Indlæg

,

Against all odds

Against all odds

Jeg er her endnu

Against all odds

  • Jeg kan se igen, og det er så skønt, jeg var (sgu) så bange, men det er nu konstateret, at jeg er medicinfølsom, så små justeringer giver store bivirkninger (altså højst oppe på skalaen/sjældne).
  • De passer godt på mig. Jeg blev ringet op af farmaceuten lørdag 17:30 med besked om at fiske nogle tabletter ud af æsken og igen mandag formiddag om at fiske nogle flere ud. Og pludselig kunne jeg se helt normalt igen. Fantastisk. Det er sørme noget komplekst noget. Og ikke bolsjer.
  • Blodprøver for plasmakoncentration og den store pakke mandag og samtale med læge Kasper Reff onsdag. Jeg gentager “Kongeligt”
  • Nu kæmper jeg med noget, der vel i gamle dage kaldtes en musearm. For ind i…. hvor gør det ondt, så snart jeg sætter mig ved tastaturet. Det har snart varet mange dage. I dag tænkte jeg, at nu gik det nok at skrive lidt af alt det, jeg var kommet bagud med. Nu betaler jeg så prisen.
  • Jeg lever ikke af at skrive men for at skrive – så ovenstående punkter ville være ret begrænsende for min livsudfoldelse.
    • Det der er tilbage af den.
  • Kasper (lægen) spurgte sidst “Hvordan ser din hverdag ud”. Jeg svarede ham, at jeg lige for tiden ikke havde nogen hverdag, men hans spørgsmål har luret i mit baghoved, så nu må der struktur på, ellers er jeg jo ikke en gang i stand til at varetage et fleksjob på sølle 15 timer. De mange dage i joggingbukser, forvaskede T-shirts og fedtet hår går bare ikke! Så nu har jeg været hos frisøren og er gået i gang med at vaske gardiner. Der er nok at tage af. Kalktabletterne og multivitaminerne ringer kl. 07:00, så der står jeg op. Laver kaffe og går i bad.
    • Jeg blev pludselig bange for at miste den sidste rest af kontrol, jeg har over mit liv.
    • Det går bare ikke
    • Jeg vil ikke ende, som en, der ikke kan andet end at sidde i et hjørne og farvelægge mandolaer på en psykiatrisk afdeling.
  • Jeg kæmper med Kaspersky (sikkerheds- og backupprogrammet), som bare ikke vil fungere efter reinstallationen af Windows, som intet har at gøre med drevet, hvor filerne kommer fra og hvor de skal hen. Firmaet skal have 500 analyser, som alle blokerer maskinen hele dagen. Jeg er allerede træt af det. Men det giver selvfølgelig et sæt rene gardiner mere og tid væk fra tastaturet.
  • Psykopaten er død i ca. 2011. Han lå død længe i sin lejlighed, uden nogen savnede ham. Ingen ønskede at deltage i bodeling eller begravelse. Jeg har fået disse informationer af en af hans slægtninge. Jeg er så ufint et menneske, at jeg fryder mig. Det endelige punktum er sat over Hugo Ivan Erik Aage WAGNHOLT. Jeg har eller altid sagt, at jeg ville danse på hans grav, men da det sikkert har været en kommunal begravelse et sted ovre i Jylland, så dropper jeg del af aftalen med psykologen. Jeg smiler bare i mit larmende sind.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Securitas

Securitas

Dagevis

Indlægget her er skrevet over nogle dage, da jeg var klar over, hvilken vej pilen pegede, men naturligvis ikke kunne offentliggøre noget. På onsdag skal jeg sikkert pakke min kuglepen hos Securitas, for motivationen er ikke længere tilstede. Og det må selv de kunne forstå.

Søndag

Jeg er utrolig skuffet og ked af det. Jeg ved ikke, hvorfra jeg skal finde kræfterne til den femte ansættelse siden 2016:

  1. Folkekirkens Nødhjælp, 1-årig kontrakt, HR, opgaven var løst
  2. Folkekirkens Nødhjælp, 1-årig kontrakt, Genbrug, der var ikke flere opgaver
  3. Nordsjællands Portcenter, jeg var ikke tilstrækkeligt clairvoyant, men hjemmesiden var professionel og flot. Jeg var ansat, så jeg kunne blive fyret, og det blev jeg.
  4. Securitas,virksomheden skal omstrukturere, flytte, udnytte de eksisterende ressourcer bedre, og der er ikke tilstrækkeligt med opgaver.  Jeg har foreslået opgaver i deres økonomiafdeling og forsøgt mig med markedsføring udi Excel. Det synes heller ikke at være en mulighed.
  5. ?

