Indlæg

Slægtsforskning er blevet meget nemmere

Slægtsforskning er blevet meget nemmere

Crowdsourcingen savner centralisering

Slægtsforskning er blevet meget nemmere

Jeg glemmer ofte, at mange kilder er blevet gjort søgbare i løbet af de seneste 20 år, og derfor sidder jeg stadig og “bladrer” kirkebogsside op og kirkebogsside ned. Det bevirker, at jeg af og til træffer nogle meget hjælpsomme præster. Se fx herunder hvor de fraskilte har fået en blå understregning og enker og enkemænd har fået en rød understregning.

Når de er således markeret, er det langt hurtigere at bladre. Faren er dog, at har præsten glemt at sætte den farvede streg, overser jeg personen, jeg leder efter.

Slægtsforskning er blevet meget nemmere
Slægtsforskning er blevet meget nemmere
Slægtsforskning er blevet meget nemmere

To databaser jeg ofte overser

Jeg går altid tilbage til den originale kilde og taster kildetro fra den, fordi mine kilder skal se ud som fx denne: “Vejle Amt, Hatting, Hedensted, 1837-1853, KM, Døde mænd – opslag: 4 af 10 opslag”, men de to databaser nævnt herunder herunder gør, at det er blevet meget nemmere at finde den originale kilde.

1) Danish Family Search

Det er snart mange år siden, australske Danish Family Search blev lanceret. Dengang var der ikke meget nyt at hente, fordi de baserede sig på data fra Dansk Data Arkivs Dansk Demografisk Database (ddd.dda.dk). Derfor brugte jeg ikke Danish Family Search. I forrige uge fandt jeg alligevel linket frem igen, og jeg må sige, at der er sket noget. Flittige og uselviske mennesker bevirker, at databasen er blevet mere end interessant.

Det er mange år siden, jeg installerede AdBlocker Ultimate, der er en udvidelse til blandt andet Firefox, da jeg hader alle former for reklamer. Det bevirker, at jeg aldrig ser reklamer – heller ikke på Danish Family Search.

Nu har jeg været lidt rundt på hjemmesiden, hvor der er mange fine muligheder, men jeg undrer mig over, at der er etableret mulighed for hjælp til tydning og hjælp til at finde aner. De muligheder findes allerede på Danske Slægtsforskeres hjemmeside, og hvad er idéen i, at de samme muligheder findes flere steder?

Var der ikke engang noget om, at man kunne bidrage bare med enkelte poster? Altså hvis jeg finder data om Hans Jensens kone død i Thyregod, og hændelsen ikke allerede findes i Danish Family Search, så kan jeg indtaste den? Jeg vil gerne bidrage på den måde.

2) Danmark, kyrkböcker, 1812-1924 – Denmark, Church Records, 1812-1924

Siden er etableret i samarbejde med Rigsarkivet her i landet, og den rummer virkelig mange data. Jeg begyndte at bruge den systematisk i forrige uge og fandt eksempelvis både mange konfirmationer og dødsfald, jeg ellers ikke ville have fundet. Jeg er meget overrasket over de mange fine muligheder.

En database jeg aldrig bruger: Link-Lives

Link-Lives er et tværfagligt forskningsprojekt, der etablerer historiske livsforløb og familieforbindelser ved at forbinde folketællinger og arkivernes kilder om dåb, vielser og begravelser.

Lige da projektet blev lanceret, brugte jeg deres søgeformular en del gange, men jeg fik aldrig noget at vide, jeg ikke vidste på forhånd fra DDA, idet de havde fået deres data derfra.

Det ser ud som om, der er sket vældig meget siden da, men jeg synes stadig, man skal være ingeniør eller lignende for at aflæse søgeresultaterne.

Jeg prøvede lige nu at søge på Stegemüller (mit eget efternavn) og fik mange hits, men jeg undrer mig over resultaterne med “Brede Sogn” i venstre side. Brede sogn ligger i Tønder, Højer og Lø Herred, Tønder Amt. Det “Brede”, der er relevant her, er derimod en lokalitet i Kongens Lyngby Sogn.

Også hos Link-Lives kan man deltage i indtastning, hvis man kan læse håndskrift.

Ville en form for centralisering være at foretrække?

For mig at se findes de samme muligheder for både søgning og indtastning adskillige steder. Faktisk er der så mange muligheder, at jeg som slægtsforsker mister overblikket. Det er naturligvis mere end herligt, at alting er blevet så meget nemmere end for 20 år siden, hvor jeg gik glad fra Landsarkivet på Jagtvej om lørdagen med fx tre vielser og et dødsfald.

Men hvem har det samlede overblik? Og ville det ikke være at foretrække at lade fx Danske Slægtsforskere koordinere indsatserne? Hvad er idéen i at der kan indtastes kilder adskillige steder?

Herudover: Hvis alt bliver søgbart, kommer slægtsforskning til at dreje sig om at kende de rette links og så søge i databaser. Så bortfalder glæden over at bruge sin logik til at finde en given kilde. Heroverfor kan man selvfølgelig indvende, at det kan bevirke, at slægtsforskningen bliver mere kvalificeret: Man finder nemt de basale oplysninger og kan bruge kræfterne på andre kilder.

Har du en mening om det?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Der skal kilder på alt!

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Min tipoldefar Jens NIELSEN (1837-1905) var forvalter på Brede Klædefabrik, og lige da jeg begyndte at samle slægtshistorien, fik jeg en masse oplysninger fra Mogens Hansen i Frederikshavn, og dem var jeg glad for. Men dengang havde jeg selvfølgelig ikke erfaring nok til at vide, at jeg skulle spørge, hvor han havde sine oplysninger fra. Nu sidder jeg 21 år efter og undrer mig over, hvor de dog kommer fra. Det kan være, det er sandt, og det er selvfølgelig både sjove og spændende historier, der gør slægtshistorien levende, men hvad byggede han dem på? Det ville jeg gerne have vidst.

Teksten i de firkantede parenteser [ ] er min:

Jens Nielsen vokser op på landet i Undløse, Merløse Herred, Holbæk Amt, men flytter – formentlig sidst i 1850’erne – til København. [Flytningen på dette tidspunkt har dog ikke kunnet bekræftes via gennemgang af Undløse sogns Afgangsliste, der ellers synes at være minutiøst ført].

Det siges [af hvem og hvornår?], at Jens Nielsen fik arbejde i et bageri i København, men ikke kunne tåle arbejdet. [Han kunne måske ikke tåle brødlugten i bageriet 🙂 ]

Han søger plads på Brede Klædefabrik. Han får jobbet og gifter sig med Ane Margrethe. Jens må have gjort arbejdet godt, for han bliver senere forvalter på Brede Klædefabrik.

Jens Nielsen var nok den alvorlige i familien, medens Ane Margrethe havde et lettere sind. Når der var karneval på fabrikken i Brede, måtte hun ikke komme med, men når han var taget af sted for at holde styr på gemytterne, tog hun maske på alligevel og dansede rundt for næsen af manden. Hun skulle så blot sørge for at komme hjem, inden festen sluttede, og inden maskerne faldt.

I november 2024 sidder jeg endnu en gang og læser, hvad Mogens Hansen fortalte mig for så længe siden – formentlig i mine første år som slægtsforsker for ca. 20 år siden – og jeg er meget i tvivl om, hvad han bygger/byggede sin fortælling på. Hvad er hans kilder? Det er sikkert alt sammen sandt, men jeg savner en eller anden form for kildeangivelse.

Hvor går grænsen?

På den ene side har jeg alle mine rå data, som jeg sætter en stor ære i. Og på den anden side vil jeg gerne skrive bogen om menneskerne med tilknytning til Brede Klædefabrik, men hvis jeg kun skriver om det, jeg kan dokumentere, bliver det en vældig kedelig bog, som ingen gider læse. Det har jeg selvfølgelig ingen interesse i. Hvor går grænsen?

Jeg har nærmest ingen fantasi, for fantasi bygger på følelser, og det er ikke min stærke side. Jeg er mere faktabaseret, og det er måske en “skæbne”, jeg deler med mange andre slægtsforskere? Hvordan ser det ud med din fantasi?

Da jeg skrev 200 ord om min indvandrende oldefar, gik det alligevel ganske godt, og jeg kunne have skrevet meget mere. Måske lå han i sin seng aftenen før, han skulle afsted og kunne ikke sove? Måske var han bekymret for om toget gik til tiden? Måske var han reelt bekymret for, om han kunne gøre arbejdet godt nok til direktør Daverkosen? Måske var han bange for, om han ville komme til at savne sin mor for meget? Overvejede han, hvordan det blive at være indvandrer?

