Tag Archive for: Nytår

Skal vi acceptere kvalitetsforskelle?

Skal vi acceptere kvalitetsforskelle?

Post statsministerens nytårstale

Skal vi acceptere kvalitetsforskelle?

Det lyder så fint at “sætte kommuner fri”, så de kan skabe den ældrepleje og de tilbud til børnene, man lokalt finder væsentlige.

“Frihed” er et plusord, det kan man ikke komme udenom, men… for der er et “men” (måske mange?): Er vi villige til at acceptere en ringere kvalitet til børn og ældre i kommuner, der ikke finder disse områder så væsentlige og hellere vil sænke skatten for de velbjærgede?

Jeg kan godt lide de tværgående kvalitetsnormer, så jeg ikke i min alderdom skal sidde med det kommunale landkort for at finde en kommune med en ældrepleje, jeg kan leve (og dø) med. Jeg foretrækker, at standarderne er ensartede for både børn og gamle uanset postnummer og indtægtsgrundlag.

Ombudsmanden får en meget vanskelig opgave, hvis den enkelte kommune kan definere egne standarder. Jeg synes, det bliver noget rod.

Der ligger meget liberal tankegang bag at bruge ord som “frihed”. I det hele taget synes jeg, det var en ret liberal nytårstale, når man tænker på, at den kom fra en socialdemokratisk statsminister. Men der skal selvfølgelig også udskrives valg til Folketinget om senest 1½ år ovenpå novembers katastrofale kommunal- og regionsrådsvalg til socialdemokraterne ikke mindst i de store byer.

En tale med et meget politisk indhold

Christine Cordsen fra DR, hende synes jeg godt om, sagde det meget klart: Det var en tale med en usædvanlig stor mængde politisk indhold: årets kommende politiske projekter blev tegnet op, faktisk mere end bare skitserede:

  • Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk skal gøre nytte 37 timer om ugen fx ved at smøre madder eller gøre ekstra rent. Sikke mange madder, der kan smøres på den tid og der vil blive ganske enormt rent.
  • Vi har rekordlav arbejdsløshed, så nu må vi til at importere udenlandsk arbejdskraft for at imødekomme erhvervslivets umættelige behov. Ville det ikke være en idé at få de ca. 60.000 unge mellem 16 og 30 år, der står uden uddannelse eller arbejde, i arbejde, før vi importerer udenlandsk (billig) arbejdskraft?
  • “Derfor skal vi kun hente arbejdskraft ind, som der er mangel på. Det skal være for en afgrænset periode.” Kom og hjælp os med at løse vores problem, og når I har løst vores problem, kan I tage hjem, hvor I kom fra.
  • “Vi vil stramme dimittendreglerne. Så nyuddannede hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet.” Går de nyuddannede og fiser den af? Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en (måske lang) videregående uddannelse uden at have et stort ønske om straks at komme i gang med at bruge den.

Nu skal det ikke bare være brok. Der var også fine ting i talen, selvom den var liberal. Jeg synes fx at følgende er rigtigt: “Og at mor og far er i arbejde, er det bedste værn mod børnefattigdom.” I det ligger også en indrømmelse af, at vi har et stort problem med børnefattigdom. Og det problem skal løses.

Det var dejligt Hendes Majestæt Dronningen kunne nævne psykiatrien, når statsministeren ikke kunne.

Det er garanteret ikke let at holde nytårstale nummer to, der står i skyggen af en pandemi, der lige nu bare ser ud til at blive værre og værre. Flere og flere bliver smittede, positivprocenten stiger, men de vaccinerede bliver ikke så syge, som de u-vaccinerede. Personligt tror jeg, det er et spørgsmål om tid, før vi alle har haft corona. Har vi så opnået den flokimmunitet nogle ynder at tale om?

Endnu engang takkede statsministeren os vaccinerede for vores heltemodige indsats. Det havde hun nu ikke behøvet. Det burde være en pligt at lade sig vaccinere. Ikke kun af hensyn til sig selv men også af hensyn til alle de andre. Det er nemlig tilladt at tænke ud over egen næsetip.

