,

Ekstrovert og introvert

Samarbejde

Det er ikke en velbevaret hemmelighed, at Morten Endahl fra Jobøst og jeg arbejder utrolig godt sammen.

På mange måder er vi hinandens modsætninger, men jeg oplever en høj grad af gensidig respekt. Som eksempel taler han ikke ned til mig. Det har jeg rigeligt af med den nye sagsbehandler i jobcenteret. Sidstnævnte er det, der gør, at jeg af og til kan til tvivle på, om jeg stadig kan noget.

Gør det du er bedst til

Danske Bank havde en del år et slogan, der lød: “Gør det du er bedst til, det gør vi”. De måtte dog lægge det i mølposen i 2009 i forbindelse med finanskrisen.

Mortens og mit samarbejde er i høj grad præget af, at vi begge gør det, vi er bedst til. Han er ekstrovert, mens jeg er introvert (heller ikke nogen hemmelighed). Han tager sig af de udkørende fogedforretninger, mens jeg griser papir til – og det fungerer vældig fint netop på grund af den gensidige respekt. Han kan næsten ikke nå at læse alt det papir, jeg griser til. Han var usikker på reglerne om opbevaring af persondata efter 25. maj i år (GDPR), om samtykke mv. Det kunne jeg hjælpe med. Den slags skaber ligeværd.

Jobcenteret har en idé om, at jeg skal ringe til diverse virksomheder og præsentere mig selv. Det gør jeg bare ikke, for jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle sig til dem. Jeg kan fint lave en kort skriftlig præsentation, formentlig har jeg allerede 25 liggende, men hvor skal jeg sende den hen?

Jobcenteret har også givet mig adgang til en database, de selv bruger. Her kan man søge efter arbejdsgivere relaterede til en branche. Men hvis jeg skriver fx “webdesign” eller “Sociale medier” får jeg ingen hits. Og det gælder for alle mine søgeord.

Jeg spurgte sagsbehandleren, hvad jeg mon gjorde forkert? Det lykkedes så ham at finde en tandlæge. efter flere forsøg. Problemet er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med en tandlæges navn, telefonnummer og CVR-nummer. Skal jeg ringe/skrive til dem og spørge, om de har behov for en ny hjemmeside, korrekturlæsning på deres tårnhøje regninger og en mere markant profil på Facebook og Twitter? 🙂

Jeg tror ganske enkelt ikke på de mange databaser til jobsøgning! I min verden har en skriftlig opfordret ansøgning meget større gennemslagskraft, og når der så er en ekstrovert medspiller med et stort netværk, der kan kontakte arbejdsgiveren inden ansøgningen sendes, så er det seriøst.

Mange virksomheder giver mulighed for at være tilmeldt en mailingliste, så man får besked, når de har et nyt opslag, og det giver mening for mig. Databaserne er som at skyde gråspurve med kanoner.

 

4 replies
  1. Anette
    Anette siger:

    Enig med Eric kun i meget få tilfælde er up fordreje ansøgninger tiden værd for firma og ansøger.
    ked af at du har en dårlig sagsbehandler på jobcenteret, er der ikke noget med at man kan ønske en anden hvis der er dårlig kemi?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Anette

      Velkommen igen!

      Jo der er vist nok noget med, at man kan få en anden, men nu venter jeg lige og hører, hvad borgemesteren svarer på mit brev: https://stegemueller.dk/blog/brev-til-borgmesteren/ Måske får hun selv den idé? Og så længe jeg har Morten, behøver jeg på ingen måde Jobcenteret. Det er spild af tid – inkl. Jobnet, som absolut ikke er egnet til de opgaver, det skal løse. I dag fandt jeg fx ud af, at man ikke kan undgå at skrive en ansøgningsfrist. Feltet må ikke være tomt, og man kan ikke vælge fx “Ingen frist”. Jeg skrev det så i adressefeltet 🙂

      Svar
  2. Eric
    Eric siger:

    Det er galimatias at tvinge folk til uopfordrede ansøgninger, og det slider på delete-knappen hos virksomhederne, der ikke har opfordret. Rationalet er bindegalt, de er bløde i bolden og uden jordforbindelse. Hvis det kan siges stærkere uden at tangere det injurierende, hører jeg gerne. Undtaget i helt særlige tilfælde, hvor kvalifikationerne er i særklasse for virksomheden, er uopfordrede ansøgninger ikke andet end spam.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      TAK! Det kunne jeg på ingen måde have udtrykt bedre. Du nærmer dig ikke straffelovens injuriebestemmelser. Jeg tror ikke på. at jeg kommer med hverken det ene eller det andet i særklasse. Jeg er bare en solid, mødestabil og loyal medarbejder, der kan det, jeg kan, og som jeg så pokkers gene vil.

      Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har Morten. Uden ham så det sort ud.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *