, ,

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Hvidovre Tandklinik i Herlev

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægen

Jeg går højt op i mine tænder, da jeg kun har 103.000 kroner til den slags en enkelt gang i livet. Jeg har en enkelt tand tilbage uden krone. Resten er kroner.

Det gik så galt på grund af mundtørhed, der var en følge af mange års forbrug af antipsykotisk medicin, ikke fordi jeg var et svin. Jeg lignede en taber, idet alle tænder startede med en brun kant. I nogle år passede jeg på ikke at smile – det var svært. Og det er jo egentlig positivt.

Mundtørhed betyder, at der ikke produceres tilstrækkeligt meget spyt. Når det var værst, kunne jeg ikke tale, og måtte i telefonen fremstamme: “Jeg ringer senere”, og det hjælper ikke at tage en tår vand. Vores spyt indeholder blandt andet bakteriedræbende enzymer; det vil sige, at spyttet er med til at holde tænderne (og munden) rene og sunde.

Nu står den på:

  • Specialtandpastaen “Duraphat”, der kun fås på recept, da der stadig forekommer lidt mundtørhed. Det skyldes formentlig præparatet Quetiapin, som jeg får til natten, fordi det sætter hjernens signalstoffer lidt ned i gear. I modsætning til Benzodiazepiner er præparatet ikke afhængighedsskabende, men har næsten samme effekt.
  • De små interdentalbørster fra GUM to gange dagligt.
  • Tandtråd to gange dagligt.
  • De små røde tabletter, der viser, om der er plak, en gang ugentligt.
  • Fire årlige kontroller, selvom det ikke er nødvendigt.

Alt det bevirker, at jeg altid får ros hos tandlægen, selvom jeg altid er bange for ikke at have været omhyggelig nok. En gang angst, altid angst, og jeg vil formentlig aldrig kunne bevæge mig ud af at være en “gul patient” hos tandlægen.

Ros hos tandlægen – ikke til tandlægenJeg er utrolig glad for at komme hos Hvidovre Tandklinik, og jeg er især begejstret for “min” tandplejer Nadja. Hun er simpelthen så sød og dygtig, og nu hvor det store murerarbejde er overstået, er det kun hende, jeg har kontakt med.

På billedet i toppen er Nadja nummer to fra højre. Nummer et er klinikejeren Amar, som jeg kender særdels godt, da det var ham, der stod for murerarbejdet. Nummer tre er tandlæge Iben, som også er sød og dygtig. Vi er jævnaldrende og får altid en sludder.

De ved, at de ikke skal spare på bedøvelsen. Jeg betaler ved kasse et. Jeg synes ikke, jeg er specielt pivet, men det er der næppe nogen, der synes om sig selv.

Hvidovre Tandklinik er midlertidigt flyttet til Herlev

Jeg bor lige overfor klinikken, og det er dejligt bare at skulle over gaden. Imidlertid brændte hele tagetagen sidste år og klinikken fik store vandskader. Den er derfor genhuset i Herlev, hvor jeg var i går.

Jeg kom ind til en fremmed tandlæge og en fremmed tandplejer. Det havde jeg ikke fået at vide på forhånd, så jeg var fuldkommen uforberedt. Jeg har ikke tidligere været bevidst om, hvor meget det betyder, at man kender personalet og er tryg ved det. Nu er jeg klar over, at det betyder uendelig meget.

De havde høj muzak, så tiden i venteværelset var også lidt af en (tand-)pine.

De spurgte, om jeg sad/lå godt. Det ærlige svar var “Nej”. Elendig stol, som ryggen ikke kunne falde i et med.

Der er nogle tandkødslommer ved de bagerste kindtænder, der er meget dybe (ikke min fejl, og jeg kan ikke selv gøre noget ved det), og de skal selvfølgelig renses grundigt for tandsten. Det var tandlægen, der gjorde det, og hun var tindrende ligeglad med, at jeg lå oppe under loftet af smerte. “Det er forskelligt fra patient til patient” – ja og så? Hvordan kan du hjælpe med det?

Jeg måtte sige til hende, at det ikke gik, og at hun måtte bedøve. Jeg var klar til ellers at rejse mig og gå midt i det hele. Det skal ikke gøre så ondt at gå til tandlæge, for så bliver man bare væk. 

Hvidovre Tandklinik skriver følgende på deres hjemmeside, som jeg aldrig har lagt mærke til før – men det gælder ikke i Herlev. Jeg tager simpelthen ikke derud igen!

Vi er 3 tandlæger, 1 tandplejer og 5 klinikassistenter, som alle lægger vægt på empati og service, samt giver smertefri behandling af højeste kvalitet.

Den rigtige Hvidovre Tandklinik bør være tilbage i maj måned (dog i år), når jeg næste gang står for tur. Jeg har bestilt tiden hos Amar. Er det ikke ham – eller en anden jeg kender – møder jeg ikke op men bestiller en anden tid.

Ulighed i sundhed

Det er sjovt, som der altid skal tages nye røntgenbilleder. Senest tog Nadja et panoramabillede for at kontrollere, om alle kronerne havde det godt. Det havde de! I går måtte der også nye til, da de tidligere var fra 2017. Det har de selvfølgelig ret i, når de siger det; det svarer bare ikke til mit (røntgen-)billede.

Alt i alt 1.264,74 kr. for et almindeligt eftersyn. Jeg måtte hjem og justere budgettet i opadgående retning. Sygesikringens andel udgjorde 424,31 kr. Efter min opfattelse burde det være lige omvendt.

Der er ikke noget at sige til, at mange må fravælge tandlægebesøg og de regelmæssige undersøgelser. Det er positivt, at Folketinget sidste år som en del af finanslovsaftalen vedtog, at unge kan gå gratis til tandlæge til og med det fyldte 22. år.

Men alle – uanset alder – burde kunne gå gratis til tandlæge. Vi burde betale omkostningen over skatten ligesom resten af sundheden og sundhedsvæsenet. Der er ingen grund til ikke at gøre tandpleje tilgængelig for alle. Manglende tandpleje vender den tunge ende nedad.

Det er stigmatiserende at have dårlige tænder og sygdomme i munden. Tandlægeforeningen havde et virkelig godt debatindlæg i december 2022, hvor de blandt andet skrev

Men vi, der møder kontanthjælpsmodtageren, indvandreren eller den socialt udsatte i vores arbejde oplever på daglig basis den sociale ulighed, som ikke bliver bedre af, at vi i Danmark har et tandplejesystem, hvor patienterne betaler omkring 85 procent af regningen selv.

Det er rystende, når 38-årige Regitze fortæller, at hun allerede som 16-årig manglede sine fortænder, og at de øvrige tænder langsomt smuldrede ud af munden på hende. Et kærlighedsliv har hun for længst vinket farvel til – for hvem vil date en tandløs kvinde, ræsonnerer Regitze i dokumentaren.

I forbindelse med ECT traf jeg en medpatient, der sagde, at hans tænder faldt ud på grund af behandlingen. Jeg blev forskrækket og spurgte min søde sygeplejerske, om jeg skulle være bange for, at det også kunne ske for mig? “Nej” sagde hun, “Hans tandstatus er på forhånd meget dårlig”.

Der er noget helt galt, når man ikke kan følge en næsten livsvigtig behandling uden risiko for, at ens tænder falder ud! Det er fuldkommen vanvittigt.

Da jeg skulle have lavet overslaget for min store reparation, fortalte Amar, at kommunen evt. hjælper med betalingen, men de betaler den billigste behandling, som ikke nødvendigvis er den rigtige.

Han spurgte, om jeg ville have den billigste løsning eller den rigtige løsning? Hvis du kender mig her fra siden (eller evt. fra den virkelige verden) kan du formentlig selv gætte svaret.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

(A-)bortadopteret

(A-)bortadopteret

50-året for den frie abort

(A-)bortadopteret

Pernille Skipper havde i juledagene et indlæg i Politiken om den højt besungne frie abort her i landet. Den kan i 2023 fejre sin 50-årsdag. Hendes påstand var, at den måske slet ikke er så fri endda.

Selv har jeg det utrolig dobbelt med den frie abort. Realiteten er, at havde den eksisteret ti år tidligere, var jeg formentlig aldrig blevet menneske. Jeg respekterer min biologiske mor højt for at gennemføre et svangerskab med bevidstheden om, at barnet skulle bortadopteres. Det skulle med andre ord ende med en (a-)bortadoption.

Hun kunne også have valgt strikkepindene og/eller den brune sæbe, der var to af datidens gængse midler, hvis man ikke ville gå til en “kvaksalver”. I virkeligheden er jeg ikke klar over, om det netop var kvaksalverne, der brugte disse midler. For hvilke gymnastiske øvelser skulle en kvinde ikke være i stand til at udføre, hvis hun skulle bruge dem selv? Hun kunne selvfølgelig spise den brune sæbe, men strikkepindene? Dem har jeg svært ved at forestille mig taget i anvendelse.

I mit tilfælde blev det ikke en abort men en bortadoption. Det kan der også være en del bøvl med efterfølgende for både moder og barn. Det havde måske nok været meget lettere for hende at få foretaget en abort end at gå ind på en fødegang den ene dag med stor mave og gå ud igen dagen efter uden hverken mave eller barn. Et par uger forud havde hun hos Mødrehjælpen underskrevet et dokument, der kaldtes en “Ammefritagelse”.

Jeg forestiller mig, at det er et traume, der følger en resten af livet. Jeg har prøvet at spørge forsigtigt til det, men enten er der ingen, der ved noget, eller også vil de ikke fortælle, hvad de ved. Det ville jeg ellers gerne vide i min evindelige jagt på min egen historie.

Hvad er problemet med grænsen på de 12 uger?

Selvfølgelig skal vi bevare den frie abort.

Selvfølgelig skal den gælde i alle dele af rigsfællesskabet, så færøske kvinder ikke skal rejse hverken til Syddanmark eller Polen for at få foretaget indgrebet.

Selvfølgelig hører jeg ikke til i det amerikanske bibelbælte eller andre steder, hvor kvinders ret til abort trykkes under fode i disse år. I nogle stater er det ikke en gang muligt at få foretaget en abort, selv om fosteret er undfanget ved incest eller voldtægt, hvilket er fuldkommen absurd.

Det er da heller ikke Pernille Skippers ærinde. Hendes ærinde er at rejse debat om de 12 uger, der regnes fra sidste menstruations første dag, hvorved vi kommer ind i det, der så smukt hedder “avlingstiden”. Det minder mig lidt om kaninavl. Hun skriver, at grænsen ikke er lægeligt begrundet, og at perioden er så kort, at mange kvinder reelt kun har ca. to uger til at træffe det svære valg. Det er ikke rimeligt, når grænsen ikke er lægeligt begrundet.

Når man ikke frem til en beslutning inden for de 12 uger, har man en mulighed tilbage, og det er at få tilladelse af et organ, der kaldes “Abortsamrådet”, som rutinemæssigt giver tilladelse, hvis man er sikker på, at barnet vil blive født med misdannelser.

Synes der ikke at være misdannelser hos fosteret, er der ikke noget at gøre.

Findes kvinder, der tyer til “den sikre metode”?

En (mandlig) deltager i Pernille Skippers kommentarspor på Facebook udbredte sig om, at han i 80’erne havde kendt kvinder, der brugte “den sikre metode”, det vil sige ingen prævention men i stedet “går det galt får jeg da bare en abort”.

Jeg har svært ved at tro, at det skulle være sandt; og er det sandt, så sker det helt sikkert kun en gang i et kvindeliv. Og er det sandt, siger det mere om de kvinder end om deres partnere.

Et historisk perspektiv?

Når jeg læser fortidens kirkebøger, har jeg tit på fornemmelsen, at børn af fruentimmere (ugifte, herunder fraskilte, kvinder), børn født i dølgsmål osv. var i langt større risiko for at dø kort efter fødslen end børn avlet i ægteskab. Min tanke er, at mødrene simpelthen passede mindre godt på dem, hvorfor de døde tidligere. Eller med andre ord: De overlevede ikke vanrøgten. Skammen over at føde uægte børn har været enorm, så der kan have været en lettelse knyttet til de hurtige små dødsfald.

Det ville være utrolig interessant at lave et datastudie over det. Men vil jeg “have noget at have det i” og skal det ikke bare være påstande og synsninger, der let kan tilbagevises, kræves et stort materiale og meget tid. Materialet kan let skaffes; det ligger frit tilgængeligt på Rigsarkivets hjemmesider, men det er værre med tiden, når man nu er pensionist …

(A-)bortadopteret

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Inflation: mange dropper tandlægen

Inflation: mange dropper tandlægen

Tandlægebesøg droppes eller udskydes

Inflation: mange dropper tandlægen

TV Avisen kl. 7:00 havde som sit første indslag nyheden om, at mange, grundet inflationen og de stigende energiregninger, dropper eller udskyder besøget hos tandlægen. Tandlægerne har meget mere “tom stol” end normalt. Det er en meget dårlig idé, men hvis pengene ikke er der, ja så er tandlægen en nem post at springe over.

Tandlægeforeningen opfordrer i et debatindlæg politikerne til at se på egenbetalingen, der er ca. 85 pct. for voksne. Et kontrolbesøg hos min tandlæge koster fx ca. 700 kr. Enhedslisten nåede at sikre, at børn og unge gratis kan gå til tandlægen. Børnene og de unge bliver de patienter, der ikke skal have lavet voldsomme indgreb og behandlinger, som koster formuer. De skal bare til de jævnlige undersøgelser, som sikrer, at der kan gribes ind i tide ved et potentielt problem. Det er vanvittig ulogisk, at brækker man et ben, er behandlingen gratis, men knækker man en tand, må man selv til lommerne, hvis man har nogen.

“Min mor”, 1935 – 2006, fik en “kunstig overmund” i konfirmationsgave og havde livet igennem problemer med mund og tænder (paradentose, broer osv.). Mormor (1910 – 1984) havde gebis i både over- og undermund. Det var slet ikke så ualmindeligt dengang. Som barn syntes jeg, det var modbydeligt, når de “tog tænderne ud”. Jeg forstår ikke, hvordan de fik så dårlige tænder, at det var løsningen. Måske har jeg hørt noget om, at der ikke i mormors barndom var råd til tandbørster. Der kan selvfølgelig have været noget arveligt, det ved jeg ikke noget om, men alligevel …

Skoletandplejen

Min generation (jeg er fra 1963) er den første, der regelmæssigt kom til skoletandlægen. Lov om børnetandpleje kom i 1971, og jeg startede i skole i 1970. Alle kommuner skulle indføre tandbehandling for børn i den skolepligtige alder, og fra 1981 blev også førskolebørnene inddraget. Kilde: Den Store Danske. Jeg har altid passet og plejet mine tænder herunder gået regelmæssigt til tandlæge.

Skoletandplejen har været en god investering, hvis effekter vi selvfølgelig som samfund ikke bare skal smide over bord nu, fordi der er en krise, der midlertidigt kradser. Krisen vil forsvinde på et eller andet tidspunkt, mens ødelagte tænder og sygdomme i munden ikke vil “gå over”; ikke en gang selvom man får lavet en bro.

