,

Desperat eller hvad?

Jeg søger jobs så i hærdigt, jeg kan, og jeg er åben for alle muligheder; der skal snart til og ske et eller andet, for ellers ryger jeg ud af dagpengesystemet, og så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har 30 dagpengeuger tilbage og tiden løber…

I dag var jeg for første gang hos “min coach” hos Rebound, og måske havde jeg sat forventningerne for højt, for jeg gik skuffet derfra. Jeg forventede noget input til mit cv og til mine ansøgninger, men han kiggede på begge dele i 30 sekunder og sagde, at han syntes, det så fint ud. Det sagde de også på Jobcenteret, men det skaffer mig jo ikke et job, som er det eneste, jeg brændende ønsker mig.

Jeg forstår ikke, at jeg ikke kommer til samtaler; jeg må jo gøre et eller andet forkert – men hvad?

Jeg fik to hjemmesideadresser ud af coachingsessionen: it-jobbank.dk og scr.dk, der begge er steder, man kan lægge sit CV ind, og som retter sig mod IT-brancen; det har jeg selvfølgelig gjort her i eftermiddag, men min tro på det kan ligge på et meget lille sted, men intet skal være uprøvet.

Meebox: De vendte tilbage og sagde åbent og ærligt, at de vurderede at en fire ugers virksomhedspraktik var for lidt til, at de kunne nå at lære mig noget, så jeg reelt kunne bidrage, og at så ville jeg bare komme til at sidde og lægge 7-kabale halvdelen af dagen, og det kunne ingen af parterne være tjent med. De er virkelig et ordentligt firma med rene ord for pengene! Da jeg havde lagt røret, fik jeg tanken, at når de fire uger var for kort tid, var der jo også muligheden for et privat løntilskud, så jeg ringede op og bad ham tage det med ind i sine overvejelser. Jeg sætter lidt min lid til dem, men det er nok farligt at gå og drømme.

Rebound: Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke om det firma – det undrer mig fx, at vi kun skal være der fra 9 – 12, når jeg nu i Jobcenteret har fået oplyst, at det er 25 timer ugentligt. Hvorfor må man så gå kl. 12:00? Er det bare et sted, der kører forløb igennem for at tjene pengene?

Det hedder sig, at tiden fra 12 – 14 er “Projekttid”, hvor man kan arbejde med sine ansøgninger mv., men alle går hjem, og det gør jeg derfor også.

Tiden fra 9 – 12 er programsat med såkaldte workshops, men det er reelt klasseundervisning. I dag har jeg fx hørt om “12 mentale love”, som jeg ærlig talt syntes var en omgang lommepsykologi om at tage teten og at blive mester for sit eget liv. Det ved jeg alt sammen godt i forvejen, og min eneste interesse er at få et job, så skal jeg nok mestre mit liv derfra.

Jeg gik ind til det med åbent sind, men lige nu er jeg ærlig talt lidt skuffet, og de skal lægge sig i selen for at få mig til at synes, at det giver en reel værditilvækst. Selvfølgelig møder jeg op og gør det der forventes af mig, men det ville være synd at sige, at det er der, jeg henter inspirationen til at komme videre.

Brok brok brok – undskyld mig, jeg har bare haft en dårlig dag.

29 Svar
« ældre kommentarer
  1. Donald
    Donald siger:

    Der kan være jobkonsulenter, som er OK at tale sammen med – hvis man kan stille spørgsmål og interesserer sig for hvad de er for nogen og udøser sin kærlighed over dem, så kommer der ofte noget positivt modspil.
    Jeg tror dit LinkedIn – CV kan begynde med at “jeg kan levere godt humør og engageret indsats både med IT-system-administration (kan du det?) og content management.”
    Husk at give en begrundelse (næsten ligegyldigt om den er lidt tynd) – begrundelse for at arbejde med IT i stedet for Jura. Prøv at se lidt på Poul Henning Kamp’s nyeste blogindlæg på Version2.dk om at Finansministeriet afviser en “IT-havarikommission” uden at forstå hvad det handler om. http://www.version2.dk/blog/corydons-nej-it-havarikommisison-en-god-ide-56356

    Det skal man ikke bruge som en kritik men som et sted hvor man kan se, at man kunne være nyttig (det ved jeg ikke om det lige er dig, men det var mere princippet i det).

    Jeg har lagt mærke til at IT-politikeren, eller ordfører, fra Socialdemokraterne ikke kan skelne mellem en kravsspecifikation og det reelle resultat, mellem ønskedrøm og virkelighed.

    Men som sagt, det er typisk mig og mit område, min opfattelse af hvad der er vigtigt indenfor firma-IT-politikker, og dit eget område er ligeså godt – og lige så vigtigt. Jeg sender en mail senere 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Det er utvivlsomt rigtigt, at der kan være OK jobkonsulenter, jeg har bare ikke truffet dem endnu. Jeg skal så være fair og sige, at de to seneste dage hos Rebound har været OK.

      Jeg har prøvet at lave om i min headline på LinkedIn svarende til dit forslag. Så må vi se, om det kan give noget.

      Jeg kan sagtens give en begrundelse for ikke at arbejde med jura: Det var en fejltagelse, at jeg blev jurist, jeg opdagede det desværre bare først på 3. årsprøve, og der havde jeg ikke råd til at skifte retning. Det er det, jeg siger til jobsamtaler, når de (altid) spørger til det og det er den 100 pct. sande version.

« ældre kommentarer

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.