Indlæg

Hvem var mon Mogens Hansen?

Hvem var mon Mogens Hansen?

Brede Klædefabrik

Hvem var mon Mogens Hansen?

Jeg har brugt nogle dage på at perfektionere detaljer vedr. oldefars børn og børnebørn. Nu fik jeg øje på forældrene til den kvinde, han giftede sig med, Emilie Margrethe NIELSEN (1872-1934), og på hendes søskende. Data ser ud til at stamme fra min første tid som slægtsforsker og fra dengang, man skød med bue og pil, hvor det var let at få mennesker til at opstå via folketællingerne på DDD.DDA, men hvor det var svært at komme videre.

Jubii – her er en masse, der trænger til at blive ordnet og ryddet op i. Oprydningen kan fortsætte.

Hvem var mon Mogens Hansen?

En venlig mand ved navn Mogens Hansen sendte mig en masse oplysninger om min tipoldemor, der hed Ane Margrethe ANDERSEN (1841-1926). Nu sidder jeg og tænker: “Hvem var mon Mogens Hansen?”. Jeg ved det virkelig ikke, og det fremgår heller ikke, hvor han havde sine oplysninger fra.

I mine noter har jeg fx: “Mogens Hansen fortæller: Hun har sin barndom på Brede, og får som stor pige arbejde på Brede Klædefabrik.”

Det er sikkert sandt, men hvorfor er hun så ikke konfirmeret i Kongens Lyngby?

Og flere noter fra Mogens Hansen: “Senere får hun plads i huset hos en københavnsk familie, hvor hun lærer Jens Nielsen at kende. Han kom på besøg i det hus, hvor hun tjente, men da det ikke var velset at få besøg af sin kæreste, fortalte Ane Margrethe sit herskab, at det var en fætter fra landet, der var på besøg hos hende.”

Det kan være, det er sandt, men hvor stammer det fra?

Tænk hvis jeg havde noteret, hvem Mogens Hansen var, og tænk hvis jeg havde spurgt ham, hvor han havde sine oplysninger fra … Endnu en gang kan jeg kun opfordre nye slægtsforskere til at sætte kilder på alt.

Brede Klædefabrik

Hvem var mon Mogens Hansen?Det er stadig Brede Klædefabrik, der er omdrejningspunktet. Min tipoldefar hed Jens NIELSEN (1837-1905) og var forvalter på fabrikken. Min tipoldemor var som nævnt Ane Margrethe ANDERSEN (1841-1926). Ane Margrethes mor ser ud til at være født i Usserød (det er jeg i øvrigt også selv), og der lå jo også en stor klædefabrik. Gad vide om der er en sammenhæng?

Ane Margrethe ANDERSENs første barn er født på Fødselsstiftelsen, og jeg noterede dengang om ægteskabet

03-07-2003: Har ledt efter deres vielse i Lyngby fra 1865-72 og i Undløse på ca. samme tid – uden held. Hvor vies de?

Undløse var relevant, fordi Jens Nielsen var derfra.

Nu prøvede jeg så endnu en gang at kigge efter deres øvrige børn, og der var gevinst i anmærkningsfeltet allerede ved det første barn i ægteskabet Olivia Wilhelmine Frederikke NIELSEN (1866- ):

Ægteviede den 14de Mai 1865 i Frelserens Kirke p. Christianshavn.

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1857-1870, KM, Fødte piger – opslag: 77 af 140 opslag.

Klædefabrikken har altid interesseret mig, og jeg har noteret:

“I “Fabrikssamfundet: frihed – forsørgelse – forretning?”, Brede Klædefabrik 1880-1930 af museumsinspektør Lykke Lafarque Pedersen har jeg fundet følgende om Jens Nielsen:

Hvem var mon Mogens Hansen?“De ældre kvinder var heller ikke sikret bolig på fabrikken, hvis manden døde. Et eksempel herpå kan nævnes, hvor manden havde arbejdet 15 år på fabrikken: Og otte Dage efter Mandens Død kom Dawerkosens Forvalter, Jens Nielsen, med Ordre til, at Enken skulde ud – og det snart. Dog kunde hun nok, af Hensyn til Mandens Fortjenester, bo der i 8-14 Dage, mens hun søgte Husly andet Steds. Er det ikke smukt?””

