel aldrig ser effekten af. Måske skal jeg bare blive ved at tro på det, for det er og bliver et trosspørgsmål. Og jeg tror ikke på det længere.

Finansloven 2019

Finansloven 2019

Så fik Dansk Folkeparti det sidste ord

Der er allerede skrevet meget om finansloven 2019; jeg kan ikke tilføre noget nyt, jeg er bare nødt til at skrive, for hvor gør jeg ellers af min vrede, min afsky, min harme og min forfærdelse?

Vi skal til at sende udlændinge til en øde ø… Hvad sker der dog?

Finanslovsaftalens fulde tekst på 70 sider findes her på Finansministeriets hjemmeside. Det er en underlig finanslov for den handler om rigtig meget andet end finanser nemlig Dansk Folkepartis ‘Paradigmeskifte‘. Inger Støjberg så da også glad ud i baggrunden, da aftalen blev præsenteret på TV af  Kristian Jensen.

Finansloven 2019

Integrationsydelsen der har ændret navn

Regeringen og Dansk Folkeparti er på den baggrund derfor enige om at:

  • Nedsætte satsen for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse for enlige forsørgere med 2.000 kr. pr. måned,
  • Nedsætte satsen for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse for samboende og gifte forsørgere med 1.000 kr. pr. person pr. måned – svarende til 2.000 kr. pr. husstand

Kommentar: Ydelsen er i 2018 på 8.393 kr. Når den nedsættes med 2.000 kr., dør folk af sult eller tvinges til kriminalitet, men så kan vi selvfølgelig sende dem på utåleligt ophold på en øde ø, når de har afsonet straffen.

Ny konsekvent kurs over for udlændinge, der er uønskede i Danmark – en øde ø!

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at udlændinge på tålt ophold og udviste kriminelle ikke længere skal indkvarteres på Kærshovedgård. Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om at igangsætte arbejdet med at etablere et nyt udrejsecenter, som placeres på Lindholm i Stege Bugt. Målgruppen for Udrejsecenter Lindholm er:

  • Udlændinge på tålt ophold
  • Udlændinge, der er udvist som følge af kriminalitet eller af hensyn til statens sikkerhed
    mv.
  • Fremmedkrigere
  • Afviste asylansøgere, der dømmes for overtrædelse af straffeloven, våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer på eller omkring et udrejsecenter.

Udrejsecenteret bliver placeret på øen Lindholm, som ligger mere isoleret end Kærshovedgård, og hvor der ikke er naboer i umiddelbar nærhed. Der vil ikke være færgedrift fra sidst på aftenen til næste morgen…

Kommentarer: Det er vel i orden, at der er personager, vi ikke ønsker at have boende her i landet? Men så længe de er her, skal de behandles som mennesker, og det bliver de ikke med denne finanslovsaftale. Jeg kan faktisk være i tvivl om det at placere folk på en øde ø er i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen, men det har kronjuristerne nok undersøgt.

Forligsparterne har ikke fattet, at de kriminelle udlændinge på Kærshovedgård altså allerede har afsonet deres straf. Skal de straffes hele tiden? Skal tålt ophold være utåleligt ophold? Åbenbart. Det er Kriminalforsorgen og politiet, der skal bestyre den øde ø, så man kan kun gætte sig til forholdene der.

Jeg er forfærdet.

Styrket indsats til de mest syge patienter i psykiatrien

Der afsættes i alt 100 mio. kr. årligt i perioden 2019-2022 til at oprette intensive indsatser til børn og unge samt voksne. Derudover er der med Aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2019-2022 afsat i alt ca. 900 mio. kr. i perioden 2019-2022 og med Aftale om regionernes økonomi for 2019 mellem regeringen og Danske Regioner prioriteret 200 mio. kr. til løft af psykiatrien

Kommentar: Mit forløb har (indtil videre) kostet 1,8 mio. kr.  siden sommeren 2014. Regeringen og DF har nu besluttet at afsætte 100 mio kr. årligt. Dvs. at der bare skal 55,6 af min slags til årligt.

Ser man det samlet over en fireårig periode, er der et løft på 400 + 900 +200 = 1.500 mio = 1,5 mia. = 883 af min slags på fire år. Og den med satspuljemidlerne bør egl. ikke medregnes 100 pct. til et løft af det, der går til patienterne, idet en stor del heraf allerede er øremærket til bygningsvedligeholdelse. Sidstnævnte er selvfølgelig indirekte til gode for patienterne, når byggerierne engang er færdige. På Hvidovre har de bygget om al den tid, jeg har haft min gang der.

