, ,

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Hvis du vil kaste op før anden, så læs Pias post

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Det er ikke fordi, jeg er overrasket, for debatten kommer hvert evig eneste år: “Må muslimer søge julehjælp?”. Pia Kjærgaard toner ubehageligt rent flag i en blogpost i gårsdagens Jyllandspost. Posten kan læses her uden betalingsmur. Om posten er beregnet for mennesker, der er mindrebemidlede med hjerneceller, er jeg ikke klar over, men hun udtrykker sit had til muslimer ca. 14 gange i utilslørede vendinger. Det må være et forsøg på at få det til at sive ind hos selv de mest fatsvage læsere af organet, vi i min ungdom kaldte “Morgenfascisten Jyllandspesten”, og selv så mange år senere er det åbenbart stadig sandt, eller også er det fordi, hun ikke ellers kan nå op på de 600 lovbefalede ord for en blogpost, hvis Google skal rangere den bare nogenlunde.

Det er ikke rar læsning fra et menneske, der hylder kristendommen i utilslørede vendinger. Og fra et menneske, der har beklædt landet fineste post i et land, der definerer sig som kristent. Kristendommens mest centrale værdi er for mig at se næstekærlighed, men der er sørme ikke meget næstekærlighed at finde i indlægget. Tværtimod.

Min lille gave til Pia Kjærsgaard

Det falder hende slet ikke ind at overveje, at der måske er mange muslimer, der søger julehjælp, fordi de er lige så ringe stillede, som de kristne, der søger. Også i år har rekordmange fået afslag. Den rekord slås hvert eneste år. I år har mange mistet jobbet på grund af Coronaen. Og i år har færre af samme årsag mulighed for at donere et beløb til fx Red Barnet eller Dansk Folkehjælp.

Jeg har sendt en smule til Red Barnet, da vi ikke giver hinanden julegaver. Og min anden julegave i år bliver et medlemskab af Brobyggerne til Pia Kjærsgaard, for det behøver hun. Og det koster kun en hund. Det kan jeg godt ofre på det gode formål.

To citater fra Pias post

1) Det er desværre ikke enestående tilfælde, at muslimer glædeligt tager imod den julehjælp, som helt retteligt bør gå til de familier, som rent faktisk fejrer jul. Og når nogle muslimer får, er der danske familier, der ikke kan få. Det er simpel logik med en knap vare.

2) Personligt forstår jeg ikke, hvad der kan få muslimer til at søge om julehjælp. Det virker umådeligt bjergsomt i min optik, at man rager noget til sig, som dybest set ikke bør tilkomme en. Og moralsk er det ikke mindst uanstændigt at godte sig i de donationer, som egentlig er tiltænkt en anden. Det er ikke værdigt! Tænk at være den, der bliver afvist, fordi hjælpen er uddelt, vel vidende at en familie i en af landets indvandrerghettoer en tilfældig lørdag sidder og hygger sig med det uddelte.

Har hun mon tænkt på mennesker, der har mindre end hun selv?

Jeg drøftede det med præsten sidste år

Min præst er en klog og velovervejet kvinde, sådan en rigtig klassisk teolog med klassiske værdier. Lige noget for mig. Hun sagde blandt andet: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Og det har hun så evigt ret i. Julen er hjerternes fest; og lad endelig alle hjerter feste! Julen er ikke den vigtigste kristne højtid, det er påsken som bekendt, men de fleste lægger større vægt på julen, og dens budskab om Jesu festlige fødsel fremfor hans forfærdelige død på korset er da også noget rarere at tænke på. I julen mødes vi, spiser godt og hygger; og det er dejligt.

Mange kommer til lejligheden i tanke om det med næstekærligheden men åbenbart ikke alle, end ikke mennesker som Pia, der sammen med partiet ellers nærmest har taget patent på det kristne budskab.

4 Svar
  1. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Nej, det er givetvis ikke behageligt at læse Pia Kjærsgaard’s ytringer….Jeg tager dit ord for det – og undgår at få mit julehumør spoleret.
    Jeg arbejder i samme bygning, hvor Methodist kirken i Nyboder har kontor – og her kan man hvert år allerede i november se kvinder med skamfuldt kropssprog og bortvendte ansigter stå i kø for at søge julehjælp. Uanset etnicitet og religiøs overbevisning er det ikke noget, man gør for sjov.
    Glædelig jul!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      Det er klogt ikke at læse hendes blogpost, for det kan let spolere julehumøret!

      Din beskrivelse af kvinderne i køen til julehjælp er meget fin. Den gør, at man kan forstå, hvad det gør ved mennesker at måtte søge om hjælp. Det har lige præcis intet med etnicitet eller tro at gøre. Det tager jeg dit ord for.

      Tak for kommentaren – og også glædelig jul til dig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja det har du ret i. Nej, næstekærligheden kommer ikke fra det parti, der ellers slår sig op på kristne værdier. Jeg kalder det med et godt gammeldags ord for “hyklerisk”.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.