ECT og angst

Angst for ECT er irrationelt. Vi må gøre noget

Det er frygteligt at have dødsangst for ECT, når ECT netop er det, der “holder mig kørende”. Jeg blev meget syg af medicinen, og jeg bliver meget syg, hvis vi bare lader den bipolare affektive sindslidelse “passe sig selv”. I min journal står, at jeg har en “svært behandlelig bipolar lidelse”. ECT er det, systemet kan tilbyde, og det er en fornem behandling, som jeg takker ja til. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt indefra.

Jeg gennemgår alverdens kvaler hver fjerde uge. Sammen med psykologen er jeg blevet klar over, at det er det indre barns panik, der tager over. Jeg er ellers ikke så meget for teorierne om “det indre barn” og den slags, for jeg er ikke ret god til det, og det er svært for mig at tage det ind. Det er for “terapeut-agtigt” for mig, men jeg har lyttet til den seneste optagelse med psykologen flere gange, og jeg kan høre, hun har fuldkommen ret i, at det er barnets panik, der får lov at tage over. Det er det barn, der aldrig havde andre end mig selv at læne sig op ad. De voksne, der skulle være der, og som hun forsøgte at række ud til, var der bare ikke. Nu lever jeg lever fint med selv at have kontrol, tjek, styr på livet.

Når barnet i ECT-situationen får lov at tage over med sin panik, er alle sanser spændt til bristepunktet, og det er der, dødsangsten tager over. Det er hende, der er så fandens bange for, om de nu har styr på det. Det er hende, der har mest lyst til at rejse sig og gå, men som selvfølgelig ikke gør det. Det er hende, der er bange for at miste det liv, der endelig er blevet så godt – nærmest fantastisk.

Intellektet er sat ud af kraft. Den voksne er ikke i stand til at tale angsten ned med fx: “Jeg ved, det er ubehageligt, men der er styr på det. Vi har gjort dette så mange gange, og det er aldrig gået galt. Personalet passer på os, for de ved, hvordan vi har det. De er nærmest omsorgsfulde.” Det hele bliver et inferno af angst for at dø.

Da jeg havde hørt optagelsen flere gange, blev jeg klar over, at psykologen sagde “dødsangst” flere gange, og derfor skrev jeg forsøgsvist nedenstående til min egen læge, om hun evt. ville skrive en henvisning til mig. Allerede samme dag havde jeg et svar om, at det ville hun gerne.

Skrivelsen til egen læge

Kære Dorte

Er det muligt, at du kan skrive mig en henvisning til 12 psykologtimer for dødsangst?

Kontaktpersonen fra Distriktspsykiatrien har 1/11-2024 skrevet i min journal, at jeg igen er blevet meget angst for ECT. Følgende er kopieret fra sundhed.dk, som jeg ikke ved, om du kan se: ”Har lige været til ECT og er igen blevet meget bange for ECT-behandling. Er bange for, at der bliver begået fejl.”

Jeg har talt med min psykolog om det. Hun siger, det virkelig er en dødsangst.

Angsten er opstået igen, fordi personalet til ECT tre gange måtte prøve at få manchetten til BT-apparatet til at puste sig op. Jeg lå bare der og blev så bange for, om de nu havde styr på det, så jeg måtte sige ”Jeg kan ikke lide dette. Har I styr på det?”, og det er naturligvis meget ubehageligt at nå dertil, hvor man er nødt til at spørge om det. Men jeg synes, det er frygtelig svært at slippe kontrollen og at lægge mit liv i andre menneskers hænder.

Rent rationelt kan jeg jo sagtens indse, at de prøver tre gange, fordi de netop har styr på det! Men når jeg ligger der og føler mig så afklædt, mens der går en masse mennesker rundt om mig og gør deres arbejde, er det utrolig svært at få hjernen til at tage over. Angst er irrationelt.

Jeg er nået dertil, hvor jeg virkelig elsker hver dag af mit liv, og derfor er jeg også så bange for at miste det. Alle de år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville leve eller dø, var det jo ikke så vigtigt, om jeg overlevede ECT eller ej.

Rent intellektuelt ved jeg selvfølgelig godt, at personalet ikke laver andet tre formiddage om ugen, og at det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at det er gået galt med en ECT-behandling. De har jo heller ingen interesse i, at jeg skulle dø. Og jeg har fået over 100 behandlinger, og jeg er vågnet op efter dem alle, så hvorfor skulle jeg dø? Men sidst var jeg så bange, at tårerne trillede, og de måtte tørre op.

I et par år har angsten for ECT været væk, fordi jeg sammen med psykologen er kommet frem til følgende:

1. De vil mig ikke noget ondt,
2. jeg er ikke på vej til skafottet,
3. og jeg har i øvrigt selv valgt behandlingen.

ECT er den mulighed, jeg har, for jeg bliver meget syg af medicinen. Jeg bliver også syg, hvis jeg ikke tager medicin. Og det er så ECT, der “holder mig kørende”. ECT bevirker, at jeg kan leve et helt igennem normalt og dejligt liv, og derfor er jeg nødt til at gøre noget ved den afskyelige dødsangst.

Derfor spørger jeg, om du vil skrive mig en henvisning på 12 gange til en psykolog med ydernummer? I givet fald vil jeg selvfølgelig bruge timerne hos den psykolog, jeg har kendt siden 2015.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

---

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.