En ansøgning

En ansøgning til BEC, hvor Morten fra Jobøst, har en (gammel) kontakt. Jeg har sendt ansøgningen til Morten om bedt ham gå videre med den. Det vil han gerne. Vores samarbejde er intet mindre end perfekt.

Nu er jeg så som 54-årig i færd med at søge et studenterjob…

Jeg har taget bladet fra munden og på en pæn måde prøvet at aflive de fordomme der kan være om mennesker, der er visiteret til fleksjob. Hvorfor ikke skrive det, som mange nok tænker?

Jeg er spændt på, om den kan kaste noget af sig. Det er mit drømmejob. Og så har jeg da noget (bortset fra prutterne) at fylde ind i Jobnet.

Hav en god aften.

Stikord:

Kvinde, 54 år

Skarp på sprog med udpræget sans for detaljer.

Webmaster på flere sites.

Forfatter til mere end 100 guides til software ud fra mottoet: ”Jeg skriver for alle. Nørderne klarer sig selv”.

Flair for programmering.

Noget ”nørdet” hvilket for mig er et kvalitetsstempel.

Oprindeligt cand.jur. – nu fleksjob.

 

Kontaktoplysninger:

Hanne B. Stegemüller

Mobil: 22 81 17 31

E-mail: post(at)stegemueller.dk

Mailformular: https://stegemueller.dk/blog/besked/

Facebook: https://www.facebook.com/Stegemueller

 

Venlig hilsen:

Hanne B. Stegemüller.

Ansøgning

Studentermedhjælper med stærke skriftlige kompetencer

Jeg har set jeres stillingsopslag, og ”Din profil” er lig min profil. I beskriver mit drømmejob!

Jeg elsker det danske sprog og synes, det skal behandles godt og også bedre, end man tit ser. Jeg bliver ofte brugt til korrekturlæsning, som jeg ligefrem synes er sjovt. Det vil ikke føles som arbejde, men som leg, at gennemgå sproget i jeres tekster.

Jeg er 54 år og er visiteret til fleksjob grundet en psykisk lidelse. Da den er velbehandlet, hindrer den mig ikke i at:

Arbejde struktureret og koncentrere mig om det samme i lang tid.

Trives bedst foran en 32” skærm.

Lave indbydende og stilsikre hjemmesider, der er tilpasset målgruppen fx https://supportpcogandet.dk, som jeg netop har redesignet. Siden har 17.300+ brugere, idet den er koblet sammen med en Facebookgruppe.

Holde af læreprocesser og af at finde løsninger. Gennem de seneste 1½ år har jeg fx lært meget om SQL-databaser og om backend i fx WordPress. Derudover behersker jeg et stort udvalg af software og CMS’er. For 10 eller 12 år siden håndkodede jeg min egen første hjemmeside i HTML 4, så jeg har flair for programmering. Nu om dage bruger man ikke HTML 4, idet opgaven – heldigvis – er overtaget af CMS’erne.

Skrive indlæg på min blog: https://stegemueller.dk/blog/ Her er opgaven at arbejde med sproget, at lege med ordspil og metaforer samt at skrive indlæg, der blandt andet fortæller om livet med en psykisk sygdom, politik, webdesign og i øvrigt om alt andet mellem himmel og jord. Bloggen er ti år gammel, har ca. 100+ faste læsere og 11.000 kommentarer. Ergo er det ikke en døgnflue.

Det er muligt, I aldrig har overvejet at ansætte en fleksjobmedarbejder. Det kan være, I tænker, at en sådan har stort sygefravær, ikke er omgængelig, ikke kan arbejde selvstændigt, skal ”nurses” mere end de øvrige medarbejdere mv. Sådan er det ikke med mig.

Jeg har hele 2016 og 2017 haft kontraktansættelser hos Folkekirkens Nødhjælp (administrative opgaver), og det har været uproblematisk. HR-chef Sune Lyng skriver i sin anbefaling, som jeg vedlægger, at det eneste, man mærker, er, at jeg kun kan arbejde 15 timer om ugen. Sune nævner blandt andet, at jeg er god til at læse korrektur. Han vil kunne kontaktes for yderligere oplysninger.

Jeg har naturligvis et CV, som jeg gerne sender jer, men det er mit gæt, at det ikke er så relevant for stillingen.

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *