Du kan aldrig blive til noget
Unge med ADHD og/eller autisme
Du kan aldrig blive til noget
GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.
Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.
Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.
Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.
Man skal have en diagnose
Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.
De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”
Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.
Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne
Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.
Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.
De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.
Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.
Erhvervsvalget
Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.
Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.
Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.
Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.
Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen
Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.
Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.
Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.
Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.
Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.
Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.
Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
