Tag Archive for: Rebound

,

Desperat eller hvad?

Jeg søger jobs så i hærdigt, jeg kan, og jeg er åben for alle muligheder; der skal snart til og ske et eller andet, for ellers ryger jeg ud af dagpengesystemet, og så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har 30 dagpengeuger tilbage og tiden løber…

I dag var jeg for første gang hos “min coach” hos Rebound, og måske havde jeg sat forventningerne for højt, for jeg gik skuffet derfra. Jeg forventede noget input til mit cv og til mine ansøgninger, men han kiggede på begge dele i 30 sekunder og sagde, at han syntes, det så fint ud. Det sagde de også på Jobcenteret, men det skaffer mig jo ikke et job, som er det eneste, jeg brændende ønsker mig.

Jeg forstår ikke, at jeg ikke kommer til samtaler; jeg må jo gøre et eller andet forkert – men hvad?

Jeg fik to hjemmesideadresser ud af coachingsessionen: it-jobbank.dk og scr.dk, der begge er steder, man kan lægge sit CV ind, og som retter sig mod IT-brancen; det har jeg selvfølgelig gjort her i eftermiddag, men min tro på det kan ligge på et meget lille sted, men intet skal være uprøvet.

Meebox: De vendte tilbage og sagde åbent og ærligt, at de vurderede at en fire ugers virksomhedspraktik var for lidt til, at de kunne nå at lære mig noget, så jeg reelt kunne bidrage, og at så ville jeg bare komme til at sidde og lægge 7-kabale halvdelen af dagen, og det kunne ingen af parterne være tjent med. De er virkelig et ordentligt firma med rene ord for pengene! Da jeg havde lagt røret, fik jeg tanken, at når de fire uger var for kort tid, var der jo også muligheden for et privat løntilskud, så jeg ringede op og bad ham tage det med ind i sine overvejelser. Jeg sætter lidt min lid til dem, men det er nok farligt at gå og drømme.

Rebound: Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke om det firma – det undrer mig fx, at vi kun skal være der fra 9 – 12, når jeg nu i Jobcenteret har fået oplyst, at det er 25 timer ugentligt. Hvorfor må man så gå kl. 12:00? Er det bare et sted, der kører forløb igennem for at tjene pengene?

Det hedder sig, at tiden fra 12 – 14 er “Projekttid”, hvor man kan arbejde med sine ansøgninger mv., men alle går hjem, og det gør jeg derfor også.

Tiden fra 9 – 12 er programsat med såkaldte workshops, men det er reelt klasseundervisning. I dag har jeg fx hørt om “12 mentale love”, som jeg ærlig talt syntes var en omgang lommepsykologi om at tage teten og at blive mester for sit eget liv. Det ved jeg alt sammen godt i forvejen, og min eneste interesse er at få et job, så skal jeg nok mestre mit liv derfra.

Jeg gik ind til det med åbent sind, men lige nu er jeg ærlig talt lidt skuffet, og de skal lægge sig i selen for at få mig til at synes, at det giver en reel værditilvækst. Selvfølgelig møder jeg op og gør det der forventes af mig, men det ville være synd at sige, at det er der, jeg henter inspirationen til at komme videre.

Brok brok brok – undskyld mig, jeg har bare haft en dårlig dag.

,

Arbejdsmarkedet

I dag er jeg startet på forløbet hos Rebound, og det virker, som om det kan blive godt. Man får en personlig coach, som man afholder enesessioner med. De siger, at de ikke går ind for at sætte folk i kasser, og at alle får et individuelt tilpasset forløb. Jeg er ret spændt på, hvad de kan gøre for mig. Jeg har en fornemmelse af, at mine ansøgninger og mit CV er i orden, men der må jo være en grund til, at jeg ikke kommer til samtaler. Et eller andet skal nok justeres, og det håber jeg på at få noget hjælp til.

Jeg ville faktisk gerne ‘angribe’ nogle brancher og sende dem uopfordrede ansøgninger, men jeg kan ikke lige finde på nogle brancher, der skal bruge det, jeg kan. Det håber jeg også at kunne få noget hjælp til, for jeg er ikke i tvivl om, at der må et eller andet andet til end den traditionelle opfordrede ansøgning; dem har jeg næsten opgivet troen på.

På den positive side: Jeg er vist meget tæt på at have skaffet mig en virksomhedspraktik i fire uger hos min Meebox, som var dem, jeg sendte en uopfordret ansøgning til. Vi har forventningsafstemt, og de lover intet andet end praktikken, ikke et fast job og ej heller efterfølgende konsulentopgaver; det er i orden, når bare man ved det på forhånd. Jeg tror, det kan blive fire sjove uger, hvor jeg giver den gas, og hvor jeg forhåbentlig også kan lære noget nyt. Jeg har tilbudt dem at gå deres vidensdatabase efter i sømmene rent sprogligt og at assistere Sebastian, der står for at flytte kunders sites til Meebox fra andre hostingfirmaer. Det er spændende, om det så også er det, jeg kommer til at lave, men ligegyldigt hvad de tilbyder, er jeg frisk på det, og jeg glæder mig allerede til at komme i gang. Nu skal det bare falde på plads med jobcenteret også, der skal sikkert gang i en bunke blanketter, for sådan er det inden for det system. Jeg ringede til dem i morges, men ham jeg skulle tale med var der ikke, så jeg bad om at blive ringet op, men de har stadig ikke ringet. Jeg må vist ringe og rykke.