Forbedret rådighedsbeløb for pensionister

  • Folkepensionen løftes i 2019
  • Folkepensionen følger lønudviklingen fra 2020 uden fradrag til satspuljen
Min beregning 2018 2019 1,02 PL FM*: Årligt 2018
FM*: årligt 2019
Grundbeløb 6.237 6.362 78.780 75.924
Pensionstillæg (enlige) 6.728 6.863 82.920 83.088
Ældrecheck 1.433 1.462 17.500 17.600
I alt 14.398 14.686 176.200 176.612
Forskel 288 412
Månedligt før skat 24 🙂 34

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at gennemføre et generelt løft af folkepensionen i 2019 og at folkepensionen fra 2020 følger lønudviklingen. Ved at folkepensionen fremover følger lønudviklingen frem for gældende regler med satsregulering løftes folkepensionen med op til 0,3 pct. point årligt fra 2020, idet fradraget til satspuljen afskaffes. Det vil sikre, at folkepensionister fuldt ud får del i velstandsstigningen i samfundet.

Folkepensionsydelserne – grundbeløb, pensionstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck) – løftes i 2019 med ekstra 0,2 pct. ift. 2018.

Note: FM = Finansministeriet.

Kommentar:  Da jeg i diverse styrelser regnede på diverse tal var den almindelige pris- og lønregulering altid mellem 2 og 3 pct.; men virkeligheden kan selvfølgelig være blevet en helt anden siden da. Jeg synes bare ikke, de 0,2 pct. syner af ret meget. Regner man på det, får man de 24 kr. om måneden før skat til en enlig pensionist.

Jeg synes, der er skrevet om et løft på 500 kr. årligt og før skat, men det kan jeg ikke finde; i hver fald ikke for 2018, og jeg tjekket alle satserne på ‘borger.dk’, men det kan jo være, det kommer med de 0,3 procentpoint fra 2020 og frem. Hvis det er de 500 kr. før skat årligt giver det 41,67 kr. pr. md. før skat… De er vel til at undvære.

Tilføjelse: I Finansministeriets faktaark findes tallene på årsbasis, som jeg har sat ind i tabellen.  Der er tale om 412 kr. om året svarende til 34 kr. om md. før skat. Sikke et løft!

Tvungen pensionsopsparing for overførselsindkomst-modtagere

Der betales i dag ikke pensionsbidrag af indkomsterstattende overførselsindkomster (bortset fra ATP). Med Finanslovsaftalen indføres en obligatorisk opsparing for hovedparten af de indkomsterstattende indkomstoverførsler, som i dag indgår i grundlaget for fradraget til satspuljen, jf. nedenfor. De obligatoriske pensionsbidrag finansieres ved, at fradrag til satspuljen afskaffes. Bidraget indbetales på ATP livslang pension, som de fleste danskere allerede i dag er omfattet af via de nuværende ATP indbetalinger. Det betyder, at overførselsindkomstmodtagere får en større pensionsopsparing og dermed en højere indkomst som pensionist.

Den obligatoriske opsparing for overførselsmodtagere har virkning fra 2020 og indfases i perioden frem mod 2030. Med en årlig stigning i det obligatoriske pensionsbidrag på 0,3 pct.-point vil bidraget gradvist stige til 3,3 pct. i 2030, jf. tabel 1. Senest i 2029 tages der stilling til om obligatorisk pensionsbidrag skal øges yderligere efter 2030.

Finansloven 2019

Omfattet af ordningen er også flekslønstilskud og ledighedsydelse, fremgår det andetsteds.

Kommentarer:  Tre pct. er faktisk en del, når man ikke tjener å meget.

Jeg kan i tillæg oplyse, at hvis man har en fleksjobbevilling (altså uanset om man er i job eller ej), så er ens månedlige ATP-bidrag på 500 kr.. En ordinært ansat månedslønnet, fuldtidsbeskæftiget, medarbejder betaler 94,65 kr. om måneden, og sådan er det bare. Ville der mon være mulighed for, at man så på fleksjobberens antal timer, timeløn, forsørgelsesgrundlag mv., inden man slyngede de 500 kr. ud i luften – grebet ud af luften, et tal, en magi, en dæmon?

