,

Testamentet er skrevet

Testamentet er skrevet

Ingen tvivl om hvad jeg vil

Testamentet er skrevet

Nu “truede” jeg jo med det forleden: at få styr på testamentet. Som skrevet så gjort. Det var ingen sag, for jeg havde det tidligere som udgangspunkt; det skulle bare opdateres. Fem paragraffer og så var den ged barberet. Der er ingen grund til at betale nogen eller noget for det, når situationen er så simpel som min.

Inden jeg gik i gang, tog jeg selvfølgelig en tur med den allestedsnærværende søgemaskine for at se, om der var noget, jeg skulle tage mig i agt for, og det var der:

  • Sidegadeadvokater der vil gøre det billigt (3.000 – 5.000 kr.),
  • Onlinetjenester som fx “Dokument24” til 695 kr. eller “LegalDesk” til 1.199 kr.
    • Problemet med begge tjenester er, at man – selvfølgelig – guides gennem processen med en række prædefinerede spørgsmål, men softwaren kan naturligt nok ikke tage hensyn til noget, der er “usædvanligt”: fx at jeg forlods vil betale for min hjemmeside et antal år ud i fremtiden, at min aske skal spredes ud over Øresund (hører egl. ikke til i et testamente, men mit tidligere ønske stod i det oprindelige, som jeg havde betalt en advokat for), eller at der ikke er arvinger. Jeg kunne ikke få “Dokument24” til at forstå, at der ikke er arvinger.
  • Begge stykker software reklamerer med et tidsforbrug på mindre end 30 minutter. Ja – hvis man på forhånd har tænkt over, hvad man vil. Herudover synes jeg ikke, det er et problem at bruge over en halv time på at sætte punktum for et liv. Hvorfor skal alting gå så stærkt?
  • Der er fin og gratis vejledning på Domstolstyrelsens hjemmeside.

Jeg klarede det ganske gratis i Word på 30 minutter inkl. at booke tid hos notaren i Glostrup til den 30. januar 2023 og at udfylde den forside, man skal bruge, og som jeg ikke kan se, om onlinetjenesterne tager hensyn til.

Hos notaren skal man logisk nok legitimere sig ved hjælp af billedlegitimation. Mit pas er udløbet, jeg ser ingen grund til at forny det, og jeg har aldrig taget kørekort. Ved opringning kunne retten dog oplyse, at man roligt kan medbringe et udløbet pas sammen med dåbsattesten. Sikke en fin service.

Næste skridt: Min sidste vilje

Når der skal være styr på tingene, når jeg selv vil tage ansvar og gå hele vejen, er næste skridt at få udfyldt “Min sidste vilje”. Der er en fantastisk bedemand/-kone her i byen, som gerne hjælper. Navnet er Marianne Gyldholm. Hun skulle efter sigende være Danmarks bedste og så bor hun 100 numre nede ad vejen.

Men … Det er meget nemmere. Alt kan nu til dags klares med MitID.

Jeg har haft overvejelser om, hvordan jeg fik gjort dokumentet tilgængeligt? Hvem ville nogensinde finde det på hylde tre i arkivkasse fire eller som et scannet dokument i mit sindrige foldersystem på computeren, der sikkert kun er gennemskueligt for mig selv – og forsegles et bo ikke, så hvem skulle kunne komme ind og kigge efter det?

Man logger ind på https://minsidstevilje.nu/, og tager stilling til det, man ønsker at tage stilling til på indeværende tidspunkt. Og man kan ændre det i næste uge, hvis man har lyst. Man kan uploade dokumenter mv. Det er ganske enkelt genialt, og det koster gratis.

Nu har jeg ordnet det hele, for det busbilletten til Retten i Glostrup vil koste.

Testamentet er skrevet


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

5 Svar
  1. Alis Skjødt Nielsen
    Alis Skjødt Nielsen siger:

    Hej Hanne,
    Lige en oplysning, som mange andre måske også bruger, så har jeg scannet mine (og mandens) vigtige papirer og dokumenter – såsom sygesikring, pas, kørekort, dåbs- og vielsesattester, vigtige dokumenter vedr. huset og selvfølgelig de slægts- og historiske skrivelser, som jeg har forfattet … og alt dét har jeg gemt i min e-boks.
    Min søn har jeg giver adgang til min e-boks, så han kan hente alt det jeg har liggende dér, når jeg engang ikke er her mere.
    E-boks bliver jo slettet 15 måneder efter man er død, så han har lov til at hente det hele.
    Jeg synes menlig også det er vigtigt, at vi tager stilling til, hvad der skal ske med vores digitale efterladenskaber.
    Jeg har jo hele min slægtsforskning på Legacy og gemmer der i Google Drev.
    Jeg har alle mine digitale fotoalbum i iCloud.
    Og min søn har alle mine koder til alle de hjemmesider, hvor jeg har registreret mig med brugernavn og kode … og der er rigtig mange!
    Alt dette har jeg til en vis grad styr på, for det synes jeg også er vigtigt.
    Og du har, Hanne, sat gang i nogle tanker hos mig, om at fortsætte med at få styr på endnu mere – tak for det!
    Bedste hilsner Alis

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Alis

      Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her (spamhensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Det er rigtig fine overvejelser, du har gjort dig, og der er helt sikkert mange, der kan have glæde af dem. Din fremgangsmåde er bestemt god.

      Af mit bo skal der forlods udtages betaling for min hjemmeside 20 år efter min død, da jeg forestiller mig, at nogle måske kan have glæde af min slægtsforskning og i det jeg har alt elektronisk.

      Det er mig en glæde, at jeg har formået at sætte tanker i gang hos dig. Tak skal du have.

      Bedste hilsner
      Hanne

  2. Eric
    Eric siger:

    Det var da fornuftigt at få det bragt i orden, og som du beskriver det, var der ingen grund til at forgylde en advokat.
    Vi reviderede vores gensidige testamente i 2019 og fik advokatbistand. Vi sendte ham en beskrivelse af vores (lidt indviklede) ønsker for forskellige scenarier. På et par punkter kom han klarsynet med velbegrundede ændringsforslag, og så skrev han det hele med korrekt juridisk terminologi. Vi klarede det hele per mail (bortset fra mødet med notaren), og så vidt jeg husker, kostede advokatens bistand kun 2400, hvilket var væsentligt billigere end det første testamente, vi fik lavet for maaange år siden, hvor e-mail var science fiction.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      De 2.400 kr. var godt givet ud – og er der noget, man er i tvivl om eller er der noget, der indviklet, skal man selvfølgelig have et menneske til at se på det. Så kan det ikke klares af noget ligegyldig software. 2.400 kr. er billigt. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav for det, jeg fik oprettet i 2007, men jeg husker det som pebret, uanset at der bare skulle indsættes en universalarving og beskrives, hvor jeg (dengang) ønskede at blive begravet. Nu er tingene så super simple, og det væsentligste er i virkeligheden, at min halvbror ikke skal have 50 øre. Det kunne jeg selv skrive mig ud af. Ganske gratis.

      Det giver god ro at vide, at der er styr på det, uanset at jeg ikke forventer at få brug for nogen af delene de første 30 år.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.