Jeg var en del af “Skrivebordsdanmark …”

Jeg var en del af "Skrivebordsdanmark ..."

Hvem ønsker “unødigt bureaukrati”?

Jeg var en del af “Skrivebordsdanmark …”

“Unødigt bureaukrati” er en del af valgkampen. Senest sætter Mette Frederiksen “skrivebordsdanmark” over for “den virkelige verden”. På radio4 kan man høre, at hun virkelig tillod sig at sige det. Og man kan i samme lille udsendelse høre Dansk Magisterforenings og Djøfs kommentarer til det. Jeg synes bare ikke, de er videre skarpe.

Hvad bilder Mette Frederiksen sig ind? Hun siger faktisk: “man er ikke en del af den virkelige verden, hvis ens arbejdsplads er et skrivebord. Så arbejder man med unødigt bureaukrati.”

Disse dage sker der noget med “uddannelsessnobberiet”, som statsministeren kaldte det, da hun var i Rødby for at bakke om “Lærlingeoprøret”.

Det bliver vendt på hovedet, så det er bedre at være cykelsmed end jurist. Faktisk skal jeg helst undskylde, at jeg kæmpede mig til en længerevarende uddannelse, eftersom jeg er fra et sted, hvor der ikke var tradition for hverken dannelse eller uddannelse. Man “får” ikke en uddannelse og man trækker den ikke i en automat. Man arbejder sig til den, og er man fra et arbejderhjem, kæmper man sig måske til den.

Jeg vil simpelthen ikke undskylde. Jeg nægter at anerkende polariseringen mellem de forskellige faggrupper. Vi splittes ud mod hinanden, fordi der lige nu ventes at være flere stemmer i at lefle for cykelsmede og social- og sundhedsassistenter end djøfere. I morgen er billedet måske et andet.

Mine kolleger stammede fra adskillige andre faggrupper og var typisk umådeligt skarpe, flittige og vedholdende. Det var – og er – værdier, jeg sætter pris på. Jer, jeg tænker på, læser ofte med her, og I ved selv, hvem I er! Tak for godt (sam)-arbejde.

Hvem skaber “unødigt bureaukrati”?

For kort tid siden, og som en del af valgkampen, udtalte en politiker, at de ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomme på, at når politikerne vedtog en ny regel, medførte det opfølgning. Jeg kan desværre ikke huske, hvem afsenderen var, og ordet opfølgning var ikke hendes men mit. Jeg synes, man er decideret dum, når man ikke på forhånd indser det.

Mange af de regler, der indføres, har afsæt i enkeltsager, hvor et eller andet er kørt af sporet. “Nu må vi sandelig have styr på x, y eller z”. Iværksættes ingen opfølgning, kan man ikke vide, om der vitterligt er kommet mere styr på x, y eller z. Det burde ikke være så vanskeligt for de folkevalgte at indse – i modsat fald har folket valgt de forkerte repræsentanter.

De mennesker, der skal varetage opfølgningen, er ikke ansat hverken som cykelsmede eller social- og sundhedsassistenter, da de har andre opgaver og andre kompetencer.

Vi er holdt op med at riste i runer og er overgået til forskelligt isenkram, og isenkrammet skal stå et sted. Det naturlige ståsted er et skrivebord. Og så har vi altså mere “unødigt bureaukrati i skrivebordsdanmark”.

Nu har jeg forhåbentlig klippet det tilstrækkeligt ud i pap, så det er forståeligt selv for politikere.

Her kan du meget a propos se mit nye skrivebord:

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

2 Svar
  1. Mia Dahl Gerdrup
    Mia Dahl Gerdrup siger:

    Tak for din beskrivelse.
    Jeg er meget lidt aktiv i at følge med i valgdebatten, synes at jeg nåede kvalmegrænsen for mange dage siden.
    Jeg har derfor ikke fanget denne del af debatten.
    Men jeg undrer mig!
    Jeg er en af dem, der i størstedelen af mit lange arbejdsliv, primært har beskæftiget mig med skrivebordsarbejde i offentlig administration.
    Og hvad er det så, at skrivebordsmennesker beskæftiger sig med? Jo, vi udfører alt det praktiske arbejde omkring lovgivning.
    Sørger for at penge fordeles i henhold til loven.
    Påser at modtagere får hvad de skal have og sørger for at kun rette modtagere får del i ydelserne – præcis som det er lovbeskrevet.
    Det er også os, der jfr. lovgivningen, der sørger for at mennesker med sygdom, får de rette støtteordninger til enten af vende tilbage til arbejdsmarkedet eller får støtte til at trække sig tilbage.
    Så alt i alt – det kan godt være at der er politikere, der ønsker at flere skrivebordsmennesker, skal ud og yde praktisk arbejde eks. på plejehjem. Men så bliver der problemer med at passe og fordele jfr. lovgivningerne.
    Det sidste tåbelig forslag jeg har set, er at ankestyrelsen skal nedlægges. Jeg husker ikke hvem, der kom med forslaget. Altså – ankestyrelsen er jo netop garant for at lovgivningen overholdes!
    Før valget blev udskrevet var der mange røster om at Jobcentrene skulle nedlægges. Og en masse ord om hvor mange millioner, der kunne spares. Og ikke mindst hvor mange skrivebordsmennesker, der kunne slusses ud på arbejdsmarkedet. En tanke, der mest er styret af debatten omkring syge mennesker, der presses af jobcentrene.
    Jeg må bare sige, at jobcentrene ikke presser syge mennesker mere end lovgiverne har beskrevet i deres love! Dels så består Jobcentrenes arbejdsområder af mange, mange opgaver – opgaver, man ikke bare kan nedlægge.
    Vi har en del politikere, der ikke har orienteret sig ordentlig om, hvordan lov og samfund er skruet sammen.
    Så fik jeg luft!!
    God dag til dig!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Det var så lidt!

      Jeg er glad for at være et sted, man kan få luft – og hos mig foregår det på saglig vis og med argumenter (uden figurer).

      Jeg kan intet føje til det, du beskriver. Vi er fuldkommen enige. Det svarer helt til det, jeg kort kalder “opfølgning” i artiklen.

      Jeg tror, det er Alternativet, der har foreslået at nedlægge Ankestyrelsen og erstatte styrelsen med en forvaltningsdomstol.

      Det er ganske enkelt ikke gået op for mig, hvilke fordele den øvelse skulle medføre, men jeg tror, det er fremsat i lyset af debatten om, at styrelsen har mulighed for at sanktionere de forvaltningsenheder, den holder øje med, men at den mulighed aldrig er udnyttet. Jeg bruger ordet “forvaltningsenheder”, da jeg er i tvivl om, hvorvidt det nu til dags kun er kommuner eller det også – som i min (forhistoriske) tid i Arbejdsskadestyrelsen – gælder nogle statslige styrelser.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.