Artikler, hvor linket “Læreprocesser” findes.

Indlæg

, ,

Database med sprog er færdig, nu mangler data

Database med sprog er færdig, nu mangler data

392 eksempler på dårligt sprog

Database med sprog er færdig, nu mangler data

Når jeg tæller dagens 10 eksempler med, rummer databasen 392 eksempler på dårligt sprog. Klik dig lidt omkring og få et billigt grin sammen med mig.

Eric har nærmest fået sin egen kategori: “Sproglig biksemad”. Det samme har Danmarks Radio, for jeg kunne huske en del af dem, fra kategorien “Professionelle”, reelt stammede fra Danmarks Radio. Jeg tror, jeg sender dem et link. Så må de da kunne se, at de har et (stort) problem. Jeg kan ikke være det eneste gamle menneske, der undrer mig over deres rod og sjusk.

Jeg har gået alle poster igennem en gang mere for at se, om de kunne kategoriseres bedre. Det vil sige, at mange poster nu er havnet i en anden kategori. Kategorien “Mellemrum” har taget navneforandring til “Mellem rum”. Det passer bedre. Men nu gider jeg heller ikke mere.

Ser eller hører du noget på din vej gennem medielandskabet, der kunne være sjovt at få med, vil jeg være glad for nye eksempler. Jeg foretrækker at få dem som kommentarer på hjemmesiden. På Facebook forsvinder de alt for nemt.

Eksempler fra private skal naturligvis være anonyme. Jeg ønsker er ikke at hænge nogen ud! Stammer dine eksempler fra professionelle, vil jeg gerne vide det. Og kommer de fra fra Danmarks Radio, vil jeg også gerne vide det.

Min trofaste væbner Michael Storm fra Designunivers har kodet rullelisten/dropdown-listen.

Rullelisten/dropdown-listen er en funktion, der bevirker, at man nu kan vælge en kategori ved hjælp af en knap over tabellen og udelukkende se poster i den ønskede kategori. Det ville have taget mig evigheder at finde ud af det, og det kunne jeg ikke vente på. Michael er simpelthen så dygtig. Han leverer det, man beder om – i lyntempo – og vender altid tilbage, når man henvender sig hos ham. Det er det bestemt ikke alle i branchen, der gør. Jeg har haft klippekort hos ham i årevis, og hans priser er absolut rimelige. Så har du en dag noget, der ikke kan klares i WordPress eller med et plug-in til WordPress, så tag en snak med ham. Det vil du aldrig nogensinde fortryde.

Du har databasen her og “Sprog” har også fået sin egen knap i menuen. Der finder du dels databasen, dels samtlige poster om sprog. Så har du dem lige ved hånden.

Database med sprog er færdig, nu mangler data

Dagens eksempler

  1. Jeg har købt en bog, og det er ellers hemmeligt. Titlen er nemlig “Endelig ikke-ryger”. Vinduespudseren anbefalede den varmt. Han læste den fem gange, og så var han klar. Jeg prøver en gang til. Men altså boghandlen skrev i fakturaen: “Vi har registreret følgende omkring dit køb.” Ord er ikke nødvendige. Jeg handler aldrig hos dem igen 🙂
  2. Jeg har oprettet en kategori ved navn “Præsens participium” (lang tillægsform) og jeg ved godt, at det bruges til verber/udsagnord, men her er et substantiv/navneord jo faktisk ændret til et verbum: … og så de klip de viste af psykiatriordførende som kommenteret på mødet.
  3. Helt det samme sker her: … men hvor er socialministeren og socialordførende?
  4. “Hvordan laver man en landsby på beboernes premisser?” Man kunne fx starte med at bede dem slå stavekontrollen til.
  5. Dette må simpelthen skyldes telefonen, men den er alligevel sjov: islam kan lige som mange andre regioner tolkes på flere måder.
  6. Dette har jeg kategoriseret under “Sære udtryk”. DDO har kendt det siden 1993: “Har hun tabt sutten?” Det er da noget mærkeligt noget at sige.
  7. Ingen tvivl; lige til “Mellem rum”: …. den er ikke bruger venlig og det er umuligt at …
  8. Denne er udenfor kategori – men det er et skønt ord, jeg fluks vil tage til mig: En dygtig politisk strategiker …
  9. Lydskrift: Ja tak til ydrings frihed.
  10. Jeg har lagt mærke til, at der næsten ikke “indgås” aftaler længere, de “landes” i stedet: “Lande en aftale”. Det gav naturligvis god mening i forbindelse med konflikten mellem SAS og piloterne, men ellers undrer det mig. Jeg har lagt den i kassen med “Sære udtryk”.

