Ny cykel

cykel

Balanceproblemer

Jeg har tidligere skrevet om, at den gamle cykel, som slet ikke var gammel, havde stået nede i kælderen og vokset sig fem centimeter for stor, og at cykelhandleren ville prøve at skaffe et mindre stel og sætte de gamle dele over på det.

Det var den 21. februar. Så kom hele Coronakrisen, hvor han ikke kunne få fat i sine leverandører. Da det værste af krisen var overstået cirka 1. maj, gik jeg over og spurgte til status. Svaret var, at de gamle dele ikke kunne flyttes over på et nyt stel. Altså måtte jeg købe en ny cykel, hvis jeg da ville have en.

Jeg ville gerne have en cykel

Som næsten indfødt bybo har jeg cyklet hele mit liv til og fra alting, så selvfølgelig ville jeg gerne have en cykel. Cykelhandleren havde en, der passede i størrelsen, og jeg fik en prøvetur. Det gik fint, lidt usikkert men jeg tilskrev det, at det er så længe siden, jeg har cyklet, at jeg nærmest har glemt det. Tænk at man kan glemme at cykle.

Cyklen kom hjem

Jeg tog en tur gennem parken i søndags, og det gik slet ikke. Det var som om, jeg slet ikke kunne styre, altså styre armene, og jeg var hele tiden bange for at vælte. Det var rigtig ubehageligt at være på slingrekurs.

På tilbagevejen kørte jeg ad cykelstien på Hvidovrevej. Det gik, når jeg kørte midt på cykelstien. Jeg glædede mig over, at der ikke kom nogle, der skulle fordi, så jeg slap for at vige.

I kælderen

Nu må den ellers så fine cykel på billedet herunder i kælderen, indtil der kommer styr på tingene igen. Jeg har bestilt tid hos en fysioterapeut, som forhåbentlig kan hjælpe.

 

4 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Ja, jeg håber ikke, det går dig, som det gik mig, sidst jeg skaffede ny cykel: Den står og ruster op ude i skuret. Jeg syntes slet ikke, jeg kunne opnå tilstrækkelig kontrol med dyret, til at slippe mig selv løs på cykelstierne. Jeg slingrede mindst en meters penge på en god dag, og cykelstierne er ikke meget bredere end en meter. Samtidig kørte jeg så langsomt, at der altid var nogen, der ville overhale, og det var slet ikke nogen holdbar situation. Så mine cyklistdage er ovre. Jeg håber, at du finder mod og evner til at bruge den flotte, nye cykel, for det giver trods alt en ikke ubetydelig grad af frihed at kunne transportere sig på den måde. Plus motion! Prøv, om ikke justeringer i indstilling af sadel og styr kan hjælpe dig. Jeg krydser fingre!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Netop det med at slingre er det, der er forfærdelig ubehageligt og som gør, at man ikke har nogen kontrol. Jeg håber sådan, at jeg kan komme over de aktuelle problemer og komme op på jernhesten igen. Det er ubehageligt ikke at have kontrol over, hvad armene foretager sig, og så er det jo man slingrer.

      Jeg tror ikke rigtig at diverse justeringer kan hjælpe, for den passer fint i alle størrelser.

      Det er så bitter at have købt en lækker ny cykel og så ikke turde køre på den. Jeg har for længst opgivet at cykle inde i byen, men hvis jeg bare kunne køre småture her i omegnen ville det være fint. Lige nu har jeg apostlenes heste og bussen, som mildest talt ikke er særlig interessant.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Hvis det er resultatet, at du simpelthen ikke tør køre, så synes jeg, du skal levere cyklen tilbage, så du i det mindste har nogle af pengene på det tørre.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          Nu prøver jeg at tale med fysioterapeuten om det på fredag. Hvis han også stiller sig tvivlende an, leverer jeg cyklen tilbage. Jeg skal ikke have for 5.000 kr. angst stående nede i kælderen. Ergo: jeg er enig med dig.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *