Glade kunder

Glade kunder

At kunne noget

Jeg har puslet en hel del med Aahusets hjemmeside, og efterhånden er jeg nået frem til noget, jeg synes, jeg kan vise frem. Den respons, jeg har fået er, at de rigtig godt kan lide det. Det er jeg glad for. Jeg går og er så bange for, om jeg overhovedet kan noget. Så giver den slags lidt hår på brystet, eller hvad man kan nu kalde det. Det er fedt at lave noget, nogen kan lide.

Jeg har ikke selv forstand på at lave vektorgrafik og logoer, så dem har jeg købt hos mig til hos https://www.fiverr.com/, som bare er genialt. Man kan få det hele designet på fx 24 timer. De er super cool og pengene værd.

Glade kunder

Glade kunder

Glade kunderFisken

Jeg er ikke særlig god til Photoshop og/eller GIMP. Det er en udfordring bare at erstatte den en farve med den anden. Det burde være simpelt, men det er det ikke. Dog er det lykkedes at sætte den kristne fisk ind i et billede her: Menighedskredsen. Jeg kan godt lide fisken, for den er et fint kristent symbol: De kristne var forfulgt at romerne. For at de kunne kende hinanden – romere eller kristne – tegnede de kristne fisken i sandet, så de var klar over, hvem der var ven eller fjende.

Min cyberven

Min cyberven oppe på Mors har indvilget i at lære mig noget Photoshop, erstat farver, via Skype. Jeg har gjort alt med YouTube og Google. Jeg fatter stadig intet.

Søde Rene – hjælp!

,

Securitas

Securitas

Dag et

Jeg tog i dag hul på endnu en virksomhedspraktik – denne gang hos Securitas. Jeg synes efterhånden, det er temmelig træls at skulle ses an igen, igen, igen. Det startede i januar 2016 i Folkekirkens Nødhjælp, så igen samme sted i januar 2017, så Nordsjællands Portcenter og nu tre eller fire uger hos Securitas. Jeg håber så inderligt, at dette er sidste gang. Jeg orker ikke at blive vejet og fundet for let endnu en gang.

Det er ufatteligt vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet igen, når man har været/er tæt på at falde ud af det. Jeg skal konstant bevise, at jeg stadig er noget værd. jeg piber og synes, det er anstrengende.

Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg kan stadig kan noget. Men det kan være svært at blive ved at tro det.

Afarter af tryghed

Dagen er gået med en generel introduktion og præsentation af Securitas’ ydelser. De tænker godt: det starter med den vagttjeneste, vi alle kender: en mand i uniform og store solide støvler. Han skaber tryghed.

Konceptet rummer også en masse andre former for tryghed, som fx et abonnement på, at Securitas kommer og hjælper ældre mennesker tilbage i sengen, hvis der er gået en alarm fra gulvet, eller Securitas tager sig af mennesker, der er ramt af stress. Omdrejningspunktet er tryghed. Jeg tænker, at de er utrolig dygtige strateger.

Ventet og velkommen

Sloganet “Ventet og velkommen” stammer fra psykiatrien, nærmere bestemt på akutmodtagelsen i Glostrup. Er der noget, man ikke er der er det “ventet og velkommen”, og egl. er det jo et noget sært slogan. Er man ventet, er der jo nærmest tale om et tilbagefald, og det kan ikke være målet med behandlingen. Og velkommen er man bestemt ikke der. Jeg kender bedre steder! jeg “hører til” på 808 på Hvidovre!

Lederen havde sat hele dagen af til at tage sig af mig. Det var utrolig fint, og hun er utrolig sød. Stille og rolig. En ting ad gangen.

Det hele går – vist nok – ud på at skille den enkelte kontrakt ad og fodre de relevante systemer med de oplysninger, de forskellige afdelinger har behov for. Altså: Er der en ny kontrakt med et firma, skal informationerne distribueres til de relevante aktører. Det kan være noget så banalt, som at den enkelte vagt skal tage højde for den nye kunde, når han planlægger sine runderinger.

I morgen

Det var fint at forlade huset 14:45 i dag. Jeg kunne alligevel ikke rumme mere. Vi har aftalt, at det er i morgen er mig selv, der sidder ved tastaturet. Det er mit eget forslag, idet jeg lærer bedst ved at have fingrene i suppedasen. Det bliver spændende. Kan jeg overhovedet huske det mindste alt det, hun forklarede i dag? Jeg håber, men sikker er jeg ikke. Der er fem hovedregler og 25 undtagelser.

