Aktiv dødshjælp er mere fravalg end tilvalg
Genstart den 26. juni 2024: “Døden nær”
Indholdsfortegnelse
Aktiv dødshjælp er mere fravalg end tilvalg
Podcasten “Genstart” på DR Lyd er utrolig god. Der sendes dagligt ca. 28 minutter, og de to studieværter forstår at vinkle emnerne og at stille intelligente spørgsmål til gæsterne i studiet. De er ikke bare de efterhånden velkendte mikrofonholdere. Episoden om aktiv dødshjælp har Simon Stefanski som vært.
Forleden hørte jeg episoden “Døden nær” fra den 26. juni 2024. Den handler om aktiv dødshjælp, hvor jeg ikke selv har gjort mig min stilling klar. Det siges, at 80 pct. af befolkningen er for aktiv dødshjælp. Episoden diskuterer, om det ikke reelt er et fravalg af noget, de ikke bryder sig om, fremfor et tilvalg af noget, de gerne vil.
Det Etiske Råd har i flere omgange sagt nej tak til aktiv dødshjælp. På rådets hjemmeside er der adskillige artikler og udtalelser om emnet.
DR Lyd præsenterer programmet sådan:
Da en 20-årig terminal syg patient sidder overfor Stine Clemmensen og spørger, hvornår han skal dø, nænner hun ikke at tage håbet fra ham. Med sin tavshed frarøver hun ham i stedet muligheden for at få fred i den sidste tid. Den unge patient og de mange andre patienter i alle aldre, der holdes i live med halsbrækkende behandlinger og som dør i ufred, har fået hende til at stifte projektet “Samtaler om Liv og Behandling” for at træne læger i at tale om døden, før den indtræffer. Men når Mette Frederiksen taler om en værdig død, er løsningen en helt anden og det gør Stine Clemmensen nervøs. I dag gæster hun Genstart for at tale om, hvor langt man skal gå for at give et menneske den død, de selv ønsker.
Spørgsmålet er utrolig væsentligt, og jeg savner den brede folkelige debat, men den er der selvfølgelig ikke rigtig plads til, når der både skal sendes fodbold, tennis og Tour de France på hele sendefladen. Sport optager åbenbart befolkningen mere end et væsentligt etisk spørgsmål.
Derfor vælger ca. 80 pct. af befolkningen aktiv dødshjælp til
Af udsendelsen fremgår, at folk formentlig vælger aktiv dødshjælp til fordi
- de er utrygge ved, om de vil få den rigtige lindring,
- de er angste for smerter,
- de er angste for angsten,
- de er bange for svær åndenød,
- de er er bange for, at den pleje og omsorg, der tilbydes, ikke medfører en værdig død og er utilstrækkelig
- de er bange for at være til besvær/at være en byrde.
Ovenstående lægger et voldsomt pres på de mest sårbare i vores samfund. Derfor er det valg, de måske træffer, ikke et reelt tilvalg. Der er muligvis tale om et fravalg, fordi folk er utrygge ved, om politikerne har prioriteret tilstrækkelige ressourcer til, at man kan få en værdig død uden selv at beslutte, hvornår den skal indtræde.
Mangler ved lægeskolen
Stine Clemmensen fortæller i udsendelsen om det mest absurde svar, hun nogensinde har givet en patient, fordi læger har fokus på at gøre folk raske, og fordi lægeskolen ikke har lært dem at tale om døden. Læger er uddannede til at fikse problemer, så de mangler mod og kompetencer til at tale om døden.
Døden er noget, der skal forsvinde og gå væk, så måske overbehandler vi i den sidste tid? Skaber behandlingen af terminalt syge værdi og værdighed? Men hvad vil patienterne egentlig? Måske skal vi skifte fokus på at gøre dem raske til at tilbyde den rigtige lindring?
