Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

USA bomber atomanlæg i Iran

USA bomber atomanlæg i Iran

Indgår Iran i forhandlinger?

USA bomber atomanlæg i Iran

Jeg er bange for, hvad det kan føre til.

Hele morgenen har jeg hørt analyserne på DR1 fra solide folk som Peter Viggo Jakobsen (jeg er vild med ham), Isabel Bramsen fra Lunds Universitet, Hans Henrik Fafner, POV og Steffen Gram, International korrespondent hos DR.

De er alle seriøse mennesker, man kan regne med. Peter Viggo Jacobsen var vist blevet taget på sengen men pyt med det. Hans hjerne var i vågen tilstand. Både han og Isabel Bramsen stillede spørgsmål ved, om Iran ville indgå i forhandlinger. Det forstår jeg godt.

Hvad skulle få en nation, hvis nukleare anlæg formentlig (vi ved det ikke med sikkerhed) er smadret “til atomer”, for nu at blive i billedet, til at indgå i forhandlinger? Hvad er der at forhandle om? Skulle taberen, der ligger ned, sige “Vi vil gerne forhandle”? Det har jeg svært ved at se. De vil måske forhandle, hvis de kan se, at deres situation kan blive endnu værre. Men kan det blive værre? Det kan jeg heller ikke se.

Israel takker Trump, og Trump takker piloterne og Gud for det veloverståede angreb. Han gik blandt andet til valg på “America first”, men allerede efter fem måneder i præsidentstolen er han fraveget det. Han har truffet beslutningen på egen hånd, men kongressen burde have været adspurgt. Hvad bliver det næste?

Jeg har haft atlasset fremme for at se præcis, hvor Hormuzstrædet ligger. Det kan blive Iranernes næste træk. Fortæl mig hvorfor de skulle lade være at blokere det?

Jeg er bange.

Jeg har rejst i Israel og min tandlæge er fra Irak

Det er så længe siden, at jeg ikke kan huske hvornår, men jeg har rejst i Israel, og det var en positiv oplevelse. Jeg traf kun venlige mennesker, men jeg skulle lige vænne mig til, at den unge kvinde, jeg var på café med, lagde sin maskinpistol på den tredje stol. Ved en fodgængerovergang i Jerusalem ventede jeg sammen med (andre) unge; de havde alle en maskinpistol på ryggen. Det kan vi ikke forestille os i Danmark, men det siger noget om, hvordan de ser verden omkring sig. Og det var endda før, Netanyahu kom til magten.

Jeg har mødt palæstinensere på den ulovligt besatte Vestbred. De inviterede på aftensmad og fortalte om deres liv og deres families tragedier siden 1948.  

Forleden var jeg hos tandlægen. Allerede før jeg gik derhen, havde jeg tænkt på ham, og om det var fra Iran, han kom. Det var det ikke, det var Irak. Men det forhindrede ham ikke i at have gjort sig tanker om situationen. Vi talte om det bekymringsvækkende, hvis USA blandede sig – og det gjorde de så i nat.

Nogle sagde engang, at verden var blevet mindre. Tænk jeg synes, den var blevet større. Den foldede sig ud; man kunne rejse, træffe nye mennesker, spise deres mad og høre deres historie. Det er alt sammen i datid. Hvem har lyst til at rejse nogen steder lige nu? Det er da højst til Samsø – og det er selvfølgelig også et dejligt sted.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/13 Kommentarer/i /af

Vi har levet i den bedste tid af alle

Vi har levet i den bedste tid af alle

Israels krige

Vi har levet i den bedste tid af alle

Jeg læste et interview med Vibeke Sperling fra 2015, som havde overskriften “Jeg har levet i den bedste tid af alle”; jeg har bare ændret “Jeg” til “Vi”, for det passer til hovedparten af mine læsere. Ud af hidtil 19 besvarelser i årets læserundersøgelse er 7 respondenter 61 til 65 år gamle. Det svarer til 37 pct.

Vi har levet i den bedste tid af alle

Vi har oplevet slutningen på den kolde krig, murens og Kremls fald, slutningen på Vietnam-krigen, opbygningen af velfærdssamfundet osv.

Nu er det som om, det hele ramler. Man vågner dagligt op og tænder for TV Avisen blot for at se og høre, hvad den orange mand i Washington har fundet på, mens man sov.

I disse dage dage holder verden vejret, fordi det er usikkert, om han vil supportere Israels krig mod Iran. Han vil først blande sig “i sidste sekund”. Hvad betyder det? Hvilke uger, dage, timer og minutter er gået forud for det sidste sekund?

Israels krig i Gaza

“Krigen stopper, når Hamas frigiver gidslerne.” Det er en myte.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har sagt, at krigen ikke stopper, før Israel kontrollerer hele Gaza.

Jyllands-Posten citerede den 21. maj i år Ritzau:

Så sent som mandag sagde Netanyahu, at Israel vil tage kontrol over hele Gaza. Meldingen kom dagen efter, at det israelske militær havde oplyst, at det har indledt ”omfattende landoperationer” i det nordlige og sydlige Gazastriben.

Landoperationerne er en del af en fornyet offensiv, som Israel har startet, og dets erklærede mål er at eliminere Hamas’ militære og administrative formåen.

Den første tid tænkte jeg, at de, der sagde “Etnisk udrensning”, “Folkedrab” og “Overtrædelse af krigens love”, overdrev. Jeg har ændret holdning! Denne krig må stoppe omgående.

Jeg har ikke deltaget i nogen af demonstrationerne, for der har været en overrepræsentation af synspunkter, jeg ikke vil tages til indtægt for. Jeg vil ikke ende op ad en mand, der i en megafon råber “Hamas er stor” eller lignende.

Desværre kunne jeg ikke deltage i demonstrationen forleden dag. Den var arrangeret af nødhjælpsorganisationerne og ca. 15.000 mennesker mødte frem på Rådhuspladsen. 15.000 mennesker har fået nok.

Folkedrab eller ej

Her til morgen skriver DR, at de har talt med fem forskere. En af dem er Martin Shaw:

Det, der gør dette til et folkedrab, er, at det er et systematisk angreb på civilbefolkningen i et helt territorium over næsten to år, siger professor ved Barcelona og Sussex Universitet, Martin Shaw, der er forfatter til flere bøger om folkedrab.

– Det er ikke kun en krigsforbrydelse. Det er ikke kun en forbrydelse mod menneskeheden. Det er et altomfattende angreb mod Gazas befolkning, siger han.

DR skriver videre i dag (den 20. juni 2025):

“Danske Frederik Harhoff er professor i folkeret ved Syddansk Universitet. Fra 2007-2013 var han dommer ved Det Internationale Tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY).

Derfor ved han om nogen, hvad det kræver af bevisførelsen for at påvise forsæt om at ville udrydde en gruppe eller dele af en gruppe – i dette tilfælde den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Beviserne i sagen mod Israel i ICJ kender offentligheden ikke, såvel som den heller ikke kender Israels efterretningsinformationer og svar på anklagerne. Derfor vil Frederik Harhoff ikke på nuværende tidspunkt vurdere, hvorvidt Israels krigsførelse er et folkemord eller ej.

– Det er muligt. Det kan vi ikke afgøre, når vi ikke kender beviserne og ikke har adgang til beviser, der vil blive fremlagt i retten, siger Harhoff.

– Det er i hvert fald krigsforbrydelser. Det er i hvert fald også forbrydelser mod menneskeheden. Det er også alvorligt nok.”

De døde børn og sult som våben

UNICEF vurderer, at flere end 50.000 børn er blevet dræbt eller såret i krigen. Israel anfører, at det er omfattet af deres “ret til at forsvare sig”. Jeg kommer aldrig til at forstå denne sammenhæng. Hvordan kan børn være en trussel mod staten Israel? 

Siger man i Danmark, at krigen må stoppe, at Israel bruger sult som våben og at mere end 17.000 børn enten er dræbt eller har fået amputeret lemmer, anklages man for at være Hamasstøtte. Man mødes af argumenter om, at tallene stammer fra det Hamaskontrollerede sundhedsvæsen, så det er sikkert løgn.

Siger man, at Hamas er nogle svin, anklages man for at være zionist.

Alle, der er imod Israels fremfærd, er antisemitter. Det inkluderer FN og verdens hjælpeorganisationer.

Da nødhjælpsorganisationerne stod for uddelingen af nødhjælp i Gaza, var der ca. 400 uddelingssteder. Nu, hvor det regeringskontrollerede Gaza Humanitarian Foundation (GHF) varetager opgaven, er der 3 – 4 uddelingssteder i det sydlige Gaza. Det er Israels forsøg på at få to millioner palæstinensere til ‘frivilligt’ at bevæge sig mod syd.