Jeg er meget spændt på, hvordan det vil gå med skriveprocessen. Indledningsvist er jeg meget spændt på at mødes med forfatteren til bogen om at skrive om slægten: Marie Østergaard Knudsen.

Vilde udokumenterede slægtshistorier

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvem var mon Mogens Hansen?

Hvem var mon Mogens Hansen?

Brede Klædefabrik

Hvem var mon Mogens Hansen?

Jeg har brugt nogle dage på at perfektionere detaljer vedr. oldefars børn og børnebørn. Nu fik jeg øje på forældrene til den kvinde, han giftede sig med, Emilie Margrethe NIELSEN (1872-1934), og på hendes søskende. Data ser ud til at stamme fra min første tid som slægtsforsker og fra dengang, man skød med bue og pil, hvor det var let at få mennesker til at opstå via folketællingerne på DDD.DDA, men hvor det var svært at komme videre.

Jubii – her er en masse, der trænger til at blive ordnet og ryddet op i. Oprydningen kan fortsætte.

Hvem var mon Mogens Hansen?

En venlig mand ved navn Mogens Hansen sendte mig en masse oplysninger om min tipoldemor, der hed Ane Margrethe ANDERSEN (1841-1926). Nu sidder jeg og tænker: “Hvem var mon Mogens Hansen?”. Jeg ved det virkelig ikke, og det fremgår heller ikke, hvor han havde sine oplysninger fra.

I mine noter har jeg fx: “Mogens Hansen fortæller: Hun har sin barndom på Brede, og får som stor pige arbejde på Brede Klædefabrik.”

Det er sikkert sandt, men hvorfor er hun så ikke konfirmeret i Kongens Lyngby?

Og flere noter fra Mogens Hansen: “Senere får hun plads i huset hos en københavnsk familie, hvor hun lærer Jens Nielsen at kende. Han kom på besøg i det hus, hvor hun tjente, men da det ikke var velset at få besøg af sin kæreste, fortalte Ane Margrethe sit herskab, at det var en fætter fra landet, der var på besøg hos hende.”

Det kan være, det er sandt, men hvor stammer det fra?

Tænk hvis jeg havde noteret, hvem Mogens Hansen var, og tænk hvis jeg havde spurgt ham, hvor han havde sine oplysninger fra … Endnu en gang kan jeg kun opfordre nye slægtsforskere til at sætte kilder på alt.

Brede Klædefabrik

Hvem var mon Mogens Hansen?Det er stadig Brede Klædefabrik, der er omdrejningspunktet. Min tipoldefar hed Jens NIELSEN (1837-1905) og var forvalter på fabrikken. Min tipoldemor var som nævnt Ane Margrethe ANDERSEN (1841-1926). Ane Margrethes mor ser ud til at være født i Usserød (det er jeg i øvrigt også selv), og der lå jo også en stor klædefabrik. Gad vide om der er en sammenhæng?

Ane Margrethe ANDERSENs første barn er født på Fødselsstiftelsen, og jeg noterede dengang om ægteskabet

03-07-2003: Har ledt efter deres vielse i Lyngby fra 1865-72 og i Undløse på ca. samme tid – uden held. Hvor vies de?

Undløse var relevant, fordi Jens Nielsen var derfra.

Nu prøvede jeg så endnu en gang at kigge efter deres øvrige børn, og der var gevinst i anmærkningsfeltet allerede ved det første barn i ægteskabet Olivia Wilhelmine Frederikke NIELSEN (1866- ):

Ægteviede den 14de Mai 1865 i Frelserens Kirke p. Christianshavn.

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1857-1870, KM, Fødte piger – opslag: 77 af 140 opslag.

Klædefabrikken har altid interesseret mig, og jeg har noteret:

“I “Fabrikssamfundet: frihed – forsørgelse – forretning?”, Brede Klædefabrik 1880-1930 af museumsinspektør Lykke Lafarque Pedersen har jeg fundet følgende om Jens Nielsen:

Hvem var mon Mogens Hansen?“De ældre kvinder var heller ikke sikret bolig på fabrikken, hvis manden døde. Et eksempel herpå kan nævnes, hvor manden havde arbejdet 15 år på fabrikken: Og otte Dage efter Mandens Død kom Dawerkosens Forvalter, Jens Nielsen, med Ordre til, at Enken skulde ud – og det snart. Dog kunde hun nok, af Hensyn til Mandens Fortjenester, bo der i 8-14 Dage, mens hun søgte Husly andet Steds. Er det ikke smukt?””

