Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Alt mellem himmel og jord

Alt mellem himmel og jord

Alt mellem himmel og jord

  • På mandag den 10. september er der i “Hendes Verden” et lille interview med mig om ECT-behandling. For dem, der måtte have fulgt med her på siden de seneste par år, er der ikke noget nyt under solen. Journalisten spurgte meget til, hvad jeg tænkte før den førte behandling osv. Jeg måtte adskillige gange fortælle hende, at det kunne jeg da virkelig ikke huske 🙂
  • Turen går til Bornholm på onsdag. Jeg skal besøge mine venner, som jeg lærte at kende for 40 år siden, og som jeg også besøgte i maj måned. Herudover er formålet at præsentere en lille hjemmeside til og for menighedsrådet. Der er nogle spørgsmål, der skal afklares i den forbindelse, men det kommer vi også nok over.
  • “Superhjerner”: Jeg har med stor interesse set tre små udsendelser med Peter Lund Madsen, der fortæller om, hvor vigtigt det er, at give hjernen små pauser i løbet af dagen. I pauserne skal man bare kigge ud i luften og foretage sig absolut ingenting. Han interviewer tre mennesker, der måtte smage frugten (hvad er det nu, det hedder?) af ikke at have holdt “hjernepauser”:
    • Søvnløshed
    • Angst
    • Stress
    • Her kan jeg bestemt lære noget. Jeg er altid i gang, og er jeg ikke i gang, er iPadden. På det seneste har jeg haft gang i for meget, alting noget, der har trukket tænder ud. Når oplægget til bornholmerne (to menighedsråd) er færdigt, lysner det. Så vil jeg glo ud i luften 2 * 15 minutter pr. dag.
  • Gener: med stor glæde kan jeg sige, at generne som følge af medicinen er væk! Vi har simpelthen bare fundet bedre præparater!
    • Ikke mere mundtørhed. Nu kan jeg tale hver dag. Ikke flere gigantiske tandlægeregninger.
    • Restless legs er væk. Nu kan jeg sove hver nat.
    • Forstoppelsen er væk. Nu føler jeg mig ikke længere helt så fed.
    • Der er kommet styr på søvnen.
    • Der har været nogle problemer med dobbeltsyn og fokusering, men de er gået over.
    • Der står en respirator inde i klædeskabet og bipper som på en intensivafdeling, men da det ikke er hele tiden og ikke er så højt, kan jeg fint leve med det. Det går sikkert over.
    • Det kognitive er der selvfølgelig stadig, men det har jeg jo lært at leve med.
    • Jeg kan ikke takke Kasper og Christina nok! Jeg troede jo, at jeg også skulle leve med alt dette.
  • Nu ser jeg frem til, at vi lukker lægetasken, og jeg bare henter mine dosispakninger nede på apoteket hver 14. dag. Så bliver doseringen korrekt, og jeg behøver ikke tænke mere på det.
  • Du må have en god weekend.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til hendes verden om ect

Svært at forklare

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer og en fotograf. Formålet var et interview. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet var ECT

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær, svær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon/drop. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen, at de dårligt kan stikke.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Lydfilen

Der kom dette interview ud af det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.