/i , , /af , ,

En privat sundhedsforsikring?

En privat sundhedsforsikring?

Sundhedsvæsenet i frit fald

En privat sundhedsforsikring?

Debatten om et sundhedsvæsen i frit fald gør indtryk, så jeg tænkte på at tegne en privat sundhedsforsikring, uanset at det er mig inderligt imod med den slags. Men da jeg ikke har andre, der kan passe mig, hvis der skulle ske noget, og hvis fællesskabet ikke kan, så må jeg jo selv sørge for det; en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Først tjekkede jeg, om mit medlemskab af P+ (tidligere JØP) indeholdt en sundhedsforsikring, men det gør den ikke, da jeg kun er medlem og ikke længere indbetaler til pension. De har aftale med “Gjensidige” og foreslog, at jeg kontaktede dem og forklarede dem det.

Psykiske lidelser

Inden jeg ringede “Gjensidige” op, læste jeg deres forsikringsbetingelser for den forsikring, der kunne være relevant og som ville koste 3.881 kr. årligt (= 323 kr. om måneden).

Gennemlæsningen afslørede, at jeg har for mange forudbestående lidelser til, at de dækker. Og selvfølgelig kan man sige, at “skaden” er opstået, længe inden de kommer ind i billedet, så hvorfor skulle de dække det? De ville jo påtage sig en stor risiko, som de ikke kunne gennemskue på forhånd. Endnu en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Generelt dækker de stort set ikke psykiske lidelser og da slet ikke hverken bipolar eller noget på autismespektret, som de begge betegner som “svære”. Det er endnu et helt konkret eksempel på, at det offentlige sundhedsvæsen efterlades med de sværeste tilfælde.

Selv synes jeg egentlig, at jeg er ret velfungerende, men et forsikringsselskab betegner mig altså som et svært tilfælde. Det efterlader mig med en lidt underlig følelse i maven og smag i munden.

Somatiske lidelser

Nå, men jeg kunne selvfølgelig også falde ned ad trappen, ud af sengen, blive kørt ned eller lignende. Man kan hurtigt blive udredt og behandlet på et privathospital, hvilket naturligvis kunne være dejligt, når det snart er der, sygeplejerskerne er at finde efter flugten fra de dårlige løn- og arbejdsvilkår i fællesskabet.

Udredning og behandling vil ske de steder, som selskabet har aftaler med. Man må selv sørge for transport, der er kortere end 25 km.

I telefonsamtalen spurgte jeg til, hvor det så konkret var og om de havde en oversigt over de steder? Det har da stor betydning, hvis man fx har brækket et eller andet og ikke har bil. Medarbejderen forklarede nok så venligt, at de ikke havde en oversigt, men hvis jeg havde problemer med fødderne, ville de ikke sende mig til en specialist i noget med hænder. De ville heller ikke sende mig til en håndkirurg, hvis jeg havde hjerteproblemer. Det øgede straks min gensidige tillid til selskabet …

De betaler opfølgende behandling i form af for eksempel fysioterapi, men antallet af behandlinger, de vil betale, er så lavt, at jeg ikke tror, det rækker. Og så kan jeg lige så godt betale selv med de 323 kr., jeg sparer hver måned ved ikke at tegne en sundhedsforsikring.

Forsikringsprincippet

Det er klart, at nogle må tabe, hvis andre skal vinde. Det ligger “lissom” i forsikringsprincippet. Og så skal der jo også være en sjat til selskabet og aktionærerne selv. Efter en gennemlæsning af forsikringsbetingelserne føler jeg mig bare ret overbevist om, at det er mig, der bliver taberen fremfor vinderen, og så kan jeg godt finde på noget andet at bruge næsten 4.000 kr. på årligt.

I fællesskabets forsikringsprincip, det vil sige bidrag til fælleskassen via skatten, er det også klart, at nogle må tabe, når andre skal vinde. Jeg kan bare bedre lide den model, men det handler selvfølgelig om politisk anskuelse.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

“Varme hænder” er nedværdigende

“Varme hænder” er nedværdigende

Kolde hjerner og varme hænder?

“Varme hænder” er nedværdigende

Hvis jeg var sygeplejerske, social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent, ville jeg være træt af at høre om “varme hænder”, da det er en nedværdigende betegnelse. Jeg kender adskillige både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der bruger hjernen en del for at løse opgaverne. Temperaturen i håndfladerne er noget ævl.

Retorikken om vores plejepersonale er nedværdigende. Hvem vil uddanne sig til at være et par “varme hænder”?

Man bliver ikke bare sådan lige sygeplejerske. En af dem skrev skrev i Viborg Amts Folkeblad i oktober 2021 følgende fuldt forståelige indlæg

Personligt har jeg altid kolde hænder, men jeg kan garantere dig en sygepleje, som er funderet på et videnskabeligt grundlag med en udvidet specialistviden om omsorg, etik, anatomi og fysiologi for netop at kunne varetage en kvalificeret sygepleje tilpasset den enkelte.

For 100 år siden var alting godt

Nej vel. Men ca. på det tidspunkt var jeg kæreste med en sygeplejeelev. Dengang var de netop elever og blev udlært på et hospital. De lærte derfor alt om patientkontakt og praktiske færdigheder. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun blev en dygtig sygeplejerske, da hun blev færdig.

I 2019 blev sygeplejerskeuddannelsen ændret til en professionsbacheloruddannelse på 3½ år, der gav adgang til videreuddannelse. Teorien udgjorde nu 58 pct., mens praktikken udgjorde 42 pct.

Jeg har talt med en sygeplejerske på min egen alder om hendes vurdering af uddannelsen dengang og nu. Hun sagde, så vidt jeg husker, at nutidens sygeplejersker uddannes bedre i fx anatomi, fysiologi og medicin end dengang. Til gengæld var de måske dengang lidt dygtigere til praktikken end de, der bliver færdige nu. Det skal de først ud at lære.

Tjenestemandsreformen fra 1969 og forud for den

“Varme hænder” er nedværdigendePernille Skipper er en af de (måske få?) politikere, der har sat sig grundigt ind i tjenestemandsreformen fra 1969. En aften deltog jeg i et webinar, hvor hun fortalte om baggrunden for reformen, der stadig her 53 år efter ligger implicit i sygeplejerskernes løndannelse og er årsagen til, at sygeplejerskernes løn halter bagud.

Efter krigen oplevede hele Europa en velfærdsstigning og det vi i dag kalder “velfærdsstaten” blev skabt. Historisk blev kvinders arbejde som fx sygeplejerske, jordemoder eller den, der passede de ældre/gamle anset som en form for fritidsjob, der højst medførte lidt lommepenge, for hovedindtægten i hjemmene stammede fra mandens arbejde.

Sygeplejersker var nogle, der hjalp lægen med at passe patienterne. De forskellige fag blev anset for at være et kald, og et kald er ikke lønnet; det er noget, man er “kaldet til”.

Tjenestemandsreformen vedtoges af folkevalgte politikere, der ikke tænkte på “Den danske model”, som de fleste nu angiver som hovedargument for ikke at agere på skævhederne mellem mande- og kvindefag. Henter man publikationen fra Institut for menneskerettigheder: “Kvindefag i historisk skruetvinge“, kan man blandt andet læse

Kommissionen valgte derfor hovedsageligt at bevare det eksisterende hierarki mellem de offentlige faggrupper – og dermed mellem mænd og kvinder – som kommissionen selv daterede tilbage til den første tjenestemandslov fra 1919.

Kvindefag lønnes helt generelt 12 – 14 pct. ringere end mandefag

“Varme hænder” er nedværdigende

Nu står vi med det problem, at de omhandlede faggrupper ikke gider være der længere og de unge søger ind på andre uddannelser. Nogle vil måske fortsat gerne faget som sådan, men de rejser til Norge for at udføre det. Andre igen rejser bare fra det offentlige til det private, hvor de kan få 60.000 kr. mere i løn årligt.

Intet tyder på, at problemet har nået sit toppunkt; det vil vokse i de kommende år, og det vil bliver yderligere aktualiseret af, at middellevetiden stiger, så der bliver flere af os gamle. Hvis vi ikke sørger for bedre aflønning af både mænd og kvinder i kvindefag, står vi om ganske få år med et uoverstigeligt problem, som det vil tage årtier at rette op på. Man kan kalde det for et velfærdseksperiment.

Når (eller hvis?) vi beslutter os for at agere, vil en af de helt store diskussioner være sammenligningsgrundlaget: Hvad skal medregnes i lønnen? Skal vi tage udgangspunkt i grundlønnen eller skal vi inkludere ulempetillægget for at være på vagt lørdag nat?