Det er det glade vanvid. Enten kan man blive, hvor man er og lide sultedøden, eller man kan bevæge sig mod syd og risikere at blive dræbt i kampen om at få del i nødhjælpen. Og det er kun de, der har kræfterne, der kan gå mod syd. De gamle og de sårede må blive, hvor de er.

Krigstrætheden

I Israel har krigstrætheden sat ind. Derfor er premierminister Netanyahus plan om at invadere, erobre og besætte Gaza permanent ikke kun blevet mødt med voldsom kritik fra udlandet, men også fra flere og flere kritiske, krigstrætte stemmer hjemme i Israel. Den danske journalist Hanne Foighel har boet i Israel i mere end fyrre år og fortalte til DR’s Genstart om, hvordan det er at bo i et land, hvor man hverken tror på premierministeren eller den krig, han fører. Episoden hedder “Netanyahu uden stopklods”.

Netanyahus nye idé: udslettelsen af Iran

Premierministeren har fået en ny idé. Han vil udslette Irans atomprogram og vælte præstestyret, der har haft magten siden 1979. Krigen har nu varet i syv dage og bekvemt nok, vender verdenssamfundet nu det blinde øje mod Gaza. Fokus er rettet mod Iran og mod Trump.

Vil USA blande sig i krigen? Trump har jo på den ene side sagt, at det er slut med at blande sig i krige, der i virkeligheden ikke kommer USA ved, men Israel kan næppe nedlægge Iran uden amerikansk bistand. Og de to er jo tætte venner, så det er svært at forestille sig, at USA ikke vil supportere Israel. Og hvis USA blander sig, hvad er så næste træk? Lurer en atomkrig?

Vi har i sandhed levet i den bedste tid af alle!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/3 Kommentarer/i /af

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Når man vil ofre børn

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Den 7. maj i år skrev SF på Facebook:

Netanyahus plan om at annektere Gaza er både farlig og hjerteløs

Nej til annektering, ja til en retfærdig tostatsløsning

Jeg svarede: “Ja til en retfærdig tostatsløsning”, for jeg har set små børn næsten sulte ihjel på hospitaler. Begge krigens parter er tindrende ligeglade med modpartens børn, så mødre sidder ved siden af, og ser børnene ånde ud. Det må stoppe. Jeg kan ikke holde det ud længere.

En eller anden skrev: “Hvordan er en tostatsløsning retfærdig for dem som blev fordrevet i 1947/1948?“.

Jeg svarede: “Jeg vil have en fred nu! Derfor tager jeg stilling til de aktuelle forhold og ikke forholdene for 77 år siden. Historien viser med al u-ønskelig tydelighed, at det ikke er en fornuftig idé.”

Samme skrev “vil du have fred eller retfærdighed for det er to forskellige ting. Man kan have fred uden retfærdighed! Forholdende i dag er en direkte konsekvens af forbrydelserne i 47/48. 80% af Gazas befolkning er flygtninge og efterkommere fra palæstinensiske byer som Israel bogstaveligt talt blev oprettet ovenpå.”

Jeg svarede: “Det har jeg allerede skrevet.”

En anden skrev: ” forholdene for 77 år siden er stadig aktuelle for det, vi ser nu. Du kan ikke adskille det.”

Jeg svarede: “Så længe nogle har den holdning, viser historien, at der ikke bliver nogen fred. Hvor mange små børn (både jødiske og palæstinensiske) vil du ofre nu til fordel for hændelser i 1948? Hvad er det, du og dine meningsfæller vil? Fred eller?”

En tredje skrev: “Ofre små børn”?! Det er Israel der nådesløst og ondskabsfuldt massemyrder både dem og deres familier“.

Her stoppede den såkaldte dialog.

Min kæde hopper af

Jeg fatter det ikke, og jeg tager ikke hermed stilling til fordel for eller imod nogen af parterne i konflikten – eller hvad det rette ord nu end er, for der er også politik i ordene. Jeg forholder mig til de små underernærede børn, der ligger i en hospitalsseng med knoglerne stikkende ud af skuldrene, underarmene og hofterne. De skal åbenbart dø nu, fordi en af krigens parter opførte sig på en given måde i 1948, dvs. for 77 år siden.

Der hopper min kæde af. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være rede til at ofre børnene i dag. Jeg har her til formiddag fået at vide, at jeg er “ældre”, det må jeg leve med, men jeg vil ikke leve med, at næsten-babyer skal dø nu til gengæld for 77 år gamle hændelser.

På den måde får vi aldrig fred i Gaza. Men det er måske heller ikke målet?