 

, ,

Stavning eller kaos

Stavning eller kaos

Data er samlet

384 sproglige aversioner

Med lidt hjælp fra Michael Storm fra Designunivers virker databasen med sprogforbistringerne nu, som den skal.

Du finder den her.

  1. Man kan vælge kategorier,
  2. Kategorier bliver vist med den rigtige dato fra den rigtige tabel, og
  3. Posterne bliver vist med de nyeste først
    • Egentlig er det de ældste, da jeg har arbejdet mig baglæns gennem samtlige hjemmesidens poster, men pyt med det (du kan alligevel ikke huske, hvad du læste om i 2007; så længe har jeg samlet på underlige ting folk skriver og siger).

Jeg kunne godt tænke mig at lave en rulleliste/dropdownliste, hvor man kunne vælge kategorierne; det ville virke mere “rigtigt” og mindre amatøragtigt – men det er desværre over mit aktuelle niveau.

Det også være dejligt at få det til at ligne resten af hjemmesiden.

Gengangere

Der er mange gengangere. Det er udtryk for, at der er adskillige ord og vendinger, der har irriteret mig i mere end 15 år. Jeg har forsøgt at huske at springe dem over, men det er helt sikkert ikke lykkedes fuldt ud. Jeg kommer til at rydde op lidt efterhånden, når jeg fx ser, at “omkring” er repræsenteret 15 gange eller deromkring.

Læreprocesser

I sig selv er det jo ikke sjovt at kopiere fra hjemmesiden 384 gange og at indsætte 384 gange i et regneark. Det sjove er at prøve at bruge data til noget og fx at prøve at afkode en lille smule af magien ved forespørgselssproget SQL. Jeg har bestemt lært en del de seneste (forhåbentlig ikke “sidste”) 48 timer.

Det er også sjovt, hvis du kan se idéen i det. Har du fx idéer til videreudvikling, er det endnu sjovere. Forslag modtages gladeligt som kommentarer på hjemmesiden – ikke på Facebook (for så forsvinder de jo fra den egentlige sammenhæng).
Stavning eller kaos

“Seneste” contra “sidste”

“Seneste” contra “sidste” er en af mine (mange) favorit-aversioner. Billedet til højre stammer fra programmet “Screen Recorder PRO”. Hvert eneste gang jeg laver et skærmbillede med programmet, tænker jeg over, at jeg vil genbruge seneste område og ikke danne det sidste område. Så skulle Søren da stå i at have betalt for programmet.

, ,

Sprog: Sprogdatabasen vokser

Sprog: Sprogdatabasen vokser

“Learning by doing”

Sprog: Sprogdatabasen vokser

“Learning by doing” er ikke det bedste at skrive, når man advokerer for at bruge danske ord (og “advokere” er jo så dejligt latin, sig det bare), når det kan lade sig gøre, men jeg kan ikke lige finde på andet, det skulle da lige være noget i retning af “Vi lægger sporene, mens vi kører”, men det er på djøfernes liste over hadeord og -udtryk, som jeg tilslutter mig.

Jeg er simpelthen begyndt fra en ende af med at opsamle alle de “sprogforbistringer”, jeg har udgivet gennem flere år. Foreløbig er der 330 sprogforbistringer i databasen, der kan ses her og jeg er tilbage i april måned 2018.

Der vil blive mulighed for at vælge en kategori, og så kan man slå op og se de nyeste øverst. Lige nu ved jeg ikke, hvorfor datoen under “Tilføjet” er den 23. august, når der i den bagvedliggende tabel, står den 24. august. Der er kun en mulighed, og det er, at datoen kommer fra den anden tabel, som rummer kategorierne.

Jeg kan godt trylle med databaser og kommaseparerede filer, jeg kan (fra gamle dage) noget HTML, men jeg kan ikke forespørgselssproget SQL, som man bruger til at hente informationerne ud af databasen med. Så det er noget af en læreproces, men det er sjovt. Jeg lægger sporene, mens jeg kører … Et lille trin ad gangen, og det går langsomt fremad. Heldigvis har jeg nogen at spørge, inden frustrationerne over “det virker stadig ikke”, og Google er slidt ned til sokkeholderne, bliver for store.

