Huskeliste før du går bort
Der er meget, man bør tage stilling til
Indhold
Huskeliste før du går bort
I den forløbne uge var jeg på en smuk solskinsdag til bisættelse for et af vores sognebørn i Hvidovre Sogn. Kvinden var ramt af slem demenssygdom. Den slags sætter helt naturligt nogle tanker i gang.
Da jeg ikke har livsarvinger, føler jeg det som min pligt selv at tage stilling til “diverse”, så de, der måtte være tilbage, ikke skal stå med en masse underlige ubesvarede spørgsmål om, hvad jeg ville, og bestemt ikke ville, med det ene og det andet.
Det egentlige testamente er oprettet for retten i Glostrup den 30. januar i år. Så langt så godt. Men der er meget mere, man kan – og efter min mening bør – tage stilling til, mens man kan.
Jeg regner ikke med at få brug for noget af det de første 30 år, men jeg kunne jo gå ned på Hvidovrevej og blive kørt ned i morgen. Så skal mine venner, præsten og psykologen ikke stå tilbage med alle de ubesvarede spørgsmål. Det bliver vel viceværten, der komme til at rydde op, men jeg har selv gjort en stor del af arbejdet for et par år siden. Og det har jeg det godt med. Der er ryddet ud i skuffer og skabe. Jeg har nu det, jeg skal bruge og ikke mere. Der er noget “rent” over det, som jeg godt kan lide.
Borger.dk er en vældig hjælp: “Huskeliste, før du går bort – de vigtige overvejelser”
På borger.dk findes en “Huskeliste, før du går bort – de vigtige overvejelser”. Listen rummer alt, hvad de har kunnet komme i tanke om, man bør tænke over. Der var flere ting, jeg ikke var klar over, man kan træffe beslutning om. Som alting på borger.dk kan det læses og forstås af selv de mest småbegavede. Det er vældig godt og gennemtænkt. Jeg lærte en del.
Dine ønsker
- “Min sidste vilje” for at give de pårørende besked om ønske til begravelse eller bisættelse. Allerede i det egentlige testamente har jeg angivet, at min aske skal spredes ud over Øresund. Jeg hører til her, men et gravsted i Hvidovre ville ikke give mening; Sorgenfri sammen med min fars forældre kunne evt. give mening, men jeg har jo aldrig mødt de mennesker. Jeg ved virkelig ikke hvem, der skulle komme nogen af stederne. Og et gravsted er jo ikke for afdødes skyld; det er af hensyn til de efterladte, så de har et sted at gå hen. Det er både fint og smukt, men i mit tilfælde giver det ingen mening. Og i øvrigt er det ikke billigt.
- I “Min sidste vilje” har jeg også taget stilling til præst, salmer mv. Det føles godt. Om der kommer nogen og synger, ved jeg ikke, og mit salmevalg er muligvis også så traditionelt, at ikke så mange kender dem, men jeg kan altså godt lide blandt andet Brorsons “Hil dig frelser og forsoner” – og koret kan dem i hvert fald.
- Formue mv.: Varetages af testamentet. Checkmark her. Når diverse er betalt, skal Psykiatrifonden have resten. Er der meget tilbage, skyldes det, at jeg har regnet forkert. Det har jeg nok ikke.
Sygdom og behandling
- Fremtidsfuldmagt: Man kan vælge en repræsentant, der træder i kraft, hvis man på et tidspunkt ikke selv er i stand til at varetage personlige og økonomiske forhold. Sådan en skal også oprettes for retten. Det mangler jeg formentlig. Har man ikke udpeget en repræsentant, vil jeg tro, retten udpeger en værge, en eller anden skal det jo være, men jeg vil gerne bestemme selv, hvis jeg ellers kender nogen, der dratter af pinden senere end mig.
- Behandlingstestamente: Det klares på borger.dk, og jeg har angivet, at den hellige almindelige lægestand ikke skal gøre, alt hvad de kan for at holde mig i live. Det vil heller ikke give mening. Jeg skal ikke ende som grøntsag – på samme måde som jeg ikke skal på plejehjem.
- Organdonation har jeg for årevis siden taget stilling til: kort og klart “Fuld tilladelse”. Har jeg noget, nogen kan bruge, skal de være velkomne, når jeg ikke længere skal bruge det. Jeg bryder mig ikke om tanken om kroppen som “reservedelslager”, men da mit grundsynspunkt er kristent, ser jeg det mere som et udslag af næstekærlighed.
Økonomien efter et dødsfald
De tre punkter er kun relevante, hvis man har en samlever eller er gift. Det er fx vigtigt at være opmærksom på, at skifteretten spærrer afdødes konti ind til boet er gjort op – også fælleskonti, og så er det ikke nemt at gå i Irma de kommende uger eller måneder, hvis man ikke havde en separat konto …
Godt at vide
- Hvad sker der med pensionsudbetalingerne? Her mangler et checkmark, for jeg ved det faktisk ikke. Al logik tilsiger, at udbetalingerne stopper, når man ikke længere er invalid eller ikke længere er aldrende. Men det vil jeg lige få spurgt om. Der kunne jo være lidt til boet …
- Begravelsesopsparing eller opsparing til bisættelse. Næh nej. Jeg har en bedemands ord for, at i jorden skal man nok komme (eller hvad man nu ville). Der er endnu ingen, der er blevet liggende ovenpå, og så får man det, der hedder en “kommunal begravelse/bisættelse”, som er ganske både udmærket og sømmelig. I mit testamente har jeg skrevet, at udgiften til askespredning mv. afholdes af boet. Det koster 3-4.000. Det går nok.
- Min digitale arv:
- Ingen Facebook-mindeside tak. Brugernavn og kode er angivet både i en webtjeneste og i “Min sidste vilje”. Hvordan 2-faktor-loginet håndteres, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, med mindre nogen kan tilgå telefonen.
- Koder opbevares i en webtjeneste, og i “Min sidste vilje” har jeg angivet koden til koderne.
- Opretholdelse af hjemmesiden i 20 år (afholdes af boet). Noget af min slægtsforskning kan måske være interessant nogle år frem.
Det er så nemt at være klog
Måske er det helt forkert at sidde og være klog, når man ikke er hverken berørt eller ramt? På den anden side set skal man tage stilling, mens tid er og mens man er (nogenlunde) ved sine fulde fem. Og jeg kan jo nå at ændre mening mange gange. Lige nu forekommer ovenstående bare at være rigtigt.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Ja, det er jo ikke så nemt at være bagklog i dette tilfælde.
@ Lone
Du har helt ret; så er det alligevel bedre at være forklog.