Hvor er handlingerne?

Både Ellemann Jensen (V) og Sofie Carsten Nielsen (RV) påpegede efterfølgende, at Mette Frederiksen har mange ord men ikke så meget handling. Hertil kan man sige, at hendes primære opgave de seneste to år naturligvis har drejet sig om håndtering af pandemien, ellers var det da gået helt amok, og derudover skal ordene jo lige komme ud af hendes mund, før de kan omsættes til handling. Kritikere vil sige, at flere af løfterne/kravene/ønskerne har været fremsat flere gange tidligere, så det er helt reelt, der savnes handling. Selv ved jeg ved ikke rigtig.

Hele statsministerens nytårstale findes her.

Godt nyt år (endnu en gang).

, ,

Dronningens kloge tale og mine planer

Dronningens kloge tale og mine planer

2022 ligger blank og vårfrisk for os

Dronningens kloge tale og mine planer

Jeg har set samtlige Hendes Majestæt Dronningens 50 nytårstaler, og jeg synes, de bliver bedre og bedre. I 2021 blev jeg naturligvis særligt berørt af følgende:

Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn.

Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.

Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje.

Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.

Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til! Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.

Hun svinger pisken (pænt) med en sætning som denne: “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”. Hvor er den skøn, næsten lige så god som de “dumsmarte bemærkninger” fra 1984. Det er kun Majestæten, der kan udtrykke afsky så pænt og dannet – men umisforståeligt.

Hvor findes fordommene?

Når ret skal være ret, og det skal det: Selv har jeg aldrig mødt manglende forståelse eller respekt som følge af mine to psykiatriske diagnoser. Jeg har aldrig mødt diskrimination. Hvis jeg har, er det i hvert fald glemt. Det blev jeg klar over, da jeg skrev ansøgningerne til Menneskebiblioteket.

De spørger i deres ansøgningsblanketter til, hvilke fordomme man har mødt og derfor kan være med til at afkræfte. For første gang nogensinde blev jeg opmærksom på, at der for mig at se er langt flere fordomme knyttet til at være medlem af Djøf end til at have en psykisk sygdom. Det er da absurd. “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”.

Forleden indledte jeg en (kort) debat med en person, der hadede djøffere. Efter to indlæg fra hver af os skrev jeg til vedkommende, at vi lige så godt kunne stoppe. Han boede i Jylland, hadede djøffere samt alle, der bor øst for Lillebæltsbroen. Det gav ikke mening at diskutere videre og jeg orker ikke at diskutere med folk, der hader mig, bare fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening.

Prøv selv at lægge mærke til hvor ofte du ser os lagt for had i den offentlige debat. Tænk hvis vi analogt anlagde en hadkampagne mod medlemmer af fx FOA eller HK…

Introduktionskursus hos Menneskebiblioteket

Jeg skal til en form for introduktionskursus hos Menneskebiblioteket den 11. januar. Det er jeg spændt på. Når jeg nu ikke skal stå i en genbrugsbutik og anrette brugt “porcelån”, leder jeg efter noget frivilligt, meningsfyldt arbejde, der ikke foregår ved mit skrivebord. Det kunne være en mulighed for at træffe interessante mennesker, men det er bestemt ikke hovedformålet. Jeg har det vældig fint ved mit skrivebord, men psykologen siger, jeg ikke kan leve på en ø, og hun plejer jo at have ret. Jeg kan da i hvert fald se på det.

Min “hovedbekymring”, hvis man kan tale om en sådan, går på deres “events”, hvor man som udlånt bog mødes med fem til syv lånere. Det dur ikke for mig, idet jeg forholder mig ordentligt til mennesker, jeg træffer, og jeg kan ikke nå at forholde mig ordentligt til fem, seks eller syv lånere. Jeg bliver for forvirret inde i hovedet og alt for træt dagen efter. Det kræver virkelig meget af mig, at være sammen med andre mennesker. Det giver sig helt konkret udslag i, at jeg sover 16 timer bagefter. Det er ikke almindeligt.

Menneskebiblioteket virker vældig velorganiseret og gennemtænkt. Det er det også nødt til at være, når det har eksisteret i næsten 20 år og er udbredt til 80 lande. Imponerende. De har en meget informativ og flot hjemmeside, der har en ulempe: skriften er lysegrå. Det ser selvfølgelig smart ud, men det nedsætter læsbarheden væsentligt. Der er en grund til at bøger sættes med sort skrift på hvidt papir. Jeg har en ven med et (stort) synshandicap; jeg tror, han ville trives dårligt på den hjemmeside. Flere hjemmesidesnedkere burde læse Jakob Nielsen et al. Det er gammeldags og stokkonservativt men læsbart.

,

Sprogting på næstsidste dag

Sprogting på næstsidste dag

Jeg har samlet sammen til den næstsidste dag

Sprogting på den næstsidste dag

Jeg bryder mig meget lidt om nytårsaften: Jeg er slet ikke til bordbomber, guirlander og sjov hatte. Og jeg bor pragtfuldt lige ud til det store, åbne Hvidovre Torv, der er en formidabel affyringsrampe. “Krigen” varer fra ca. kl. 18:00 (skal de slet ikke se Dronningen?) til kl. 03:00 den 31. december/1. januar; faktisk begyndte den allerede i aftes, hvor den varede et par timer. Uff.

Jeg glæder mig, til det bliver hverdag igen. Jeg har det som Dan Turèll:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Det er faktisk sjovt: Jeg talte med psykologen om, at vi i min barndom aldrig var på ferie:
Barndom del 1: Hverken min far eller jeg brød os vist om at være på ferie. Vi kunne bedst lide hverdagen. Jeg kan vist nok huske, at vi engang var på campingferie ved Vedersø Klit. Det var ikke noget for mig at sove i telt mv., fordi der så ikke var rum/ro/plads til at være stille og alene og lege i fred. Det var vist ikke noget for min far, fordi han var flasket op med, at livet var at stå op om morgenen, køre på fabrikken, komme hjem når maden stod på bordet, og ofte køre på fabrikken igen når middagen var spist – men han tog mig med… Og der var citronvand hos “arbejderne” ved maskinerne, som man skulle op ad tre til fire interimistiske trætrin for at komme op til.
Barndom del 2: Det var ikke sådan, man prioriterede. Der var vist heller ikke noget at prioritere (med).

Her kommer endelig den sproglige opsamling siden sidst

  • “Porcelånsskål” -> Det må være, når man må ud at låne porcelænet.
  • “Figuranalfabet” -> Det er sådan en som mig, der ikke forstår alle figurerne, folk med rund hånd drysser rundt omkring. Næh! Giv mig nogle bogstaver og ord. Jeg debatterer ikke vha. figurer.
  • “Inspirationskrydstogt” -> Sådan et har jeg været på ganske gratis hos Lisbeth Scharling: https://webwoman.dk
  • En debattør om sit eget tidligere erhverv -> “skærsliber”.
  • “DR 5 vigtige” (nyhedsmail DR kan sende hver aften kl. 21:30): “Mand er død af skud i Brøndby. Tidligere i dag blev en 22-årig mand ramt af flere skud i Brøndby.” -> Hvor på kroppen sidder Brøndby mon?
  • “Jeg har set i en grubbe på Facebook…”. “Grubbe” er i følge Ordbog over Det Danske Sprog: “at løsne særlig kompakt landbrugsjord i en dybde ned til ca. 80 cm ved hjælp af en grubber
  • Og husk nu venligst: der er kun et “t” Inger Støjbergs (og alle andres) “forsæt” og også “nytårsforsæt”.

