Figurer som kommunikationsmiddel
Jeg forstår ikke emojis
Indholdsfortegnelse
Figurer som kommunikationsmiddel
Jeg tror, der er noget galt med mig og/eller min hjerne, for jeg forstår ikke emojis, som jeg foretrækker at kalde for figurer. Slår man op i Den Danske Ordbog (DDO), får man denne forklaring på ordet “emoji”:
Lille billedsymbol der udtrykker en sindsstemning eller viser et væsen, en genstand eller et fænomen bruges i digital kommunikation, fx sms’er og sociale medier.
- Det, der i særlig grad undrer mig, er, hvordan folk kan sondre mellem dem, når der er flere end 3.000.
- Jeg undrer mig også over, hvordan de kan være enige om betydningerne; altså hvordan kan de være sikre på, at afsenderen og modtageren forstår det samme ved en given figur?
- Når man bruger ord, kan man forklare sig; man kan bruge en sætning mere, eller man kan prøve at finde et synonym, der tydeliggør meningen. Den mulighed har man ikke med figurerne, med mindre man kender dem alle vældig godt.
Engang fandt jeg frem til, at der findes en form for ordbog over figurerne. Har folk mon alle læst og lært den samme ordbog?
Næh, det har de nok ikke, for ifølge Adobes analyse fra september 2022 “The Future of Creativity: 2022 U.S. Emoji Trend Report reveals insights on emoji use for, and more”, hvor man havde spurgt 5.000 brugere, var det fem temmelig traditionelle figurer, der hittede (i hvert fald i USA):
Kilde: Adobe
Hele Adobes rapport findes her.
“Emoji make it easier to communicate”
Rapporten er også omtalt på denne danske side, der behøver lidt ordforklaring. “Generation Z” er betegnelse for den generation, som er født mellem 1997 og 2010. En “Boomer” er en person født mellem 1946 og 1964.
Den danske side indeholder blandt andet denne oversigt, som jeg faktisk finder mere trist end sjov: Ca. halvdelen af brugerne på verdensplan kan bedre udtrykke sig vha. figurer end ord. Det er da forfærdeligt – men det kan vel næppe være sådan, at hele verdens uddannelsessystemer har fejlet.
Hvor de har det med “verdens” fra, er jeg ikke klar over, eftersom Adobe kun spurgte 5.000 amerikanere.
Med udgangspunkt i oversigten vil kun 27 pct. mene, at jeg er venlig, sjov og sej. Det er selvfølgelig ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det, når jeg nu ikke forstår figurerne.
Hvis jeg deltager i en tråd på Facebook og har skrevet adskillige ord, er det så underligt bare at få en figur retur, eller evt. som her til højre at få et par ord og så en figur, som jeg i det mindste kan se er et smil.
Men jeg forstår ikke, hvad det sjove er. Jeg så efter, om jeg et sted i tråden havde lavet en tastefejl, så hans formål er at grine af, at jeg også laver tastefejl – hvilket selvfølgelig er helt i sin orden at le ad. Alle mennesker laver taste- eller sjuskefejl. Men jeg kunne ikke finde en fejl.
Jeg ved virkelig ikke, hvorfor han griner (evt. af mig). Det er temmelig træls.
I begyndelsen var ordet …
Bortset fra at halvdelen bedre kan udtrykke sig med figurer end ord, må der vel være noget, der begyndte misfosteret. Normalt siger man “I begyndelsen var ordet”, og det gjaldt også her. Men hvorfor gik folk over til at kommunikere ved hjælp af figurerne?
Jeg kan ikke forestille mig andet, end at man fandt ud af, at det var hurtigere at trykke på et par taster end at skrive et par sætninger. Endnu en gang spørger jeg: “Hvorfor skal det partout gå så hurtigt?”
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Emojis siger mig ikke så meget. Jeg bruger en gang i mellem smilet, når jeg har skrevet noget, der måske kan opfattes lidt hårdt, eller jeg bruger blinket, når der er tale om ironi. Ganske vist synes jeg, at folk burde kunne forstå disse ting uden emojis, men det er der så mange, der ikke kan. Hvis jeg får en meddelelse, der er fuldstændig overbroderet med dem, kan jeg godt lidt opgive at læse den, sådan helt på forhånd. Jeg kan også få tanker om, at vedkommende jo godt kunne have brugt nogle ord i stedet. Som du er der rigtig mange emojis, som jeg ikke umiddelbart forstår, og jeg gider ikke sætte mig ind i dem. Sådan er det, og sådan forbliver det. Så alene af den grund kan jeg ikke sige, at jeg finder dem inkluderende på nogen måde.
@ Henny
Ja, det er lige netop det: du sætter figurerne ind, når du er i tvivl om, hvorvidt modtageren kan forstå dine ord. Jamen du udtrykker dig da klart og tydeligt på skrift, så her er ingen grund til at tvivle.
Nej, man kan ikke sige, at de på nogen måde er inkluderende. De udelukker ofte gamle damer som dig og mig.
Emojis som Thumbs up, hjerte, smile, vred, og græder er jeg OK med (for eksempel nummer 2, 3 og 5 i din oversigt), men når vi kommer længere væk end de her “standardfølelser” står jeg af.
Og noget, der er endnu værre: Nogle spørgeskemaer spørger, hvordan man har det med dette eller hint, og så som svar har et antal ansigter med udtryk der burde være nemme at aflæse, men jeg synes, de ser forskræmte ud alle sammen – og der er ikke et ord til at hjælpe mig på vej. Det klager jeg over hver gang.
@ Charlotte
Ja, selv jeg kan også nr. 2, 3 og 5. Men jeg vil altid undre mig over, at folk bruger dem.
Jeg tror ikke, jeg selv er stødt på den form for spørgeskemaer, du nævner, men jeg ville (selvfølgelig 🙂 ) også klage mig.