Indlæg

/i , /af ,

Jeg ved hvad jeg er bange for

Jeg ved hvad jeg er bange for

Det er nærmest pinligt

Jeg ved hvad jeg er bange for

(Allerførst: Jeg skylder at sige, at det denne gang fungerede fantastisk fint med indlæggelse på Psykiatrisk Center Glostrup aftenen før ECT. De vidste, jeg kom og de var søde. Jeg sov et par timer, hvilket er mere end herhjemme. Alt er bedre end ingenting. Jeg har den mærkværdige følelse, at jeg skal være “kampklar” til behandlingen. Det er sikkert ikke sandt.)

Hvad skulle jeg gøre uden ECT-sygeplejersken?

Mens jeg tog skoene af og placerede mine ting i skuffen under lejet, tudede jeg bare, så ECT-sygeplejersken måtte holde om mig. Hvad skulle jeg gøre uden hende? Det er så dumt. Fortæl mig ikke om rationalerne. Jeg kan dem på fingerspidserne. Det er fortsat farligere at krydse Gammel Kongevej; også uden for myldretiderne. Følelser er bare umulige at styre. Men det er nærmest pinligt. Jeg føler mig som en idiot, mens hun må holde mig i hånden. Jeg klemmer hårdt, til jeg sover. Hun står på min højre side og tager fat, når de har slået sengehestene op.

Jeg har måske fundet en vej ud af angsten

Det, jeg præcist er bange for, er, at de ikke har bedøvet mig “rigtigt”, så jeg mærker strømmen, som i øvrigt ikke går ind i hjernen, men kun – i styrke som en lommelampe – når hovedbunden, og det er den, der fremkalder de helbredende kramper i hjernen. Og jeg har det helt bestemt bedre end tirsdag aften, hvor tankerne om “Verden ville ikke være et ringere sted uden mig” gjorde deres indtog og jeg sad og tudede overfor den læge, der undersøgte mig grundigt.

Jeg fik derfor idéen, at de skulle sige højt, når de tænder for strømmen. Hører jeg det, kan jeg stoppe processen og gøre opmærksom på, at noget er helt galt. Hører jeg det ikke, kan de bare skrue op. Det, synes jeg selv, er genialt.

Sygeplejersken forklarede så, at de faktisk siger “behandling starter” eller noget lignende, hvilket jeg naturligvis aldrig har hørt. På en eller anden måde hjalp det. Jeg tror ikke, jeg tudede, da jeg lagde mig.

Nu må vi se, om det er en hjælp. Det hjælper i hvert fald ikke at fokusere på de pæne billeder i loftet.

Jeg hader det, men jeg er afhængig af det

Eftersom jeg aldrig nogensinde vil tilbage til medicinen, der gjorde mig næsten invalid og afhængig af kommunal hjælp og pleje, er jeg afhængig af ECT-behandlingerne og jeg er taknemmelig for tilbuddet. Der er ikke noget at gøre, og jeg må stå det igennem. Det er den bedste behandling, jeg kan få. Jeg hader det bare så meget, at jeg af og til tænker på at stoppe med det. Der er bare ikke noget alternativ, og hvad ville der så ske? Tilbage til mani på mani, depression til depression, indlæggelse på indlæggelse? Nej tak!

Jeg er klar over, at angsten primært handler om det enorme kontroltab og det er at lægge sig og overlade kontrollen over eksistensen til et hold af mennesker, man stort set ikke kender. Jeg synes, lægerne er nye hver gang. Det ville være dejligt, hvis man bare af og til kunne genkende nogen af dem. Ham i går havde jeg dog set før. Sygeplejersken er heldigvis den samme.

Jeg har fået vel omkring 100 behandlinger, og de gør, at jeg kan leve et stort set normalt liv. 100 er ikke et tal, jeg bare slynger ud. Det er faktum. Midt i 2016 var tallet 51, og det er mere end fem år siden. Jeg tror ikke, der er nogen, der kender det præcise tal, for på Hvidovre var journalen håndbåren. Det er den vidst ikke i Glostrup. De skriver “23”, men det har i hvert fald ikke noget med virkeligheden at gøre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Angst for ECT er angst for kontroltab

Angst for ECT er angst for kontroltab

Når man plejer at være i kontrol

Angst for ECT er angst for kontroltab.

Dette er en art resumé af dagens møde med psykologen. Sådan arbejder jeg mig videre. Hvis du ikke “er til” den slags, skal du stå af her.

Jeg har hørt lydfilen et par gange allerede – det er en af dem, der virkelig rykker.

Tal til angsten for at stoppe den NU

Hun har gjort det igen. Vendt det på hovedet, gået til makronerne og sat mig i stand til at arbejde videre selv, til vi ses igen om bare to uger. Hele kunsten er, at vi får sat en kile ind i mellem “Tanke” og “Følelse” i figuren ovenfor. Figuren kaldes også “den kognitive diamant”.

Det er helt almindeligt, at angst opfører sig sådan. Og det er også helt almindeligt, at det bliver værre og værre og at angsten er en nedadgående spiral. Jeg har det jo slet ikke sådan, at jeg ikke tør går uden for døren eller lignende, som mange mennesker med angst har det. Det er ren og skær dødsangst. Ikke andet. Risikoen, for at det kan udvikle sig, er imidlertid til stede. Derfor skal vi have det stoppet hurtigst muligt. Det, jeg gør, er, at jeg skubber angsten væk. Det hjælper bare ikke på længere sigt. Det ville være bedre at favne angsten.

Det kunne fx ske ved at tale til angsten, som var den et menneske:

  • Hvad vil du mig?
  • Hvorfor kommer du allerede nu? Der er en uge til.
  • Vi kan ikke ændre på det, for jeg er afhængig af behandlingerne. Jeg skal ikke tilbage til medicinen.
  • Det hjælper ikke, du kommer nu. Du må vente med at komme til tidligst søndag aften.
  • Lad os nu tro på de mennesker, der med succes har hjulpet mig så meget i så mange år. De kan deres kram og det er farligere at gå over Hvidovrevej.

Kontroltabet er ikke nyt

Allerede for fem år siden fortalte hun mig, at jeg var ude for et enormt kontroltab; jeg var ikke “bare” blevet syg, der var en masse andet, der fulgte gratis med. Identitetstabet, risikoen for at miste boligen, hvad skulle jeg leve af? osv. Alt det kunne jeg ikke kontrollere. Jeg bliver let negativ og tænker, “Herre Jemini, bliver jeg aldrig klogere?”, når hun nu sagde det for fem år siden.

At jeg ved det, er fordi jeg har læst på det i forbindelse med SEO/søgemaskineoptimeringen; det er ikke fordi, jeg kan huske det.

Det er en helt umulig opgave at lægge mig på briksen og afgive kontrollen

En million gange i livet har jeg oplevet, at det var nødvendigt at være i  kontrol. Det er kontrollen, der har ført til overlevelse.

ECT er lig med at acceptere fraværet af kontrol. At lægge mig på briksen og lade dem gøre, hvad de nu skal gøre, er afgivelse af kontrol og en tillidserklæring til behandlerne, der har det som deres håndværk og ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag. For en som mig, der har overlevet ved altid, altid at have bevaret i det mindste en sidste rest af kontrol, er det at have ubetinget tillid til behandlerne nærmest et helt umuligt krav at stille.

Det er en enorm tillidserklæring, der er i fuldstændig modstrid med det liv, jeg har levet. Jeg kan ikke bare overgive mig og tro på dem.

Mistro, angst og kontrol hænger sammen.

Ikke engang den dag, vi (psykologen og jeg) skal til virtuelt møde med Rehabiliteringsteamet, har jeg ubetinget tillid til selv hende, der har bragt mig så meget videre end alle de andre, jeg har søgt hjælp hos gennem ca. 25 år.

Selv den dag er jeg totalt velforberedt og stoler ikke fuldkommen på hendes gentagne udsagn gennem de måneder, sagen har været under forberedelse, om, at nu må jeg slippe det, indtil vi har en afgørelse, for det er alligevel ude af mine hænder. På dagen for mødet er jeg ved at dø af skræk for, at de skal “opdage”, at jeg har fået det lidt bedre og derfor vil sige nej til pensionen og at de vil stille mig spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Derfor møder jeg op og har læst samtlige sagsakter igennem. Det viser, at jeg ikke kan stole 100 pct. på noget andet menneske. Der vil altid være en rest af mistro. Selv til hende – selvom det virker uforståeligt.

Hver gang jeg lægger mig på briksen og lader dem stikke mig i venstre arm mv., risikerer jeg at miste alt det, jeg har kæmpet for i mere end et halvt århundrede.

Kun få ender med at komme så godt ud af psykisk sygdom

I 2015 var jeg ikke parat til pension. Allerede dengang var jeg nok sygdomsmæssigt klar til pension, men jeg var ikke parat til en ny identitet som pensionist. Der skulle gå fem år, før jeg nåede erkendelsen af, at når jeg ikke engang klarede de 3 – 4 timer om ugen hos Interflora, uden at jeg brugte en uge på det, gav det ikke længere mening. Der var ikke længere ræson i det.

En læring er det, at jeg aldrig – selv i de sværeste uger og måneder – aldrig har sluppet kontrollen. Jeg gav aldrig op. Derfor har jeg fået så flot en behandling i psykiatrien: ganske enkelt fordi jeg ikke gav op. Min eventuelle kritik var fagligt og sagligt velfunderet. Da det blev for meget, skrev jeg mail til klinikchefen (den allerøverste) for Psykiatrisk Center Glostrup, og det medførte, at en overlæge og en oversygeplejerske mødte op ugen efter på Psykiatrisk Center Hvidovre for at drøfte indholdet af min mail.

Jeg var aldrig den “lille”, men på ECT-briksen er jeg lille. Det kan man næsten ikke bede et menneske om. På en eller anden måde satte jeg af og til systemet til vægs trods ret alvorlig sygdom. Jeg følte mig aldrig mindre end dem. Det er næsten umenneskeligt at bede mig om at give slip, når jeg hele livet har overlevet på kontrollen, men det må til nu.

Har kæmpet mere end et halvt århundrede på at være et hestehoved foran

Ikke så mange får has på sygdommen. Jeg har fået en flot behandling i psykiatrien, fordi jeg har kæmpet for det. Jeg blev aldrig passiv, som så mange andre med psykisk sygdom. Jeg kæmpede for retten til at være mig og for retten til ikke at være blevet blevet dum af at blive syg. Det var et af mine mantraer, og det er en del af kontrollen. Jeg har aldrig følt mig mindre end psykiaterne og hvem der ellers var til stede. Jeg har ved Gud fået dem til at møde op ugen efter for at gentage sig selv, når jeg havde glemt det, de sagde i sidste uge.

Et sjældent psykolog-forløb

Det er uhyre sjældent, en psykolog kan følge et menneske gennem så mange år. Hun har gjort ufatteligt meget for mig. Hun har aldrig lavet om på mig. Hun har aldrig bedt mig tegne og male osv. Hun har aldrig “tvunget” mig til at gøre alt det, der ville bringe mig tilbage til alt det, jeg ikke kunne som barn.

Jeg er vokset op med kreative evner af forskellig slags, hammondorgel, harmonika billig rødvin (den hed Pere Medard og var i 1½ liters flasker) og Brøndums Snaps, som jeg selv bar hjem fra købmanden på Torvet i Svaneke og nogle af alle de andre steder, vi boede.

For mig er viden magt og det var det også, da jeg var barn. Jeg kunne ikke det, de kunne, men i deres verden var mine værdier og min viden ikke noget værd. Så kort kan det siges.

Andet ville jeg egentlig ikke. Tak fordi du holdt ud.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Har du hørt om en “Træskoliste”?

Træskoliste Bucket list Ting jeg vil gøre, før jeg stille træskoene

På engelsk hedder en “træskoliste” en “bucket list”

Jeg havde ikke hørt om en “træskoliste”, men jeg er ofte stødt på “bucket list” uden at vide, hvad det betød.Og jeg havde skudt det fra mig, fordi jeg er træt af “sproglig biksemad” eller “pseudoengelsk”.

Det viser sig, at det er en liste, man laver over ting, man gerne vil nå, inden man stiller træskoene. Udtrykket findes faktisk i Den Danske Ordbog (DDO) og det er kendt siden 2008. Så er jeg 13 år bagud – men det er der ikke noget nyt i.