Retfærdighed er

Når vi “ældre” i 1987 læste om retfærdighed i faget retslære på jurastudiets andet år, lærte vi blandt andet, at “retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles ens” (Alf Ross side 353), og at “retfærdighed er en apriorisk hest, der spændes for, når man ikke har andre argumenter”. Faget var svært og på et så højt abstraktionsniveau, at jeg kun dårligt kunne følge med, men det var samtidig så fascinerende, at jeg har gemt Alf Ross’ bog “Om ret og retfærdighed”.

Ross ville ikke have ment, at det, der p.t. finder sted i Mellemøsten, har noget med retfærdighed at gøre. Det er jeg enig med ham i. Jeg synes, det drejer sig om, hvor mange børn – på begge sider – der skal dø.

På bogens første side har jeg skrevet “Juraen er livets mangfoldighed sat på formler”. Det gælder stadig.

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

I anledning af 80-året for befrielsen

I anledning af 80-året for befrielsen

Om værdirelativisme

I anledning af 80-året for befrielsen

Det var en særlig dag i går. I år havde vi en særlig anledning til at sætte lys i vinduerne den 4. maj. Det har jeg altid gjort, for jeg har altid ment, det er vigtigt at mindes.

Jeg tudede mig igennem “Hvidstengruppen”, hvilket jeg også gjorde første gang, jeg så den.

Jeg lavede et kort opslag på Facebook, hvor jeg skrev

I taknemmelig erindring om min elskede far Jørgen Stegemüller og den modstandskamp, han deltog i.

Måske er det vigtigere end nogensinde at sætte lys i vinduerne i aften?

Hidtil har 41 mennesker reageret på det. Jeg er ikke forvænt med, at så mange reagerer på mine opslag, da jeg ikke – med alle mine ord og ingen figurer – passer ind på platformen, men jeg må jo have ramt en åre el.lign.

Da jeg var barn, var jeg fuldstændig overbevist om, at hvis der atter blev krig i Danmark, ville jeg gå ind i modstandsbevægelsen. Og sådan har jeg det stadig, hvis der nu skulle opstå en krig og en modstand.

Jeg har bare gået og tænkt på, at min far – Jørgen Stegemüller – måske ikke var så fornuftig, for han må jo have fortalt noget om det, da jeg ikke ellers kunne have fået den tanke. Måske skal man ikke fortælle et barn, der end ikke er fyldt ni år, om sådan noget? Jeg husker ikke, hvad han fortalte.

I anledning af 80-året for befrielsenOm at videregive værdier

Jeg kan derimod huske, at min “mor” og han talte om, at han havde en pistol “fra krigens tid”, og det brød hun sig ikke om, hvilket vel egentlig er forståeligt nok, når man har et barn i huset.

Det var noget, de talte om, når de troede, jeg ikke hørte det, men små krukker har store ører. Jeg så aldrig pistolen, der hed en Mauser, [udtales “Movser”] og jeg ved ikke, hvad der blev af den, efter hans død. Man kan i øvrigt købe en sådan på nettet for 769,00 kr. og betale i op til ti rater med Viabill …

Ja, måske var det forkert, men jeg kan på den anden side set godt forstå, han gjorde det. Han har villet videregive sine værdier. Og jeg er stolt af ham, for han gjorde det rigtige.

Vers to i “Det haver så nyligen regnet” lyder:

Det har regnet – men regnen gav grøde,
det har stormet – men stormen gjorde stærk.
Som de tro’de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Måske er det nationalromantisk, men jeg identificerer mig med den sidste linje.

Der er forskel på værdier

I flere år har jeg i relation til politik tænkt på, at jeg er mindre interesseret i partipolitik end i partiernes værdier. Jeg er snart hverken “blå” eller “rød”, hvilket er nogle ret tåbelige etiketter. Faktisk kan jeg se noget fornuftigt hos både Det Konservative Folkeparti (men ikke længere mod højre!), Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten. Den dag, de laver “Værdipartiet” med det rette udvalg af værdier, stemmer jeg på det parti.

Alting er ikke lige godt.

Jeg synes efterhånden, der hersker en form for værdirelativisme, der gør, at man ikke behøver at tage stilling, og hvor alle værdier er lige gode. Nej de er ej. Der er stadig noget at kæmpe for. Der er stadig noget, der er rigtigt og noget, der er forkert.

Værdirelativismen medfører en rodløshed, hvor man ikke hører til nogen steder. Det tror jeg ikke er særlig sundt. Man har brug for at høre til et sted, for hvad skal man ellers?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.