Når man vil ofre børn

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Den 7. maj i år skrev SF på Facebook:

Netanyahus plan om at annektere Gaza er både farlig og hjerteløs

Nej til annektering, ja til en retfærdig tostatsløsning

Jeg svarede: “Ja til en retfærdig tostatsløsning”, for jeg har set små børn næsten sulte ihjel på hospitaler. Begge krigens parter er tindrende ligeglade med modpartens børn, så mødre sidder ved siden af, og ser børnene ånde ud. Det må stoppe. Jeg kan ikke holde det ud længere.

En eller anden skrev: “Hvordan er en tostatsløsning retfærdig for dem som blev fordrevet i 1947/1948?“.

Jeg svarede: “Jeg vil have en fred nu! Derfor tager jeg stilling til de aktuelle forhold og ikke forholdene for 77 år siden. Historien viser med al u-ønskelig tydelighed, at det ikke er en fornuftig idé.”

Samme skrev “vil du have fred eller retfærdighed for det er to forskellige ting. Man kan have fred uden retfærdighed! Forholdende i dag er en direkte konsekvens af forbrydelserne i 47/48. 80% af Gazas befolkning er flygtninge og efterkommere fra palæstinensiske byer som Israel bogstaveligt talt blev oprettet ovenpå.”

Jeg svarede: “Det har jeg allerede skrevet.”

En anden skrev: ” forholdene for 77 år siden er stadig aktuelle for det, vi ser nu. Du kan ikke adskille det.”

Jeg svarede: “Så længe nogle har den holdning, viser historien, at der ikke bliver nogen fred. Hvor mange små børn (både jødiske og palæstinensiske) vil du ofre nu til fordel for hændelser i 1948? Hvad er det, du og dine meningsfæller vil? Fred eller?”

En tredje skrev: “Ofre små børn”?! Det er Israel der nådesløst og ondskabsfuldt massemyrder både dem og deres familier“.

Her stoppede den såkaldte dialog.

Min kæde hopper af

Jeg fatter det ikke, og jeg tager ikke hermed stilling til fordel for eller imod nogen af parterne i konflikten – eller hvad det rette ord nu end er, for der er også politik i ordene. Jeg forholder mig til de små underernærede børn, der ligger i en hospitalsseng med knoglerne stikkende ud af skuldrene, underarmene og hofterne. De skal åbenbart dø nu, fordi en af krigens parter opførte sig på en given måde i 1948, dvs. for 77 år siden.

Der hopper min kæde af. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være rede til at ofre børnene i dag. Jeg har her til formiddag fået at vide, at jeg er “ældre”, det må jeg leve med, men jeg vil ikke leve med, at næsten-babyer skal dø nu til gengæld for 77 år gamle hændelser.

På den måde får vi aldrig fred i Gaza. Men det er måske heller ikke målet?

Retfærdighed er

Når vi “ældre” i 1987 læste om retfærdighed i faget retslære på jurastudiets andet år, lærte vi blandt andet, at “retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles ens” (Alf Ross side 353), og at “retfærdighed er en apriorisk hest, der spændes for, når man ikke har andre argumenter”. Faget var svært og på et så højt abstraktionsniveau, at jeg kun dårligt kunne følge med, men det var samtidig så fascinerende, at jeg har gemt Alf Ross’ bog “Om ret og retfærdighed”.

Ross ville ikke have ment, at det, der p.t. finder sted i Mellemøsten, har noget med retfærdighed at gøre. Det er jeg enig med ham i. Jeg synes, det drejer sig om, hvor mange børn – på begge sider – der skal dø.

På bogens første side har jeg skrevet “Juraen er livets mangfoldighed sat på formler”. Det gælder stadig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.