Hun fortæller om Mathias på ca. 20 år. Han har en medfødt genfejl, der bevirker, at han altid har været klar over, at han næppe ville blive 30 år. En dag er Stine Clemmensen tilstede på stuen, og Mathias sender moderen ud, for han vil tale med hende om noget privat. Han spørger Stine Clemmensen om, hvornår han egentlig skal dø. Og her kommer det absurde. Hun går i panik og svarer: “Det skal nok gå”. Det er fuldkommen Ander And og efterlader ham mere ensom, end han allerede var.
Han ville så gerne hjem, og en masse behandlere bøjer en dag alle regler og sørger for, at han rent faktisk kommer hjem. Han når at være hjemme i 30 minutter. Hvis nu lægeskolen havde opdraget lægerne anderledes, kunne han måske have nået at være hjemme i 14 dage? Det er tankevækkende.
Min egen frygt
Mennesker med bipolar affektiv sindslidelse dør gennemsnitligt 14 år før normalbefolkningen. Da man jo ikke dør af psykisk sygdom som sådan, vil jeg tro, at gennemsnittet indregner de mennesker, der selv har valgt at afslutte livet. Det er snart 20 år siden, jeg selv forsøgte mig, og det jeg husker mest er den store ensomhed.
Jeg håber inderligt, at der er længe, til det er min tur. Når nu livet er blevet så godt og dejligt, vil jeg selvfølgelig gerne nyde det længst muligt. Alt andet ville da være dumt.
Der var engang en, der sagde til mig “Når man lever alene, dør man også alene”, og det frygter jeg. Jeg er bange for at ligge alene et eller andet sted og vide, at det er nu, det er nu. Måske er der ingen til at holde mig i hånden bortset fra dem, der får deres løn for det (hvis de altså har tid til det)? Jeg vil sikkert spørge mig selv, om jeg forvaltede de år, jeg fik, godt nok?
Derfor håber jeg, at jeg en dag bare dratter ned af skrivebordsstolen foran min 43″ skæm med en ulæselig tysk kirkebog.
Og hemed har hjemmesiden endnu engang bevist sin undertitel: “Om alt mellem himmel og jord”.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Ja, læger – og vel også patienter – er berøringsangste i en helt utrolig grad. Og det eneste, der er sikkert, er at vi alle skal dø en dag. Jeg vil i hvert fald gerne have klar besked, og har besluttet med mig selv, at jeg ikke vil overbehandles hvis der ikke er udsigt til helbredelse. Smertelindring og væske, ja tak; store, dyre indgreb og behandlinger, nej tak.
Og jeg stoler faktisk på, at man kan få den behandling man har brug for, og håber på flere ressourcer til palliative teams, så flere kan få lov at dø roligt og hjemme (det vil vel også være biligere end indlæggelser).
Men vi – som i os alle sammen – må indse, at ikke alt kan/skal behandles. Og vi må i øvrigt være klar til at acceperer både utryghed og kontroltab.
Jeg tror at kontroltabet også er en stor del af det (ligesom det spiller en rolle ved kejsersnit). Det er nok umuligt, for folk er så vant til at livet er sikkert og kontrollerbart, at de skal have hjælp fra præst og psykolog, når der sker noget uventet (grene, der falder ned er vist det nyeste eksempel).
@ Charlotte
Du berører noget væsentligt nemlig kontroltabet! Det er nok svært for os alle – i hvert fald for mig. Jeg foretrækker at beslutte alting selv.
Nu ved jeg jo ikke, om du har hørt udsendelsen, men Stine Clemmensen kommer netop ind på det med, at vi nok overbehandler folk i situationer, hvor det er tåbeligt, og hvor det ikke skaber hverken værdi for samfundet eller værdighed for patienten. Både læger og patienter skal blive meget dygtigere til at acceptere det uafvendelige. Jeg ved såmænd ikke, om jeg selv er videre god til det, så jeg må øve mig.
Præster er vanvittigt dygtige til at gennemføre samtaler om etiske og eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke, de lærer det på “præsteskolen”, jeg tror, de lærer det i deres praksis gennem mange samtaler med mennesker, der har det svært. I mine år med mange indlæggelser havde jeg stor gavn af hospitalspræsten og personalets forklaringer om “det vikarierende håb”, der går ud på, at personalet på en psykiatrisk afdeling holder håbet for patienterne, mens de er indlagt. Jeg synes, det er en meget smuk formulering.
“Det vikarierende håb” er virkelig en smuk formulering. Jeg har også haft mere glæde af samtaler med præster end med læger, selv om min “nye” faktisk er helt god til den slags … men hun er også ældre og erfaren.
Jeg har ikke hørt udsendelsen, nej. Jeg lytter ikke så godt, men elsker at læse og tænke videre.
@ Charlotte
Ja “Det vikarierende håb” er meget smukt.
Næh, det er ikke altid nemt med læger. Når man endelig skal have en, er det godt med en god, gammel en.
Du tænker godt!
Mange læger tror åbenbart, at der er en eller anden mulighed for “at vinde” Det virker som om de ikke vil erkende, at uanset hvad, så skal vi alle, også lægerne, herfra på et eller andet tidspunkt. Det, at man har lært at helbrede alle disse sygdomme ender, uanset hvad, alligevel med afgang fra perron 3,5. Det medfører også, at mange læger har sværere ved at tale om døden, end deres patienter har. Det bør de blive bedre til, for det er hvad patienterne har brug for. Og det er dybt nødvendigt for, at diskussionen om aktiv dødshjælp kan komme videre.
Selv er jeg kommet der til, at hvis patienten er i store smerter, så må man ikke spare på det smertestillende af frygt for, at patienten dør. Patienten dør alligevel, det er bare et spørgsmål om hvornår. Her er det også vigtigt, at lægen er i stand til at tale om døden, ellers vil der ikke blive givet den rigtige behandling.
Når det kommer til at give patienten et skud et eller andet, hvor døden _vil_ indtræffe umiddelbart efter, er jeg mere i tvivl. Jeg har oplevet, hvordan sådan en beslutning kan såre de efterladte. Det giver nøjagtig de samme overvejelser og konsekvenser, som indtræffer efter et hvilket som helst andet selvmord. Det synes jeg, man bør tage med i overvejelserne,
Selvfølgelig kan aktiv dødshjælp også blive en glidebane til et system, hvor man skaffer sig af med alle mere eller mindre unyttige medlemmer af samfundet, og det er der jp ingen ordentlige mennesker, der vil være med til. Men andre emner, der kommer op, har jo vist, at der findes en hel del uordentlige mennesker, så den glidebane skal vi simpelthen ikke have.
@ Henny
Vi er fuldkommen enige om, at lægerne bør øve sig i at tale om døden. Stine Clemmensen er også enig, og det er derfor hun har stiftet projektet “Samtaler om Liv og Behandling” for at træne læger i at tale om døden. Og ja, vi er også helt enige om, at diskussionen om aktiv dødshjælp kan komme videre. Selv overvejer jeg, om den overhovedet er begyndt?
Og ja, er pt. i store smerter, er der ingen grund til at spare på det smertestillende. Hvorfor skulle man dog det? Det medfører ikke noget godt for nogen – måske bortset fra regionernes bundlinje?
Atter et ja herfra: Er der tale om det, nogle lidt aggressivt kalder “assisteret selvmord”, er der mange overvejelser at gøre sig. Jeg vil tro, det er det Stine Clemmensen i den omhandlede episode kalder “sederet palliativ behandling” – men jeg er ikke sikker på, om jeg forstod lige den del korrekt..
Det, der bekymrer mig ved “glidebanen”, er, at vi skaffer os af med dem, vi mener er en byrde/belastning, eller som selv mener, de er en belastning for fx de pårørende. Jeg mener, det er i Holland (eller måske Belgien?), at 5 pct. af alle dødsfald indtræffer som følge af aktiv dødshjælp. Det bryder jeg mig ikke om. Nogle kunne jo få tanken, at mennesker med psykisk sygdom er temmelig trælse og omkostningstunge at have gående rundt.