Jeg har desværre ikke kunnet genfinde Lykke Lafarque Pedersens artikel; jeg ville ellers meget gerne læse den igen. Den findes i “Tidsskrift for arbejdsliv” og er udgivet i 1999.

Hun arbejder ofte sammen med museumsinspektør ved Københavns Bymuseum Niels Jul Nielsen, der blandt andet har skrevet artiklen “Arbejdere og ledelse på Brede Klædefabrik 1850-1950”, som findes i “Arbejderhistorie – Tidsskrift for historie, kultur og politik 2001-4”. Den har jeg heldigvis i bogform.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvorfor formidle slægtens historie?

Hvorfor formidle slægtens historie?

Formidling af slægtshistorie og slægtsforskning

Jeg skulle finde noget på computeren i denne mappe … Documents\Genealogi\Metode\ og faldt over en lille undselig tekstfil på bare fem linjer. Jeg er ikke klar over, om det er noter, jeg har taget til et foredrag, eller om det er noget, jeg selv har fundet på. Hvis det er en anden, der er ophavsmand, undskylder jeg på forhånd og håber, vi kan finde en mindelig ordning.

Hvorfor formidle slægtens historie?

  1. Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)
  2. Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem).
  3. Man får selv ny viden.
  4. Det er kreativt og sjovt.

Jeg prøver herunder at udfolde disse fire punkter med udgangspunkt i min egen slægtsforskning

Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)

Det var den “Indre mission” (ikke at forveksle med “indremission”), der satte mig i gang, og mon ikke det er den, der sætter alle slægtsforskere i gang? Ønsket om at vide, hvad man kommer af? Har man et specielt efternavn, kan det være en motiverende faktor, men det kan også være historier/skrøner i familien, man ønsker at efterprøve.

Jeg ville bare vide, om det var sandt, at oldefar Stegemüller var hattemagermester og kom fra Baden Baden. Så simpelt kan det kan siges her 21 år efter – og jeg er stadig ikke færdig 🙂 , hvilket jeg heldigvis aldrig bliver, for der er altid et anepar mere at lede efter eller noget andet at perfektionere. Det var sandt, at han var hattemagermester, men i Baden Baden havde han nu aldrig været. Vi lærer de nye slægtsforskere, at de skal begynde med at spørge de gamle i familien, og det er også rigtigt, men vi burde supplere det med, at de også skal efterprøve, om det er sandt.

Da jeg er adopteret, har jeg naturligvis også undersøgt en hel del om min biologiske slægt, og det har været interessant nok, men den biologiske slægt bliver mest til de nøgne data, da den mangler historierne og skrønerne. Det er herfra, jeg har de to X-kromosomer, men det er i Stegemüller-slægten, jeg føler, jeg hører til. Alle adoptivbørn siger en eller flere gange til adoptivforældrene “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”. Det er helt naturligt men gad nok vide, om det ikke gør ondt på adoptivforældrene, der trods alt har givet barnet et hjem og en fremtid?

De biologiske forældres data er beskyttet af 75 års-reglen, men deres forslægt kan legalt offentliggøres:

  • Min biologiske farfar: Karl Erik Andreas Ahm JØRGENSEN (1913-1984)
  • Min biologiske farmor: Edith Ellen RASMUSSEN (1916-1977)
  • Min biologiske morfar: Walther Raimund Skau NIELSEN (1904-1953)
  • Min biologiske mormor: Agnes Bente LICHT (1912-1980)

Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem)

Allerede i 2006, hvor jeg havde været i gang i ca. tre år, følte jeg, at jeg havde en “ydre mission”. Følgende er efter min bedste erindring: Hvorfor formidle slægtens historie?Jeg blev kontaktet af Randi Lorenz Marselis, som nu er lektor på RUC. Hun skrev i 2006 på sin p.hd. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt frem til mig, men hun ville skrive et kapitel, der skulle hedde “Genealogy Remediated: Family Memories on the Web“. Bidragets oversatte titel er “Remediering af slægtsforskning: Familieerindringer i Web-mediet. Vi mødtes en del gange i min lille lejlighed i Vanløse over det emne, og vi skruede også dette slideshow sammen. Når jeg ser på det igen med nutidige briller, er det jo fuldkommen håbløst, men alligevel kan jeg lide at se det igen, for det fortæller om, hvor mange muligheder, vi har fået på de ca. 17-18 år.