Jeg orker det bare ikke.

Hvem ansætter en “rigtig” medarbejder uden at sikre sig, at der er et skrivebord og en computer til vedkommende? Hvem sikrer sig ikke på forhånd, at der er opgaver til en “rigtig” medarbejder, at der er en tilstrækkelig opgaveportefølje? Som jeg ser det, er det kun fordi, de forventer ingenting, når det er en ansættelse i et fleksjob. Når man så viser sig stadig at kunne noget, er det som om, de får kolde fødder.

De skriver alle så pænt, at jeg er utrolig kompetent, at jeg løser opgaverne godt/fint – men hvad kan jeg bruge det til? Det er alt sammen  svulstige ord, der ikke udmønter sig i en varig kontrakt.

Advarselslamper

Mine advarselslamper har være tændt ca. en måned,  to uger før ferien og to uger efter, hvor der sent om aftenen indløb SMS’er om, at jeg ikke skulle komme dagen efter: enten på grunds af arbejdsmangel eller på grund af, at en direktør skulle bruge sit skrivebord, og så var der ikke plads til mig.

Jeg synes ikke, det var værdigt. Og jeg træt af at blive betragtet som en, der nok ikke kan noget.

Hvordan jeg skal blive istand til at komme “op på hesten igen”, som mange sikkert vil skrive, ved jeg ikke. Jeg sad også ude tudede ude hos Kasper og Christina i fredags. De tror da på, at jeg stadig kan noget. Måske kan jeg få dem til at ansætte mig 🙂

Mandag

Kasper rådede mig til at lave noget, som jeg synes er sjovt, og som giver mig positivt input. Det har indtil videre udmøntet sig i tre ting:

  1. To videoguides til Letsupport om MailChimp, som er et fuldstændig uoverskueligt, men kraftfuldt, program, der kan bruges til at sende nyhedsbreve ud.
    • Det tager virkelig lang tid at lave den slags, for man må ikke sidde og fumle og lede efter funktionerne, og da det er temmelig uoverskueligt, måtte jeg gennem mange forsøg. Herudover skulle der mere styr på skærmopløsning og lyd, end jeg har været opmærksom på ved alle de øvrige videoguides. Jeg syns selv, resultatet blev godt. 1: Opret et nyhedsbrev. 2: Lister og formularer.
  2. Jeg har fået strammet et slideshow op, som skal bruges til nogle videooptagelser på psyk, og det skal så bruges i undervisning af medarbejderne. Det skulle strammes op rent sprogligt og noterne skulle på plads. Jeg nemlig ikke en oplægsholder, der står med ryggen til tilhørerne og læser op af det, de allerede har læst.
  3. Jeg er kommet i gang med mit Excelkursus igen. Jeg var gået i stå ved Arrays. Nu skal det være, men jeg synes, det er en ordentlig mundfuld.

Så jeg prøver at lave noget sjovt, der afleder tankerne om på onsdag. Fyret bliver jeg ikke, da jeg ikke er ansat. Men resultatet ligner.

Tirsdag

Jeg har haft et telefonmøde med  Morten fra Jobøst, og han er vældig positiv, og synes jeg skal gå på ned til seks timer eller måske to timer. Jeg kan ikke lade være med at komme i tanke om, at han er på en kontrakt af typen “No cure no pay”. Spiller det også ind? Jeg er klar over, at jeg måske er helt urimelig her.

For mig er det også et spørgsmål om værdighed. Jeg synes, det er uværdigt at komme to eller seks timer om ugen.Med min hukommelse får jeg det aldrig ind under huden, for jeg glemmer det jo fra uge til uge.

Men selvfølgelig slipper jeg for Jobcenteret, og det er da et plus, selvom min sagsbehandler er blev engleblid, efter jeg klagede til borgmesteren. Det er rart nok at kunne noget med ord. Er jeg i panik, er jeg så billigt til salg? Eller er Morten? Jeg ved ikke med ham, men jeg er ikke.

Vi aftalte, at han fører forhandlingerne, og at jeg tier stille, mm. jeg bliver direkte adspurgt. Det er nu lidt underligt. Jeg kan da sædvanligvis godt forhandle.