Og så noget helt an det: hjemmesideværk

Ivar på Bornholm er rodet ind i noget med menighedsrådet. Rådet driver et hus, og dette hus har behov for en hjemmeside, og den har jeg selvfølgelig sagt, at jeg gerne vil være webmaster for. Siden er ret simpel, og det er dejligt at kunne stå for en side, der er mindre kompleks end de øvrige, jeg har fingrene i. Den findes her. Hvad synes du?

Jeg pusler fortsat med logoet. Den slags er der selvfølgelig tusind meninger om. Jeg har første gang prøvet at købe noget hos Fiverr. Jeg har valgt noget til 25 USD og med levering inden for 24 timer. Man skal udfylde noget med målgruppe, og det er egl. slet ikke så let. Nu venter jeg på, at logoet kommer, og så må vi tage den derfra.

, ,

Backuprydning

Backuprydning

Et vigtigt emne

“En dag, da jeg tændte min computer, var alle filerne væk…” Nej vel? Sådan må det bare aldrig gå.

Backup er/bør være et vigtigt emne for alle mennesker; alligevel læser jeg i supportgruppen gang på gang om folk, der ikke har taget backup i meget lang tid. “Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget”. Selv sletter jeg stort set aldrig noget, da jeg har masser af diske med masser af plads. Og filerne spiser jo ingen brød.

Cloudløsningerne

Nu til dags findes der mange cloudløsninger, hvor data opbevares “i skyen” og må formodes at have det godt der. Skulle der ske noget med PC’en eller med hjemmesiden er frelsen kun et login væk. De mest kendte løsninger er formentlig Microsofts OneDrive, Dropbox og Google Drev. Alle har den store fordel, at man kan dele filer med en ven, der ikke engang selv behøver at bruge de nævnte tjenester, idet vedkommende bare modtager et link og kan hente filer og mapper ned på computeren via linket.

Jeg har brugt både Google Drev og Dropbox til backup af mine to websider lidt afhængig af, hvad backupprogrammet kunne finde ud af at skrive til – men det er temmelig dyrt, hvis man tillige skal have backup af egne filer på den lokale maskine med et andet program.

De forskellige cloudløsninger (stavekontrollen foreslår “Udløsninger” 🙂 ) har vist nok disse priser og begrænsninger. Mht. til OneDrive spørger jeg mig selv, om jeg ikke kan regne længere? Det kan da ikke passe?

  • Den årlige pris er bare 12 gange månedsprisen.
  • Der er altså ikke taget hensyn til mængderabatten til de trofaste kunder, der tillige har råd til at betale for et år ad gangen.
  • Af hensyn til sammenligneligheden er der taget udgangspunkt i, at alle tjenesterne leverer 1 TB.
  • Jeg har heller ikke gidet tage hensyn til, at der i virkeligheden går 1.024 GB på 1 TB.

 

 Program Gratis version Betalt version Styresystem
Dropbox 2 GB Måned: 75 kr. for 1 TB

År:  900 kr. for 1 TB

Windows, Mac, Linux, Android, iOS, Windows Phone
Microsoft OneDrive 5 GB Måned: 15 kr. for 50 GB – det må så betyde 300 kr. for 1 TB…..

År: 3.600 kr. for 1 TB…

(1.000 GB/50 GB = 20 * 15 kr. = 300 kr.)??

 Windows, Mac, Android, iOS, Windows Phone, Blackberry
 Google Drev  15 GB Måned: 70 Kr.  for 1 TB

År: 840 kr. for 1 TB

 Windows, Mac, Android, iOS
 Onlime  5 GB  Måned: ?

År: 649 kr. for  ubegrænset plads

 Windows, Mac, Android, iOS

Som det fremgår, er der en ganske betydelig forskel på priserne – også selvom man ser bort fra OneDrive 🙂

Onlime løber med æren. Ikke alene er prisen den laveste, de tilbyder også mest plads: nemlig uendeligt.

Backuprydning

Jeg har gennem et par år brugt penge på Dropbox (1 TB) af hensyn til backups fra hjemmesiderne, Google Drive uden at jeg helt ved/husker hvorfor og så Onlime på min egen lokale maskine. Hold da op, hvor har jeg været tåbelig. 2.400 kr., når jeg kunne have nøjedes med Onlime til de 649 kr. for det hele. Det er trods alt en stor besparelse. Det svarer lidt til, at fryseren stå på minus 30°, når minus 18° er lidt nok.

Backupprogrammet på hjemmesiderne kan ganske vist ikke skrive til Onlime, men pyt da med det. Jeg gemmer bare fortsat til Dropbox, og når Onlime opdager, at der er en ny fil i Dropbox, tager det backup af den. Det eneste, jeg skal gøre, er en gang imellem at slette filer fra Dropbox. Det kommer jeg nok over for 1.740 kr. årligt, og ellers gør Dropbox det nok for mig, hver gang jeg overskrider grænsen.

Onlime kan sættes op, så det til enhver tid sikkerhedskopierer, så snart man har ændret et komma. Det kan jeg godt lide. Fx er jeg meget øm over alle filerne (fx skærmdumps) til supportsiden og over bloggen. Det må bare ikke gå galt.

Filerne til supportsiden ligger på min lokale maskine sammen med mindst 10 års dokumenter, tusindvis af mails osv. Onlime laver sit arbejde og så behøver jeg faktisk ikke tænke mere over det. Men det gør jeg alligevel: Kaspersky – oprindeligt kun et russisk antivirusprogram – tager backup hver morgen kl. 07:00.

De kloge siger nemlig, at man altid skal have to backups og at de skal være placeret hvert sit sted, for der kan jo ske et eller andet med det ene backupsæt.

Nå, men sådan en fredag eftermiddag sparede jeg lige 1.700 kr. på næsten ingenting og alligevel ∞ ∞ ∞ ∞ ∞ ∞.

 

Backuprydning

,

På gråligt papir

På gråligt papir

Egentlig ikke overraskende

Jeg er i dag blevet fyret på gråligt papir fra Nordsjællands Port Center ApS! Jeg er faktisk ikke overrasket, idet der har været radiotavshed siden lørdag eftermiddag, hvor jeg kontaktede ham, der vist er direktøren, for at orientere om status og muligheder. Jeg bad om tilladelse til at købe et klippekort til en værdi af 2.875 kr. hos en ekstern konsulent, som jeg har arbejdet sammen med i ca. tre år og kender som meget pålidelig, dygtig, hurtig og fair. Svaret var, at det var der ikke råd til i denne måned. Jeg orienterede om, at konsulenten kun fakturerer to gange pr. måned, og at jeg garanteret kunne tale med ham om, at vente med fakturering til efter månedsskiftet. Svaret var nej. Jeg foreslog dernæst, at jeg selv lagde ud. Svaret var fortsat nej. Jeg synes egentlig, at jeg strakte mig temmelig langt ved dette. Men som menneske går jeg “all in” – og jeg ville dette her.

Problemet

Alt fungerede fint på testsiden. På livesiden opstod der i Google Chrome problemer med Æ, Ø og Å. Havde det ikke været i orden på test, havde jeg naturligvis ikke kopieret til live. Idiot er jeg trods alt ikke.

Jeg fatter det ikke og vil aldrig komme til at forstå det: den samme server, de samme filer, den samme database. Hvorfor er resultatet så ikke det samme i live som på test? Jeg havde ingen at sparre med, så jeg søgte tilflugt i en meget fin Facebookgruppe med lutter dygtige mennesker. Jeg fulgte deres råd i det omfang, jeg ikke allerede afprøvet dem. Jo mere jeg gjorde, jo værre blev det. Jeg prøvede endda at slette hele livesiden og oprette den på ny – altså helt fra bunden. Som en lille, måske dum, test prøvede jeg at oprette en side, der alene indeholdt ÆØÅ, hvor der intet var, andet end dette – altså ikke deres database og ikke deres filer. Det fungerede fint. Tegnene fungerede præcis, som de skulle. Når jeg kopierede deres test til live, gik det galt. Jeg forstår det ikke. Jeg er ganske klar over, at den slags handler om tegnsæt, men for pokker da, jeg satte jo det hele ens mellem test og live. Det giver ingen mening for mig!

Måske er jeg bare inkompetent? Men jeg har migreret 100 gange på andre sites, og jeg har aldrig haft sådanne problemer. Det plejer at tage 15 minutter.

Jeg har gjort alt, der stod i min magt, og jeg har brugt 20:36 timer på alt, jeg kunne komme i tanke om. Jeg kunne bare ikke få det til at fungere. Det kunne alle mine hjælpere heller ikke. Jeg har brugt alle de timer på noget, der plejer at tage et kvarter, og jeg har haft det ad helvede til. Følelsen af insufficiens er ikke nem at komme overens med. Med et fleksjob skal man jo bare være taknemmelig… Virksomheden løfter det sociale ansvar og gør mig en tjeneste…

Som et – vist nok – sidste desperat forsøg, har jeg forsøgt at etablere siden på mit eget domæne: https://testnpc.stegemueller.dk/ og det ser faktisk ret fornuftigt ud. Der mangler et par widgets i bunden, men det er jo til at komme udover. Jeg skal gerne skrive de ti linjer igen!