Ulighed i sundhed og samfund

Tandlægeforeningen skriver blandt andet:

Vi møder også Tomas, der ikke har været til tandlæge i 18 år og siger: “Hvis man vil se, hvordan ulighed ser ud i Danmark, skal man kigge på folks tænder”. Tomas rammer plet. For i Danmark sidder uligheden lige i ansigtet, og det vil nok overraske mange, at Danmark er et af de lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed.

Vi bliver vurderet på, hvordan vores smil ser ud. Der er stort stigma knyttet til dårlige tænder. Jeg har selv prøvet det, da jeg, som følge af voldsom mundtørhed, der var en bivirkning til noget af al den antipsykotiske medicin (primært Lithium og Lamictal), så frygtelig ud.

Alle tænder startede med en brun kant. Jeg lignede en taber og et svin med mine tænder, så jeg lærte mig selv ikke at smile mere end højst nødvendigt. Det var forfærdeligt. Da jeg havde fået lavet tænderne i overmunden, sagde folk til mig “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Mens de var forfærdelige, sagde ingen noget, og det var jo venligt nok. Nu vidste jeg imidlertid, at de havde tænkt noget. Det var ikke rart.

Et sted, jeg alligevel kom til at smile, var hos en speciallæge, der skulle skrive en større erklæring til rehabiliteringsteamet. I den skrev hun blandt andet, at jeg havde meget dårlig tandstatus, og at hun derfor opfordrede mig kraftigt til at gå til tandlæge. Hun var så venlig også at skrive, at jeg var bekymret for udgiften.

En meget stor regning

Udgiften var kolossal, så min bekymring var berettiget. Uden at jeg husker hvordan, fandt jeg 40.000 kr. i udbetaling og betalte resten af på halvandet år med månedlige rater af 3.000 kr. I alt 103.615 kr.; det tal glemmer jeg aldrig. Og så havde jeg endda fået ca. 47.000 kr. i nedslag. Tandlægens samlede regning ville have lydt på 151.000 kr.

Banken ville ikke låne mig pengene, fordi min situation var uafklaret, men det ville tandlægen gerne, fordi jeg var så motiveret, og udbetalingens størrelse hjalp nok også. Jeg har én tand tilbage uden krone! Det betød også farvel og tak til Nordea efter 25 år. Jeg skyldte hverken dem eller nogen anden så meget som 50 øre.

Kommunerne hjælper typisk med den billigste behandling, der ikke nødvendigvis er den rigtige. Det er som at *isse i bukserne (vælg selv mellem p og t). For den billigste behandling bevirker måske, at man kommer igen kort tid efter med et nyt dyrt problem. Havde min kommune skullet betale, var jeg, som både mor og mormor, endt med to proteser (skønt vi ikke er biologisk beslægtede). I forbindelse med ECT havde jeg måttet svare benægtende, når de spørger “Har du dine egne tænder?”. Jeg gætter på, at man skal tage eventuelle proteser ud.

Cirkulær sagsbehandling

Som jeg husker det, var der også en indviklet sagsbehandling knyttet til at søge om en enkeltydelse hos kommunen. Jeg gav op på forhånd, for der var noget, der gik i ring. Det var noget med, at man skulle have ansøgt om ydelsen, inden behandlingen var påbegyndt, men tandlægens udarbejdelsen af overslaget ansås også som en del af behandlingen. Jeg opgav at forstå, hvordan jeg så kunne vide, hvilket beløb jeg skulle ansøge om.

Konklusion: Den citerede Tomas har ret.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg skal ikke på plejehjem!

Jeg skal ikke på plejehjem!

Parolen var “Længst muligt i eget hjem”

Jeg skal ikke på plejehjem

Om den parole fortsat er gældende, er jeg ikke klar over, men faktum er, at jeg bliver her. Jeg skal ikke på plejehjem og spille ludo. Det føler jeg mig simpelthen for god til; det er under min værdighed.

Jeg vil være hjemme hos mine egne ting, ved mine egne vinduer og ved min egen computer, der udgør grundstammen i mit liv. Andre kan mene, det er underligt, men ikke desto mindre er det sådan, det er. Det er det, der gør mig glad og tryg.