Folk skriver så mange skønne ting, der er sjove at samle sammen. Der er ca. en halv million svage læsere i Danmark, heraf udgør de egentligt ordblinde to pct. Kilde: Region Hovedstaden. Den halve million svage læsere svarer til ca. 11 – 12 pct. af befolkningen. Regner jeg forkert? Befolkningen udgjorde pr. K4-2021: 5,867 mio. jf. Danmarks Statistik. Hvorfor bliver 500.000 så ikke mindre end 10 pct.? Det er vist for mange år siden, jeg levede af at “lave tal”.

Baseret på, hvad folk skriver, og mennesker som ikke lader sig vejlede af stavekontrollen eller søger hjælp i ordbøger, ville jeg have troet, at antallet af ordblinde (altså egentlige dyslektikere) var langt større. For kort tid siden fortalte en journalist mig, at halvdelen af befolkningen havde svært ved at tilegne sig stof fra en hjemmeside altså fx forstå Sundhedsstyrelsens læse-let-vejledning for mundbind. Det tal kan ikke passe med RegionH’s tal.

Nytårshilsenen kommer først i morgen.

,

En gammel dinosaur?

En gammel dinosaur?

Er blogosfæren ved at uddø?

Lene skriver her: “blogsfæren er ved at være en gammel dinosaur”. Det var jeg ikke klar over, men måske har hun ret, for jeg har bemærket, at en del af de bloggere, jeg har fulgt gennem årene, ikke længere skriver nye indlæg. Det er trist, for det er folk, der skriver godt og vedkommende. Det er blandt andet hos dem, der altid har været ny inspiration at hente, og hvis liv det har været rart og ligefrem spændende at følge med i. Både i opgangs- og nedgangstider.

Årsagerne?

Det er ikke så tit, folk skriver om, hvorfor de stopper med at blogge, men det hænder da. Nogle bliver syge, andre har ikke tid på grund af for meget arbejde. Og så er der dem, der ikke takker af men bare bliver passive. Her kan jeg kun gætte på baggrunden:

Måske mister de lysten? Måske mangler de emner? Måske mangler tiden?

Sidstnævnte med tidsmangel er fuldkommen forståelig, for det tager faktisk lang tid at skrive et indlæg i hvert fald for mig, der aldrig gik til ‘maskinskrivning’, som det hed, og derfor skriver med sådan cirka fire eller fem fingre. Derefter skal der læses korrektur, og der skal findes et billede, der på rimelig vis hænger sammen med dagens tekst. Det kan alt sammen tage en del tid. Det piber jeg nu ikke over, for jeg har ikke andet.

Indholdet?

En tendens i tiden er, at det skrevne ord måske ligefrem er ved at dø ud? Vi skriver ganske enkelt ikke så meget, som vi gjorde tidligere, og det er ærgerligt. Alting skal gå så stærkt. Jeg elsker telefonsamtaler, da de tit er min forbindelse til verden uden for mine egne fire vægge, men jeg kan savne en god mail, som kan læses flere gange, og som jeg kan bruge tid på at besvare. Men mails bruges næsten heller ikke længere. Nu er det meste flyttet til Messenger, SMS, Twitter, Facebook og mange andre tjenester, som selvfølgelig er rare at have ved hånden.

Min egen blog er med tiden gået hen og blevet meget personlig, uden at jeg helt ved, hvordan det kom dertil. Eller rettere jeg ved det godt: Den blev min livline og et sted at nedfælde tanker og følelser i vanskelige tider. Og den blev et virkelig fint sted at korrespondere med læserne. I skrivende stund rummer siden lidt over 12.100 kommentarer. Halvdelen af dem er mine egne, da jeg altid svarer mine læsere, men ca. 6.000 kommentarer ‘udefra’ er da meget godt, og jeg hæger om hver og en. Tak til jer, der trofast kommenterer!

Siden rummer 1.710 indlæg, siden bloggens start for 14 år siden.

Alt i alt håber jeg ikke, blogosfæren er ved at uddø. Det ville nu være så trist.

Med disse (håbefulde) ord: Godt nytår!