Ensomhed

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har følt mig meget ensom med opgaverne. Opgaverne har været ønskeopgaver, og det har jeg hele tiden sagt.

Jeg har også hele tiden sagt – også til ansættelsessamtalen – at jeg ikke har forstand på webshops og Woocommerce. Jeg har spurgt mig for i mit netværk, og det er ret godt. De siger alle, at det ikke er svært, det er ikke raketvidenskab, man skal bare nørkle lidt med det. Og her kommer så et problem:

Nordsjællands Port Center vil bare have resultater og er ikke interesserede i processen. Det er svært for dem at forstå, at jeg har brugt mange timer på korrektur. Men jeg har rettet op på alt med sprog, og der var en del. Man skriver da ikke: “Der medfølger 2 styk nøgler”. Man skriver: “Der følger to nøgler med”. Jeg synes, man sætter nogenlunde korrekte kommaer og bruger tusindtalsadskillere, alt sammen af hensyn til læsbarheden.

Jeg, for mit vedkommende, må sige, at hvis der ikke kommer hurtige resultater, er det fordi, noget i processen driller. Men processen interesserer dem så ikke, og de forstår ikke, at det kræver en del fx at reducere svartiden til en fjerdedel – og det har jeg rent faktisk gjort, og det er ikke så ringe endda en gang. Google glæder sig og bringer dem op på side et. Jeg tillader mig at mele min egen kage, også selvom det ikke er videre sympatisk.

Det kræver fx, at man eksempelvis tager fat i de problematiske billeder et for et. Billeder, der er smidt ind med en skovl og aldrig har været behandlede, kræver særbehandling. Der var masser af billeder på fx 5 MB. Google belønner de hurtige sider og straffer omvendt de langsomme sider. For en lille virksomhed er den slags vigtigt. Det er på ingen måde svært at operere på det, men det kræver bare “det lange seje træk”, og det er jeg som regel ret god til. Der har Marianne Jelved og jeg det ens.

Jeg har manglet nogen at sparre med. Fx en form for chef, der sagde, at et eller andet var fremragende og/eller elendigt og at det var den rette vej eller den helt forkerte vej at gå.

Når ingen interesserede sig for delresultater, måtte jeg jo gøre det, som jeg syntes, det var rigtigst. Jeg har både et teoretisk og praktisk fundament for det, jeg gør. Jeg har læst mange teoretikere, der har forstand på fx læsbarhed på nettet, og dem har jeg lært af, og det, synes jeg, er spændende og vigtigt. Jeg går meget op i læsbarhed, og skal jeg stå som ansvarlig, skal det også være i orden. Og skal jeg ikke stå som ansvarlig, hvorfor har de så ansat mig? Så kunne de jo have passet butikken selv.

Det er – for mig, men måske ikke for andre? – sin sag bare at overtage et site. Det svarer lidt til at overtage et Excelark: Gæt selv de tanker der ligger bag formlerne. Andre kan måske, men jeg kan ikke! Og så er jeg bare ikke tilstrækkeligt kompetent? Det kan sagtens skyldes mine kognitive deficitter. Jeg gør det bare så godt, som jeg kan, og bedre kan det bare ikke blive. Fyr mig og ansæt anden – og det har de så gjort!

Et eksempel er “Vi skal have flere billeder”. Jeg siger “super fint, men hvor på siden skal de ligge, og hvor får jeg dem fra?” Jeg kan ikke gætte det. Jeg kan lave et udkast, som vi kan drøfte – men det gider de ikke, da det bare atter er en form for proces ctr. resultater. Dette er også en form for ensomhed, som jeg ser det. Måske er det mig, der er noget galt med? Jeg synes bare ikke, at det ligger i min kontrakt at skulle være clairvoyant!

Af opsigelsen fremgår det:

  1. “X har brugt for meget tid på overvågning af Hannes arbejde på hjemmesiden. X har haft en forventning om, at han ikke skulle bruge tid på dette.
  2. I forbindelse med migrering fra test til live er det gået helt galt og hjemmesiden er gået ned. Det har bevirket, at vi har måtte bruge midler til ekstern bistand for at reetablere siden”.

Måske er jeg bare en tosse, men jeg kan ikke læse det anderledes end at punkt 1 lægger op til clairvoyance.