Selv er jeg nu ret sikker på, at der ikke er så meget at forhandle om. De mails, jeg har modtaget, taler deres eget tydelige sprog, hvis man kan læse lidt mellem linjerne og tænke bare lidt politisk. Der har stået:

“Du kan tro jeg har bemærket at du er god til excell – og vildt mange andre ting.

Det har intet med dine kompetencer at gøre. Du er, som jeg hele tiden har sagt, mere end kvalificeret til enhver administrativ funktion, og har været en kæmpe hjælp, ift. de besværlige opgaver, som vi har rodet med sammen.

Det håber jeg du er helt med på. Det handler vel i bund og grund om den timing hvormed du er i kontakt med Securitas – vi er i proces med – dels at flytte fysisk (vi har pladsmangel´) – og at få en anden struktur. Generelt arbejder vi med at udnytte de ressourcer vi har bedre, fremfor at tilføre flere/nye. Det er som sådan også en helt fin forretningstanke, men harmonerer jo ikke vildt godt med dit personlige ønske om fast ca.15 timer om ugen.”

Jeg replicerede, at 12 eller 15 timer ikke kulle skille os ad.

Nu skal det bare blive i morgen 9:30!

Onsdag

I dag er det nu – før mødet

og hvis Morten får sin vilje, vil jeg synes, jeg mister mit sidste strejf af værdig. Så bliver jeg solgt billigst mulig. Jeg har svært ved at se, hvad hverken seks eller to timer kan føre til. Så bliver jeg bare parkeret. Det kan så ikke engang betale sig at tage jakken af, tænde PCen eller hente en kop kaffe. Og hvordan skal der kunne findes et skrivebord til mig, hvis jeg er der lidt, når det ikke kan lade gør nu?

Fair leder/mentor – efter mødet

Min leder/mentor, eller hvad hun nu var, har spillet med åbne kort og når hun har vidst noget, har hun videreformidlet det til mig. Jeg synes, hun har været fair! Vi havde en god snak, inden Morten kom, hvor hun igen lagde kortene på bordet, og vi blev enige om, at hun skulle føre ordet. I løbet af de 30 minutter tøede jeg da også mere op og fik sagt noget selv.

Da vi gik ud, sagde Morten “Du fik ret”.

Jeg har pakket min kuglepen og afleveret adgangskortet.

Flow søges

Securitas

Det er svært

Salgskoordinatoren i Securitas er hende, jeg skal bistå, og det er derfor også hende, der lærer mig op. Hun er 100 pct. dedikeret til opgaven, er stille og rolig, tålmodig, pædagogisk, sød og alt muligt andet godt og fint! Men for søren hvor jeg synes, det er svært.

Opgaven er at styre virksomhedens kontrakter, der ankommer pr. mail. Informationerne i kontrakterne skal tilføjes diverse systemer, så de bliver brugbare for hele virksomheden. Det er selvfølgelig vigtigt af hensyn til fakturering af kunderne, men også af hensyn til de medarbejdere, der er delvist provisionslønnede; altså er det alt i alt nøgledata.

Det er selvfølgelig ikke svært at taste informationerne ind. Det kan enhver. Udfordringen ligger i at finde ud af hvor, det skal indtastes og i hvilken rækkefølge. Og det er her, jeg søger et meta-flow, men det findes vist ikke. Det er ikke sådan, at man kan sige, at nu har vi gjort CRM-delen færdig, og herefter tager vi økonomidelen, og gør den færdig. Næh man skal skifte frem og tilbage og frem og tilbage. Nogle informationer skal fremstå i en bestemt rækkefølge. Nogle informationer skal videreformidles via mails til navngivne personer osv.

Jeg har svært ved detaljerne, når jeg ikke har overblikket. Sælgerne udfylder ikke paradigmerne på ensartet vis, og ofte mangler de informationer, vi skal bruge. Man skulle tro, det var simpelt at fodre nogle systemer, men det er det ikke – for mig i hvert fald. Jeg håber, det kommer mere ind under huden, når jeg kommer til at sidde og rode selv. Jeg har taget en masse noter og skrevet dem rene. Det var i og for sig en god oplevelse, for det hang lidt bedre sammen, end jeg troede. Jeg kan beskrive det, der er generisk, men alle detaljerne kan jeg selvfølgelig ikke beskrive. Jeg ville foretrække et flowchart, men sådan er opgaven bare ikke.