Jeg har desværre ikke kunnet genfinde Lykke Lafarque Pedersens artikel; jeg ville ellers meget gerne læse den igen. Den findes i “Tidsskrift for arbejdsliv” og er udgivet i 1999.

Hun arbejder ofte sammen med museumsinspektør ved Københavns Bymuseum Niels Jul Nielsen, der blandt andet har skrevet artiklen “Arbejdere og ledelse på Brede Klædefabrik 1850-1950”, som findes i “Arbejderhistorie – Tidsskrift for historie, kultur og politik 2001-4”. Den har jeg heldigvis i bogform.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvorfor formidle slægtens historie?

Hvorfor formidle slægtens historie?

Formidling af slægtshistorie og slægtsforskning

Jeg skulle finde noget på computeren i denne mappe … Documents\Genealogi\Metode\ og faldt over en lille undselig tekstfil på bare fem linjer. Jeg er ikke klar over, om det er noter, jeg har taget til et foredrag, eller om det er noget, jeg selv har fundet på. Hvis det er en anden, der er ophavsmand, undskylder jeg på forhånd og håber, vi kan finde en mindelig ordning.

Hvorfor formidle slægtens historie?

  1. Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)
  2. Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem).
  3. Man får selv ny viden.
  4. Det er kreativt og sjovt.

Jeg prøver herunder at udfolde disse fire punkter med udgangspunkt i min egen slægtsforskning

Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)

Det var den “Indre mission” (ikke at forveksle med “indremission”), der satte mig i gang, og mon ikke det er den, der sætter alle slægtsforskere i gang? Ønsket om at vide, hvad man kommer af? Har man et specielt efternavn, kan det være en motiverende faktor, men det kan også være historier/skrøner i familien, man ønsker at efterprøve.

Jeg ville bare vide, om det var sandt, at oldefar Stegemüller var hattemagermester og kom fra Baden Baden. Så simpelt kan det kan siges her 21 år efter – og jeg er stadig ikke færdig 🙂 , hvilket jeg heldigvis aldrig bliver, for der er altid et anepar mere at lede efter eller noget andet at perfektionere. Det var sandt, at han var hattemagermester, men i Baden Baden havde han nu aldrig været. Vi lærer de nye slægtsforskere, at de skal begynde med at spørge de gamle i familien, og det er også rigtigt, men vi burde supplere det med, at de også skal efterprøve, om det er sandt.

Da jeg er adopteret, har jeg naturligvis også undersøgt en hel del om min biologiske slægt, og det har været interessant nok, men den biologiske slægt bliver mest til de nøgne data, da den mangler historierne og skrønerne. Det er herfra, jeg har de to X-kromosomer, men det er i Stegemüller-slægten, jeg føler, jeg hører til. Alle adoptivbørn siger en eller flere gange til adoptivforældrene “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”. Det er helt naturligt men gad nok vide, om det ikke gør ondt på adoptivforældrene, der trods alt har givet barnet et hjem og en fremtid?

De biologiske forældres data er beskyttet af 75 års-reglen, men deres forslægt kan legalt offentliggøres:

  • Min biologiske farfar: Karl Erik Andreas Ahm JØRGENSEN (1913-1984)
  • Min biologiske farmor: Edith Ellen RASMUSSEN (1916-1977)
  • Min biologiske morfar: Walther Raimund Skau NIELSEN (1904-1953)
  • Min biologiske mormor: Agnes Bente LICHT (1912-1980)

Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem)

Allerede i 2006, hvor jeg havde været i gang i ca. tre år, følte jeg, at jeg havde en “ydre mission”. Følgende er efter min bedste erindring: Hvorfor formidle slægtens historie?Jeg blev kontaktet af Randi Lorenz Marselis, som nu er lektor på RUC. Hun skrev i 2006 på sin p.hd. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt frem til mig, men hun ville skrive et kapitel, der skulle hedde “Genealogy Remediated: Family Memories on the Web“. Bidragets oversatte titel er “Remediering af slægtsforskning: Familieerindringer i Web-mediet. Vi mødtes en del gange i min lille lejlighed i Vanløse over det emne, og vi skruede også dette slideshow sammen. Når jeg ser på det igen med nutidige briller, er det jo fuldkommen håbløst, men alligevel kan jeg lide at se det igen, for det fortæller om, hvor mange muligheder, vi har fået på de ca. 17-18 år.

