Formidling af slægtsdata
At skrive slægtshistorie
Formidling af slægtsdata
I august i år læste jeg med stor glæde og interesse Kathrine Tobiasens bog “At skrive slægtshistorie” (jeg har 2. udgave, 3. oplag). Da jeg netop syntes, det var så fantastisk en bog, har jeg taget den frem igen og er begyndt forfra.
Jeg vil nemlig gerne kunne huske flere af hendes tips til, hvordan det kan gøres – ikke hvordan det skal gøres.
Jeg husker primært to ting fra den første gennemlæsning. Jeg citerer her frit efter hukommelsen:
- En slægtshistorie/-tavle genereret af slægtsforskningsprogrammet, der kun består af navne og datoer, er så spændende som en telefonbog.
- Dokumenter, man vil dele med andre, bør findes i to versioner:
- Selve Worddokumentet man har brugt til at skrive i.
- Når det er gemt med et sigende navn som Worddokument, bør det også gemmes som pdf-fil, for så kan andre ikke umiddelbart ændre i det.
- Bevar Worddokumentet så du nemt selv senere kan tilføje nyt eller rette fejl.
Små slægtshistorier
Jeg elsker at skrive små slægtshistorier, og nogle gange handler de ikke om mine egne slægter, men ting jeg falder over i kirkebøger, som jeg synes fortjener en eller anden for for omtale. Det kan være, jeg pludselig lærer noget om pesten, opdager en præst i Søllerød, der er begejstret for at beskrive alle omstændighederne om hver enkelt dødfødsel eller noget helt andet, der er lidt ud over det sædvanlige.
Meget ofte er det fordi, jeg synes, jeg lærer noget nyt og har været igennem en læreproces, jeg gerne vil dele med andre. Det gjorde sig fx gældende med artiklen “Letfærdighed og barnemord”, hvor jeg syntes, jeg havde fået et stof godt ind under huden og havde fundet gode og nyttige links, der måske kunne interessere andre slægtsforskere.
Jeg formidler mine små historier via artikler på min hjemmeside, da jeg ikke har hverken efterkommere eller anden familie. Jeg vil aldrig nogensinde få læsere af en stor historie, så jeg må nøjes med de små. Og Google er tilfreds (= indekserer og prioriterer) bare man når op på 600 ord.
Min slægtsdatabase rummer kun ca. 3.400 personer, og det er jo ingenting sammenlignet med mange andres, men jeg er tilfreds med det. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke gerne vil udbygge den.
Databasen rummer – som ordet siger – bare en masse data struktureret i nogle tabeller. Men disse data repræsenterer mennesker, der har levet, og som har en form for krav på at få fortalt deres historie. Altså gør jeg data til de mennesker, de var engang, når jeg prøver at fortælle deres historie.
Eksempelvis har jeg haft meget glæde af at fortælle om de store tyverier fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg, hvorfra topbilledet – som jeg har tilladelse til at bruge – stammer. En dag vil jeg kontakte lokalarkivet i Rudersdal Kommune for at spørge, om de kunne være interesserede i, at jeg kommer en aften og fortæller historien om min slægts gang på hattefabrikken (selvfølgelig inkl. tyverierne), og hvordan oldefar Stegemüller egl. kom til Danmark som hattemester og begyndte i filthatteafdelingen på Brede Klædefabrik i 1890, og som hattemagermester flyttede sammen med fabrikken til Skodsborg i 1913. Det tror jeg nemt, jeg kan få en halvanden times tid til at gå med.
Om afsnittenes værdi – det drejer sig om læsbarhed
Når du går i gang med at skrive – det være sig til den store slægtsbog eller til små historier om din slægt – så husk afsnit. Det drejer sig om læsbarhed, der er en nødvendighed i al formidling.
Fortæl mig, hvilken af de to tekster herunder, du har nemmest ved at læse og forstå.
