Tag Archive for: Metode

Den store oprydning er begyndt 2

Den store oprydning er begyndt 2

Mange nye data om slægten

Den store oprydning er begyndt 2

Denne artikel læses formentlig bedst i forlængelse af “Den store oprydning er begyndt“.

Der er sørme sket meget på de 20 (eller rettere 19) år jeg har været i gang. Tænk at det nu er muligt at sidde hjemme og gennemgå sine slægtsdata og tilføje og rette tonsvis af detaljer. Det er helt fantastisk.

Billedet foroven – og der kommer også et næsten nederst – viser et udsnit af logfilen, jeg har oprettet for at forsøge at styre processen/projektet. Prøv lige at se hvad der uden videre kan tilføjes. Jeg må dog sige, at det er meget svært at holde tungen lige i munden, for hvor/hvem var det nu, jeg var nået til? Loggen er virkelig en nødvendighed, hvis du skulle kaste dig ud i samme vanvittige projekt med dine data.

Det vil tage en evighed at blive færdig, og jeg glæder mig allerede til det færdige resultat. I går regnede jeg mig løseligt frem til 1½ – 2 år. Med tiden kan det nok gå lidt hurtigere, når jeg får lidt mere træning i det med at holde tungen lige i munden.

Loggen har følgende felter, der er bare ikke plads til at vise alle

  • Fornavn,
  • Efternavn,
  • RIN-nr./ID-nr.,
  • Hastag sat (Ja eller Nej),
  • Tilføjet nyt/lavet rettelse,
  • Stikord om “nyt”/rettelse, og
  • Dato for gennemgang.

Allernederst finder du et kommasepareret udsnit, hvor kun navn og stikord er vist. Læg mærke til at det er kun ganske få rækker, hvor der kun står navne. Ved de personer, har jeg altså ikke kunnet finde noget nyt, eller deres data var allerede “perfekte”.

Jeg finder bestemt også fejl, men det er kun rart at få dem udryddet. Et par gange er jeg stødt på oplysninger, der godt nok har en kilde af den gammeldags type i form af en kirkebog, fra dengang vi sad på arkiverne med mikrokortene, men jeg har ikke kunnet genfinde det. Strategien er: ud til højre med dem, selvom det formentlig er rigtig nok. Jeg gider ikke have dem.

Mormors far hængte sig – og var “forfalden til drik”

Jeg har “altid” vidst, at mormors far hængte sig i september 1940, og at han var fraskilt, men det var før, jeg satte kilder på alt! Der stod ikke noget om selvmord i kirkebogen, så jeg måtte på jagt efter dødsattesten, for selvfølgelig var det ikke noget, jeg havde digtet.

Jeg fik hjælp i Facebookgruppen “Slægtsforskning” til at finde den Medicolegale Ligsynsattest, der altid blev udfærdiget ved selvmord. Fra 1875 skulle alle, der døde ved ulykker, selvmord o.l., synes af politi og læge, kilde Michael Dupont. Attesten lå ikke, hvor jeg regnede med – men der var altså “flere september” i 1940 i Holbæk Amts landsogne.

I ligsynsattesten dukkede følgende op om Niels August Christensen:

1) Niels August Christensen, 59 Aar, fraskilt.
2) 15 August 1881, Højby Sogn
3) Malermester
4) Ellinge Kongepart, fh. Vig, Højby Kommune, Holbæk Amt
5) Dødsdag: 14de eller 15de-9-1940. Findedag: 16-9-1940 kl. ca. 11. 59 Aar
6) Hans Værksted i Haven(?) ved Beboelseshuset
7) Suicidium
8) En Hængningsfure
9) Hængning – Suspensio
10) Rigor og ___

Næste side:
Fandtes hængende i en almindelig Stofrem, der var fastgjort i en Jernkrog i Loftet, med Fødderne ca ½ Meter fra Gulvet.

Afdøde var meget forfalden til Drik og havde i den sidste Tid været beruset næsten hver eneste Dag. Han var skilt fra sin Kone; boede dog i Hus med hende; men havde en anden Forbindelse; muligvis har Forholdet til denne været medvirkende til den ulykkelige Handling, idet han kort forinden havde modtaget Brev fra denne anden Kvinde.

Ah ha – det var spændende …

Det ville kirkebogen aldrig have fortalt, da dens fokus sådan set ikke er dødsfaldet men den kirkelige handling i form af begravelsen/bisættelsen. Fra nu af vil jeg jagte alle Medicolegale Ligsynsattester! Frivillige er kommet utrolig langt med at affotografere dem. Herfra lyder et kæmpe stort “Tak!”

Mormor, Mary Christensen (1910 – 1994), var meget glad for sin kærlige far i modsætning for sin mor, som hun hadede inderligt, fordi hun var voldelig. Mormor elskede at fortælle om den frygtelige mor, der blandt andet slog hende på hendes dårlige negle. Mormor havde Engelsk Syge, som er en sygdom, der er grundet i vitaminmangel (formentlig B-vitamin). Hun havde næsten ikke nogen fingernegle og de var meget grimme at se på.