Slægtsforskning er i den grad blevet remedieret siden! Tænk bare at Arkivalier Online (AO) er kommet til. På min PC har jeg stadig gemt mange af de kilder, vi samlede sammen og delte med udvalgte før AO. Så det drejede sig altså om at være gode venner med “de rigtige”. Det var fx filer med gravsten, afskrevne nyere kirkebøger og ejendomshistorier. Nu er kilderne tilgængelige for alle slægtsforskere – og andre – og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg skal mødes med Randi Marselis i næste uge, og hvis hun ikke selv har fulgt udviklingen, så har jeg da noget at fortælle hende. Af hendes CV på RUC fremgår, at hun har forsket i kolonihistorie, så nu er jeg spændt på, at hun er faldet over Danmarks største slavehandler Jens Adolph KIØGE (1746-1789), der er broder til Karen KIØGE (1750-1816), som er min 4*tipoldemor.

Selv har jeg aldrig interesseret mig for diverse konger og dronninger, ligesom jeg også finder fx Gorm den Gamle m.fl. temmelig uinteressant. Jeg interesserer mig kun for det/dem, der kan dokumenteres, og jeg interesserer mig for kilder og kildekritik. Allerede mens jeg gik på studenterkursus – da man skød med bue og pil fra 1981 til 1983 – var jeg fascineret af kildekritik. Vi havde en fremragende ung historielærer Jette Christensen, som lærte os alt om kildekritik, og hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi læste historiske kilder. Selvfølgelig har jeg desværre glemt det, men det jeg har taget med mig til slægtsforskningen er, at der skal kilder på alt, hvilket jeg ikke var opmærksom på de første år, men som jeg nu forsøger at rydde op i. Det er nu blevet til min “ydre mission”.

Det er i øvrigt sjovt: Hvis folk på facebook udstøder en eller anden fordom, det kunne være “indvandrere er meget kriminelle”, og man så spørger “Hvad bygger du det på? Hvad er din kilde?”, så bliver de enten enormt sure og kalder en for venstreorienteret eller også svarer de slet ikke. Der ligger jo overhovedet ingen politisk stillingtagen i spørgsmålet. Det eneste er en mulig af- eller bekræftelse af en fordom.

Jeg har delt mit arbejde fra starten, og det har sat mig i kontakt med mange utrolig dygtige slægtsforskere. Det er kontakter, jeg har været og er enormt glad for. Nu hjælper jeg selv folk i gang med TNG, så de kan dele slægtsdata med kilder på deres egen hjemmeside en del billigere end med pengemaskinen MyHeritage, der vist ikke tilbyder visning af kilder. I hvert fald er jeg aldrig faldet over en MyHeritage-side med kildeangivelser.

“Skriv om din slægt”

Jeg elsker at skrive, og derfor købte jeg for nogle år siden bogen “Skriv om din slægt – Sådan skriver du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen, Forlaget “Eftermiddag. 2022”, fordi jeg kunne tænke mig at omdanne nogle af de mange data til fortællinger, men jeg kom aldrig ret langt med bogen, fordi det hurtigt gik op for mig, at man selvfølgelig skulle mestre “Show it – don’t tell it”, og det gør jeg jo ikke, og jeg kan næppe lære det, for dertil er min Asperger-hjerne for fascineret af fakta og data. Jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer, hvor jeg vil udkomme, fx på forlag eller som selvudgiver.

På den anden side: Nu hvor jeg sidder og kigger ned over indholdsfortegnelsen: Hvorfor ikke bare læse de kapitler, der ser interessante og spændende ud, og så skrive historierne på min måde til min egen hjemmeside? Det er så sådan, jeg vil udkomme. Det kunne egentlig være sjovt at prøve.

Måske var det sådan, jeg tænkte, da jeg købte bogen? Jeg har været i gang for flere år siden, og de historier finder du her og her, og de trænger uden tvivl til opdatering, da det er mange år siden, jeg skrev dem. Der ville være den mulighed, at jeg læste de kapitler i bogen, der ser mest relevante ud, og så opdaterede netop disse historier? Måske kunne jeg faktisk skrive en god historie fra og om Brede Klædefabrik, som jeg har samlet så meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til Danmark.

En anden interessant historie kunne måske være en 250-årig ubrudt linje af mennesker beskæftiget i tekstilindustrien på den ene eller den anden måde? Jeg har besluttet at opgive tyskerne for en stund, for det er for bøvlet at finde 4*tipoldefar Leinenweber (væver) Christoph Heinrich STEGMÜLLERs fødsel og dåb i Kulmbach, når jeg ikke har noget at gå efter. Men det jeg ved er, at han i 1746 i Kaunas – som er Litauens største by – gifter sig med en kvinde født i 1724, hvis far er Tuchgerber (garver). Så hvis han nu er født ca. 1724 eller lidt før, som det var kutymen, er der en ubrudt linje til min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972), der dør som direktør for en klædefabrik i 1972.

Man får selv ny viden

Hvor har jeg dog lært meget af at begynde at slægtsforske. Først og fremmest naturligvis historie. Jow, jow selvfølgelig var jeg klar over, at vi tabte Sønderjylland i 1864 og fik det igen i 1920, men der er så meget andet historie, der er interessant. Jeg kan så godt lide de små, almindelige menneskers historie, som man bliver nødt til at sætte sig ind i, når man træffer dem i slægten. Jeg synes fx, der er meget gammel jura, der er sjov at vide lidt om. Nu kan jeg ikke lige huske eller finde bestemmelsen men den om hvordan et barn kan få moderens nye mands efternavn eller den gamle arvelov, hvorefter adoptivbørn arvede den biologiske slægt. Tænk hvis jeg skulle arve min biologiske slægt? Det ville alle mine mange halvsøskende næppe være så begejstrede for.

Herudover var det slægtsforskningen, der satte mig i gang med at lave en hjemmeside, for pludselig havde jeg jo noget at fortælle, en historie at formidle. Jeg registrerede domænet i december 2004, og det har været aktivt siden og vil være det, til jeg en gang dør. Dengang var der ikke noget, der hed CMS’er, så det kunne tage en formiddag at lave en knap. Jeg rodede også lidt med noget programmering, men jeg blev aldrig nogensinde god til det. Jeg blev reddet af WordPress og andre CMS’er, så jeg nu kan holde fokus på formidlingen og ikke skal sidde og rode med koder. Lidt er der selvfølgelig, men der kan jeg lukrere på det, jeg lærte mig selv for 20 år siden. Større er det ikke.

Det er kreativt og sjovt

Jeg kender efterhånden mange slægtsforskere, og de siger alle som med en mund, at det er både kreativt og sjovt – ellers gjorde de det jo heller ikke. Noget, jeg synes er ekstra sjovt, er, når man finder anledning til at samarbejde. Det er simpelthen så givende. Engang sad jeg sammen med andre og læste et par skifter. For det første lærte jeg en masse nye ord (jeg anede da ikke, hvad et “hovedvandsæg” var), for det andet kom jeg rundt i afdødes rum og fik ejendelene oversat til latinske bogstaver, og for det tredje havde jeg det jo sjovt, og det havde de andre også! Jeg ved ikke, hvad der blev af den lille læsegruppe. Måske kunne jeg etablere en ny? Nu har jeg jo masser af plads til tre gæster.