Måske skal jeg så ligge i min egen afføring, men det gør jeg hellere hjemme i min dejlige lejlighed end på et eller andet plejehjem, hvor det er “underklassen”, der er ansat (jfr. Nye Borgerlige i “Altinget” den 21. oktober 2022).

Da jeg troede, jeg var dement

Jeg glemmer det aldrig. Jeg må have været i en (nær)psykose?:

Engang i 2018 eller 2019 var jeg oppe midt om natten. Jeg ville lave kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde, skønt jeg har lavet kaffe på gammeldags manér siden 1. august 1980. Det giver rundt regnet 100.000 kopper kaffe – men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Og jeg lagde brødkniven på plads i køleskabet. Jeg var klar over, at der skulle den ikke ligge; samtidig kunne jeg ikke finde andre placeringsmuligheder.

En del af mig var altså helt væk, men en anden del af mig var smerteligt bevidst, at dette var helt galt. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg nu var dement eller bare på vej til at blive det. Samtidig var jeg klar over, at hvis jeg virkelig var på vej ad den vej, ville jeg ikke være klar over det. En virkelig dualisme.

Jeg var så bange, at jeg ringede til psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej, der sagde, at jeg skulle pakke tasken og komme med det samme. Og det gjorde jeg selvfølgelig i tryg forvisning om, at de både kunne og ville tage sig af mig. Og det gjorde de som så ofte før. De fik dysset det hele ned, men frygten sad i mig. Og af og til kan jeg genkalde den, når jeg rækker ud efter endnu en pakke blå Irma på øverste hylde.

Nu er jeg glad, for jeg ved, at det var en ubegrundet frygt. Jeg var ikke på vej til at blive dement.

Et stærkt mandskab hos FOA

TV2, som jeg ikke ser, har åbenbart vist en udsendelse om fuldkommen urimelige og frygtelige vilkår på et plejehjem i Køge. Jeg kommenterede tidligt på dagen de reaktioner, jeg havde set, og jeg pointerede, at jeg ikke havde set udsendelsen, men at jeg alene forholdt mig til omtalen af udsendelsen. Jeg skrev højt og larmende, at det, mht. netop de påpegede forhold på netop dette plejehjem, vel måtte være anses bevist vha. billeder, at forholdene for beboerne var utilstedelige.

Det skulle jeg aldrig have gjort, idet topfolk i FOA (Torben Hollmann og Brian Kobbenagel) blev ved med at skyde mig ting i skoene, som jeg aldrig nogensinde havde udtalt mig om. Jeg forholdt mig til, hvad jeg havde forstået på en række seere, som jeg fandt valide. Og det var jeg åben om. De fremturede med, at jeg fremkom med en generel kritik at samtlige deres medlemmer, hvilket jeg naturligvis aldrig kunne finde på. De, der læser med her hos mig, vil formentlig kunne genkende min profil.

Der blev formenlig brugt 20 kommentarer, før jeg fik dem til at holde mund. Til sidst måtte jeg skrive til Torben Hollmann: “Jeg har ALDRIG nogensinde skrevet om den generelle kvalitet, for det ved jeg intet om. Derfor kan jeg heller ikke besvare dine spørgsmål”. Det var svar på hans spørgsmål om mine holdninger til kvalitetsstandarderne. På et tidspunkt stoppede det heldigvis, og mit indtryk er, at jeg faktisk fik det sidste ord. I hvert fald holdt de kæft!

Jeg synes, det er trist, man ikke kan indgå i en saglig debat uden at få skudt udsagn i skoene, som man aldrig har fremsat. Debatten bliver noget helt andet end saglig. Facebook er et dejligt medie, men hvis man mener noget, med det man siger, skal man godt nok stå tidligt op. Men i dag var jeg nu også oppe 6:55, så de fik mig ikke.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.