Min “træskoliste” ville i skrivende stund se sådan ud

  • Finde flere at tale med. Lever man alene, dør man måske også alene. Det har jeg ikke lyst til.
  • Komme dødsangsten til livs. Engang var det livsangst; nu er det forvandlet til dødsangst, hvilket jo sådan set er vældig positivt. Jeg gør noget ved det sammen med psykologen, men det er jo en proces, der tager tid – og det er halvdyrt. Jeg har indledt dialog med min praktiserende læge, om hun evt. vil udstede en henvisning, så det evt. kan ende med bare at være kvartdyrt. Jeg har bare allerede fået så mange henvisninger, mange flere end folk normalt får, så det kan muligvis ikke lade sig gøre.
  • Skive nyt testamente, hvor jeg begunstiger SIND, Kattens Værn eller en anden NGO. Det aktuelle testamente er uaktuelt, for de begunstigede findes måske ikke længere, og så vil arveloven i givet fald træde i kraft. Den vil gøre, at min 13 år yngre halvbror bliver arveberettiget, men jeg kender ham ikke, og hvis jeg kendte ham, ville jeg formentlig ikke bryde mig om ham.
    • Grunden til at jeg nok ikke ville bryde mig om ham er, at jeg gætter på (men ingen siger selvfølgelig, at min gætterier er rigtige), at han bærer værdierne, det sted vi kommer fra, videre. Det kan fx være:
    • Indfør dødsstraf,
    • Indfør atomkraft,
    • Luk Christiania, og
    • Gør Glistrup til statsminister (det er selvfølgelig passé, men så er der nok en afløser).
      • Jeg priser mig lykkelig for at flytte til Amagerkollegiet i 1981, et år efter at være flyttet fra Bornholm til København, og møde ældre, mere forstandige, kollegianere, der tog mig under deres vinger. Jeg var 16 år. Havde jeg været fx været 25 år, havde de måske ladet mig sejle i min egen sø.
  • Gøre min slægtsforskning “færdig”, bortset fra at sådan noget ikke bliver “færdigt”. Jeg har lyst til at perfektionere det, jeg allerede har i stedet for at udbygge det. Et eksempel er at komme alle kildeangivelser til de dødssyge købte slægtsbøger til livs og erstatte dem med primære kilder altså opslag i – og gennemtrawling af – kirkebøger og folketællinger og hvad der ellers dukker op på Statens Arkivers hjemmeside i de kommende år. Jeg mangler lige at finde ud af, hvordan jeg får Legacy til at generere et udtræk over alle de dødssyge kilder, så jeg ved, hvor jeg skal sætte ind.

Hvordan ville din egen “træskoliste” se ud?

Har du nogensinde overvejet det? Eller er det bare fordi, jeg tænker de tanker, jeg nu engang gør, at jeg faldt over ordet på Facebook?

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Gad vide om journalen er bevaret

Gad vide om journalen er bevaret

Arbejdet med tidslinjen er i gang

Gad vide om journalen er bevaret

Jeg har været hos psykologen. Som altid var det rigtig godt. Det følgende er ikke udslag af selvmedlidenhed!

Jeg har brugt oceaner af tid på at lave tidslinjen med “nedslag” i mit liv. “Opgaven” var at finde positive ting frem som led i processen med at komme den f******s dødsangst til livs. Jeg har gjort mig umage for at finde positive ting, men synes, det har været svært, også selvom jeg på ingen måde ønsker at være sortseende, selvmedlidende eller hvad man nu skal kalde det.

Andre har husket for mig, og det har været fint. Det er lidt som om, at de positive “nedslag” er kommet fra andre, fx psykologen selv og en ven, der gjorde mig opmærksom på en masse rejser med rygsæk alene rundt i Asien, bestigningen af Kilimanjaro i 2002, et kajakkursus i Vietnam, bestigningen af Fansipan (der ligger i Vietnam) mv. Selv kunne jeg herefter supplere med adskillige højskoleophold og vandreture i Bayern med et tysk ægtepar, jeg desværre mistede kontakten til. Jeg tror, jeg mødte dem et sted i Thailand.

En veninde opgjorde, at 55 pct. af det nedfældede var positivt. Kontaktpersonen i distriktspsykiatrien synes heller ikke, det ser så dårligt ud, men jeg efterlades selv med en tristesse og en tanke om, hvorvidt jeg har løst opgaven “rigtigt”, selvom der ikke findes en facitliste.

Tidslinjen bliver et nyttigt værktøj

Min tanke er, at det har været op ad bakke, og at det har det været fra starten, hvor min mor føder bag et blåt klæde og aldrig ser mig. Jeg har ikke forstand på børn, men psykologen forklarede, at sådan gjorde man dengang, for havde moderen først fået barnet op på maven, var adskillelsen sværere for ikke at sige umulig. Min biologiske mor er desværre død for seks år siden. Jeg ville ellers gerne have spurgt lidt mere til hendes relation til min biologiske far (men det var vist bare et one night stand), hendes tanker i forbindelse med fødslen og tiden umiddelbart efter. Det kan ikke have været helt let. Måske fortalte hun om det, da vi mødtes nogle gange for mere end 30 år siden? Jeg respekterer hende for ikke at have valgt “lette” løsninger med brun sæbe eller strikkepinde, som mange forfaldt til ved uønskede graviditeter  i fordums tider. Hun var kun lige blevet 19 år.

Da jeg er seks måneder, kan min biologiske far ikke længere undslå sig faderskabet. I Hørsholm kirkebog er der ved min dåb lavet lidt rettelser. Følgende fremgår blandt andet: “Barnefader  x***x Faderskabet anerkendt for retten i *** 3. april 1964. Meddelelse fra politimesteren i Helsingør af 17. april 1964, Journal no. ***” Hvorfor han sad i Nyborg, husker jeg ikke med sikkerhed, men måske var der noget med noget økonomisk kriminalitet i form af bedrageri?