Det, at man beskæftiger sig med en hobby, man anser for kreativ og sjov, gør jo også hjernen glad. Hobbyen gør, at der udløses dopamin, når der er noget, der lykkes. Endelig finder man ham eller hende, man har ledt efter i lang tid, og endelig går det op for en, hvad lægdsruller går ud på og hvordan man bruger dem. Det er tilstrækkeligt til at gøre hjernen begejstret. I aftes faldt jeg over et interview i serien “Mellem os – Amalie Rosenquist (24.10.2024)” på tv2 Bornholm, som jeg jo ellers holder mig langt fra. Det drejede sig om ‘Craft Psykologi’, og håndarbejde er langt fra noget for mig. Men både intervieweren og interviewpersonen var god. Hun fortæller fx om hjernens begejstring ved mikrosucceser, og dem har vi jo mange af som slægtsforskere. Se med og nyd!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når man fortæller de svære historier

Når man fortæller de svære historier

Mere om kilder og kildekritik

Når man fortæller de svære historier

Når man fortæller de svære historier

Jeg fortæller mange af de svære – eller måske rettere “grimme” – historier. Det er jeg helt klar over. Nu er jeg jo ikke en “rigtig” forsker, men især mht. de grimme historier går jeg til opgaven, som om om jeg var. Der er ikke nogen, der skal tage mig i fusk og sjusk.

Der skal være valide kilder på, ellers tier jeg stille. Hvis det er “grimt”, udbreder jeg mig kun om noget, jeg er fuldkommen sikker på, og som jeg kan dokumentere. Resten må hvile, for der er måske en familie at tage hensyn til. Jeg har nu aldrig hørt noget fra nogen, så det er vel i orden?

Men kan jeg dokumentere det, holder jeg mig ikke tilbage for at grave dybt. Sandheden skal frem, og jeg er træt af alle forsøgene på at gøre historien bedre, end den var.

Senest har jeg fortalt om både en Waffen SS-mand ved navn Fritz Felix STEGEMÜLLER (1911-1974) og en vandrehistorie om Kai PEDERSEN (1906-1945), der ikke blev skudt på åben gade af tyskerne men skød sig selv i tindingen, fordi det ikke lykkedes ham at røve en lotterikollektion. Begge dele er jo egentlig ganske forfærdelige.

Og der var jo også den om mormor, der kaldte den omrejsende musikant for “kapelmester”. Hans Petersen JØRGENSEN var ham, der var far til hendes ‘uægte’ barn nummer to. Vi troede virkelig, at han var “kapelmester”, der jo er af en noget anden kaliber end en omrejsende musikant.

Når man fortæller de svære historier

Og forud for ham var der jo faderen til ‘uægte’ barn nr. 1, som hun kendte i en periode på ca. 1½ år jfr. politirapporten, og ja jævnligt havde samleje med. Det er jo meget naturligt. Det interessante er her, at da Anna Grethe Margith CHRISTENSEN (1928-2006) døde i Asnæs Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt, anede hendes familie ikke, at hun ikke var en Nielsen men en Christensen.

Hendes forældre var hendes plejeforældre. De hed Johannes Aksel NIELSEN og Maren Marthine JENSEN. Jeg har haft kontakt med en af Margiths slægtninge, der har fortalt dette.

At hun hed Christensen fremgår også af Statstidende ved hendes død:

Født: 1928-06-19
Død: 2006-02-08
Sidst kendte navn: Anna Grethe Margit Christensen
Sidst kendte adresse: Rådhusvej 8, 4550 Asnæs
Statstidende udgave: Statstidende_2006_062
Statstidende sagsnummer S28032006-4423

Jytte Baunsgaard Kristensen (Margiths halvsøster) fortæller:

Margith kom i pleje og havde i mange år ikke kontakt med sin mor Mary Christensen (min mormor). De fik dog forbindelse med hinanden, inden Mary døde. Det var Mary meget glad for.

Fra min kusine fik jeg for mange år siden fortalt, at mormor løb grædende efter bilen, der kørte væk med lille Margith. Hvor gammel Margith var på det tidspunkt, er jeg ikke klar over, men det var formentlig i hendes første leveår.

Det var da synd for mormor, der vist livet igennem ikke havde det alt for let men alligevel formåede at være en forholdsvis god mormor for mig. Kun “forholdsvis” fordi hun ikke agerede på sin viden om mine forhold.

Roder det også i din familie?

Gad vide om det kun er mig, der har sådan nogle rodede familieforhold? Jeg tror det ikke. Og de rodede forhold bevirker jo, at der er mange historier at fortælle og bekræfter endnu en gang, at slægtsforskning ikke kun er datoer.

Jeg har ledt ihærdigt efter en bestemt konfirmation, der skulle føre til et specifikt drengehjem. Og jeg har rodet Danske Slægtsforskeres Forum ind i det. Mit indlæg er i skrivende stund læst 442 gange. Heller ikke de kan finde på noget, nu hvor vi samlet set har været gennem 102 sogne.

Når de heller ikke kan, er vores konklusion efterhånden, at enten er vedkommende slet ikke konfirmeret, eller også er han “borgerligt konfirmeret”, hvilket man kunne blive fra 1915. Hjælperne i Forum er ellers skrappe, og man får altid en hurtig replik fra dem. I meget gamle dage var konfirmation en forudsætning for at kunne blive gift, men hvornår den bestemmelse faldt bort, er jeg ikke klar over.

Vedkommendes farfar (hvor han boede en periode) fik fattighjælp.

I Fattigvæsenets hovedregistrant, Digitaludgave 2017, 1934-1940, side 1093 ses følgende hos Københavns Stadsarkiv: (B 9 V 11/36).

B betyder “Referatprotokol B 1881-1933”. V og 11/36 er ikke helt klart, men det kunne måske betyde vinterhjælp tildelt i november 1936? Og hvordan kan der i referatprotokollen 1881-1933 stå noget om 1936? Der er noget, der ikke stemmer.

Det er lidt mærkeligt pludselig at have 30’ernes fattigdom så tæt på.

Når man fortæller de svære historier

Alle med bare den ringeste viden om historie ved, at arbejdsløsheden var enorm i 1930’erne. Så vidt jeg husker, var hver tredie arbejdsløs, og så er det klart, at man må ansøge om fattighjælp.

Til tider overvejer jeg da, om jeg bare er et væmmeligt menneske, der vasker det snavsede vasketøj for åbne gardiner (eller hvad er det nu, det hedder?). Tjoh måske, men de er jo alle døde, så det kan ikke genere nogen. Og skulle der være familiemedlemmer, der bliver kede af det, må de jo rette henvendelse til mig. Så finder vi nok en løsning.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vandrehistorier når man spørger de gamle

Vandrehistorier når man spørger de gamle

Slægtsforskning drejer sig om kilder og kildekritik

Vandrehistorier når man spørger de gamle

Det er god latin, at man skal starte sin slægtsforskning med at spørge de gamle i familien. Det var i hvert fald det, de erfarne lærte os begyndere for 20 år siden. Jeg vil tro, det stadig gør sig gældende. Der er den fornuft i det, at så når man det, mens tid er.

Det, de glemte at lære os, er, at man altid skal tjekke i de originale kilder, om det er sandt. I min familie har det vist sig, at der er mange vandrehistorier, som enten skyldes, at man husker forkert så mange år efter, eller at man har ønsket at pynte på virkeligheden. Man kan forstå begge dele.

Mange slægtsforskere viser deres arbejde på nettet, og det er der ikke noget at sige til. Man er selvfølgelig glad, når man mener at have fundet sammenhænge, ingen andre synes at have fundet.

Når man har en hjemmeside af en eller anden slags (fx via geni.com, MyHeritage eller TNG) følger der en gratis forpligtelse med til at sørge for, at data er valide. Selv er jeg i gang med en større oprydning for forhåbentligt at finde (alle) mine gamle fejl og for at supplere med alle de data, det nu er blevet så uendeligt nemt at finde hjemmefra. Jeg håber i den forbindelse at fange det utal af “Husmand”, jeg gjorde til “Gårdmand”, fordi jeg ikke kunne skelne et gotisk H fra et gotisk G, hvilket stadig kan drille.