Kategoriseringen er ikke nem

Det er ikke let at kategorisere posterne. Dybest set kunne minimum 90 pct. af dem ligge i kategorien “Korrektur”, “Sjusk” eller “Stavekontrol”, men det er jo ikke sjovt. Stavning eller kaos.

Adskillige poster kunne ligge i mange kategorier (men det kan jeg ikke finde ud af at få vist), så jeg vælger i stedet kategori ud fra princippet om “Den største synder”. Et eksempel: Når Psykiatrifonden, der er professionel, skriver “Vi lægger vægt på åbenhed omkring håndtering og beskyttelse af personoplysninger”, er der mulighed for både kategorien “Professionel” og kategorien “Irriterende”. Den største synder er, efter min mening, at en professionel skriver sådan vrøvl.

Lige nu har jeg 19 kategorier, og hvis der skal være nogen mening i det, skal der ikke komme flere til – men når jeg er 4½ år tilbage, er behovet nok dækket.

Anglicisme
Apostrof + s
Ingen kategori
Ingen mening
Irriterende
Komma
Korrektur
Lydskrift
Mellemrum
Nutids-r
Orddeling
Pleonasme
Præsens part.
Professionelle
Sære udtryk
Sjusk
Stavekontrol
Svære ord
Telefonen
Undersættelse

Kendt siden

Det er desværre ikke ret mange forbistringer, jeg kan sætte et årstal på. Jeg bruger DDOs angivelse, men det kræver selvfølgelig, at jeg får idéen til at slå dem op. Det er nok mest faste udtryk, man kan sætte årstal på. Hvis du kan sætte årstal på nogle stykker, vil det bare være dejligt.

Et par billeder

På min vej gennem de gamle poster, er jeg faldet over et par billeder, jeg selv godt kan lide. Dem får du her:

 

Dette er kategorien “Sjusk”:

 

 

PayPal burde have råd til korrektur. Ændringer træder altså ikke “i kræft”:

Sprog: Sprogdatabasen vokser

Forbavsende mange af eksemplerne i kategorien “Professionelle” stammer fra Danmarks Radio:

 

Sprog: Sprogdatabasen vokser

, ,

Hvis kategori er Sprog

Hvis kategori er Sprog

Både “For sjov” og “Aversioner”

Hvis kategori er Sprog

Hvis kategori er sprog. Det er et stykke tid siden, jeg sørgede for, at alle artikler i kategorien “Sprog“, også fik kategorien “For sjov“. Jeg følte mig nødsaget til det, fordi flere skrev til mig “bagom”, at jeg var hård ved ordblinde mennesker. Det er jeg på ingen måde, og det har jeg blandt andet skrevet om i denne artikel. Jeg skriver altså kun for “For sjov”

Ordblindeforeningen har udgivet en interessant side om, hvordan man kan genkende ordblindhed i de forskellige aldersklasser. Det fremgår blandt andet, at ca. 7 pct. af de voksne danskere i 1990 betegnede sig selv som ordblinde. 3 pct. betegnede sig selv som svært ordblinde. De tal er 32 år gamle og muligvis ikke så interessante, men også Nota estimerer aktuelt, at 7 pct. er ordblinde. Det svarer til ca. 400.000 danskere.

Enten er det netop disse 400.000, der skriver på Facebook eller også er ca. 93 pct. af mine eksempler i artiklerne om sprog virkelig udtryk for manglende omhu eller bare ligegyldighed. At det netop skulle være de 400.000 ordblinde, der skriver på Facebook, passer utrolig dårligt med Ordblindeforeningens oplysning under “Voksne” om, at ordblinde mennesker “Undgår læsning og skrivning”.

En anden spændende side om ordblindhed er denne: https://www.ordblindhed.dk/, hvor man kan læse og lære om, hvor mange muligheder, der er, hvis man er ordblind. Også denne side estimerer, at 5 – 7 pct. er ordblinde.

I dag har jeg derfor koblet en anden kategori på samtlige artikler i kategorien “Sprog” og det er “Aversioner“. Så har jeg da tonet rent flag.

Dagens topbillede er i øvrigt resultatet af en søgning på Pixabay efter “ordblindhed”. Det er en illustration af hjernens vanskeligheder med at koble bogstaver og lyd.