Tekst nummer 1:
Tekst nummer 2:
Må jeg gætte på, at du har nemmest ved at læse tekst nummer 2? Jeg tror faktisk, du lyver, hvis du mener, at læsbarheden er bedst i tekst nummer 1.
Selv har jeg det sådan, at jeg ikke kan fokusere på en tekst som den i nummer 1, og det gælder både, hvis jeg finder den i en bog eller på nettet. Det er som om, jeg ikke ved, hvor langt jeg er kommet. Øjnene kan ikke fastholde den rigtige linje.
Jeg begynder ikke en gang at læse en sådan tekst; jeg springer den helt konsekvent over, jeg gider ikke en gang forsøge, og jeg undrer mig over, at folk ikke indsætter afsnit, hvis de gerne vil have deres budskab ud over rampen. Og det er vel derfor, de skriver? De skriver vel for at blive læst og forstået – ikke for at blive sprunget over? Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der giver op på forhånd.
Man ser ofte tekster som nr. 1 på Facebook, fordi folk har kopieret en hel masse fra et Worddokument og så trykket enter (= udgiv/slå op). I Worddokumentet var der afsnit, og alt var læsbart der, men afsnittene forsvinder af sig selv under kopieringen. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, men jeg ved, at det er sådan.
Jeg har talt med mennesker, der sagde til mig: “Jamen man kan da ikke lave afsnit på Facebook, for trykker man på enter, bliver det jo udgivet/slået op”.
Det har de også ret i. Hemmeligheden er, at man i Windows skal trykke både SHIFT og ENTER på en gang – så ryger teksten ned på næste linje. Hvis du er på Mac, må du selv eksperimentere lidt.
Da man skal lave et afsnit, gør man det lige en gang til – og så er læsbarheden øget med ca. 500 pct. Keine Hexerei nur Behändigkeit!
Jeg vil om kort tid skrive en artikel om, hvor lange – eller korte – afsnit bør være for at være læsbare. Kan man sige noget om det? Ja det kan man faktisk. Jeg har fundet nogle internationale kilder men foretrække nogle danske studier med forsøgspersoner.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Altså lige bortset fra forskellen ie i både sprog og stilleje, så er sådan en “Wall of text”, som englænderne siger, stort set ulæselig. Jeg ELSKER afsnit!
Den der SHIFT + ENTER er jeg godt træt af, den virker også mange andre steder – og atter andre steder indsætter den kombination bare normal linjeafstand i stedet for dobbelt. Og jeg er altså god til at glemme det, hvorpå jeg må på jagt efter -koder i maskinrummet.
Og så er jeg også vild med dine fund og interessante historier fra fortiden. Det er faktisk sådan, jeg også selv prøver at formidle slægtshistorien – jeg må vist gå på rov hos naboerne, for min slægt er jævn og kedelig, hvis vi lige undtager det driftige købmandspar …
Som en eller anden klog historiker engang sagde: “Man skal digte over kilderne, over ALLE kilderne, og ikke imod nogen af dem.”
@ Charlotte
Hvad mener du “ie”. For mig er “ie” forkortelsen for den nu afdankede browser “Internet Explorer”, men det passer vist ikke her. Er det evt. noget, der slet ikke skulle med?
“Wall of text” – tak for at du føjede et nyt ord til mit vokabularium, for det kendte jeg ikke.
Vil du skabe afsnit, skal du som hovedregel altid taste Shift + Enter to gange. En gang Shift + Enter giver som hovedregel bare en ny linje. Det kan variere, men det er jo nemt at se med det blotte øje.
Jeg elsker også afsnit, og jeg forstår slet ikke, at folk, der fx kopierer noget fra Word til Facebook, ikke bruger de par sekunder, det varer at indsætte afsnit, så de får et resultat, mennesker kan læse (Google og AI-robotterne er ligeglade). Som skrevet springer jeg de tekster over. Jeg gider simpelthen ikke prøve at læse dem, for jeg ved, at jeg ikke kan!