Slægtsforskning er i den grad blevet remedieret siden! Tænk bare at Arkivalier Online (AO) er kommet til. På min PC har jeg stadig gemt mange af de kilder, vi samlede sammen og delte med udvalgte før AO. Så det drejede sig altså om at være gode venner med “de rigtige”. Det var fx filer med gravsten, afskrevne nyere kirkebøger og ejendomshistorier. Nu er kilderne tilgængelige for alle slægtsforskere – og andre – og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg skal mødes med Randi Marselis i næste uge, og hvis hun ikke selv har fulgt udviklingen, så har jeg da noget at fortælle hende. Af hendes CV på RUC fremgår, at hun har forsket i kolonihistorie, så nu er jeg spændt på, at hun er faldet over Danmarks største slavehandler Jens Adolph KIØGE (1746-1789), der er broder til Karen KIØGE (1750-1816), som er min 4*tipoldemor.

Selv har jeg aldrig interesseret mig for diverse konger og dronninger, ligesom jeg også finder fx Gorm den Gamle m.fl. temmelig uinteressant. Jeg interesserer mig kun for det/dem, der kan dokumenteres, og jeg interesserer mig for kilder og kildekritik. Allerede mens jeg gik på studenterkursus – da man skød med bue og pil fra 1981 til 1983 – var jeg fascineret af kildekritik. Vi havde en fremragende ung historielærer Jette Christensen, som lærte os alt om kildekritik, og hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi læste historiske kilder. Selvfølgelig har jeg desværre glemt det, men det jeg har taget med mig til slægtsforskningen er, at der skal kilder på alt, hvilket jeg ikke var opmærksom på de første år, men som jeg nu forsøger at rydde op i. Det er nu blevet til min “ydre mission”.

Det er i øvrigt sjovt: Hvis folk på facebook udstøder en eller anden fordom, det kunne være “indvandrere er meget kriminelle”, og man så spørger “Hvad bygger du det på? Hvad er din kilde?”, så bliver de enten enormt sure og kalder en for venstreorienteret eller også svarer de slet ikke. Der ligger jo overhovedet ingen politisk stillingtagen i spørgsmålet. Det eneste er en mulig af- eller bekræftelse af en fordom.

Jeg har delt mit arbejde fra starten, og det har sat mig i kontakt med mange utrolig dygtige slægtsforskere. Det er kontakter, jeg har været og er enormt glad for. Nu hjælper jeg selv folk i gang med TNG, så de kan dele slægtsdata med kilder på deres egen hjemmeside en del billigere end med pengemaskinen MyHeritage, der vist ikke tilbyder visning af kilder. I hvert fald er jeg aldrig faldet over en MyHeritage-side med kildeangivelser.

“Skriv om din slægt”

Jeg elsker at skrive, og derfor købte jeg for nogle år siden bogen “Skriv om din slægt – Sådan skriver du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen, Forlaget “Eftermiddag. 2022”, fordi jeg kunne tænke mig at omdanne nogle af de mange data til fortællinger, men jeg kom aldrig ret langt med bogen, fordi det hurtigt gik op for mig, at man selvfølgelig skulle mestre “Show it – don’t tell it”, og det gør jeg jo ikke, og jeg kan næppe lære det, for dertil er min Asperger-hjerne for fascineret af fakta og data. Jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer, hvor jeg vil udkomme, fx på forlag eller som selvudgiver.

På den anden side: Nu hvor jeg sidder og kigger ned over indholdsfortegnelsen: Hvorfor ikke bare læse de kapitler, der ser interessante og spændende ud, og så skrive historierne på min måde til min egen hjemmeside? Det er så sådan, jeg vil udkomme. Det kunne egentlig være sjovt at prøve.

Måske var det sådan, jeg tænkte, da jeg købte bogen? Jeg har været i gang for flere år siden, og de historier finder du her og her, og de trænger uden tvivl til opdatering, da det er mange år siden, jeg skrev dem. Der ville være den mulighed, at jeg læste de kapitler i bogen, der ser mest relevante ud, og så opdaterede netop disse historier? Måske kunne jeg faktisk skrive en god historie fra og om Brede Klædefabrik, som jeg har samlet så meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til Danmark.

En anden interessant historie kunne måske være en 250-årig ubrudt linje af mennesker beskæftiget i tekstilindustrien på den ene eller den anden måde? Jeg har besluttet at opgive tyskerne for en stund, for det er for bøvlet at finde 4*tipoldefar Leinenweber (væver) Christoph Heinrich STEGMÜLLERs fødsel og dåb i Kulmbach, når jeg ikke har noget at gå efter. Men det jeg ved er, at han i 1746 i Kaunas – som er Litauens største by – gifter sig med en kvinde født i 1724, hvis far er Tuchgerber (garver). Så hvis han nu er født ca. 1724 eller lidt før, som det var kutymen, er der en ubrudt linje til min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972), der dør som direktør for en klædefabrik i 1972.

Man får selv ny viden

Hvor har jeg dog lært meget af at begynde at slægtsforske. Først og fremmest naturligvis historie. Jow, jow selvfølgelig var jeg klar over, at vi tabte Sønderjylland i 1864 og fik det igen i 1920, men der er så meget andet historie, der er interessant. Jeg kan så godt lide de små, almindelige menneskers historie, som man bliver nødt til at sætte sig ind i, når man træffer dem i slægten. Jeg synes fx, der er meget gammel jura, der er sjov at vide lidt om. Nu kan jeg ikke lige huske eller finde bestemmelsen men den om hvordan et barn kan få moderens nye mands efternavn eller den gamle arvelov, hvorefter adoptivbørn arvede den biologiske slægt. Tænk hvis jeg skulle arve min biologiske slægt? Det ville alle mine mange halvsøskende næppe være så begejstrede for.

Herudover var det slægtsforskningen, der satte mig i gang med at lave en hjemmeside, for pludselig havde jeg jo noget at fortælle, en historie at formidle. Jeg registrerede domænet i december 2004, og det har været aktivt siden og vil være det, til jeg en gang dør. Dengang var der ikke noget, der hed CMS’er, så det kunne tage en formiddag at lave en knap. Jeg rodede også lidt med noget programmering, men jeg blev aldrig nogensinde god til det. Jeg blev reddet af WordPress og andre CMS’er, så jeg nu kan holde fokus på formidlingen og ikke skal sidde og rode med koder. Lidt er der selvfølgelig, men der kan jeg lukrere på det, jeg lærte mig selv for 20 år siden. Større er det ikke.

Det er kreativt og sjovt

Jeg kender efterhånden mange slægtsforskere, og de siger alle som med en mund, at det er både kreativt og sjovt – ellers gjorde de det jo heller ikke. Noget, jeg synes er ekstra sjovt, er, når man finder anledning til at samarbejde. Det er simpelthen så givende. Engang sad jeg sammen med andre og læste et par skifter. For det første lærte jeg en masse nye ord (jeg anede da ikke, hvad et “hovedvandsæg” var), for det andet kom jeg rundt i afdødes rum og fik ejendelene oversat til latinske bogstaver, og for det tredje havde jeg det jo sjovt, og det havde de andre også! Jeg ved ikke, hvad der blev af den lille læsegruppe. Måske kunne jeg etablere en ny? Nu har jeg jo masser af plads til tre gæster.

Det, at man beskæftiger sig med en hobby, man anser for kreativ og sjov, gør jo også hjernen glad. Hobbyen gør, at der udløses dopamin, når der er noget, der lykkes. Endelig finder man ham eller hende, man har ledt efter i lang tid, og endelig går det op for en, hvad lægdsruller går ud på og hvordan man bruger dem. Det er tilstrækkeligt til at gøre hjernen begejstret. I aftes faldt jeg over et interview i serien “Mellem os – Amalie Rosenquist (24.10.2024)” på tv2 Bornholm, som jeg jo ellers holder mig langt fra. Det drejede sig om ‘Craft Psykologi’, og håndarbejde er langt fra noget for mig. Men både intervieweren og interviewpersonen var god. Hun fortæller fx om hjernens begejstring ved mikrosucceser, og dem har vi jo mange af som slægtsforskere. Se med og nyd!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.