Da jeg var barn, brød jeg mig bestemt ikke om at høre de grusomme historier. Det gjorde næsten ondt på mig selv. Hun var en dejlig mormor, som jeg satte stor pris på, men de historier kunne jeg nu godt have været foruden.

 

Den store oprydning er begyndt 2

 

Kun for slægtsnørder: udsnit af logfilen

Læg mærke til at der er nye data om langt de fleste.

Fornavn, Efternavn, Stikord om “nyt”

Bent, Sørensen,
Carlsine Christine Benthea, Sørensen,
Karen Kirstine, Larsdatter, Dødsårsag
John Joseph Peter, Delcomyn, Dåb
Anna Lise, Hansen Halskov, Konf., død, 2 * navneændring
Svend, Hansen Halskov, Besk.
Hans Peter, Hansen Halskov, Besk., vielser, dåb, død
Maren Marie Caroline, Olsen, Rettet fejl, død, vielse
Trine, Hansen, Hans 2. hustru
Ernst Leo, Andersen Olskær, Gravsten
Elly, Kristensen, Gravsten, Konf., navneændring
Knud Erik, Hansen Christensen, Navneændring, Konf.
Klara Elisabeth, Kristensen, Tjekket efternavn (Ch eller K?), Konf.
Lilly Johanne, Pedersen, Konf., FT 1940
Ulla, Madsen, Konf., FT 1940
Magnus, Pedersen,
Anna, Pedersen, Konf., FT 1940
Gerda, Pedersen, Konf., FT 1940, død efter 2009 (hvor jeg havde kontakt)
Inge, Pedersen, Konf., FT 1940
Finn, Schiøtt, Konf.
Jørgen, Pedersen, Konf., FT 1940, mulig død
Johanne Marie Katrine, Hansen, Vielse, Lysning
Peder, Madsen, Konf., ekstra kilde på vacc., dato for skifteattest
Anton, Pedersen, Konf., Vielse, Lysning
Mette Marie, Thomasdatter, Konf., ekstra kilde på vacc.
Johannes, Hansen, Konf., Vacc.
Niels August, Christensen, Besk., Dødsatt.
Caroline Ane Marie, Carlsen, Fjernet forkert img.
Leif Frimand, Christensen, Konf., Tjek Statstidende, Bopæl
August, Christensen, Bopæl, Besk., ekstra kilde på Dåb, ekstra kilde død, konf.
Anna Ebba, Nielsen, Bopæl, ikke fundet konf. i Højby, flere FT
Jens Kristian, Nielsen, FT, ikke fundet konf. i Vig
Anna Sigrid, Kristensen, Konf.
Ellen Karoline, Nielsen, Konf., død, img.
Niels Peter, Larsen,
Steffen Høholt, Larsen, Konf.
Ib Høholt, Larsen, Konf.
Niels Ove Aksel, Larsen, Img.
Esben Høholt, Larsen,
Nikoline Sophie Svenningsen, Høholt, Konf.
Niels Peter, Larsen,
Karl Børge Høholdt, Larsen, Konf., img.
Johannes Aksel, Nielsen, Besk.
Maren Marthine, Jensen,
Poul Erik Brorman, Nielsen, Konf., Fjernet vielse, der ikke kan verificeres
Anna Grethe Margith, Christensen, Detalje om navn og status i FT 1940
Erna Birthe, Kristensen, Fjernet vielse, der ikke kan verificeres, dåb, efternavn
Niels, Nielsen,
Kristian, Nielsen,
Egon Johannes Kjær, Nielsen, Konf.
Niels, Nielsen, Konf., Vacc.
Ane Margrethe, Madsen, Konf., Vacc.
Ida Marie Christine, Christensen, Dåb
Ida Elisabeth Marie, Christensen,
Ole, Christensen, Mange besk., begr.
Kristian Møller, Kristensen, Fjernet død, der ikke kan verificeres, Konf.

Den store oprydning er begyndt

Den store oprydning er begyndt

Ajourføring af slægtsdata

Den store oprydning er begyndt

Jeg er gået i stå med noget af min delvist biologiske slægt i Østofte Sogn i 1700-tallets start. Det skyldes, at jeg sidder med en direkte ane, som jeg altid gør ekstra ud af, hvor jeg simpelthen ikke kan få tingene til at stemme. Lægdsrullen og folketællingerne passer bare ikke sammen. Den der ubehagelige fornemmelse af “her er et eller andet galt”. Så hellere stoppe dér og få det afklaret. Jeg har sendt en forespørgsel til min meget dygtige ven i Odense og spurgt, om han med friske øjne vil se på, hvad der er op og ned?

På studiet engang i 1980-erne lærte vi i flere omgange om “kan-det-passe-?-prøven”. Den bruger jeg stadig.

  • Kan det passe, at ægtefæller i 1700-tallet var gift syv år fra 1783, inden de fik første barn i 1790? Nej vel, der må være nogle, der er døde så tidligt, at de ikke nåede at komme med i folketællingen den 1. juli 1787, når konen også flere gange inden 1790 står som introduceret? På den måde fandt jeg tre børn, der døde inden for et par uger.
  • Kan det passe, at han er gift anden gang, når første hustru ikke er død, og der ikke står noget om en skilsmisse? Nej vel. Altså må kirkebogen gennemgås en gang til, da bigami var og er ret sjældent.