Det glæder mig, du kan lide mine fund og historier fra fortiden. Som jeg skrev til Birgit, eksperimenterer jeg stadig for at finde en modus, der stiller både mennesker og Google tilfredse.
Jeg er nået et langt stykke længere i Kathrine Tobiasens bog, og jeg sætter streger i margin og rundt omkring, for der er meget, jeg gerne vil tilegne mig for alvor. Fx det med hvordan jeg undgår at skrive slægtshistorier, der er er så interessante som en telefonbog.
Faren er nu ikke så stor, for jeg har jo kun min hjemmeside at skrive til. Selvfølgelig har jeg også min TNG-side (https://tng.stegemueller.dk/), men der formidler jeg kun data. På hjemmesiden prøver jeg at skrive om de mennesker, der ligger bag data. Eller rettere: Her gør jeg data til de mennesker, de var engang – og det fænger mig for alvor, fordi jeg har glæden ved at prøve at skrive noget, andre måske gider at læse (og simpelthen bare fordi jeg elsker at skrive).
Nå, men da min “mor” blev 70 i 2005, forærede jeg hende en slægtsbog baseret på de data, jeg havde efter to og et halv års slægtsforskning. Det var jo ikke alverden, men den var skam læderindbunden og med guldtryk – fint skulle det være … Og jeg lover dig, at det var en af dem, der var så spændende som en telefonbog, for den var baseret på mit daværende slægtsprogram (vist Family Tree Maker). Det var i hvert fald ikke den bog, der blev hevet frem til hyggelæsning i sofakrogen lørdag aften.
Som Kathrine skriver, så er slægtsprogrammerne fremragende “skuffemøbler” til at opbevare data i. Men de kan altså ikke skrive andet end det, de er blevet fodret med, og det er jo hårde data, m.m. man har brugt notefelterne til at udfolde sig med egl. historier i.
Jeg har såmænd et ex af bogen, jeg lavede til min “mor”. Det er jo meget sjovt at se, hvor jeg var dengang, men bortset fra det, læderindbindingen og guldtrykket er den ikke noget værd. En dag ryger den nok ud.
Hej Hanne.
Jeg læser altid dine små historier med stor interesse. Jeg holder meget af dem. Ligeledes historier fra Per Hundevad Andersen fra Danskernes Historie Online. Jeg har nemlig en stærk tro på, at jo mere jeg læser fra forskellige vinkler, så lærer jeg nok noget, om ikke første gang, så måske anden gang – og det kan jeg så formidle videre. Så fortsæt endelig. Men det har jeg vist sagt til dig før.
Og selvfølgelig er tekst nr. 2 mest læsevenlig. Jeg har selv haft den fornøjelse at være udsat for din korrekturlæsning, og det er helt fantastisk, hvad du kan udrette med et enkelt komma eller et nyt afsnit. Stor tak!
Mange hilsner
Birgit
@ Jeg bliver nødt til at skrive “Kære” Birgit
Mange tak for din søde kommentar.
Ja, det svarer jo egl. bare lidt til at lære gotisk: man må se det mange gange, og man må prøve det mange gange; så lykkes det pludselig – i hvert fald med indeværende skriverkarl. Med den næste begynder man lidt forfra …
Jeg eksperimenterer stadig selv med formen i de små artikler her på hjemmesiden, for der er mange ting at tage hensyn til, når man skal stille både mennesker og Google tilfredse.
Den sværeste partner at stille tilfreds er faktisk Google: Minimumslængden på 600 ord, det centrale, folk måske sørger efter, op i begyndelsen/”Manchetten” for at det er det, der vil blive vist, når Google viser et lille udsnit. Jeg bruger meget tid på at prøve at optimere mine tekster, og jeg er vist ikke i mål endnu.
Apropos korrekturen: Det var så lidt. Det var kun en fornøjelse at kunne hjælpe, og du er velkommen en anden gang.