På fredag kl. 10:00 kommer Morten fra Jobøst, og vi skal holde opfølgningsmøde. Jeg er noget spændt på, hvad det resulterer i. Er det “go” eller “no go”? Måske vil jeg selv mene, at det vil være en god idé at forlænge praktikken med yderligere tre eller fire uger, da jeg reelt kun har været der to dage pr. uge, selvom der var planlagt tre dage pr. uge. En dag var jeg væk, og to dage var mine læremester fuldt optaget af møder, og kunne derfor ikke “passe” mig. Jeg håber, jeg kan blive, men føler mig ikke sikker på noget som helst.

Pilen kan pege begge veje.

,

Securitas

Securitas

Dag et

Jeg tog i dag hul på endnu en virksomhedspraktik – denne gang hos Securitas. Jeg synes efterhånden, det er temmelig træls at skulle ses an igen, igen, igen. Det startede i januar 2016 i Folkekirkens Nødhjælp, så igen samme sted i januar 2017, så Nordsjællands Portcenter og nu tre eller fire uger hos Securitas. Jeg håber så inderligt, at dette er sidste gang. Jeg orker ikke at blive vejet og fundet for let endnu en gang.

Det er ufatteligt vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet igen, når man har været/er tæt på at falde ud af det. Jeg skal konstant bevise, at jeg stadig er noget værd. jeg piber og synes, det er anstrengende.

Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg kan stadig kan noget. Men det kan være svært at blive ved at tro det.

Afarter af tryghed

Dagen er gået med en generel introduktion og præsentation af Securitas’ ydelser. De tænker godt: det starter med den vagttjeneste, vi alle kender: en mand i uniform og store solide støvler. Han skaber tryghed.

Konceptet rummer også en masse andre former for tryghed, som fx et abonnement på, at Securitas kommer og hjælper ældre mennesker tilbage i sengen, hvis der er gået en alarm fra gulvet, eller Securitas tager sig af mennesker, der er ramt af stress. Omdrejningspunktet er tryghed. Jeg tænker, at de er utrolig dygtige strateger.

Ventet og velkommen

Sloganet “Ventet og velkommen” stammer fra psykiatrien, nærmere bestemt på akutmodtagelsen i Glostrup. Er der noget, man ikke er der er det “ventet og velkommen”, og egl. er det jo et noget sært slogan. Er man ventet, er der jo nærmest tale om et tilbagefald, og det kan ikke være målet med behandlingen. Og velkommen er man bestemt ikke der. Jeg kender bedre steder! jeg “hører til” på 808 på Hvidovre!

Lederen havde sat hele dagen af til at tage sig af mig. Det var utrolig fint, og hun er utrolig sød. Stille og rolig. En ting ad gangen.

Det hele går – vist nok – ud på at skille den enkelte kontrakt ad og fodre de relevante systemer med de oplysninger, de forskellige afdelinger har behov for. Altså: Er der en ny kontrakt med et firma, skal informationerne distribueres til de relevante aktører. Det kan være noget så banalt, som at den enkelte vagt skal tage højde for den nye kunde, når han planlægger sine runderinger.

I morgen

Det var fint at forlade huset 14:45 i dag. Jeg kunne alligevel ikke rumme mere. Vi har aftalt, at det er i morgen er mig selv, der sidder ved tastaturet. Det er mit eget forslag, idet jeg lærer bedst ved at have fingrene i suppedasen. Det bliver spændende. Kan jeg overhovedet huske det mindste alt det, hun forklarede i dag? Jeg håber, men sikker er jeg ikke. Der er fem hovedregler og 25 undtagelser.

Og så noget helt an det: hjemmesideværk

Ivar på Bornholm er rodet ind i noget med menighedsrådet. Rådet driver et hus, og dette hus har behov for en hjemmeside, og den har jeg selvfølgelig sagt, at jeg gerne vil være webmaster for. Siden er ret simpel, og det er dejligt at kunne stå for en side, der er mindre kompleks end de øvrige, jeg har fingrene i. Den findes her. Hvad synes du?

Jeg pusler fortsat med logoet. Den slags er der selvfølgelig tusind meninger om. Jeg har første gang prøvet at købe noget hos Fiverr. Jeg har valgt noget til 25 USD og med levering inden for 24 timer. Man skal udfylde noget med målgruppe, og det er egl. slet ikke så let. Nu venter jeg på, at logoet kommer, og så må vi tage den derfra.