Formålet med den store oprydning

Nåh, men det var jo den store oprydning, denne artikel skulle handle om!

  • I lang tid har jeg haft lyst til at gennemgå data fra A til Z og få rettet op på det sludder, jeg skrev for 20 år siden.
  • Lyst til at ajourføre data, så de stemmer med mine nutidige standarder, fx
    • den måde jeg kan lide kilderne nu. Jeg foretrækker noget a la dette: “Københavns Amt, Sokkelund, Holmen, 1904-1911, KM, Viede – opslag: 128 af 248 opslag”, hvilket er en af årsagerne til, at jeg bruger salldata.dk. Siden leverer de smukkeste kildeangivelser lige til at kopiere.
    • at registrere skiftende erhverv livet igennem, så de sociale profiler med op- og nedture i erhvervslivet bliver tydelige.
  • Lyst til at inkludere nutidens søgemidler. Fx vil der formentlig kunne findes en masse dødsfald. Jeg har allerede fundet et par stykker i Statstidende.
  • Lyst til at inkludere den erfaring, jeg har opnået over årene. Det kan fx indebære at få rettet alle de Husmænd, jeg fået har gjort til Gårdmænd, fordi det kræver øvelse at skelne et gotisk “H” fra et ditto “G”.
  • Lyst til kildekritik.
  • Lyst til at gøre overvejelser og tvivl tilgængelige, når jeg nu alligevel har en hjemmeside, hvor resultaterne offentliggøres.
  • Lyst til at få alle de “løse” enten gjort færdige med dødsfald og konfirmation eller helt slettet, hvis de er “for langt ude”.
  • Lyst til at udnytte flere af Legacys muligheder, idet jeg startede med WinFamily, Brothers Keeper og så Family Tree Maker, inden jeg endelig blev enormt glad for Legacy, som er programmet, der tilbyder alt det, jeg skal bruge og som spiller meget fint sammen med TNG, der er programmet, der genererer hjemmesiden. Med alle de programskift har flere data lidt under konverteringerne, fx er der indsat helt umotiverede “mellem rum”, som jeg hader at se. Men sådan er det med konverteringer: der er altid et kedeligt oprydningsarbejde bagefter.

Jeg har lige nu bare 4.745 personer, og det er jo ingenting, når man tænker på, at jeg startede i 2003, men der var en del år, hvor jeg holdt en ufrivillig pause pga. sygdom, og så var der jo mange år, hvor primære kilder ikke var tilgængelige andet end lørdage, afspadseringsdage, fridage og ferier.

De første år ville jeg så gerne have mange personer ind i databasen, så når jeg fandt oplysninger i bøger eller på nettet, der var brugbare, stoppede jeg revl og krat ind i databasen. Herregud der var jo ikke samme mulighed for at gå til primærkilderne og internettet var knapt opfundet.

Det ville jeg aldrig gøre i dag.

Hvor skal jeg dog ende og begynde

I går tog jeg fat i nogle personer, jeg fik øje på, fordi en anden slægtsforsker havde spurgt til personer i min mormors tætteste familie. Hun leverede mig nogle fine oplysninger, der kunne verificeres, og jeg ofrede til gengæld en adresseforespørgsel. Noget for noget.

Det bliver en lang proces
I første omgang:

Jeg tror simpelthen, jeg gennemgår dem, jeg får øje på og retter op i det, der er at rydde op i. Det har allerede givet pote. Fx fandt jeg en person, som jeg havde anført som født i Værløse – men hvorfor Søren skulle hun så blive mor i Rude Eskildstrup, Munke Bjergby Sogn, Alsted Herred, Sorø Amt? Værløse var helt ude i hampen. “kan-det-passe-?-prøven” var ikke udført. Og engang i fortiden tog jeg det ikke så tungt, at navnet ikke passede helt; der manglede et “Maren” …

Bare jeg dog finder mere af den slags, så jeg virkelig kan få ryddet op. Jeg kan se i MyHeritage, at flere kritikløst har kopieret mine forvrøvlede informationer uden at udføre “kan-det-passe-?-prøven”.

I anden omgang:

Her tager jeg fat på alle dem, jeg ikke bare får øje på – altså residualen eller resten. For at få det til at fungere, og for at jeg ikke skal tage fat i en masse personer, jeg allerede har gennemgået, har jeg lavet en log, hvor jeg noterer ID-nummer, navn, er der tilføjet ny information “Ja” eller Nej” og stikord om den nye information, altså fx “død, viet” osv. Herudover bruger jeg Legacys “Hashtags”, og så må det være muligt at finde alle dem, der ikke har det pågældende hashtag. På en eller anden måde må det så kunne sammenlignes i Excel – men den tid den herlige udfordring.

Det vil tage enormt lang tid, men jeg glæder mig allerede til resultatet. Og jeg plejer at være ret god til det lange seje træk.