Indlæg

/8 Kommentarer/i , /af ,

Corona-jul

Corona-jul

Hjemme

Corona-jul.

Jeg er endelig hjemme efter næsten to måneder på hospitalet. De har repareret mig for Parkinsonismen ved hjælp af 10 gange ECT (elektrochok), og det er jeg lykkelig for. Nu kan jeg gå rundt uden at falde og uden at fryse fast til gulvet. Jeg ryster ikke mere, og jeg behøver ikke at have nødkaldet om halsen længere. Det er fantastisk. Jeg kan holde på en kop, og jeg kan læse, hvad jeg selv skriver igen.

Jeg skal gå til vedligeholdelses-ECT hver tredje uge startende den 4. januar 2021. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg klarer mig selv de dage: Hvordan kommer jeg ind ad dørene og evt. i min seng, når jeg nu ikke husker noget som helst fra ECT-dagene? Men måske kører den slags på rutinen?

Jul

Og så er der jo den allesteds nærværende jul. Min er blevet aflyst på grund af Corona. Vi skulle have været hos en ældre dame, der er lungesyg, så det tør vi ikke, da vi ikke indgår i hinandens sociale bobler i det daglige, og har derfor aflyst i sidste øjeblik. Så jeg skal ingenting, og det, synes jeg, er svært. Sædvanligvis findes der ting, man kan melde sig til, så man ikke skal sidde alene, fx Røde Kors’ “Julevenner”, men hvem tør invitere fremmede indenfor i år? Og jeg har først fået kigget på det i dag, så det er også for sent.

Hvad så? Ja så ingenting. Der er længe til 4. januar, hvor samfundet liver op igen. Heldigvis har jeg fået en aftale i distriktspsykiatrien den 29. december, så sker der da lidt mellem jul og nytår.

Tomrum

Jeg synes, jeg står med et stort tomrum, der varer 14 dage, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal fylde i. Det får mig til at tænke over, om det nu også er den rette beslutning at søge førtidspension? Hvis jeg ikke engang kan fylde noget i 14 dage, hvordan fylder jeg så noget i resten af livet? På den anden side set kan jeg heller ikke forestille mig at skulle smøge ærmerne op og tage hul på det syvende fleksjob, for det går altid galt, når jeg bliver presset. Så er det, jeg ender på psykiatrisk afdeling igen. (Efterskrift i oktober 2021: jeg kan sagtens udfylde mine dage.  Jeg elsker at være blevet pensionist med virkning fra 1. maj 2021.)

Herudover vil jeg ikke kunne klare et job med den hukommelse, jeg render rundt med. I går sad jeg ved min elskede computer og skulle give FTP-adgang til slægtssiderne til Darrin Lythgoe ovre i USA, så han kunne lave en opdatering for mig. Om jeg kunne huske navnet på det program, man bruger til det, så jeg kunne aflæse adgangskoden? Jeg måtte op og ned ad listen i Windows adskillige gange, før jeg kom i tanke om, at programmet altså hedder ‘FileZilla’. I parentes bemærket har jeg brugt programmet i alle de år, jeg har haft hjemmesiden, og det er mange, faktisk siden 2005.

Der er ting, jeg kunne gøre, men jeg får dem ikke gjort. En af dem er at vaske, men det er nu også så umanerlig kedeligt.

Du og dine ønskes under alle omstændigheder en glædelig fjerde søndag i advent!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/3 Kommentarer/i /af

Nyheder og planlagt indlæggelse

Nyheder og planlagt indlæggelse

Endelig sker der noget

Nyheder og planlagt indlæggelse

Bloggen har desværre i dvale i længere tid, end jeg selv bryder mig om. Hvis den skal være interessant for mine læsere, skal der jævnlige opdateringer til. Jeg må tage mig sammen!

Malermester Fischer

Der er blevet så flot i entré og sovekammer. Alt er hvidt og rent. Malermester Sam Fischer var så behagelig at have gående og så uendelig hjælpsom med alt muligt også selvom det ikke lige stod i kontrakten. Han hørte høj musik dagen lang og var i det hele taget en glad gut, der snart skulle være far for første gang.

Så bor du i Københavnsområdet, og skal du en dag have frisket farverne op, giver jeg Sam min varmeste anbefaling. Det tog ham fem dage at løse opgaven og prisen var 12.500. Jeg synes, begge dele var rimeligt.

Planlagt indlæggelse

Jeg er indlagt igen (igen) denne gang dog planlagt. Formålet med indlæggelsen er at fjerne den parkinsonisme, der er opstået som følge af antipsykotisk medicin gennem mange år. Det gøres med ECT i et minimum fire uger langt forløb. Jeg skal være indlagt i hele perioden. Det er meget spændende, om det virker.

Et andet formål er medicingennemgang og -justering. Jeg syntes ellers selv, det fungerede udmærket lige bortset fra Abilify’en, der medførte parkinsonismen. Men når først Kasper (overlægen) og Christina (farmaceuten) ruller sig ud in felli, har jeg ikke noget at skulle have sagt, og det har jeg det helt fint med.

Jeg har også et andet mål, og det er at få en naturlig søvn igen. Med det mener jeg søvn uden Benzodiazepiner. I nat lykkedes det at sove på 100 mg Seroquel, og det var dejligt at falde i søvn på den måde i stedet for ‘her har du en hammer i hovedet’-måden. Tænk at mærke søvnen indfinde sig lige så langsomt, og at glide ind og ud af den, til man til sidst sover rigtigt. Det har jeg ikke prøvet i mange år.

Udsigten

Når jeg kigger ud fra stue 22 på afsnit 74, ser jeg et fire eller fem meter højt hegn, der øverst buer indad, som om det var et fængsel, men det er det ikke. Afsnit 74 er naturligvis et åbent afsnit. Jeg skal ikke på et lukket afsnit nogensinde.

Afsnittet er for patienter med komplekse problemstillinger, hvilket mit må siges at være. Det er et fantastisk eksempel på, at man behandler den ene lidelse til patientens bedste, men som følge heraf kommer der en anden lidelse.

Interviewet

I aftes deltog jeg i et interview med to socialrådgiverstuderende, der blandt andet arbejdede med nomadebørn og misbrugte børn, som jeg har haft skrevet en del om.

De to kvinder var vældig godt forberedte, og det var tydeligt, at de havde læst mine 13 artikler på POV International grundigt, inden vi blev koblet sammen via Facetime. De stillede gode spørgsmål, og vi kom omkring alle tænkelige emner. De spurgte en del til den ikke-eksisterende kommunale indsats i mit tilfælde.

Her havde min ven, som tidligere har arbejdet med børnesager i en kommune, klædt mig lidt på ved fx at sige, at kommunen skal have en anledning til at rykke ud. Den kan fx ikke screene samtlige skoleelever og den ved ikke af sig selv, at der er problemer i et hjem. Der skal være noget, der indikerer det.

Det undrede mig, at de to studerende ikke ser ‘Ulven kommer’ som er DR1’s nye søndagsserie produceret af DR Drama. Jeg kan godt lide serien, der blandt andet viser, hvordan en kommune skal og bør arbejde i en børnesag. Min ven siger, at det er korrekt beskrevet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

At hygge mig

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , , /af , ,

En lang rejse i psykiatrien

En lang rejse i psykiatrien

Tænk at det skulle komme så vidt

En lang rejse i psykiatrien

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.