,

Skabelse af et retligt parallelsamfund

Der ER gode emner

I regeringens udspil om ghettoer og parallelsamfund “Et Danmark uden parallelsamfund” findes der bestemt gode emner:

  • Det er svært at være uenig i, at børnene skal kunne tilstrækkeligt dansk, når de starter i skole. Kan de ikke det, bliver de tabt, og det kan man ikke byde dem.
  • Det er svært at være uenig i, at hvis man vil bo her, må man have et arbejde.
  • Det er svært at være uenig i, at kommuner, der skaber gode integrationsresultater, skal have en økonomisk belønning.

Medaljens bagside

Udspillet marginaliserer de marginaliserede yderligere.

Børnene, der dumper til testen i 0’te klasse, og derfor må gå om, får et stigma knyttet til sig, og lur mig om det ikke er svært at bryde det senere.

Problemet med tilknytningen til arbejdsmarkedet er, at arbejdsgiverne ikke står og råber på arbejdskraft hos de ikke-vestlige medarbejdere.

Problemet med belønningen til de dygtige kommuner, der skaber gode resultater, er, hvor pengene skal komme fra.

Retlige parallelsamfund?

Regeringen ønsker et markant opgør med parallelsamfundene. Det skal de nok få banket igennem med støtte fra både Mette Frederiksen og Martin Henriksen, men samtidig skaber de nye parallelsamfund. Det mest eklatante eksempel på dette er forslaget om særlig strafzoner, hvor man, hvis man bor i Vollsmose, og begår kriminalitet der, skal straffen være dobbelt op i forhold til kriminalitet begået i Fruens Bøge. Jeg har boet begge steder i Odense som barn, så jeg ved ganske udmærket, at det ene sted er for taberne, og det andet er for velhaverne.

Pengene til de dygtige kommuner, kommer fra deres egen økonomi, jfr. side 19 i regeringens pdf-fil, der kan hentes på hjemmesiden. Der er sat op til en milliard kr. af årligt!

De nye resultattilskud udgør op til 1 mia. kr. årligt. Det skal styrke kommunernes tilskyndelse til at yde en mere målrettet indsats for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, så flere deltager aktivt i det danske samfund. Resultattilskuddene finansieres indenfor rammerne af den aftalte kommunale økonomi.

Det vil sige, at det bliver et spørgsmål om prioritering i den enkelte kommune. Jeg er spændt på, hvilke grupper, der skal nedprioriteres.

For at give børn og unge den bedste start på livet – i sig selv sympatisk – skal der sættes hårdt ind overfor kommunale medarbejdere, der ikke lever op til den særlige underretningspligt. Straffen vil være bøde eller op til fire måneders fængsel, og i skærpende tilfælde fængsel i op til et år, jfr. pdf-filen side 30:

Skabelse af et retligt parallelsamfund

Det er svært at forestille sig sagsbehandlerne i fængsel for ikke at gøre deres arbejde ordentligt. Og det er et af problemerne ved udspillet:

Regeringen formoder, at straf, straf og straf motiverer både de ikke-vestlige indvandrere, kontanthjælpsmodtagere, der flytter til de belastede boligområder og nu også diverse sagsbehandlere.

Information skrev i en leder i går den 2. marts 2018:

Overordnet er planen om et Danmark uden ghettoer i 2030 et løfte om, at regeringen påtager sig ansvaret for borgernes lige muligheder i fremtidens Danmark.

Men hvis regeringen havde forstået det frigørende potentiale i socialdemokratismen, havde den ikke taget pengene til finansieringen fra alle lejere og givet til de svageste lejere. Så havde regeringen brugt det økonomiske opsving til at investere i nye boliger, ny infrastruktur og flytte arbejdspladser derud. Hvis de ville forsvare det bedste i velfærdsstaten mod det værste, havde de ikke været så optaget af at tage rettigheder og ydelser fra svage borgere, men insisteret på, at offentlige investeringer kan give frihed og muligheder for alle.

Jeg er meget spændt på at følge den debat, der forhåbentlig vil opstå som reaktion på dette udspil – eller dør det bare ud som så meget andet, når journalisterne vender mikrofonen den anden vej?