Og så kommer jeg endelig til sagen:

Jeg tænker på det barn, jeg dårligt kan holde ud at tænke er mig selv, der lukker sig så meget inde i sig selv, at personalet på børnehjemmet “Dear Home” tror, det er retarderet og indlægger det på Rigshospitalet i seks måneder. Psykologen kaldte det, at børn fra 0 – 3 år, der ikke oplever menneskelig varme, kærlighed, kontakt, tages op, udfordres osv. “visner”. I de år sker der en vældig udvikling, men den sker ikke af sig selv. Barnet begynder under normale omstændigheder at relatere til omverdenen, men hvis der ikke er nogen, der relaterer til barnet, visner det hen.

Rigshospitalet har sikkert også dengang været et af landets førende hospitaler. Så det har garanteret været positivt at komme der. Måske har der på det sted været hænder, der rakte ud, tog op, var kærlige, nærværende osv. Måske var der bare nogle “damer”, der var betalt for at løse den opgave nogle timer om dagen. De må logisk set have beholdt mig længe nok til, at de mente, jeg var “rask”.

Der er selvfølgelig ingen, der kan fortælle om de seks måneder. Så jeg må selv i gang med finde ud af noget! Rigshospitalets journalarkiv kan kontaktes telefonisk mellem 9 og 13, så jeg ringer til dem i morgen 9:01 og spørger, om de har bevaret journalerne. Det har de nu nok ikke, men det er forsøg værd. Jeg vil meget gerne vide, hvad der står. Er jeg heldig, er de ikke bare kasseret men afleveret til Rigsarkivet. Den slags foregår typisk ved, at arkivet slår ned på nogle tilfældigt udvalgte datoer og beslutter, at dem bevarer man, resten kasseres  – fx beslutter man at gemme alt fra den første mandag i måneden i en given årrække eller lignende. Det er klart, at man ikke kan bevare alt fra dengang alting blev dokumenteret på papir. Det ville jo fylde enormt.

Den anden mor kan jeg ikke respektere

Min adoptivfar var infertil, og det var ham, der ville adoptere. Han var 13 år ældre end hende, og der var også dengang noget med aldersgrænser i forbindelse med adoptioner. Pudsigt nok er der i adoptionssagen stort set ingen beskrivelser af min adoptivmor men mange beskrivelser af ham. Da han dør, står hun sådan set tilbage med et barn, hun aldrig rigtigt har ønsket sig. Hendes omstændigheder var langt fra optimale (ingen uddannelse, intet arbejde (der var ikke behov for to indtægter), ingen bolig, da tjenesteboligen løber ud efter seks måneder). Hun reflekterer på en kontaktannonce og vi flytter ind hos en mand i et velhaverkvarter i Odense (Fruens Bøge). Han var revisor. Hun og jeg var til salg for højestbydende.

Efter otte måneder flytter vi videre til Vollsmose, der også dengang var et socialt belastet kvarter. Jeg var ellers mægtig glad for Sanderumskolen i Fruens Bøge og kan af en eller grund huske, jeg en dag sagde til hende “her lærer man virkelig noget”. Den officielle begrundelse for flytningen var, at jeg ikke kunne med revisoren. Jeg var lige blevet ti år, men fik altså ansvaret for en flytning og vores velbefindende. Det er helt uacceptabelt. Om det er rigtigt, at jeg ikke kunne med ham, ved jeg ikke, men uanset hvad, var det ikke mig, der skulle have ansvaret.

Herefter møder hun psykopaten og lader stå til i årevis, selvom hun er klar over, hvad der foregår. Jeg flytter i 1980, hvor jeg er 16 år. Vi mister kontakten i 1981, men den genoptages på mit initiativ i 2003. Sådan gik der lige 22 år…

For årevis siden sagde psykologen, at min adoptivmor var et “skvat”. Det er lige før, jeg synes, det er for mildt et udtryk. Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive eller bare forstå, for det er utilgiveligt. Jeg tror ikke, jeg kender andre mennesker, om hvem jeg vil sige, at jeg ikke respekterer dem. Men sådan er det med hende. Hun døde i 2006, og det rører mig ikke.

Psykologen og jeg kom til side et, måske to, på tidslinjen, der er otte tilbage. Vi fortsætter om tre uger. Måske har jeg så gravet nogle journaler frem? Det kunne være spændende – måske ligefrem nyttigt?