Psykiatrifonden skrev i 2016 “klare rammer for arbejdet og løbende feed back” eller sådan noget lignende. Det er i kontrakten mellem Nordsjællands Port Center og mig blevet til: “Nordsjællands Port Center ApS bør tydeligt beskrive de ønskede resultater og give feedback på opgaveløsningen.” Det var noget, jeg fik skrevet ind i kontrakten, som jeg ikke synes, de har levet op til – clairvoyant er jeg som anført ikke!

Karl Kæk

Måske burde jeg ikke nævne det, da jeg muligvis bare er såret, forfængelig og ønsker at hytte mit eget skind? Men jeg gør det alligevel, da det er min blog, hvor jeg skriver om det, jeg har behov for at få luft for.

I går eftermiddags blev jeg kontaktet af en ekstern konsulent, der skulle prøve at samle stumperne. Det er ham, der i sin tid har bygget hjemmesiden. Superfint. Jeg vil gerne sparre og samarbejde, da det er tydeligt, at jeg ikke kan klare det alene. Det var bare ikke hans ærinde.

Han var primært ude på at nedgøre mig og ønskede ikke sparring og dialog. Som et et eksempel fortalte han mig, at man opretter et testsite… Det er hjemmesider for begyndere. Idiot er jeg altså ikke. Den slags er mere end sårende.

Herudover talte han hele tiden indover mig. Det var tydeligt, at han ikke ønskede at høre, hvad jeg havde at sige. Jeg kunne fx have oplyst, hvad jeg havde forsøgt, så han ikke skulle forsøge de samme ting. Jeg ville mægtig gerne sparre med ham, men det modsatte var tydeligvis ikke gældende. Jeg ville jo gerne udover ensomheden i opgaveløsningen .

Han har etableret et par ting, som jeg ikke har på testen på mit domæne. Jeg har til gengæld alle menuerne, hvor han mangler noget. Tænk hvis vi sad sammen og hjalp hinanden?

Hvis han ringer igen, er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg tager telefonen.

Kommunen

Når der er tale om et fleksjob, er kommunen inde over. Jeg var faktisk rigtig bange for at ringe til sagsbehandleren og fortælle, at nu stod jeg igen på listen over mennesker, der skal/gerne vil have et fleksjob. Ville han bare anse mig som en besværlig kunde? Det må siges, at han lyttede, spurgte ind og var virkelig sød. Jeg føler mig 100 pct. overbevist om, at han forstod/forstår den situation, jeg pludselig igen står i.

Vi har aftalt, at jeg udformer et lille dokument med “læringer”, så vi ved, hvad vi skal være opmærksomme på næste gang. Det er fx, at jeg er nødt til at have en sparringspartner; at jeg er nødt til at have en i virksomheden, som jeg kan spørge om skriften skal være lyserød eller orange, og om billederne skal stå til højre eller til venstre. Jeg kan ikke gætte deres ønsker. Jeg må sige, at det også er min opfattelse, at man ikke behøver at have en diagnose, for at ønske  denne form for sparring.

En anden ting er, at jeg ikke igen skal ud i en lille familiedrevet virksomhed, der bl.a. er præget af nonverbal kommunikation. De har (groft og karikeret sagt) kendt hinanden i ca. 36 år (alderen på søn og svigerdatter), så der er mange ting, de ikke behøver at sige højt. Det er bare pokkers svært at gætte det, når man kommer udefra. Og udefra eller ej så er jeg bare en idiot til sådanne gættelege! Jeg kan håndtere fakta men ikke alt det underliggende!

Jeg vil også meget gerne arbejde de 15 timer, jeg er godkendt til og ikke nøjes med det, en eller anden virksomhed har økonomi til. Jeg bliver for ensom af kun at skulle ud af døren én gang pr. uge. Så er det, der kan gå 1½ uge, før jeg har set andre end min kontaktperson i distriktspsykiatrien. Det går altså ikke.

Summa summarum

Det er (sgu) ikke fedt at blive fyret, og jeg skulle tage mig meget sammen for ikke at vise følelser og chok. På den anden side set var det ikke en overraskelse, ikke noget chok, og måske var det bedst sådan: Vi blev aldrig rigtig glade for hinanden. Der var for meget bøvl bare med en rimelig kontrakt.

Y ville så give “en krammer” før jeg gik ud af døren; jeg kunne ikke finde ud af at sige fra, men det forekom mig temmelig kunstigt. Jeg krammer, jfr. Erics indlæg forleden, kun folk, jeg bryder mig om!