Tag Archive for: ECT

,

Miljøterapi

Miljøterapi

Jeg vil ikke i miljøterapi

Jeg håber og beder til at blive overflyttet til afdeling 808 på Hvidovre, for her flyver diagnoserne rundt i luften: personlighedsforstyrrelse (der er otte kategorier, og jeg kan da genkende noget af mig selv i hver eneste), ADHD og Aspergers syndrom. Det er alvorlige sager.

Jeg tror simpelthen ikke på det, for så var der vel nogen, der havde set det de seneste to et halvt år. Jeg vil ud til Melita Svraka, der, trods sine særheder, er hamrende dygtig og kender mig.

Jeg har prøvet at teste mig selv vha. forskellige tests på nettet, men jeg kan ikke finde ud af at aflæse scoren.

På den anden side: det er jo for at hjælpe, og man kan sige, at det, der hidtil er sket, jo egentlig ikke har hjulpet specielt fantastisk, når jeg havner her igen og igen, så måske er der grund til at tænke ud af boksen? Og det er Melita måske nok ikke specielt dygtig til?

Jeg skal altså ikke i miljøterapi. Jeg kan godt lave mad, støvsuge og vaske op, og det er vist det, det går ud på. Hvad tænker de på?

Jeg kan ikke rigtig mærke nogen effekt af den første ECT-behandling, men effekten viser sig måske i morgen efter anden omgang?

Jeg har truffet en vældig sød kvinde i starten af trediverne, og vi taler rigtig fint sammen. Det er hyggeligt.

Jeg har fået kontakt med fleksjobkonsulenten i Hvidovre Kommune, så vi kan få lavet en plan for, hvad jeg gør 1. januar 2017. Han er vældig imødekommende. Vi har aftalt at mødes, når jeg engang er hjemme igen.

Så lidt sker der da…

Hav en god aften.

Efterskrift: I foråret 2019 (altså 2½ år senere) fik jeg stillet diagnosen Aspergers syndrom – endda ret klart. Jannik Bjerrum havde altså ret!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Kognitive problemer

Kognitive problemer

Kognition mv.

Måske har jeg skrevet om de kognitive problemer før, men det kan jeg ikke huske, og I må bære over eller lade være at læse med!

Jeg glæder mig over, at jeg har fået det rigtig godt, at jeg har fundet en plads på arbejdsmarkedet, og at jeg har resterhvervsevne. Jeg er blevet ansat på den mest fantastiske arbejdsplads – bedre end nogen anden, jeg har haft, jeg har de bedste kolleger, en rigtig god chef og opgaver, der virkelig passer til mig, og som jeg er vild med. Det er det perfekte match. Tænk at det kunne ende så lykkeligt. I hvert fald indtil videre. Ingen ved, hvad der sker efter den 30. december 2016.

Der er dog to ting, der ikke er kommet i orden, og det er de kognitive problemer med koncentration, overblik og især hukommelse. Jeg har mistet håbet om, at det nogen sinde bliver bedre.

Koncentration

Det går fint nok på arbejdet, men det går ikke herhjemme. Jeg kan fx ikke rigtig se en TV Avis. Jeg sidder hele tiden med fornemmelsen af, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men det gør jeg mig de største anstrengelser for, det hjælper bare ikke. Hvis der fx er et interview, hvor billedet skifter mellem intervieweren og den interviewede, kan jeg ikke forbinde de to billeder med hinanden. Jeg har ingen idé om, hvad der skete på billede 1, når det skifter til billede 2. På samme måde kan jeg heller ikke fastholde en prædiken. Det bliver bare til fragmenter, og så er det ærlig talt ikke videre interessant. Tilsvarende er jeg heller ikke i stand til at læse en bog, hvilket jeg ellers var meget glad for tidligere.

Den gode og kloge læge i Distriktspsykiatrien siger, at det er naturligt nok, at der ikke er mere koncentration “tilbage” efter arbejde, da den er brugt derinde. Det kommer til at lyde lidt som en hyldevare, men det har hun jo nok ret i.

Hukommelse

Jeg har for længst accepteret (tror jeg nok), at 2014/15 er væk, og alligevel er det meget, meget ubehageligt, at der bliver ved at dukke ting op fra de år, som jeg ikke ved noget om. Hvis det handler om andre mennesker, kan det blive taget som udtryk for, at jeg ikke finder dem videre interessante. Hvis det handler om andre ting, kan jeg blive stemplet som ret dum, og det har jeg ikke lyst til.

Et lille eksempel: En kvinde skrev en meget hjertelig kommentar til et indlæg på Facebook. Hun skrev som om, vi kendte hinanden. Jeg kiggede på hendes profil med billede, men der var ingen klokker, der ringede. Jeg skrev til hende og spurgte, om vi kendte hinanden? Hun fortalte, at vi havde været indlagt sammen to måneder i sommeren 2015, og at vi havde haft mange, lange gode samtaler. Jeg har absolut ingen erindring om det/hende.

Problemerne dukker gradvist op

Hvis det nu var sådan, at jeg kunne få præsenteret alt fra de to år på en gang, så der ikke hele tiden kom disse nye mindelser, ville jeg være glad. Så kunne jeg trække en streg i sandet og sige, at det var så det, og så komme videre derfra. Det er imidlertid gået op for mig, at det ikke “bare” er de to år, der er væk, det er meget mere. Jeg kan bringe lidt historik frem ved at læse mine egne gamle blogposter og ved at kigge på www.sundhed.dk. Den øvelse viser blandt andet, at jeg også har været indlagt på psyk. i 2009, og at jeg havde et løntilskudsjob i 2012. Jeg har åbenbart haft problemer med at holde fast i arbejdsmarkedet i lang tid. Jeg husker intet af det.

Den anden dag kom jeg til at kigge på mine ledninger ved musikanlægget. De er sat perfekt op og løber meget fint med de særlige små søm henover en dørkarm. Mit skrivebord er hængt op på væggen, som det skal. Det er helt sikkert ikke mig, der har gjort det, da jeg ikke kan betjene en hammer. Gad vide hvem der har hjulpet med det? Jeg flyttede ind i 2007, så de forsvundne år breder sig også hele tiden som ringe i vandet.

Heller ikke nutiden går det særlig godt med at erindre. På arbejdet, hvor jeg bliver konfronteret mest med problemet, må jeg skrive alting ned, og jeg har efterhånden så mange noter, at jeg ikke kan finde rundt i dem. Jeg må spørge til ting flere gange, og jeg gentager mig selv. Det er jo også måder at virke uintelligent på.

Et andet eksempel: I min kalender, som jeg næsten er slave af, stod, at jeg skulle til min egen læge. Selvfølgelig kørte jeg derned, men jeg måtte jo sige til hende, at jeg ikke kunne huske, hvorfor vi havde en aftale. Det er ærlig talt ikke særlig rart.

Jeg er ikke i stand til at følge en TV-serie, der sendes på ugentlig basis, for jeg har ingen idé om, hvad der skete i sidste uge. Det skal så siges, at det ikke i sig selv er noget stort tab, og jeg har bare medtaget det for at forklare princippet.

Jeg lægger altid alting på den rette plads, nøglerne på netop den knage, telefonen til venstre på skrivebordet, briller på netop deres plads osv. Men det er jeg godt klar over, at andre mennesker sikkert også gør. For mig er det bare noget, der kommer oveni alt det andet.

Hukommelsesproblemerne synes at blive ved

Kunne jeg dog bare gøre op med det én gang for alle, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre. Der er så mange, der har prøvet at hjælpe mig uden held. Derfor har jeg opgivet håbet, men jeg synes ikke, det er let at give slip. Alle lægfolk siger “det er alle de elektrochok”, men det kan jeg til enhver tid afvise med basis i en mail til SIND i sommeren 2014, hvor jeg bad om en bisidder pga. hukommelsesproblemer, og det var før, jeg havde fået så meget som en eneste ECT-behandling.

Neuropsykologen sagde, at de kognitive problemer efter ECT ville være væk efter tre måneder. Det er selvfølgelig først nu, jeg skal prøve at nå frem til denne tidsgrænse, da jeg ellers har været i konstant behandling. Jeg tror bare ikke på det længere.

En eller anden skrev til mig, at det drejede sig om at “tænke positivt”. Jeg synes ikke, det var noget videre godt råd, og at det mest udstillede hende egen uvidenhed om emnet. Det svarer lidt til at sige, at Mindfulness ville være en god idé. Mindfulness og empati er blevet de nye modeord, og Gud og hver mand dyrker dem. Ingen af dem er noget for mig.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien vil prøve at tage det op med med lægen, så de måske kan hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg ville være lykkelig, hvis der var noget at gøre, men som sagt har jeg opgivet håbet, og jeg synes, alt efterhånden er prøvet. Forløbet hos CSV gav ikke rigtig noget, men det var selvfølgelig forsøget værd.

Jeg føler mig som et halvt menneske, når erindringen er væk.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Minder fra en “chokdement”

Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til en post, der er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chokdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og hvor personalet måtte hjælpe med at spærre kortet.

Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Efterskrift oktober 2021: At jeg lader afsnittet “chokdement” være bevaret her skyldes, at jeg synes, alle aspekter ved ECT-behandling skal frem. Jeg har søgt lidt med Google og kan se, at de, der ellers skriver om chokdemens, er mere end kritiske overfor behandlingen. Det er jeg på ingen måde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT har reddet mit liv flere gange. Hertil kommer, at jeg i eftersommeren 2020 ikke længere kunne tåle den antipsykotiske medicin. Jeg fik en neuroleptikaudløst Parkinsonisme, og blev nærmest invalid af det. Det var ganske forfærdeligt. Af den grund er jeg overgået til vedligeholdelses-ECT, og nu kan jeg leve et næsten normalt liv uden medicin og uden Parkinsonisme.

Dansk Folkepartis Ungdom: Generation DF

DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem.

En ven

I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning.

Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var? Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad

I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Det er svært at finde vej

Det er svært at finde vej

At finde vej

Det er svært at finde vej.

Et lille skridt i den rigtige retning er det dog, at jeg har fået det til at fungere med telefonens Google Maps, KlickFix til iPhone 6 monteret på cykelstyret og det lille Jabra headset. Det lykkedes mig i går at finde vejen til egen læge – sådan en slags test af set-uppet, for det er ligeud hele vejen til Vanløse, og det kan jeg godt huske.

I dag lykkedes det mig at finde til Center for Specialundervisning for Voksne (CSV), der ligger i Husum. Et par gange sendte den mig ind ad stisystemer, og det var jeg ikke meget for, men tog den vej jeg selv var mere tryg ved. “Beregner ny rute” – smart.

I morgen vil jeg se, om jeg også kan finde til arbejde. Hvis jeg kan det, har jeg for alvor fået min frihed tilbage. Min forestilling er, at jeg kun behøver GPS’en en gang pr. destination, og så skulle den visuelle hukommelse gerne klare resten – men jeg tror, det er en drøm. Det er sygdommen i sig selv, der har skadet hukommelsen, ikke de mange ECT-behandlinger, for problemerne var tilstede allerede inden behandlingerne. Det kan jeg dokumentere ved hjælp af en mail fra den 21. august 2014, som er længe før jeg fik det første ECT-behandling.

Hukommelsesproblemer

Hukommelsesproblemerne mærkes især på arbejdet, hvor jeg konstant går rundt med et kollegiehæfte under armen. Jeg mangler bare træning i at få skrevet de rette noter. Fx fik jeg telefoniske instruktioner fra leverandøren i fredags, men jeg fik ikke noteret noget ned, fordi det var så logisk, men nu går jeg og er bange for, om jeg kan huske det. Det er ikke fedt at skulle ringe op og bede om gentagelse.

Jeg mangler kræfterne

Efter 2½ år i en eller anden form for vakuum, er der så meget, jeg gerne vil i gang med igen. Der er for meget, der flyder, og så mange ting, jeg gerne vil i gang med i mit hjem. Jeg troede, jeg kunne gå i gang med det hele uden videre, oprette to-do-lister og så gå i gang. Det kan jeg bare ikke. Jeg har ikke kræfterne. Når jeg har været på arbejde de sølle fem timer er jeg brugt. Psykologen siger, det er naturligt nok, og hende retter jeg mig efter, for hun er meget dygtig. Altså må jeg tage et skridt ad gangen og så vente på, at kræfterne vender tilbage. Jeg kunne bare godt tænke mig, at det gik hurtigere.

Møde i rehabiliteringsteamet

Kommunens sagsbehandling i relation til fleksjobbet udestår stadig. Jeg er tilsagt til møde i rehabiliteringsteamet den 11. april kl. 14:00, og jeg er død-nervøs. Heldigvis går erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden med mig, og hende føler jeg mig tryg ved efter et langt forløb hos dem. Min virksomhedspraktik udløber den 8. april, og jeg må ikke møde op igen, før kommunen har truffet sin endelige afgørelse. Det skyldes forsikringsforhold. Hverken jeg eller Folkekirkens Nødhjælp er interesserede i et “hul” i ansættelsen, så min sagsbehandler arbejder på en forlængelse af virksomhedspraktikken frem til afgørelsen. Hun er god nok, så det falder vel på plads. Men det er et blandt 100 usikkerhedsmomenter, og jeg trænger altså til vished i mit liv.

Rehabiliteringsteamet vil få forelagt speciallægeerklæringen, et langt skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, en frisk lægeattest og Psykiatrifondens rapport. De skal vurdere, om der er mere at gøre eller om jeg er der, hvor jeg kan lande. De skal endvidere vurdere, om jeg har fungeret godt nok i arbejdsprøvningen. Teamet består ikke af psykiatere men af en læge og en fysioterapeut, og hvad de andre kan, ved jeg så ikke. Selv synes jeg, det ville være mere relevant med en psykiater. Måske er de andre lægfolk?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.