Indlæg

Ny cykel

cykel

Balanceproblemer

Jeg har tidligere skrevet om, at den gamle cykel, som slet ikke var gammel, havde stået nede i kælderen og vokset sig fem centimeter for stor, og at cykelhandleren ville prøve at skaffe et mindre stel og sætte de gamle dele over på det.

Det var den 21. februar. Så kom hele Coronakrisen, hvor han ikke kunne få fat i sine leverandører. Da det værste af krisen var overstået cirka 1. maj, gik jeg over og spurgte til status. Svaret var, at de gamle dele ikke kunne flyttes over på et nyt stel. Altså måtte jeg købe en ny cykel, hvis jeg da ville have en.

Jeg ville gerne have en cykel

Som næsten indfødt bybo har jeg cyklet hele mit liv til og fra alting, så selvfølgelig ville jeg gerne have en cykel. Cykelhandleren havde en, der passede i størrelsen, og jeg fik en prøvetur. Det gik fint, lidt usikkert men jeg tilskrev det, at det er så længe siden, jeg har cyklet, at jeg nærmest har glemt det. Tænk at man kan glemme at cykle.

Cyklen kom hjem

Jeg tog en tur gennem parken i søndags, og det gik slet ikke. Det var som om, jeg slet ikke kunne styre, altså styre armene, og jeg var hele tiden bange for at vælte. Det var rigtig ubehageligt at være på slingrekurs.

På tilbagevejen kørte jeg ad cykelstien på Hvidovrevej. Det gik, når jeg kørte midt på cykelstien. Jeg glædede mig over, at der ikke kom nogle, der skulle fordi, så jeg slap for at vige.

I kælderen

Nu må den ellers så fine cykel på billedet herunder i kælderen, indtil der kommer styr på tingene igen. Jeg har bestilt tid hos en fysioterapeut, som forhåbentlig kan hjælpe.

 

,

Nyheder

cykel

Arbejde

Min kontrakt løber som bekendt til 1. april i år med genforhandling februar/marts. Jeg har længe gået og tænkt over, hvornår jeg kunne tillade mig at sætte processen i gang altså et pænere ord for at rykke for vished. I dag tog jeg mod til mig.

Firmaet er meget tilfreds med min indsats, men det bliver alligevel kun til en foreløbig forlængelse med seks måneder dvs. frem til 1. oktober 2020. Det skyldes ikke mine forhold men chefens overvejelser om omstruktureringer, da der ikke er helt nok at lave for den anden fleksjobber og mig; på den anden side skal vores opkald jo varetages af nogen. Spørgsmålet er, om kundeservice kan klare disse opkald oveni alt det andet, de har? Chefen skal have stor ros for sin ærlighed om sine bevæggrunde

Skal der ikke ske omstruktureringer, kan jeg vist være ret sikker på en fastansættelse, men jeg vil ses det, før jeg tror det.

Foreløbig er jeg glad og tilfreds, selvom nummer et selvfølgelig havde været en fastansættelse. Dette giver mig en lidt længere ansættelse på CV’et eller hvad man efterhånden skal kalde det dokument, jeg har at vise frem, og det vil give mig en pæn og aktuel anbefaling.

Og hvem ved… der er jo ingen, der hindrer mig i sideløbende at søge et nyt og varigt fleksjob i samarbejde med jobcenteret.

Cykel

Jeg fik min fine, gode cykel sat i stand i efteråret, men har ikke rigtigt fået kørt på den, for jeg tør ikke. Den er ganske enkelt for stor til mig. Før i tiden passede den fint i størrelsen, men det er som om de to eller tre år i kælderen har fået den til at stå at vokse helt af sig selv. Nu kan jeg komme på men ikke af uden at være bange for at falde. Det er et herrestel, så benet skal over sadlen.

Da jeg var færdig med dagens gåtur, gik jeg over til cykelhandleren på den anden side af gaden og forelagde ham min idé om at købe et nyt stel og så sætte alle de ‘gamle’ dele (som slet ikke er gamle) over på det nye stel. Han tog mål og kom frem til, at det nuværende stel er ca. fem cm. for stort, og det er meget på en cykel.

Han vil nu gå i gang med at finde et stel, der passer i størrelsen, hvor flest mulige dele kan genbruges. Krankboksen kan næppe genbruges, for dem man  laver i dag er meget bredere, forklarede han. Det er ærgerligt, for en krankboks er temmelig dyr.

Uanset hvad han kommer frem til, regner jeg med, at det samlet set bliver billigere end at købe en ny cykel i den kvalitet. Jeg vil så gerne cykle, men det skal også være sikkert.

 

 

,

Ny cykel

I dag har jeg hentet min nye cykel – jubii.

Det er en citybike med otte udvendige gear og fuldt monteret med horn, lygter, lås, støtteben, computer og bagagebærer. Det er mange år siden, jeg sidst har haft en cykel med bagagebærer og støtteben, for jeg har ikke syntes, at det var nødvendigt. Støttebenet er til de få situationer, hvor man ikke kan finde noget at stille cyklen opad og bagagebæreren er til de få situationer, hvor jeg skal transportere noget, der ikke kan være i rygsækken (fx otte ruller toiletpapir )

Jeg har købt cyklen hos Heino Cykler, der ikke er de billigste, men klart er de bedste. Fx er det første de gør altid at måle ens benlængde og først derefter går vi i gang med at lede efter en cykel. Man kommer ikke hos Heino og beder om en sort cykel. Rammens størrelse er altafgørende for køreglæde og maksimal komfort. Jeg er kun 165 cm høj, så jeg skal have en ramme på kun 53 cm. målt fra sadlen og til midt på kranken (der hvor pedalerne sidder fast).

Jeg går meget op i gearinger, da jeg har et dårligt højre knæ, som hæver ved for store belastninger; altså skal cyklen være let gearet. Jeg er lidt i tvivl, om ikke jeg skulle have haft en større krans, der ville gøre cyklen lettere at træde. Nu prøver jeg den af et par måneder, og ser om jeg udnytter alle gearene, og hvis jeg aldrig kommer til at køre på de største (tungeste) gear, skal der en større krans på.

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over en helt ny og jomfruelig krans. Jeg har kørt på cykel, siden det største var en 5-krans. Nu er standarden en 8-krans til en helt almindelig citybike.

Jeg var i syv sind angående lygterne. Skulle det være de smarte magnetlygter, som man får monteret ved hjulet, og som aktiveres ved hjulets omdrejninger og som altid sidder fast på cyklen, eller skulle det være lygter, som man sætter på, når man skal bruge dem? Fordelen ved magnetlygterne er, at de simpelhen sidder fast på cyklen og man aldrig kan komme til at glemme dem eller bliver overrasket af mørket. Deres ulempe er, at de ikke lyser ret kraftigt, og at jeg tror, at bilerne nemt kan overse en. Så derfor valgte jeg lygter, som man monterer, når man skal bruge dem.

Bontragerlygterne herover monteres ved at man trækker gummistroppen rundt om styret eller saddelpinden og fæstner den på den lille krog. Lygten kan fx også montes på cykelhjelmen. Jeg købte den store forlygte (større end på billedet) og den almindelige baglygte. Begge lygter oplades via et USB-stik og en opladning holder ca. 8 timer. Nu skulle jeg gerne være på den sikre side hvad lys angår.

Jeg kom af med 6.542 kr. Selve cyklen kostede 4.999, men med alt ekstraudstyret løber det alligevel let op.

Nu håber jeg virkelig, at jeg kan få lov at have den i fred for de langfingrede. Den skal i kælderen hver gang jeg ikke bruger den, og jeg vil også køre rundt med en bøjlelås i tasken, således at jeg kan låse den ved forhjulet også.