Onkologi versus psykiatri 2
Diskussion med en tidligere kræftpatient
Onkologi versus psykiatri 2
Dette er artikel nummer to om onkologi versus psykiatri. Den første artikel finder du her.
Så lærte jeg også det: Jeg skal ikke diskutere psykiatripolitik med en tidligere kræftpatient! Det går bare galt.
Vi diskuterede, om det var rimeligt, at psykiatrien er blevet lovet (indtil videre er der intet sket, jfr. artiklen i Altinget den 26. april 2023) 4½ mia. kr. i regeringsgrundlaget (se side 18 og 19) til en genopretning. Det mente de ikke, når tarmkræftpatienter ikke bliver behandlet inden for behandlingsgarantien.
Desværre kunne jeg ikke alle tallene fra “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan. Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser” udenad. Men selvom jeg havde kunnet dem, havde jeg ikke kunnet kæmpe mod faktaresistensen.
Jeg bryder mig meget lidt om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden, men den politiske virkelighed er, at der må prioriteres. Og prioritering er valget mellem det ene og det andet. Når man ikke vil være med til en genopretning, betyder det samtidig, at man mener, at psykiatrien for evigt skal halte bagud. Det kan jeg selvfølgelig ikke være med til.
Jeg kunne huske, at antallet af psykiatriske patienter er voldsomt stigende, men at bevillingerne aldrig er fulgt med og at den udvikling har været i gang siden særforsorgens nedlæggelse i 1980. Samtidig er der vedtaget tre eller fire kræftpakker. Det skyldes blandt andet, at Kræftens Bekæmpelse er en meget mere slagkraftig patientforening end både SIND, Depressionsforeningen, Psykiatrialliancen og Psykiatrifonden tilsammen.
De var tindrende ligeglade med historikken og mente, at man alene skulle se på den aktuelle status. Igen: inddrager man ikke historikken, accepterer man, at psykiatrien halter bagud, og man mener, at det skal den fortsætte med.
Endnu en gang ønskede jeg, at man kendte årsagerne til de 600 selvmord årligt, hvor det i hvert fald er kendt, at 50 pct. af ofrene havde en psykiatrisk diagnose. Det viser tal fra Center for selvmordsforskning.
Om der er kausalitet mellem diagnosen og beslutningen om ikke at ville leve længere, kan man af gode grunde ikke vide. Man kan jo ikke spørge de 300 døde. Argumenterne var nærmest, at psykiatrien ikke er et vigtigt område, når man kan dø af kræft men ikke uden videre af en psykisk lidelse.
Så gav jeg op. Men skuffelsen sidder stadig i mig, eftersom psykiatrien er mit hjertebarn. Jeg er oprigtigt ked af det!
Fakta hentet fra Pixiudgaven
- Psykiske lidelser medfører en markant overdødelighed
- Mennesker med psykiske lidelser mødes ikke med samme niveau af kvalitet i indsatsen som mennesker med fysiske lidelser
- Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40-50 % af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse
- Mennesker med svære psykiske lidelser lever op til 15-20 år kortere end baggrundsbefolkningen
- På blot et årti er der sket en stigning på ca. 30 % i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 % i samme periode
- Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser er i dag præget af manglende sammenhæng, utilstrækkelig kvalitet, manglende tilbud, væsentlige udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, utilstrækkelig faglig udvikling og forskning, stigmatisering og manglende prioritering
- Der er mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige, som har bedre muligheder og rammer for at fastholde og udvikle udredningen og behandlingen af patienterne med høj faglig kvalitet og ambitioner.
- I socialpsykiatrien er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte
- Mennesker, der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse, har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.
Om tvang i psykiatrien
Det fremgår også af Pixiudgaven, at man siden 2014 har arbejdet målrettet på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien – men man er ikke i mål med det.
Som eksempel tester man p.t. brugen af virtual reality-briller til psykotiske patienter på Psykiatrisk Center Glostrup som et led i at nedbringe brugen af tvang. Det er umådelig positivt.
Af og til er tvang desværre nødvendigt i en kort periode. Et eksempel er, at nogle patienter holder op med eksempelvis at tage den antipsykotiske medicin, fordi de føler sig raske. Og hvem tager medicin, hvis man er rask? Det kan man naturligvis ikke tvinge nogen til! Og det skal man heller ikke kunne. Problemet er, at af og til kan “systemet” så bare vente på, at patienten igen bliver så syg, at vedkommende kan blive indlagt med tvang og medicineret.
Der burde være en mellemvej og mulighed for at gribe ind noget tidligere – ikke mindst af hensyn til patienten selv, da tvangsindlæggelse og evt. tvangsmedicinering er et voldsomt indgreb. Det kræver naturligvis lovændringer, men spørgsmålet er, om det ikke vil være det bedste.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