Vandrehistorier fra min familie

Kai Pedersen blev ikke skudt på åben gade

Den skønneste vandrehistorie er den om Kai PEDERSEN (1906 – 1945), om hvem man sagde, at han blev skudt på åben gade, da han var på vej hjem på cykel. Det skulle efter sigende være sket den 5. februar 1945.

For mange år siden spurgte jeg Politikens Oplysning, om de kendte til et drab på åben gade den 5. februar 1945. De svarede:

Jeg har nu kigget Politiken igennem fra dagene 5.-8. februar 1945 og ikke fundet noget om Kai Pedersen, selvom der nævnes flere drab.

8. februar er der en omtale af en Kaj Petersen – men ham er det vel næppe:
“Røveren Kaj Petersen, Rodosvej 7A, der i Mandags skød sig selv i Tindingen efter et mislykket Forsøg paa at røve Penge fra Lotterikollektionen Classensgade 56, er afgaaet ved Døden paa Militærhospitalet”.

Med venlig hilsen
Aase Andreasen
Politikens Oplysning

Ham hun næppe tror det er, er det altså, for han bor på Rodosvej 7A, og han er gift med Gunhilda Elisabeth Pouline PEDERSEN (Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Simon Peter, 1935-1953, KM, Døde – opslag: 86 af 286 opslag). Altså var Kai røver eller rettere: han forsøgte i hvert fald på at blive det. Det er der næppe nogen, der hidtil har været klar over.

Dødsårsagen er i følge den medicolegale dødsattest “Vulnus sclopetarium (suicidium)”. “Vulnus sclopetarium” betyder “Skudsår” og “suicidium” betyder “selvmord”.

Efter hans død gifter enken Gunhilda Elisabeth Pouline PEDERSEN (1913 – 2001) sig med en af min farfars brødre Frits Felix STEGEMÜLLER (1911 – 1974).

Vi er ikke i familie med statsminister Hilmar Baunsgaard

Jeg hedder Baunsgaard til mellemnavn, og jeg kan ikke fordrage det, men jeg sletter det ikke, fordi jeg synes, det lille B ser pænt ud i underskrifter, profiler mv. Det er min netidentitet..

“Min mor” sagde, at vi er i familie med den tidligere statsminister Hilmar BAUNSGAARD (1920 – 1989). Han skulle være min morfars fætter. Det er også en vandrehistorie, som stammer fra, at min morfar Carl Frederik KRISTENSEN (1899 – 1982) altid blev kaldt Carl BAUNSGAARD.

Lidt af forklaringen ligger i, at en datter af morfars farfar Christen Bertelsen – Birthe Marie Christensen – gifter sig med Hans Christian Thomsen fra Baunsgaard i Give sogn. Hans Christian Thomsen var søn af Thomas Mathiasen i Baunsgaard, der atter var søn af Mathias Christensen i Grarup. Disse data er bekræftede, men om det er derfor “Carl F. Kristensen” blev til “Carl Baunsgaard”, kan jeg selvfølgelig ikke vide.

Og hvor Birthe Marie Christensens data er blevet af, ved jeg heller ikke! Måske har jeg ryddet for grundigt op?

Vandrehistorier når man spørger de gamle

Min tyske oldefar var ikke fra Baden Baden

Da jeg i fordums tid startede med at slægtsforske, var det i virkeligheden bare for at finde ud af, hvor “Stegemüller” kom fra. Da det dengang i 2003 var stort set umuligt at besøge tyske arkiver hjemmefra, kastede jeg mig over alle mulige andre familiemedlemmer. Jeg var ikke klar over, at det ville udvikle sig fra en hobby til en lidelse 🙂 , som vi siger.

Man fortalte mig, at Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862 – 1937) indvandrede fra Baden Baden. Hvor de havde det fra, er jeg ikke klar over, men det er det pure opspind. Han blev født i Carl Straße 14, Frankfurt an der Oder, Brandenburg, og han blev døbt 11. juni 1862 i Sankt Georg Kirche, Sankt Georg Gemeinde, Frankfurt an der Oder, Brandenburg.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.