Hvis kompetencerne rækker til

Hvis jeg kan finde ud af det, har jeg tænkt mig at lave en lille database med en ordentlig kategorisering af alle de eksempler, jeg har fundet i årenes løb. Det er ganske mange. Jeg tror, den kan blive sjov for både mine læsere og mig selv. Det særligt sjove kunne være, hvis der er et mønster i eksemplerne. Og det værdifulde kunne være, at det er meget lettere at slå op i databasen end at læse gamle artikler.

Herudover vil det være sjovt at lære noget nyt, når man simpelthen elsker data i tabeller. Formentlig kan jeg genbruge noget af koden fra kirkegårdene. Logikken er jo næsten den samme, bortset fra at her skal man ikke søge efter noget, men vise noget. Og ellers er der sikkert masser af hjælp fra Googles pragtfulde univers. Jeg glæder mig allerede, for den slags er “For sjov”.

Opdatering den 27. august 2022: Databasen er nu færdig og kan ses her.

Dagens eksempler

  1. Det er lige før, det er impotent: “Du har sandsynligvis impoteret det …”. Hallo stavekontrol …
  2. Kategorien “Mærkelige udtryk”: “At have det stramt med” giver ingen mening, men det dukker op konstant. Det har været kendt siden 2005, men jeg har først bemærket det på det seneste. Man kan vel højst blive stram i betrækket, hvis man er uenig i noget?
  3. Ja, “bureaukrati” er svært at stave, men det er “omkring” åbenbart ikke, eftersom det konstant bruges forkert, hvor blandt andet “om”/”angående”/”vedrørende” havde været bedre. “Omkring” betyder “rundt omkring”: “Situationen omkring Varmecheck viser tydeligt buaurecratiet spænder ben for …” Prøv selv at udtale “buaurecratiet”. Jeg kan ikke! Hallo stavekontrol …
  4. Så stærkt kan det gå på Facebook: “. hun har lukket for konen tarer.”. Mit gæt er, at det skulle have været “Hun har lukket for kommentarer.” og ikke noget med “… konen tager”. Men sjovt er det.

Om læsbarhed på nettet

Jeg savner sådan citationstegnet. Det er virkelig et tegn, der er blevet væk, hvilket nedsætter læsbarheden. Sproget.dk skriver om citationstegnet her og giver en række eksempler på, hvor fornuftigt det er at bruge det ved bogtitler, teaterstykker og lignende. Der er stor forskel på “Leonora Christina” var forsinket igen og Leonora Christina var forsinket igen.

Jeg har lagt mærke til, at tegnet næsten ikke bruges længere, og jeg undrer mig over årsagen. Kan det skyldes dovenskab?

Vi læser helt anderledes på nettet, end vi gør i en trykt bog eller i en avis. Adskillige undersøgelser har vist, at de fleste opslag på hjemmesider kommer fra telefoner, derfor må forfattere gøre sig umage med at indsætte tvungen ny linje, hvis deres tekster skal nå ud til et bredere publikum.

De seneste tal, jeg lige kunne finde, er fra 2018 i en undersøgelse udgivet af Kulturministeriet med tal fra 2016 og 2017. Telefonerne tegnede sig allerede dengang for de fleste kald, men det har helt sikkert ændret sig i og med, at telefonerne er blevet bedre og skærmene større siden da.

Hvis kategori er Sprog

Analyserer jeg trafikken på min egen side, er det sjovt at se, at den primært kommer fra PC – derfor gætter jeg på, at det også har noget med alder at gøre, da de fleste af mine læsere nok er halvgamle lige som mig selv. Selv browser jeg stort set aldrig fra telefonen. Jeg foretrækker PC eller tablet.

Når trafikken stammer fra telefonen, skal der flere tvungne nye linjer til. Folk kopierer ofte en eller anden tekst fra Word, hvor der er indsat tvungne nye linjer og alt ser fint ud, til Facebook, men Facebook “spiser” dem, så hele teksten er ud i en lang køre og fuldkommen umulig at læse, og det gælder både ordblinde og alle andre.

En dag så jeg et vigtigt indlæg, vist om psykiatri, der var umuligt at læse. Jeg skrev til forfatteren, at hendes vigtige budskab ville nå ud til en bredere kreds, hvis hun indsatte nogle afsnit. Hun var ikke klar over, at hun kunne gøre det, og at det skulle gøres med shift-tasten og enter-tasten holdt nede samtidig. Heldigvis blev hun glad for min kommentar.

Så altså: til kamp for citationstegn og tvungen ny linje.