Flow søges

Securitas

Det er svært

Salgskoordinatoren i Securitas er hende, jeg skal bistå, og det er derfor også hende, der lærer mig op. Hun er 100 pct. dedikeret til opgaven, er stille og rolig, tålmodig, pædagogisk, sød og alt muligt andet godt og fint! Men for søren hvor jeg synes, det er svært.

Opgaven er at styre virksomhedens kontrakter, der ankommer pr. mail. Informationerne i kontrakterne skal tilføjes diverse systemer, så de bliver brugbare for hele virksomheden. Det er selvfølgelig vigtigt af hensyn til fakturering af kunderne, men også af hensyn til de medarbejdere, der er delvist provisionslønnede; altså er det alt i alt nøgledata.

Det er selvfølgelig ikke svært at taste informationerne ind. Det kan enhver. Udfordringen ligger i at finde ud af hvor, det skal indtastes og i hvilken rækkefølge. Og det er her, jeg søger et meta-flow, men det findes vist ikke. Det er ikke sådan, at man kan sige, at nu har vi gjort CRM-delen færdig, og herefter tager vi økonomidelen, og gør den færdig. Næh man skal skifte frem og tilbage og frem og tilbage. Nogle informationer skal fremstå i en bestemt rækkefølge. Nogle informationer skal videreformidles via mails til navngivne personer osv.

Jeg har svært ved detaljerne, når jeg ikke har overblikket. Sælgerne udfylder ikke paradigmerne på ensartet vis, og ofte mangler de informationer, vi skal bruge. Man skulle tro, det var simpelt at fodre nogle systemer, men det er det ikke – for mig i hvert fald. Jeg håber, det kommer mere ind under huden, når jeg kommer til at sidde og rode selv. Jeg har taget en masse noter og skrevet dem rene. Det var i og for sig en god oplevelse, for det hang lidt bedre sammen, end jeg troede. Jeg kan beskrive det, der er generisk, men alle detaljerne kan jeg selvfølgelig ikke beskrive. Jeg ville foretrække et flowchart, men sådan er opgaven bare ikke.

På fredag kl. 10:00 kommer Morten fra Jobøst, og vi skal holde opfølgningsmøde. Jeg er noget spændt på, hvad det resulterer i. Er det “go” eller “no go”? Måske vil jeg selv mene, at det vil være en god idé at forlænge praktikken med yderligere tre eller fire uger, da jeg reelt kun har været der to dage pr. uge, selvom der var planlagt tre dage pr. uge. En dag var jeg væk, og to dage var mine læremester fuldt optaget af møder, og kunne derfor ikke “passe” mig. Jeg håber, jeg kan blive, men føler mig ikke sikker på noget som helst.

Pilen kan pege begge veje.