Aflønnes de “varme hænder” efter temperaturen i håndfladerne eller efter faglig dygtighed? Måske. Det er næsten den eneste logiske forklaring på, at kvindefagene helt generelt lønnes 12 – 14 pct. ringere end mandefagene.

Man siger, at “Den danske model” er til hinder for politisk indgriben; det er ikke hele sandheden, for det er udtryk for et politisk valg hvor mange lønkroner, der sendes regionernes vej.  Arbejdsmarkedets parter bringes altså først i spil, efter den indledende politiske prioritering.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , /af , ,

Dronningens kloge tale og mine planer

Dronningens kloge tale og mine planer

2022 ligger blank og vårfrisk for os

Dronningens kloge tale og mine planer

Jeg har set samtlige Hendes Majestæt Dronningens 50 nytårstaler, og jeg synes, de bliver bedre og bedre. I 2021 blev jeg naturligvis særligt berørt af følgende:

Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn.

Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.

Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje.

Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.

Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til! Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.

Hun svinger pisken (pænt) med en sætning som denne: “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”. Hvor er den skøn, næsten lige så god som de “dumsmarte bemærkninger” fra 1984. Det er kun Majestæten, der kan udtrykke afsky så pænt og dannet – men umisforståeligt.

Hvor findes fordommene?

Når ret skal være ret, og det skal det: Selv har jeg aldrig mødt manglende forståelse eller respekt som følge af mine to psykiatriske diagnoser. Jeg har aldrig mødt diskrimination. Hvis jeg har, er det i hvert fald glemt. Det blev jeg klar over, da jeg skrev ansøgningerne til Menneskebiblioteket.

De spørger i deres ansøgningsblanketter til, hvilke fordomme man har mødt og derfor kan være med til at afkræfte. For første gang nogensinde blev jeg opmærksom på, at der for mig at se er langt flere fordomme knyttet til at være medlem af Djøf end til at have en psykisk sygdom. Det er da absurd. “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”.

Forleden indledte jeg en (kort) debat med en person, der hadede djøffere. Efter to indlæg fra hver af os skrev jeg til vedkommende, at vi lige så godt kunne stoppe. Han boede i Jylland, hadede djøffere samt alle, der bor øst for Lillebæltsbroen. Det gav ikke mening at diskutere videre og jeg orker ikke at diskutere med folk, der hader mig, bare fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening.

Prøv selv at lægge mærke til hvor ofte du ser os lagt for had i den offentlige debat. Tænk hvis vi analogt anlagde en hadkampagne mod medlemmer af fx FOA eller HK…

Introduktionskursus hos Menneskebiblioteket

Jeg skal til en form for introduktionskursus hos Menneskebiblioteket den 11. januar. Det er jeg spændt på. Når jeg nu ikke skal stå i en genbrugsbutik og anrette brugt “porcelån”, leder jeg efter noget frivilligt, meningsfyldt arbejde, der ikke foregår ved mit skrivebord. Det kunne være en mulighed for at træffe interessante mennesker, men det er bestemt ikke hovedformålet. Jeg har det vældig fint ved mit skrivebord, men psykologen siger, jeg ikke kan leve på en ø, og hun plejer jo at have ret. Jeg kan da i hvert fald se på det.

Min “hovedbekymring”, hvis man kan tale om en sådan, går på deres “events”, hvor man som udlånt bog mødes med fem til syv lånere. Det dur ikke for mig, idet jeg forholder mig ordentligt til mennesker, jeg træffer, og jeg kan ikke nå at forholde mig ordentligt til fem, seks eller syv lånere. Jeg bliver for forvirret inde i hovedet og alt for træt dagen efter. Det kræver virkelig meget af mig, at være sammen med andre mennesker. Det giver sig helt konkret udslag i, at jeg sover 16 timer bagefter. Det er ikke almindeligt.

Menneskebiblioteket virker vældig velorganiseret og gennemtænkt. Det er det også nødt til at være, når det har eksisteret i næsten 20 år og er udbredt til 80 lande. Imponerende. De har en meget informativ og flot hjemmeside, der har en ulempe: skriften er lysegrå. Det ser selvfølgelig smart ud, men det nedsætter læsbarheden væsentligt. Der er en grund til at bøger sættes med sort skrift på hvidt papir. Jeg har en ven med et (stort) synshandicap; jeg tror, han ville trives dårligt på den hjemmeside. Flere hjemmesidesnedkere burde læse Jakob Nielsen et al. Det er gammeldags og stokkonservativt men læsbart.